I tvivl om mit forhold (langt!!)

Hej alle -

Jeg har simpelthen brug for at komme ud med en masse luft. Jeg er meget fortvivlet i øjeblikket.

Jeg er kærester med en sød fyr på de 23 år (jeg er selv 21), og vi har været sammen i ca. 4,5 år, og boet sammen i ca. 3 år. 

Og jeg er meget i tvivl om vi overhovedet skal være kærester mere?? Jeg har gået i mange måneder nu og følt mig ulykkelig - men ikke fordi jeg ikke elsker ham, for det gør jeg i dén grad! Han er sød, omsorgsfuld og når vi har det godt, så har vi det godt! 

Men vi har ekstremt dårlig økonomi, og i løbet af de sidste 3 år (faktisk stort set siden vi flyttede sammen) er den bare blevet dårligere og dårligere. 

Vi har en andelsbolig sammen nu, som vi selvfølgelig skylder noget på, men udover det skylder vi ca. 80.000 i forbrugslån. Og det er bare penge vi har haft som overtræk og penge vi ellers bare har fyret af på absolut intet. Og jeg skammer mig. Jeg er kun 21, og har allerede gæld på 80.000... 

 

Vi har stort set ikke dybe samtaler mere, sex er kun ca. hver 3.-4. uge, vi har ikke råd til at spise ude i byen mere eller gå i biografen og banken har ca. alt magt over vores penge. Vores forældre ved det ikke. Han er pt. på dagpenge, fordi han blev fyret pga. af nedskæringer. Jeg blev færdig på handelsskolen i april og har ingen indtægt lige nu pga. af den nye kontanthjælpsreform, og kan først søge i slutningen af juni + jeg selvfølgelig leder efter en elevplads! 

 

Jeg synes min kæreste er doven og kedelig, og han er slet ikke spontan mere. Hver gang jeg prøver at starte en samtale og fortælle hvor ulykkelig jeg egentlig er, så siger han med det samme at "det heeele er hans skyld" og at "han åbenbart er en suuuper dårlig kæreste". Så jeg er bange for at sige hvad jeg føler.

Han sidder stort set kun foran sin PS3, og jeg synes virkelig ikke det er særlig sexet. Men jeg vil heller ikke ændre ham, hvis det gør ham glad at sidde der?

 

I løbet af vores snart 5 årige forhold har vi begge nået at få en depression hver (min pga. af min PCO og Endometriose). Jeg ved faktisk ikke helt med hans? Men vi kom begge igennem det med hinandens hjælp. Mange af pengene blev brugt under hver vores sygdomsforløb, da vi kun følte vi kunne gøre den anden glad hvis man gav gaver - hvilket jeg ikke kan forklare hvorfor.

 

Lige siden jeg fik konstateret PCO og Endometriose, har jeg været meget opsat på at få børn i en tidlig alder - og nu har vi fået brevet fra fertilitetsklinikken med aftale i september. Men jeg har bare lyst til at ringe og aflyse! Jeg vil SÅ gerne have børn nu, men ikke med en mand som jeg ikke er sikker på at blive sammen med? Plus jeg vil heller ikke sætte et barn i verden med den økonomi jeg har nu ..

 

Men min største bekymring for at gå fra min kæreste lige nu er at, jeg ikke ved hvordan vi skal kunne klare os hver for sig? Hvad med lejligheden? (Ja den kan sælges, men det kan jo tage lang tid, og ingen af os har råd til at sidde i den alene + der skal reperares nogle ting). Vi har en hund sammen, som står i mit navn, men den er jo også hans? Og jeg elsker (som i virkelig elsker elsker elsker) hans familie! Og kan han klare sig økonomisk? Kan jeg?

 

Det lyder nok som om at jeg allerede har taget en beslutning, men det har jeg langt fra.

Ved slet ikke om der er nogen der klarede sig helt igennem det her indlæg, men jeg håber at der er nogen der vil svare mig

overvej at starte samtalen om jeres forhold med ordene:

skat, hvordan har du det egentlig for tiden? er der noget du går og tænker over? synes du vi skal prøve at kigge på vores økonomi sammen så vi ved om vi har råd til et barn sammen?

fremfor bebrejdelser... ved godt det er supersvært...

 

hvis jeg startede med negative sætninger herhjemme ville vi ende med at skrige og smække med dørene og slet ikke kunne tale sammen i flere dage...

men fordi jeg synker en MEGASTOR klump og overvejer mine ord og handlinger kan vi faktisk snakke åbent og ærligt om alting...

 

det er superhårdt og supersvært at være den der skal lade den anden snakke først og lytte til dem når man føler det kun er en selv er skriger inden i...

Først og fremmest: Der er ingen her, der kan give dig det rigtige svar. Det er kun jer to, der ved hvad der er bedst for jer. Men når jeg læser dit indlæg, tænker jeg disse ting, som måske, måske ikke kan hjælpe:

1: Din egen situation. Du er ung, og skal nok nå det, også selvom det ikke bliver med ham. Livet er hårdt og uretfærdigt, men det fortsætter, og uanset hvilken vej du vælger, skal du nok komme igennem Mht til din manglende indtægt, kan du gøre meget selv. Prøv fx. at kontakte nogle vikar-bureauer, og bed dem om at sætte dig til *hvad som helst*. Sig ja til alt - samlebåndsarbejde, kontor-arbejde, det hele. På den måde kan du tjene lidt småpenge som du kan bidrage til økonomien med, og du kan måske også føle dit eget selvværd stige lidt. Plus, det pynter på CV'et, at du, trods arbejdsløsheden, stadig gør hvad du kan - og det kan arbejdsgivere godt lide

2: Hans situation. Det, du beskriver, lyder for mig som om, han er skide bange for at miste dig, og derfor ikke tør tage en reel diskussion. Jeg kender ham selvfølgelig overhovedet ikke, men jeg gætter forsigtigt på, at han er rigtig usikker på sig selv, måske netop pga. jeres situation. Så, næste gang, så svar ham, når han kommer med sine sarkastiske "ALT er også min skyld!"-udbrud. Sig til ham, at det ikke er dét, du er ude på at få ham til at føle, og at han kun får dig til at trække mere væk fra ham, hvis han ikke er klar til at snakke om tingene. Sig det, du skrev her - at hvis du bliver afvist med en sarkastisk bemærkning hver gang du prøver at åbne op for ham, mister du lysten til at snakke med ham overhovedet.

3: Den dér PS3. Det er (i min bog, i hvert fald) helt fair, at bede om lidt balance i tingene. Min kæreste er også slemt glad for sin computer, og det skal han have lov til at være. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan sige til ham, at jeg savner lidt nærvær. Til gengæld er det også super vigtigt den anden vej, at når jeg så har fået lidt opmærksomhed, så må han altså gerne gå op til den igen, uden jeg begynder at surmule. Igen - Balance. Hos os fungerer det helt naturligt - Jeg kan simpelthen mærke på ham, når han begynder at blive rastløs, og faktisk hellere ved sidde ved computeren end ved mig. Det tog mig lidt tid at lære, men idag er det sådan, at jeg selv får lov til at opdage at han gerne vil videre, og så sender jeg ham selv derover. Det fungerer fantastisk, for det betyder også, at han ved at jeg ikke tvinger ham til at blive siddende, når hjernen faktisk er et andet sted. Tricket er; små skridt. Bed fx. om to minutters opmærksomhed, og GIV SLIP når du har fået dem. Lad ham opleve, at du ikke er en kviksands-grav, som han ikke kan slippe ud af, når han først har lagt controlleren fra sig  (Nej, det tror jeg ikke du er. Men jeg ved, at jeg selv kan finde på at være det )

Nå. Det blev en roman. Ingen endelige svar eller perfekte løsninger herfra. Men jeg håber, du kunne bruge bare én af mine 1000 linjer

Jeg ville "tvinge" ham til at tale med dig. Altså forstået sådan at jeg ville fortælle ham at i skal have snakket sammen, fordi du går med en masse uforløst indeni. Tavshed om problemer er roden til meget ondt, og en rigtig dårlig spiral.

Tag snakken og fortæl hudløst ærligt hvad du føler, og alt hvad du har skrevet med her. Evt. Vis ham det her indlæg. Det er meget præcist.

Udfra at du skriver du elsker ham højt, ville jeg kæmpe for forholdet hvis han er med på den, og støtte hinanden i denne svære tid. Jeg tror at i snakker to forskellige sprog, og håndtere problemer forskelligt. Du vil gerne snakke (vil kvinder typisk jo) og han tier det ihjel, måske fordi han ikke vil se i øjnene at i har et problem.

Med hensyn til at få børn nu, ville jeg udskyde det til jeres økonomi er bedre, og vente til at jeres forhold køre som det skal, hvis i bliver sammen. Det er som du selv hentyder til ikke optimalt at sætte et barn i verden nu, med de problemer i har.


Et stort kram til dig Kan godt forstå du synes det er hårdt lige nu, men der kan være lys forude, hvis i begynder at lytte og arbejde sammen.

Det lyder hårdt  I er nødt til at kunne tale sammen om det - eller i hvert fald at prøve. Grunden til at han svarer dig sådan når du prøver er jo nok også noget med at han har det skidt over at situationen er som den er. Men prøv at få ham til at åbne op - måske ved at starte med at snakke om hvordan han har det og så kan i også (selvfølgelig) snakke om hvordan du har det. 

En andelslejlighed og et forbrugslån er ikke verdens undergang - kender flere der er gået fra hinanden som har haft begge dele. Skam dig ikke så meget over det - det sker for mange at man får optaget noget lån som ikke var så smart. Hvis du har ressourcer i familien der kan hjælpe i forhold til det ville jeg åbne op og få snakket om det fx hvordan kan i gøre noget ved situationen nu og hvis i nu skulle gå fra hinanden hvordan kunne situationen så se ud (den snak kunne du jo fx tage med din familie uden han er der). 

Som der også er skrevet så søg ALT hvad du overhovedet kan komme i nærheden af - vær ikke tilbageholdende - snak med venner og familie om de kender nogen der kunne bruge en, ring rundt, tag cv'et i hånden og gå ud og læg det ind diverse steder (fx butikker). Søg rengøringsjob osv. Lige nu skal det bare køre rundt - det skal nok blive bedre 

Håber i kan få vendt skuden sammen - ellers skal det også nok gå alligevel 

 

En dårlig økonomi, fører tit til et dårligt forhold. 

Så hvis jeg var jer ville jeg få aftalt et møde i jeres bank, med jeres bankrådgiver som det Aller første, og meget hurtigt. 

Lig alle kortene på bordet, at i har brugt penge på en masse i egentligiikke ved. 

At i udmærket godt ved at i er havnet i det forkerte spor, og at i selvfølgelig vil ændre det og rette op på det. 

Så i derfor godt vil have hjælp til et budget, sådan som tingene ser ud nu, og så i også ved hvor mange penge i må bruge til hvilke ting. 

Prøv det i første omgang men husk, alt med en svær begyndelse er svært i et forhold, så Vær stærke sammen med en ny økonomi, så skal alt nok begynde at blomstre på ny igen

Rigtig meget held og lykke til jer.

Hej alle -

 

Tusinde tak for alle svarene! 

 

Jeg prøvede at snakke med ham igår aftes, og fortalte hvordan jeg havde det. Og jeg har det meget bedre nu. Jeg er stadig i tvivl, men han skal selvfølgelig have en chance for at vise at vi skal være i et forhold. 

Han blev selvfølgelig meget ked af det, og også lidt sur.

Jeg fortalte hvordan jeg havde det med hans Playstation og så videre, og det vil han meget gerne tænke over. 

Starten af samtalen var meget stille og rolig og han kunne godt "forstå" mig, eller han ville i hvert fald gerne prøve at forstå det. Han syntes det måske ville være en god ide at vente med at få børn, og at han ville støtte mig lige meget hvad. 

 

Men efterhånden som samtalen gik, så blev han lidt mere personlig - og begyndte at give mig skyldfølelse. Han mente ikke at det ville være fair hvis vi skulle gå fra hinanden, for så følte han at alt hans arbejde under min depression var "spildt". Men jeg tænker at det er en normalt reaktion at sige sådan noget, når man får at vide at ens partner måske vil forlade en?

 

Anyway, jeg har det i hvert fald bedre nu, hvor jeg har fået luft for alle mine tanker. Og jeg håber selvfølgelig på at vi kan finde ud af det.

 

Banken gav vi et besøg for et par uger siden, og hvis ikke en af os finder et fast arbejde inden August, så synes de at vi skal finde en ny bolig og sælge vores andelsbolig - hvilket vi slet ikke kan forstå! Lige nu giver vi ca. 5500 i alt i husleje (inkl. gælden på boligen), og hvis vi skal flytte skal vi jo betale for ejendomsmægler, istandsættelse, nyt indskud og sikkert højere husleje da vi skal have hunden med. Men den må vi tage til August, hvis vi når så langt.

Men igen, tak allesammen! 

Jeg har egentligt ikke så meget at komme med, der ikke allerede er blevet sagt, men den første tanke jeg fik da du nævnte hans ps3 er at det som regel er en flugt. Min mand spiller stort set kun meget når han ikke kan overskue tingene og har brug for tid hvor han ikke skal forholde sig til et liv der ikke fungerer efter planen. Det betyder ikke at du skal acceptere det, men tænk over det. Det hjælper nogen gange med lidt forståelse.

Hej alle -

Jeg har simpelthen brug for at komme ud med en masse luft. Jeg er meget fortvivlet i øjeblikket.

Jeg er kærester med en sød fyr på de 23 år (jeg er selv 21), og vi har været sammen i ca. 4,5 år, og boet sammen i ca. 3 år. 

Og jeg er meget i tvivl om vi overhovedet skal være kærester mere?? Jeg har gået i mange måneder nu og følt mig ulykkelig - men ikke fordi jeg ikke elsker ham, for det gør jeg i dén grad! Han er sød, omsorgsfuld og når vi har det godt, så har vi det godt! 

Men vi har ekstremt dårlig økonomi, og i løbet af de sidste 3 år (faktisk stort set siden vi flyttede sammen) er den bare blevet dårligere og dårligere. 

Vi har en andelsbolig sammen nu, som vi selvfølgelig skylder noget på, men udover det skylder vi ca. 80.000 i forbrugslån. Og det er bare penge vi har haft som overtræk og penge vi ellers bare har fyret af på absolut intet. Og jeg skammer mig. Jeg er kun 21, og har allerede gæld på 80.000... 

 

Vi har stort set ikke dybe samtaler mere, sex er kun ca. hver 3.-4. uge, vi har ikke råd til at spise ude i byen mere eller gå i biografen og banken har ca. alt magt over vores penge. Vores forældre ved det ikke. Han er pt. på dagpenge, fordi han blev fyret pga. af nedskæringer. Jeg blev færdig på handelsskolen i april og har ingen indtægt lige nu pga. af den nye kontanthjælpsreform, og kan først søge i slutningen af juni + jeg selvfølgelig leder efter en elevplads! 

 

Jeg synes min kæreste er doven og kedelig, og han er slet ikke spontan mere. Hver gang jeg prøver at starte en samtale og fortælle hvor ulykkelig jeg egentlig er, så siger han med det samme at "det heeele er hans skyld" og at "han åbenbart er en suuuper dårlig kæreste". Så jeg er bange for at sige hvad jeg føler.

Han sidder stort set kun foran sin PS3, og jeg synes virkelig ikke det er særlig sexet. Men jeg vil heller ikke ændre ham, hvis det gør ham glad at sidde der?

 

I løbet af vores snart 5 årige forhold har vi begge nået at få en depression hver (min pga. af min PCO og Endometriose). Jeg ved faktisk ikke helt med hans? Men vi kom begge igennem det med hinandens hjælp. Mange af pengene blev brugt under hver vores sygdomsforløb, da vi kun følte vi kunne gøre den anden glad hvis man gav gaver - hvilket jeg ikke kan forklare hvorfor.

 

Lige siden jeg fik konstateret PCO og Endometriose, har jeg været meget opsat på at få børn i en tidlig alder - og nu har vi fået brevet fra fertilitetsklinikken med aftale i september. Men jeg har bare lyst til at ringe og aflyse! Jeg vil SÅ gerne have børn nu, men ikke med en mand som jeg ikke er sikker på at blive sammen med? Plus jeg vil heller ikke sætte et barn i verden med den økonomi jeg har nu ..

 

Men min største bekymring for at gå fra min kæreste lige nu er at, jeg ikke ved hvordan vi skal kunne klare os hver for sig? Hvad med lejligheden? (Ja den kan sælges, men det kan jo tage lang tid, og ingen af os har råd til at sidde i den alene + der skal reperares nogle ting). Vi har en hund sammen, som står i mit navn, men den er jo også hans? Og jeg elsker (som i virkelig elsker elsker elsker) hans familie! Og kan han klare sig økonomisk? Kan jeg?

 

Det lyder nok som om at jeg allerede har taget en beslutning, men det har jeg langt fra.

Ved slet ikke om der er nogen der klarede sig helt igennem det her indlæg, men jeg håber at der er nogen der vil svare mig

Ud fra de ting du skriver, så vil jeg vove at påstå at du måske elsker ham som en ven, men ikke som en kæreste.

Du skal IKKE få barn med en mand, medmindre du er helt overbevist om at du vil tilbringe resten af dit liv sammen med ham, og vil elske ham hele vejen! Og det er du ikke.

Bare det at grunden til at du bliver, er økonomi og hans familie, er nok for mig. 

Prøv at læse dit indlæg igennem igen, og nærstudér hvad du rent faktisk skriver.

Gå fra ham. Et kort og kontant råd, men jeg mener helt seriøst ikke at det forhold er holdbart, sådan som du beskriver det. Du er stadig ung, du skal ud og finde en mand som du kan forelske dig i og brænde for.

Krebsen92 skriver:

Hej alle -

Jeg har simpelthen brug for at komme ud med en masse luft. Jeg er meget fortvivlet i øjeblikket.

Jeg er kærester med en sød fyr på de 23 år (jeg er selv 21), og vi har været sammen i ca. 4,5 år, og boet sammen i ca. 3 år. 

Og jeg er meget i tvivl om vi overhovedet skal være kærester mere?? Jeg har gået i mange måneder nu og følt mig ulykkelig - men ikke fordi jeg ikke elsker ham, for det gør jeg i dén grad! Han er sød, omsorgsfuld og når vi har det godt, så har vi det godt! 

Men vi har ekstremt dårlig økonomi, og i løbet af de sidste 3 år (faktisk stort set siden vi flyttede sammen) er den bare blevet dårligere og dårligere. 

Vi har en andelsbolig sammen nu, som vi selvfølgelig skylder noget på, men udover det skylder vi ca. 80.000 i forbrugslån. Og det er bare penge vi har haft som overtræk og penge vi ellers bare har fyret af på absolut intet. Og jeg skammer mig. Jeg er kun 21, og har allerede gæld på 80.000... 

 

Vi har stort set ikke dybe samtaler mere, sex er kun ca. hver 3.-4. uge, vi har ikke råd til at spise ude i byen mere eller gå i biografen og banken har ca. alt magt over vores penge. Vores forældre ved det ikke. Han er pt. på dagpenge, fordi han blev fyret pga. af nedskæringer. Jeg blev færdig på handelsskolen i april og har ingen indtægt lige nu pga. af den nye kontanthjælpsreform, og kan først søge i slutningen af juni + jeg selvfølgelig leder efter en elevplads! 

 

Jeg synes min kæreste er doven og kedelig, og han er slet ikke spontan mere. Hver gang jeg prøver at starte en samtale og fortælle hvor ulykkelig jeg egentlig er, så siger han med det samme at "det heeele er hans skyld" og at "han åbenbart er en suuuper dårlig kæreste". Så jeg er bange for at sige hvad jeg føler.

Han sidder stort set kun foran sin PS3, og jeg synes virkelig ikke det er særlig sexet. Men jeg vil heller ikke ændre ham, hvis det gør ham glad at sidde der?

 

I løbet af vores snart 5 årige forhold har vi begge nået at få en depression hver (min pga. af min PCO og Endometriose). Jeg ved faktisk ikke helt med hans? Men vi kom begge igennem det med hinandens hjælp. Mange af pengene blev brugt under hver vores sygdomsforløb, da vi kun følte vi kunne gøre den anden glad hvis man gav gaver - hvilket jeg ikke kan forklare hvorfor.

 

Lige siden jeg fik konstateret PCO og Endometriose, har jeg været meget opsat på at få børn i en tidlig alder - og nu har vi fået brevet fra fertilitetsklinikken med aftale i september. Men jeg har bare lyst til at ringe og aflyse! Jeg vil SÅ gerne have børn nu, men ikke med en mand som jeg ikke er sikker på at blive sammen med? Plus jeg vil heller ikke sætte et barn i verden med den økonomi jeg har nu ..

 

Men min største bekymring for at gå fra min kæreste lige nu er at, jeg ikke ved hvordan vi skal kunne klare os hver for sig? Hvad med lejligheden? (Ja den kan sælges, men det kan jo tage lang tid, og ingen af os har råd til at sidde i den alene + der skal reperares nogle ting). Vi har en hund sammen, som står i mit navn, men den er jo også hans? Og jeg elsker (som i virkelig elsker elsker elsker) hans familie! Og kan han klare sig økonomisk? Kan jeg?

 

Det lyder nok som om at jeg allerede har taget en beslutning, men det har jeg langt fra.

Ved slet ikke om der er nogen der klarede sig helt igennem det her indlæg, men jeg håber at der er nogen der vil svare mig