Prioriterer du dit barn højere end din mand?

Må ærlig indrømme at jeg ikke helt ser, hvordan det ene kan udelukke det andet?
Jeg føler mig fyldt af kærlighed til min søn og min kæreste. Hvorfor skulle der ikke være ligeværdigt nok til begge - fordelt på forskellige tidspunkter/perioder ?
Hos mig svinger det frem og tilbage, alt efter min personlige energi/overskud. Men kærligheden vil altid være uendelig. Til dem begge to

Herhjemme prioritere vi børnene først og så hinanden bagefter. Børnene kommer i første række og det falder os begge to ret naturligt. Børnene kan trods alt ikke passe dem selv eller vaske deres eget tøj og lave deres egen mad- det kan en mand altså godt ;-) Og omvendt smider min kæreste heller ikke en puttetræt baby fra sig fordi jeg trænger til et kram. Børnene først og så må de voksne lige vente. Men hverken jeg eller min kæreste føler os forsømt. Sidste barn sover gerne kl 2030 og så har vi et par timer til at være kærester i.

Røverdatter skriver:

Må ærlig indrømme at jeg ikke helt ser, hvordan det ene kan udelukke det andet?
Jeg føler mig fyldt af kærlighed til min søn og min kæreste. Hvorfor skulle der ikke være ligeværdigt nok til begge - fordelt på forskellige tidspunkter/perioder ?
Hos mig svinger det frem og tilbage, alt efter min personlige energi/overskud. Men kærligheden vil altid være uendelig. Til dem begge to

Synes egentlig heller ikke det udelukker, men der er bare en prioritering og det hos os begge to og i perioder må vi tilsidesætte det der hedder kærstetid, sex hvad ved jeg hvis en af vores børn har en periode hvor det har ekstra behov fx hvis det har et trygheds behov som kun kan dækkes hvis det får plads i sengen mellem os jamen så må vores putteri jo bare lide i den periode.
Men jeg tilsidesætter jo ikke bare manden min men også mig selv i perioder.

Jeg tror det i nogen forhold bliver et dilemma hvis den ene part ikke kan se at behovet hos barnet er så stort og måske føler det er en undskyldning.

Hos os har det ikke været et dilemma, eller det har i hver fald ikke været for min mand - jeg kan da godt nok nogengange føle mig lidt tilsidesat når han i den grad er papa med stort P

Mor til Ella skriver:

Er det ikke også i dine børns interesse at dit forhold til deres far er rart

Naturligvis, vil også gøre mit bedste for alt vi alle forbliver sammen - men valget er nemt hvis det skulle tages, selvom jeg ikke håber det..

paul.sauer skriver:

Hej,

Til en historie om parforhold og børn søger jeg et forældrepar, hvor kvinden prioriterer moderrollen højere end partnerrollen - altså prioriterer sit barn højere end sin kæreste eller ægtefælle. Jeg vil tale med jer om, hvordan det - hvis det gør - påvirker forholdet.

Historien er en del af et tema om kærlighed til Jyllands-Posten.

Hvis du har lyst til at medvirke eller kender nogen, der har - eller vil du høre mere om historien - så kontakt mig herinde eller på mail: sauerdk@gmail.com.

Jeg håber at høre fra jer.

 

Med venlig hilsen,

Paul Sauer

Jeg synes vinklen er alt for simpelt bygget op.

Herhjemme har jeg:

en "MIG" rolle, en "MOR" rolle, en "forældre" - roller (som jeg deler med barnets far) - en "kæreste" rolle og en "voksen" rolle og en "lege" rolle

Flere af dem kommer både mig, mit barn og barnets far til gode

Vi er komplekse væsner og hvis jeg tager vasketøjet/handler/laver mad er det en FAMILIE-rolle

Ja, vi har mindre "kæreste" tid end før vi fik barn, til gengæld har vi familietid spækket med kram og kys og vi har plads til solo-tid og vi NYDER når vi får kærestetid

Så vinklen "udfordringen i at balancere flere roller/samværsformer i et moderne samfund" PISSE SPÆNDENDE

vinklen: "piv piv min kæreste smører kun madpakke til baby og ikke til mig" og "øv jeg fik ikke et blowjob fordi baby var vågen hele natten" - arhmen altså... det lyder, som en vinkel fra en, der aldrig har haft børn eller været en del af en forældre-enhed

Jeg tror du spørger de forkerte. Du leder efter kvinder der nedprioriterer deres mænd, men jeg tror de fleste mødre vil sige at det er en nødvendighed (og det er det jo også, hvis det udelukkende er i forhold til tiden før børn), men at de har fundet en balance, der, som de ser det, fungerer. Ellers ville de vel forsøge at ændre det

Du burde nok i stedet spørge mændene om de føler deres koner/kærester har nedprioriteret dem på en måde hvor de føler et tab ...

Pikku Myy skriver:

Jeg tror du spørger de forkerte. Du leder efter kvinder der nedprioriterer deres mænd, men jeg tror de fleste mødre vil sige at det er en nødvendighed (og det er det jo også, hvis det udelukkende er i forhold til tiden før børn), men at de har fundet en balance, der, som de ser det, fungerer. Ellers ville de vel forsøge at ændre det

Du burde nok i stedet spørge mændene om de føler deres koner/kærester har nedprioriteret dem på en måde hvor de føler et tab ...

Enig.
Jeg tror ikke der er nogen kvinder der kan sige de nedpriotere deres mand i forhold til deres børn, bevidst for at såre deres mand, eller fordi han ikke er vigtig.
Men hvordan man end vender og drejer det er børnene jo dem der har brug for at blive priorieter på en helt anden måde end en mand, de er afhængige af at vi varetager deres behov, min kæreste kan godt selv tage vare på sig selv pg jeg tror og håber da på at han råber højt, hvis der er noget.

Jeg indrømmer da blankt at min søn altid komme før min kæreste. Hans behov er vigtigst, men jeg gør da alt hvad jeg kan for også at til godese min kæreste, men igen, så er hans første priotet også vores søn.

paul.sauer skriver:

Hej,

Til en historie om parforhold og børn søger jeg et forældrepar, hvor kvinden prioriterer moderrollen højere end partnerrollen - altså prioriterer sit barn højere end sin kæreste eller ægtefælle. Jeg vil tale med jer om, hvordan det - hvis det gør - påvirker forholdet.

Historien er en del af et tema om kærlighed til Jyllands-Posten.

Hvis du har lyst til at medvirke eller kender nogen, der har - eller vil du høre mere om historien - så kontakt mig herinde eller på mail: sauerdk@gmail.com.

Jeg håber at høre fra jer.

 

Med venlig hilsen,

Paul Sauer

Jeg vil gerne deltage.
Jeg kan tydeligt mærke at alt er ændret siden vi fik vores barn -som alt jo også gerne skal.

Men fx synes jeg det er væsentligt vigtigere at sørge for mad til barnet, end mad til ham. Og vigtigere at barnet får en tør mås, end at hans tøj bliver vasket for ham.

Kan også se at jeg tit sætter mig med vores barn og snakket med hende, og knap ænser at han sidder lige ved siden af mig, i samme sofa. Der opstår hurtigt mange misforståelser og små-konflikter.

Så hvis det er sådan noget du leder efter, så er jeg en som nok er kommet til at prioritere mit barn højere end min kæreste. Og jeg tror ikke det nogensinde vil ændre sig.