Nu blev der både tid og overskud til at dele min fødsel af Johan med jer.
Graviditeten var ganske ukompliceret med undtagelse af en uheldig nakkefoldscanning (1:11 på Downs Syndrom) med dertilhørende fostervandsbiopsi. Jeg havde ingen vand i kroppen; ingen kvalme og ingen gener af nogen art, så alt i alt en ønskelig graviditet.
Jeg var sat til den 14. april, men dagen kom og gik uden noget at bemærke. Kl. 1 om natten den 18. april var vi lige gået i seng, men jeg kunne ikke rigtig finde ro. Jeg rendte ind og ud af badeværelset, fordi det føltes som om jeg skulle tisse, men pludselig kom de første veer - og de mindede på ingen måde om dét, jeg havde fået at vide, at veer kunne mærkes som! Nøj hvor gjorde det ondt! Jeg besluttede mig for at vække manden kl. 3 og vi blev enige om at ringe til hospitalet. De beordrede mig i bad og så skulle vi ringe igen om en time. Vi tager lige tid på veerne, og der er 2 minutters pause mellem dem.
Jeg kan knapt holde mig oprejst i badet, så jeg kalder på manden og siger, at nu VIL jeg altså på hospitalet, så han skal bare ringe og melde vores ankomst NU. Der kommer en taxa, og jeg kan slet ikke sidde i selen samtidig med at jeg er bange for, at vandet går der midt i taxaen.
Kl. 6 ankommer vi til hospitalet, hvor jeg brækker mig midt på gulvet - 2 gange. Jeg får et lavement og et bad, før jeg kl. 7 får tildelt en fødestue og bliver undersøgt. Jeg er på daværende tidspunkt 4 cm åben - og veerne kommer stadig med 2 minutters interval.
De næste mange timer går lidt ud i ét for mig, men jeg får bistik (av - hvad fanden er det for en latterlig smertelindring? Det gør mere ondt at få dem end de hjælper!) og elektroder både forpå og bagpå - and that's it! Jeg har virkelig ondt og nærmest tigger og be'r jordmoderen om noget mere smertestillende, men nej nej. Tag du dig nogle dybe indåndinger og koncentrer dig om smerten, er beskeden. Jeg følte virkelig, at jeg ikke havde flere kræfter og jeg kunne slet ikke være i min egen krop, men man kan jo ikke ændre mening om valget af børn så langt i forløbet 
kl. 11.30 eksploderer min verden i smerter og jeg får at vide, at jeg gerne må presse. Navlestrengen er kort, så hver gang babyen næsten er ude, smutter han ind igen. De næste 2 timer har jeg presseveer, men det lykkes mig dog at falde i søvn mellem veerne. Under de sidste pres bliver der skreget i vilden sky - kærestens beskrivelse er et urmoder-skrig, som kommer et eller andet sted dybt inde i mig - og vupti! Så kom vores baby ud kl. 13.32.
2880 gram og 50 cm lang var drengebarnet 
Nu er han næsten 7 uger og sine forældres øjesten.
Tak fordi du læste med 
