Spørgsmål om voksen adhd?

Hej.
Jeg er ved at blive udredt for adhd, og jeg er typen som ikke er tys tys med det. MEN når jeg så siger det til folk, ja eller måske mest min familie, så er det første de siger ; "jamen det har du jo ikke"
Jo det tror jeg faktisk jeg har, og jeg har ikke noget problem med det
Hvis der så måske kan ske noget så jeg snart kan få det bedre.

Er i andre som også har oplevet de reaktioner? ?

Jeg kan mærke (ligger måske også mere mærke til) at jeg bliver gal og går i "forsvars position" med det samme og / eller inden nogen har sagt noget til mig (det gælder for folk jeg har det svært med )

Er der andre som også har det sådan? ?

MyLove E skriver:

Hej.
Jeg er ved at blive udredt for adhd, og jeg er typen som ikke er tys tys med det. MEN når jeg så siger det til folk, ja eller måske mest min familie, så er det første de siger ; "jamen det har du jo ikke"
Jo det tror jeg faktisk jeg har, og jeg har ikke noget problem med det
Hvis der så måske kan ske noget så jeg snart kan få det bedre.

Er i andre som også har oplevet de reaktioner? ?

Jeg kan mærke (ligger måske også mere mærke til) at jeg bliver gal og går i "forsvars position" med det samme og / eller inden nogen har sagt noget til mig (det gælder for folk jeg har det svært med )

Er der andre som også har det sådan? ?

Ja......

 

Jeg ligger heller ikke skjul på at jeg har det.. hvilket både kommer bag på folk.. og mange synes faktisk at det er et tabu selvom vi skriver 2014....

 

Jeg kan snildt komme med en bemærkning når jeg snakker at det er min adhd der popper frem....

 

 

 

 

stjernehimmel skriver:

Ja......

 

Jeg ligger heller ikke skjul på at jeg har det.. hvilket både kommer bag på folk.. og mange synes faktisk at det er et tabu selvom vi skriver 2014....

 

Jeg kan snildt komme med en bemærkning når jeg snakker at det er min adhd der popper frem....

 

 

 

 

Jeg kan godt forstå min mor måske synes det er lidt træls. Hvis det er noget jeg har haft altid. Men pyt, bare der sker noget NU :-)

Jeg kan ikke rigtig sige noget endnu, da jeg ikke ved noget endnu.
Men det tyder til at gå den vej .

Må jeg skrive privat til dig??

MyLove E skriver:

Jeg kan godt forstå min mor måske synes det er lidt træls. Hvis det er noget jeg har haft altid. Men pyt, bare der sker noget NU :-)

Jeg kan ikke rigtig sige noget endnu, da jeg ikke ved noget endnu.
Men det tyder til at gå den vej .

Må jeg skrive privat til dig??

Min mor NÆGTEDE at jeg havde det... da hun ikke ville ha på sig at det kunne stamme fra hende... så jeg er os først blevet teste i mit voksne liv...

 

Det må du ihvertfald :-)

 

vi skal lige ud og nyde det gode vejr men jeg svare når vi er hjemme igen ;-)

stjernehimmel skriver:

Min mor NÆGTEDE at jeg havde det... da hun ikke ville ha på sig at det kunne stamme fra hende... så jeg er os først blevet teste i mit voksne liv...

 

Det må du ihvertfald :-)

 

vi skal lige ud og nyde det gode vejr men jeg svare når vi er hjemme igen ;-)

Vi er også lige på vej på skov tur ;-) Selvom jeg er vildt træt..

MyLove E skriver:

Hej.
Jeg er ved at blive udredt for adhd, og jeg er typen som ikke er tys tys med det. MEN når jeg så siger det til folk, ja eller måske mest min familie, så er det første de siger ; "jamen det har du jo ikke"
Jo det tror jeg faktisk jeg har, og jeg har ikke noget problem med det
Hvis der så måske kan ske noget så jeg snart kan få det bedre.

Er i andre som også har oplevet de reaktioner? ?

Jeg kan mærke (ligger måske også mere mærke til) at jeg bliver gal og går i "forsvars position" med det samme og / eller inden nogen har sagt noget til mig (det gælder for folk jeg har det svært med )

Er der andre som også har det sådan? ?

Jeg tror, samme reaktion ofte gør sig gældende, når det drejer sig om børn og helt unge, der får diagnosen. Folk har en opfattelse af, at "rigtige" ADHD'ere hænger i gardinerne konstant og spurter rundt uden at kunne finde ro. Desuden er der også en udbredt opfattelse af, at alle og enhver får den diagnose nu om dage, og at det bare er et modefænomen. 

Hvis du får diagnosen, og du kan få hjælp til at tackle det, er det, som du selv skriver, ikke noget problem, men en mulig vej ud af det, du slås med. Så blæs på, hvad andre siger - spørg dem evt., om de er psykiatere, siden de kan vurdere, hvad der (ikke) er tale om. 

MyLove E skriver:

Hej.
Jeg er ved at blive udredt for adhd, og jeg er typen som ikke er tys tys med det. MEN når jeg så siger det til folk, ja eller måske mest min familie, så er det første de siger ; "jamen det har du jo ikke"
Jo det tror jeg faktisk jeg har, og jeg har ikke noget problem med det
Hvis der så måske kan ske noget så jeg snart kan få det bedre.

Er i andre som også har oplevet de reaktioner? ?

Jeg kan mærke (ligger måske også mere mærke til) at jeg bliver gal og går i "forsvars position" med det samme og / eller inden nogen har sagt noget til mig (det gælder for folk jeg har det svært med )

Er der andre som også har det sådan? ?

Jeg er selv ADHD'er og har haft diagnosen siden 2009. Jeg har aldrig selv oplevet folk sige til mig, at jeg ikke har det, men alligevel har jeg kunnet fornemme en vis skepsis, når jeg har fortalt det.
Det dér med at skulle fremstille noget for andre der ikke er håndgribeligt kan være svært for modtageren at skulle håndtere. Mange siger også bare "det har du da ikke", for at få fejet den af vejen. For TÆNK nu hvis vi skulle sidde at snakke om noget, som modparten slet ikke havde den mindste viden om

Jeg kan godt forstå, at du sommetider går i forsvar, men hvis jeg var dig ville jeg sige "pyt" til de forskellige kommentarer du måtte støde på. Du skal ikke høre på dem, men på de professionelle der er ved at udrede dig. For når alt kommer til alt, så har familie, venner og andre i omgangskredsen med stor sandsynlighed ikke forstand på, hvad ADHD faktisk er for en størrelse samt, hvordan man udreder for det i praksis..

Vær glad og nyd, at du ikke har problemer med at fortælle det og heller ikke skammer dig over det.

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror, samme reaktion ofte gør sig gældende, når det drejer sig om børn og helt unge, der får diagnosen. Folk har en opfattelse af, at "rigtige" ADHD'ere hænger i gardinerne konstant og spurter rundt uden at kunne finde ro. Desuden er der også en udbredt opfattelse af, at alle og enhver får den diagnose nu om dage, og at det bare er et modefænomen. 

Hvis du får diagnosen, og du kan få hjælp til at tackle det, er det, som du selv skriver, ikke noget problem, men en mulig vej ud af det, du slås med. Så blæs på, hvad andre siger - spørg dem evt., om de er psykiatere, siden de kan vurdere, hvad der (ikke) er tale om. 

Det tror jeg du har helt ret i. Det første min mor sagde var " jamen det har du jo ikke, for du kan jo godt sidde stille"

Men det er rigtig at jeg ikke skal lytte til dem, men det er bare meget svært nogle gange :-)

*Heidi* skriver:

Jeg er selv ADHD'er og har haft diagnosen siden 2009. Jeg har aldrig selv oplevet folk sige til mig, at jeg ikke har det, men alligevel har jeg kunnet fornemme en vis skepsis, når jeg har fortalt det.
Det dér med at skulle fremstille noget for andre der ikke er håndgribeligt kan være svært for modtageren at skulle håndtere. Mange siger også bare "det har du da ikke", for at få fejet den af vejen. For TÆNK nu hvis vi skulle sidde at snakke om noget, som modparten slet ikke havde den mindste viden om

Jeg kan godt forstå, at du sommetider går i forsvar, men hvis jeg var dig ville jeg sige "pyt" til de forskellige kommentarer du måtte støde på. Du skal ikke høre på dem, men på de professionelle der er ved at udrede dig. For når alt kommer til alt, så har familie, venner og andre i omgangskredsen med stor sandsynlighed ikke forstand på, hvad ADHD faktisk er for en størrelse samt, hvordan man udreder for det i praksis..

Vær glad og nyd, at du ikke har problemer med at fortælle det og heller ikke skammer dig over det.

Det er ikke så meget når de ikke tror på mig eller forstår mig.
Som eksempel min morfar er blevet dement og er gået hen og blevet sur og gavnen. Jeg ved jo godt at han ikke gør det med vilje og at han ikke ved hvad han gør og siger. Men jeg kan ikke holde ud at være i nærheden af ham nogen gange. Og det er der jeg bliver sur inden han når at sige noget. Jeg bliver bare så ked af det

MyLove E skriver:

Det er ikke så meget når de ikke tror på mig eller forstår mig.
Som eksempel min morfar er blevet dement og er gået hen og blevet sur og gavnen. Jeg ved jo godt at han ikke gør det med vilje og at han ikke ved hvad han gør og siger. Men jeg kan ikke holde ud at være i nærheden af ham nogen gange. Og det er der jeg bliver sur inden han når at sige noget. Jeg bliver bare så ked af det

Det er også super øv, men med din sunde fornuft i behold kan du vælge at sige som du gør: "Manden kan ikke gøre for det og ved ikke at han gør det". Samtidig er det jo også ok, at du ikke ligefrem opsøger hans selskab eller mangel på samme. Han er syg og registrerer måske ikke, at du ikke har set ham i et stykke tid. Man skal vælge sine kampe.