min kærestes hormoner - normalt?

Hejsa,

Min kæreste er gravid, hvilket vi er glade for. Hun er ikke så langt henne. 10+2 tror jeg. Men hendes hormoner er ekstremt voldsomme. Jeg har læst nogle af jeres historier og kan godt se at i kan være meget mere kedeligt af det, græde hele tiden og blive aggressive.

 

Min kæreste bliver dog meget, meget voldsom sur og ked af det over ingenting - bogstaveligt talt. Det kan være en lampe der ikke er tørret ordentlig af eller hvis jeg ikke henter vindruerne er til hende med det samme.

 

Jeg tager det meget meget stille og rolig og er meget forstående. Jeg forsøger virkelig at være sød, påpasselig og omsorgsfuld.

 Jeg skælder hende ikke ud eller begynder en diskussion hvis der er noget, for jeg ved jo at det er hormonerne.

Det hvor det går galt er f.eks der hvor hun ligefrem bliver så langt kørt ud - ved ikke hvorfor. At hun begynder at slå, nippe, nappe kaste med ting osv.

Der beder jeg hende om at holde op. men hun siger at hun ikke kan gøre for det og jeg ikke skal bestemme noget som helst.

Det eskalerer fuldstændigt.

Hun begynder at pakke mine ting, smider ud af lejligheden.

 Jeg har forsøgt at sige til hende. Skal jeg ikke lige gå 10 min. - men det hjælper dig lige lidt.

Det er efterhånden sket 5-6 gange, og det stresser jo også babyen helt vildt.

 

Hun har aldrig gjort sådan noget før.

What to do?

Skrevet fra mobil. Så jeg beklager stave- og grammatiske fejl.

babingo skriver:

Hejsa,

Min kæreste er gravid, hvilket vi er glade for. Hun er ikke så langt henne. 10+2 tror jeg. Men hendes hormoner er ekstremt voldsomme. Jeg har læst nogle af jeres historier og kan godt se at i kan være meget mere kedeligt af det, græde hele tiden og blive aggressive.

 

Min kæreste bliver dog meget, meget voldsom sur og ked af det over ingenting - bogstaveligt talt. Det kan være en lampe der ikke er tørret ordentlig af eller hvis jeg ikke henter vindruerne er til hende med det samme.

 

Jeg tager det meget meget stille og rolig og er meget forstående. Jeg forsøger virkelig at være sød, påpasselig og omsorgsfuld.

 Jeg skælder hende ikke ud eller begynder en diskussion hvis der er noget, for jeg ved jo at det er hormonerne.

Det hvor det går galt er f.eks der hvor hun ligefrem bliver så langt kørt ud - ved ikke hvorfor. At hun begynder at slå, nippe, nappe kaste med ting osv.

Der beder jeg hende om at holde op. men hun siger at hun ikke kan gøre for det og jeg ikke skal bestemme noget som helst.

Det eskalerer fuldstændigt.

Hun begynder at pakke mine ting, smider ud af lejligheden.

 Jeg har forsøgt at sige til hende. Skal jeg ikke lige gå 10 min. - men det hjælper dig lige lidt.

Det er efterhånden sket 5-6 gange, og det stresser jo også babyen helt vildt.

 

Hun har aldrig gjort sådan noget før.

What to do?

Jeg ville nok prøve at tale med hende om det og høre hendes ideer til løsningsforslag som du/i kan teste af, hvis det igen kammer over.. Selvfølgelig på et tidspunkt, hvor hun ikke i forvejen er hidsig eller ked af det.. Det duer jo ikke at du skal gå på listesko af skræk for at blive smidt ud.

Hmmm, efter min mening er der grænser for hvor meget man kan undskylde med sine graviditets-hormoner. 

Bevares, jeg kan da også mærke at jeg er påvirket af hormoner, og jeg bliver nok nemmere ked af det eller irritabel.

Helt enig med frkS, man kan altså ikke undskylde ALT med hormoner. Fair nok at humøret kan svinge, men at gøre dig fysisk ondt er altså ikke hormonernes skyld! 

Jeg kan også være temmelig let at irritere nogen dage, og reagere med en liiiidt for streng mine. Men jeg kan også altid se bagefter at det var en overreaktion og grine a det eller sige undskyld hvis det er nødvendigt. 

Jeg synes at det du skriver er langt over stregen, og jeg tror hun kommer til at lade sig rive med.. man er altså stadig ansvarlig for sin opførsel selvom man er hormonel..
Jeg var ikke særlig sød i min første graviditet og havde det mega dårligt over det, men kunne ligesom ikke handle rigtig på det.. tig en helt bevidst beslutning om at sådan skulle det ikke være igen.. Og det har gjort det meget nemmere for alle her i 2. Graviditet... Bevares der er vel røget en finke af fadet i ny og næ, men slet ikke på samme måde, og desuden kan man jo godt sige undskyld bagefter..

Så tal med hende om det, stille og roligt, men sig samtidig at du ikke vil finde dig i den opførsel.

Det bliver ikke mindre de næste 7 måneder så hun kan lige så godt komme lidt i kontrol med sig selv.

babingo skriver:

Hejsa,

Min kæreste er gravid, hvilket vi er glade for. Hun er ikke så langt henne. 10+2 tror jeg. Men hendes hormoner er ekstremt voldsomme. Jeg har læst nogle af jeres historier og kan godt se at i kan være meget mere kedeligt af det, græde hele tiden og blive aggressive.

 

Min kæreste bliver dog meget, meget voldsom sur og ked af det over ingenting - bogstaveligt talt. Det kan være en lampe der ikke er tørret ordentlig af eller hvis jeg ikke henter vindruerne er til hende med det samme.

 

Jeg tager det meget meget stille og rolig og er meget forstående. Jeg forsøger virkelig at være sød, påpasselig og omsorgsfuld.

 Jeg skælder hende ikke ud eller begynder en diskussion hvis der er noget, for jeg ved jo at det er hormonerne.

Det hvor det går galt er f.eks der hvor hun ligefrem bliver så langt kørt ud - ved ikke hvorfor. At hun begynder at slå, nippe, nappe kaste med ting osv.

Der beder jeg hende om at holde op. men hun siger at hun ikke kan gøre for det og jeg ikke skal bestemme noget som helst.

Det eskalerer fuldstændigt.

Hun begynder at pakke mine ting, smider ud af lejligheden.

 Jeg har forsøgt at sige til hende. Skal jeg ikke lige gå 10 min. - men det hjælper dig lige lidt.

Det er efterhånden sket 5-6 gange, og det stresser jo også babyen helt vildt.

 

Hun har aldrig gjort sådan noget før.

What to do?

Nej jeg synes ikke det er normalt

Det er klart at man kan være mere følsom en gang imellem, men man skulle jo nødig forvandle sig til et monster.

Og er da lidt bekymret for hende og dig, hvis det allerede er så slemt, prøv at forestil dig hvor strid man kan blive når så kroppen virkelige også er belastet

Jeg synes ikke bare du skal tale hende efter munden, hun må gerne få af vide at du lytter til hende, og vil gøre alt hvad du kan for at hjælpe og aflaste hende, men at den opførsel altså er uacceptabel

Held og lykke med projektet

Det er overhovedet ikke ok. Hormoner er ikke en piedestal, hun kan sætte sig op på, som giver hende ret til at opføre sig som en unge i trodsalderen. Det er en udfordring, som hun skal håndtere, men heldigvis med din støtte og forståelse. Fint nok, hvis hun bliver rørt og tuder over en bamseline-reklame, eller hvis hun hurtigere bliver muggen end normalt, men derfra, og så til at flippe helt skråt fordi hun ikke får sin vilje, det er faktisk ikke ok, uanset hvor hormonel hun bliver.

Opfører hun sig også lige så udfarende på arbejde, over for chef og kollegaer? Eller er hormonerne magisk forsvundet dér?  Bare for at sætte det i perspektiv... 

Hjemme hos os er kuren på skidt humør næsten altid søvn. Fordi, jeg bliver altid sur og urimelig, hvis jeg er for træt. Så, hvis du kan få hende til at indse, at hun er gået langt over grænsen for acceptabel opførsel, kunne I måske løse det ved at hun bliver kylet i seng, når det tager overhånd. Det virker hos os 

Det er overhovedet ikke ok!!!

Meget kan man give hormonerne skylden for - træthed, humørsvingninger og lidt lavere tolerancetærskel mm - men aldrig fysiske overgreb, hvor små de så end synes!

Alene der, at du skriver herinde og søger råd viser, at du måske allerede godt ved, at det ikke er ok.

Prøv at tale med hende, for du skal ikke finde dig i alt, bare fordi hun er hormonel.