Det er nu knap 6 1/2 år siden jeg oplevede det største mirakel et menneske kan opnå.
Jeg erhvervede mig titlen som MOR.
Det var helt igennem fantastisk. Jeg får stadig sommerfugle i maven, bare ved tanken om det.
Jeg husker hvordan jeg blev overvældet af kærlighed ved synet af min lille prinsesse. En følelse jeg ville elske at opleve igen og igen og igen....
Jeg fik et par små sting for neden, og da Jordemoderen var ved at ordne det sidste, kan jeg huske jeg kiggede over på min veninde og sagde: "Så er jeg klar til den næste" <3
Og jeg mente det så sandt som det var sagt. Siden da har jeg været skruk
Jeg nyder stadig hver dag med min smukke og uendelig skønne prinsesse
For 1 1/2 år siden gik jeg i gang med projekt baby. Jeg blev insemineret en del gange, dog desværre uden held
Det var vildt hårdt mentalt at stå med en negativ test, gang på gang. Derfor valgte jeg at holde en længere pause.
Men trods en pause er min brændende ønske om flere børn ikke blevet mindre
Jeg har haft svært ved at vise glæde på mine veninders vegne når de fortalte at de ventede sig. Bestemt ikke fordi at ikke er virkelig virkelig glad på deres vegne.... Men nok nærmere fordi jeg er en del jaloux
Der går ikke en eneste dag hvor jeg ikke tænker på hvor fantastisk det vil være at blive gravid igen.
Nogle gange når jeg er alene, smider jeg en pude under blusen og nyder synet/følelsen af at være gravid igen.
Så nu er der gået 6 1/2 år, og jeg er ikke det mindste i nærheden af at have hverken kæreste eller flere børn.
Og selv om jeg BRÆNDENDE ønsker mig flere børn.... Er det så det rigtige at få flere børn uden en anden part, og uden at give dem muligheden for en mandelig rollemodel.
Ville ikke så meget med indlægget. Trængte bare til at lukke lidt ud. Nu vil jeg nyde en aften på sofaen med en pude på maven
Fortsat god aften derude. Og pøj pøj til i andre det er skrukke
