sertralin hertax

Tak for jeres svar og erfaringer alle sammen  

Hvordan er udsigterne egentlig?  Er det i de der flere år man skal regne med og tage pillerne,, eller hvordan?  Og hvordan finder man ud af om det er tid til at trappe ud f.eks? 

Bivirkninger er individuelt, så det er svært at sige ud fra andres erfaringer..

Jeg skiftede fra et andet præparat (der fik mig til at ryste) til sertralin. Sertralin virkede godt for mig, men jeg tog lidt på (ca. 6 kg.) og det har jeg haft svært ved at komme af med efterfølgende.. Men jeg var tynd, så det går nok, nu er jeg normalvægtig.

Jeg tog det i ét år, før jeg trappede ud over ca. 1-2 måneder.

Når man føler sig glad og klar til at trappe ud, skal man trappe langsomt ud efter lægens anvisning. Får man det fysisk dårligt (det gjorde jeg - hovedpine), så går det for stærkt, og man skal forlænge aftrapningsperioden med et par uger. Får man det psykisk dårligt er det for tidligt at trappe ud, og så skal man blive ved med at tage dem.

Håber det kunne hjælpe

Tranebaer skriver:

Bivirkninger er individuelt, så det er svært at sige ud fra andres erfaringer..

Jeg skiftede fra et andet præparat (der fik mig til at ryste) til sertralin. Sertralin virkede godt for mig, men jeg tog lidt på (ca. 6 kg.) og det har jeg haft svært ved at komme af med efterfølgende.. Men jeg var tynd, så det går nok, nu er jeg normalvægtig.

Jeg tog det i ét år, før jeg trappede ud over ca. 1-2 måneder.

Når man føler sig glad og klar til at trappe ud, skal man trappe langsomt ud efter lægens anvisning. Får man det fysisk dårligt (det gjorde jeg - hovedpine), så går det for stærkt, og man skal forlænge aftrapningsperioden med et par uger. Får man det psykisk dårligt er det for tidligt at trappe ud, og så skal man blive ved med at tage dem.

Håber det kunne hjælpe

Tusind tak for svar det lyder meget håndgribeligt. . Det er jo en hel ny "verden" man træder ind i her, både som min mand, men også for mig som den tætteste .. 

Anonym skriver:

Tusind tak for svar det lyder meget håndgribeligt. . Det er jo en hel ny "verden" man træder ind i her, både som min mand, men også for mig som den tætteste .. 

Det var også en helt, helt ny verden for mig dengang - og for min familie. Ingen i min familie har haft en depression, og de anerkendte ikke min. "Alle har det lidt skidt i perioder, livet går op og ned". Det var det hårdeste at høre. De har ret - men jeg havde det dårligt på en anden måde, de ikke kendte til, og havde haft det i et år inden jeg fik hjælp. Selvom de ikke havde set mig smile eller grine i et år, synes de bare det var en "dårlig periode". 

Det vigtigste du kan gøre er, at anerkende sygdommen og snakke om det med din mand. Det var den bedste støtte jeg fik fra min kæreste