Endelig fandt jeg et fredeligt øjeblik, så nu vil jeg også gerne dele min fødselsberetning. Den er skrevet dagen efter fødslen, og kunne nok være blevet meget længere, hvis man medtog hver en følelse undervejs. Det er godt nok en vild oplevelse at føde! 
Så kom vores dejlige lille pige til verden. Vi er begge fuldkommen forelskede i hende!
Det hele må være startet tirsdag morgen, hvor slimproppen gik (igen). Henad aftenen fik jeg følelsen af, at noget var under opsejling.
Onsdag morgen vågnede jeg og var godt og grundigt skuffet over ingen veer eller tegn på begyndende fødsel. Gik surmulende en rolig tur. Ved 10-11-tiden begyndte der så stille at komme veer. Regelmæssige fra starten, men de gjorde ikke rigtig ondt. Omkring kl. 16.30 blev de lidt stærkere. Om aftenen gik jeg i seng på et par panodil, men vågnede kl. 2 af veer, og halvsov derfra kun i pauserne indtil jeg valgte at stå op ved 5-tiden.
Torsdag gik med veer, der tiltog i styrke. Vi tog på fødemodtagelsen kl. 15 for at få en status. Ingen livmoderhals, 4 cm åben, men veerne var ikke kraftige nok til aktiv fødsel. Vi gik en tur rundt en time og kom tilbage. Stadig ingen ændring. Så hjem med os og vente.
Kl. 21 var veerne noget stærkere og kom med 3-4 minutters interval. Så tilbage og direkte på fødegangen, hvor vi fik den nedslående besked, at jeg stadig ikke havde åbnet mig mere. Vi blev enige om, at jeg fik morfin at hvile på, eftersom jeg var dødtræt og plaget af veer. Fik indsprøjtningen kl. 23 og kunne da hvile og sove lidt.
Fredag morgen kl. 2 vågnede jeg igen i sindssyge smerter. Kunne slet ikke styre det, da veerne rullede ind hver andet minut. Jordemoderen blev tilkaldt, og nu havde jeg åbnet mig 7 cm og var endelig i aktiv fødsel.
Kl. 4 var jeg fuldt udvidet, og måtte gerne presse lidt, hvis trangen kom, for vandet skulle gerne gå og hun skulle længere ned i bækkenet.
Kl. 5 fik jeg lov til at presse rigtig til. Det brugte vi så en time på uden fremgang. Så fik besked på at tage den med ro og så ville jeg få vestimulerende drop lidt efter, da jordemoderen ikke mente, at mine presseveer var kraftige nok. Droppet viste sig tilsyneladende bare at overstimulere, og blev hurtigt fjernet igen. Jeg havde bare ikke kræfter til at presse.
Kl. 7 var der vagtskifte, og den nye jordemoder og studerende kunne jeg meget bedre arbejde med. De kunne godt se, at det her bare ikke fungerede, og vi talte om cup. Men først skulle hun lidt længere ned, for det overhovedet kunne lade sig gøre. Med møg og besvær kom hun lidt længere ned og fødselslægen blev tilkaldt, men lod vente på sig. Jordemoder og studerende pressede på og opmuntrede, og det lykkedes ligeså langsomt at få hovedet ned forbi skambenet. Her viste anden del af problemet sig, hun stod skævt.
Kl. 8.35 kom fødselslægen endelig. Han vurderede, at vi var så langt, at hvis ikke hun var ude om ti minutter, ville det blive med cup. Fanden tog ved mig, og på en eller anden måde fik jeg manifesteret kræfter til at presse til. Fødselslægen var tilbage 8.50, kiggede med fem minutter, og det blev besluttet, at jeg skulle klippes.
Kl. 9 præcis var hun endelig ude!
Under forløbet har jeg foruden morfinen klaret mig igennem med varmepuder, lattergas og til sidst ilt i presseperioden.
Vores fantastiske pige kom den 20. juni 2014, 40+1, 3360 g og 53 cm.
Til sidst lidt billeder af vidunderet 
