Hej alle, jeg skriver i håb om at få nogle råd, som kan være med til at få mig på rette tanker, og et skridt tættere på at tage det rigtige valg 
Jeg har fundet ud af, at jeg er gravid. Jeg er 21 år gammel, og er lige blevet færdig med mit første 1 på HF, skal på 2. år efter sommerferien, til august.
Fra et par år tilbage, blev jeg gravid på p-piller, og efter undersøgelse hos min læge, fandt jeg ud af at pillerne ikke havde haft en beskyttende effekt på mig, grundet hormonniveauet. Så jeg har nu igennem længere tid, været på nye p-piller. Spørgsmålet er så bare, om de mon heller ikke har virket...
Jeg fik dengang en abort, som jeg desværre fortryder ekstremt meget den dag i dag. Der havde jeg dog heller ikke så meget styr på mit liv, da jeg ikke var sikker på hvad jeg ville med mit liv, så havde været på lidt forskellige uddannelser.
Nu har jeg derimod styr på det, jeg er halvvejs med min HF, og er flyttet hjemmefra.
Min kæreste har jeg set hinanden siden februar, han er 22 år gammel, bliver 23 i slut sommerferie, og er lige blevet færdig med HF her til sommer. Han regner med at tage 1-2 fri år, hvor han arbejder fuldtid, før han vil videreuddanne sig.
Vi har ikke set hinanden særlig længe, så det er derfor meget tidligt at vi står i den her situation. Jeg har ikke fortalt ham det endnu, da jeg selv lige skal synke et par ekstra gange, før jeg kan få ordene ud.
Dog ved jeg, at jeg ikke kan gå igennem en abort én gang til. Jeg er meget følsom, var også et meget følsomt barn og har før lidt af depression i mine tidligere teenage år. Så jeg ved at jeg kan risikere at få store psykiske men, ved at gennemgå en abort igen. Og tror desværre slet ikke jeg vil kunne tilgive mig selv. Mine drømmer om natten er de samme, hvor jeg får det her barn, og når jeg vågner kan bare mærke en form for "forelskelse" til det lille væsen.
Jeg har en meget stabil familie, så jeg ved at jeg vil have fuld støtte fra dem, ligegyldigt udfaldet. Havde jeg også da jeg sidst stod i situationen, dog som 19-årig.
Men hvad med økonomi? Hvad med forholdet? Vi har ikke kendt hinanden længe, så chancen for at vi splitter op, med så stort et ansvar, er der jo, så jeg kan ske at stå som alene mor. Hvad med min HF? Er der nogle der har stået i samme situation?
Jeg vil utrolig gerne beholde det her barn, men jeg er bare så bekymret for fremtiden, da jeg selvfølgelig vil tilbyde mit barn den bedste opvækst, og selvfølgelig også en god og stabil tilværelse. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil kunne udvise stor kærlighed og omsorg, der ligger mine bekymringer slet ikke. Mine bekymringer omhandler mere, om jeg har de nødvendige ressourcer der skal til, for at kunne tage vare på baby... 
Knus
