gravid med nr 2, følelser...

jeg er så heldig at bære rundt på vores 2. barn efter 2 år med inseminereing og prøver osv. 

jeg er i uge 30.

problemet er.. jeg føler ingen tilknytning til bebs jeg passer på bebs, passer på mig selv, glæder mig til fødslen osv osv, men den der følelse jeg havde da jeg var gravid med vores 1. er der bare slet ikke... til tider føler jeg slet ikke jeg er gravid, altså det er meget uvirkeligt for mig trods jeg snart skal føde.... jeg har en del frygt omkring hvordan vores barn tager det at blive storesøskende, og kan til tider tænke om det mon var det rigtige for hvad nu hvis... i min net mødregruppe hører man jo om deres små guldklumper i maven og hvordan de vil tackle (dem der har flere børn) så der også bliver alene tid med den lille nye osv osv, det eneste jeg kan tænke er omkring mit nuværende barn.. at h*n ikke skal føle nogen som helst svigt, at føle sig tilsidesat osv. 

jeg er lykkelig over at vente mig, vi har jo trods alt også smidt mange tårer, penge og tid afsted, for at kunne ende med 2 streger på testen.

men ja.. jeg ser egentlig bare en tyk mave. og det har jeg det SÅ dårligt med.. det skal lige siges at vi igennem denne graviditet har købt ikke mindre end 7 scanninger, udover nf og md og et par vækstscanninger . har fået afvide 3 gange af læger at jeg ville miste , da jeg havde nogen symptomer og nogle indre blødninger tidligt og omkring midten af graviditeten.. så om det er frygten for at miste? måske... min mand har mistet et barn til termin, kvalt i navlesnoren. det var ikke noget jeg tænkte over i min første graviditet, jeg var bare lykkelig og gravid, men denne gang har det været i tankerne flere gange i ugen... vi kan alligevel heller ikke være så heldige at få 2 smukke børn.. og nogle gange tager jeg mig selv i at bebrejde min mand de følelser og tanker (ikke noget jeg siger til ham), for selvom jeg godt ved at sådan en ulykke ikke sker pga gener, så vil mine følelser ikke helt forstå det nogen gange ..

 

 

det blev langt og rodet.... 

Anonym skriver:

jeg er så heldig at bære rundt på vores 2. barn efter 2 år med inseminereing og prøver osv. 

jeg er i uge 30.

problemet er.. jeg føler ingen tilknytning til bebs jeg passer på bebs, passer på mig selv, glæder mig til fødslen osv osv, men den der følelse jeg havde da jeg var gravid med vores 1. er der bare slet ikke... til tider føler jeg slet ikke jeg er gravid, altså det er meget uvirkeligt for mig trods jeg snart skal føde.... jeg har en del frygt omkring hvordan vores barn tager det at blive storesøskende, og kan til tider tænke om det mon var det rigtige for hvad nu hvis... i min net mødregruppe hører man jo om deres små guldklumper i maven og hvordan de vil tackle (dem der har flere børn) så der også bliver alene tid med den lille nye osv osv, det eneste jeg kan tænke er omkring mit nuværende barn.. at h*n ikke skal føle nogen som helst svigt, at føle sig tilsidesat osv. 

jeg er lykkelig over at vente mig, vi har jo trods alt også smidt mange tårer, penge og tid afsted, for at kunne ende med 2 streger på testen.

men ja.. jeg ser egentlig bare en tyk mave. og det har jeg det SÅ dårligt med.. det skal lige siges at vi igennem denne graviditet har købt ikke mindre end 7 scanninger, udover nf og md og et par vækstscanninger . har fået afvide 3 gange af læger at jeg ville miste , da jeg havde nogen symptomer og nogle indre blødninger tidligt og omkring midten af graviditeten.. så om det er frygten for at miste? måske... min mand har mistet et barn til termin, kvalt i navlesnoren. det var ikke noget jeg tænkte over i min første graviditet, jeg var bare lykkelig og gravid, men denne gang har det været i tankerne flere gange i ugen... vi kan alligevel heller ikke være så heldige at få 2 smukke børn.. og nogle gange tager jeg mig selv i at bebrejde min mand de følelser og tanker (ikke noget jeg siger til ham), for selvom jeg godt ved at sådan en ulykke ikke sker pga gener, så vil mine følelser ikke helt forstå det nogen gange ..

 

 

det blev langt og rodet.... 

Først
Jeg kan godt forstå hvis du har haft svært ved at knytte dig, når du har skulle forholde dig til tanken om at miste. Du passer helt bare sikkert på dig selv ved at du holder graviditeten på afsted. Jeg tror det ændrer sig når du har født og har jeres skønne guld i dine arme. Og så er jeg sikker på at din bekymring omkring det første barn løser sig når nr 2 kommer. Tænk på at i beriger jeres første barns liv ved at blive storesøster/bror. Det praktiske løser sig med garanti!

Hej.

Jeg er godt nok ikke langt henne. Men jeg har det lidt som dig.
Jeg har en datter i forvejen der når at blive 6 inden bebs kommer. Jeg frygter for hvordan hun tager det. Hun har fået at vide hun skal være storesøster og virker glad og alligevel tror jeg ikke helt hun forstår. Jeg forsøger at "berolige" mig selv ved at sige at vi alle jo skal lære. Alt er nyt i starten og det er jo okay at være bange. Man ved ikke hvordan det kommer til at gå og om tingene skal blive en kamp. Men tro på det positive og hvis du ikke ville skulle have et barn mere ville verdenen vel gå i stå?

Jeg vil bare fortælle dig at du ikke er ene om frygten med et større barn. Jeg tror det er helt normalt.

Jeg vil ønske dig alt positov held og lykke og håber for jer at alt ordner sig med tiden.

Jeg kan slet ikke forestille mig hvirdan det er at være gravid med en der har mistet. For en graviditet for mig der har mistet er ikke en glædelig ting, men en lang angst for en gentagelse, eller faktisk en gang imellem en forventning af det selvsagt vil ramme os igen. Og vil den følelse blive givet videre? Og hvordan? Tænker jeg ved jo jeg kan overleve at miste, men havde jeg ikke mistet ville jeg tro jeg ikke kunne overleve det - ej rodet, men synes virkelig det må være super hårdt og synes du skal have et stort kram med på vejen.

Når det er skrevet vil jeg sige, jeg i min 2. Graviditet også havde mange tanker om den store, tog jeg noget fra hende, tog jeg noget fra mig, hvordan skulle jeg få alene tid med hende osv. Da baby fx lå med numsen ned af og snakken var om kejsersnit, var jeg så sur for så ville det tage min mulighed for at bære min store datter. Jeg var usikker på om jeg kunne elske et nyt barn, om jeg overhovedet ønskede mig at være mor til to (og baby var 100% planlagt). Men da hun var født, blev alle mine tabker gjort til skamme, og den kærlighed jeg ikke troede jeg havde var der med det samme, jeg kunne sagtens være mor til to, jeg kunne endda genforelske mig i min store datter i hendes rolle som storesøster. Skæbnen ville det så vi mistede lillesøster, men det er en anden hiastorie.

Anonym skriver:

jeg er så heldig at bære rundt på vores 2. barn efter 2 år med inseminereing og prøver osv. 

jeg er i uge 30.

problemet er.. jeg føler ingen tilknytning til bebs jeg passer på bebs, passer på mig selv, glæder mig til fødslen osv osv, men den der følelse jeg havde da jeg var gravid med vores 1. er der bare slet ikke... til tider føler jeg slet ikke jeg er gravid, altså det er meget uvirkeligt for mig trods jeg snart skal føde.... jeg har en del frygt omkring hvordan vores barn tager det at blive storesøskende, og kan til tider tænke om det mon var det rigtige for hvad nu hvis... i min net mødregruppe hører man jo om deres små guldklumper i maven og hvordan de vil tackle (dem der har flere børn) så der også bliver alene tid med den lille nye osv osv, det eneste jeg kan tænke er omkring mit nuværende barn.. at h*n ikke skal føle nogen som helst svigt, at føle sig tilsidesat osv. 

jeg er lykkelig over at vente mig, vi har jo trods alt også smidt mange tårer, penge og tid afsted, for at kunne ende med 2 streger på testen.

men ja.. jeg ser egentlig bare en tyk mave. og det har jeg det SÅ dårligt med.. det skal lige siges at vi igennem denne graviditet har købt ikke mindre end 7 scanninger, udover nf og md og et par vækstscanninger . har fået afvide 3 gange af læger at jeg ville miste , da jeg havde nogen symptomer og nogle indre blødninger tidligt og omkring midten af graviditeten.. så om det er frygten for at miste? måske... min mand har mistet et barn til termin, kvalt i navlesnoren. det var ikke noget jeg tænkte over i min første graviditet, jeg var bare lykkelig og gravid, men denne gang har det været i tankerne flere gange i ugen... vi kan alligevel heller ikke være så heldige at få 2 smukke børn.. og nogle gange tager jeg mig selv i at bebrejde min mand de følelser og tanker (ikke noget jeg siger til ham), for selvom jeg godt ved at sådan en ulykke ikke sker pga gener, så vil mine følelser ikke helt forstå det nogen gange ..

 

 

det blev langt og rodet.... 

Kan sagtens forstå dine bekymringer omkring det... I har kæmpet for at få nr. 2, din mand har tidligere oplevet noget tragisk, og du tænker meget på storesøster/bror.... Det er klart, at følelserne ikke er helt de samme!

Selvom jeg er blevet gravid på naturlig vis, og ikke har oplevet noget tragisk mht. sidste fødsel, så synes jeg da stadig, at følelserne er anderledes denne gang! Det er gået meget stærkt, og nu er jeg over halvvejs... Der er én mere at tage sig af, og ja, som du skriver, de skal ikke føle sig tilsidesat! Jeg bekymre mig dog ikke over komplikationer, og er også lykkelig gravid, men kan da fornemme, at det ikke er lige så stort for mig denne her gang, som første gang.. nok fordi man har prøvet det før, og det hele ikke er lige så nyt og spændende, som første gang! Har bl.a. kun fået taget et enkelt billede af maven, hvor jeg sidst mindst havde 5 på det her tidspunkt  Det er bare ikke det samme anden gang, og det tror jeg er helt naturligt....

Jet blev gravid anden gang ved et uheld, der var ingen tvivl om, at vi skulle beholde det og vi var glade og spændte, men alligevel havde jeg det sgu lidt svært med det, sammenlignede også meget med den første graviditet hvor jeg fløj igennem det hele på en lyserød sky, sådan var det slet ikke anden gang. Kunne ikke forholde mig til, at jeg skulle være mor til to, at jeg skulle være i stand til at elske et barn lige så meget som det første. Var bange for vores søns reaktioner og for hvordan det hele bare skulle gå.

I det sekund vores lille pige blev lagt på min mave blev alle mine bekymringer gjort til skamme, det var 100 % kærlighed ved første blik, og der har bare slet ikke været nogen som helst problemer. Vores dreng var 2.5 år da hun blev født, og han har taget det så flot. Han har fået lov til at være med til alt han ville omkring lillesøster, men vi har også respekteret når han har sagt fra og ikke lige synes hun har været så spændende.

Jeg er sikker på det hele nok skal gå, man kan bare ikke undgå alle bekymringerne, sådan er det at være mor

Jeg fødte nr. 2 for 5 uger siden og jeg havde det som dig. Jeg kunne helt få tårer i øjnene ved tanken om, at der kom en mere, der ville tage noget fra den store og hvordan skulle jeg kunne elske et barn mere lige så højt....

MEN følelserne væltede ned og det var intet problem!

Jeg er smask forelsket i begge mine børn og storesøster er super glad for lillebror.

Det kommer helt naturligt. Man har bare meget mere at tænke på, når man er gravid anden gang.

Tusind tak for jeres historier og svar! Det var ekstremt befriende at komme ud med og det var dejligt at kunne læse man ikke er helt alene! 

Jeg tror helt bestemt også at så snart jeg føler,  så vælter kærligheden ligesom med vores 1. Det er bare svært med alt den dårlige samvittighed,  og måske man kan. Sammenligne det lidt med 1. Gangs gravide som ikke aner hvad de går ind til, det Gør man jo i bund og grund Heller ikke når man får nummer 2.. det er jo faktisk nærmest en ligeså stor omvæltning som ved nr 1... måske det også bunder i at man ikke har samme tid og overskud som under 1. Graviditet,  til at nusse maven og snakke og synge og dagdrømme, hele tiden osv, for man har bare en familie i forvejen at skulle tage sig af hvor man før bare var sin kæreste og sig selv..