Nu er Ida (lillesøster) 5 dage gammel, og jeg føler jeg nu har overskud til at berette om hendes vej til verden :-)
Hold fast - det bliver langt!
Det hele startede fredag d 23 maj, hvor jeg var 40+6, og en tur på FG for at få foretaget hindeløsning. Det hele gik som det skulle, jeg var 2 cm åben og ca 1,5 cm livmoderhals tilbage. Blev sendt hjem igen med en tid til igangsættelse tirsdagen efter.
Derhjemme håbede jeg sådan på at veerne ville starte, men det gjorde de desværre ikke.
Min mor hentede Victor (storebror) for at have ham på weekend - bare HVIS der nu skulle ske noget. Intet skete. Jeg gik i seng, og sov indtil lørdag morgen kl 9, hvor jeg vågnede op med de første spæde veer.
Jeg var sikker på, at det bare var snydeveer, for dem havde jeg haft SÅ mange gange før.
De fortsatte op ad dagen, og omkring middagstid sagde jeg til farmand, at jeg havde en anelse om at lillesøster muligvis ville have fødselsdag i dag.
Da klokken blev omkring 15 begyndte jeg at skulle koncentrere mig om min vejrtrækning under veerne, og vi ringede til FG for at forhøre os.
De sagde, at de regnede med jeg ikke var i aktiv fødsel, da jeg ikke lød synderligt medtaget af veerne, men vi blev inviteret ind til et tjek.
Da vi ankom på FG (16.15), blev jeg undersøgt og var 5-6 cm åben 
Vi blev derfor vist ned på en fødestue, og da der ikke rigtig var nogen aktivitet på FG denne dag, fik vi en rigtig lækker fødestue med stort kar og stjernehimmel over - så fint så fint.
Veerne tog til, men jeg kunne sagtens holde dem ud vha vejrtrækning og to varmepuder. Jeg fik tilbudt klyx, og fik ordnet det. (gud hvor er det svært at holde inde under veerne 
)
Karet blev fyldt op, og jeg fik lov at komme i.
Der var vagtskifte kl 19, og her begyndte veerne for alvor at tage til. Kunne slet ikke overskue at snakke med den nye JM, og lå bare i karet og boblede.
Omkring kl 20 sagde jeg til JM, at nu kunne jeg virkelig ikke holde det ud længere - jeg synes veerne gjorde SÅ ondt og kunne slet ikke huske denne smerte fra første fødsel. Hun undersøgte mig, og sagde at hun nu ikke mente der var nogen grund til at kalde på narkoselægen eller finde andre former for smertestillende, da hun mente at fødslen var nær. yeah right, tænkte jeg..
Jeg kom op på fødelejet - meget besværet af veerne. JM fortalte at det var fordi vandet endnu ikke var gået, og det pressede derfor enormt meget på. Hun tog vandet, og SÅ gik det stærkt!! Jeg fik nogle enormt voldsomme veer, og hun undersøgte mig og vupti, så var jeg 10 cm åben, og måtte presse med hvis jeg følte jeg skulle.
Klokken 20.37 skulle jeg presse, og jeg var meget bange. Kunne huske hvor ondt det gjorde under Victors fødsel, så jeg turde ikke presse ordentligt til!
Men med nogle opmundrende ord fra JM, kunne jeg endelig give den gas, og Ida er født på 3 presseveer - 7 minutter!!
Det var helt enormt hurtigt, men dejligt at det gik så stærkt under presseveerne. Jeg bristede 1 cm på én skamlæbe, og behøvede ikke at blive syet.
Ida kom op og ligge, og alt var fryd og gammen. Jeg var lykkelig!
Hun vejede 3100 g og var 52 CM lang, og kom ud klokken 20.44 d 24 maj 2014 <3
Efter et par timer på fødestuen på en lyserød sky begyndte jeg at bløde ret meget. Vi holdte øje med mig, og da jeg havde mistet de 500 ml man må miste efter en fødsel, sagde JM at hvis jeg blev ved at bløde, var de nødt til lige at beholde mig og undersøge mig.
ØV! Vi ville så gerne hjem!
Der kom store klumper og flere "plask" ud af mig, som endte på gulvet. Pludselig blev jeg meget svimmel og måtte støtte mig op ad fødelejet.
Begyndte at kampsvede, og måtte op og ligge på sengen.
Pludselig kunne jeg ikke se noget, alt sortnede og jeg mistede meget blod. Der kom 5 JM, 1 JM studerende og en sygeplejerske - jeg aner ikke hvad de lavede, men før jeg vidste af det havde jeg 2x venflon i begge mine hænder, og fik 4 forskellige slags ting - bl.a. vedrop, for at få livmoderen til at trække sig sammen, væske og noget mere!
Jeg fik nogle stikpiller (aner ikke for hvad), og der stod hele tiden en JM og pumpede på min mave - manuelt - for at få livmoderen til at trække sig sammen. Det gjorde fucking ondt, og hver gang hun trykkede på min mave, kom der en skyl af blod ud af mig.
Der blev pludselig en meget stresset stemning på stuen, og en narkoselæge blev tilkaldt.
Jeg skulle akut på operationsbordet. Jeg var ulykkelig, bange og ville bare have mine børn! Ida var ved far.
Jeg blev kørt væk, op til operationsbordet hvor jeg blev beddøvet og ordnet.
Det viste sig så at være et stykke moderkage der ikke var kommet med ud.
Under operationen sprak jeg så lidt mere, og måtte derfor syes.
Efter operationen kom jeg på opvågningen - bange og alene. Ville have min Ida! Heldigvis kom farmand og Ida op kort tid efter.
Vi kom hjem dagen efter. Jeg er stadig medtaget af det hele, både fysisk og psykisk. Jeg bliver hurtig svimmel og meget bleg, og så var det så voldsom en oplevelse rent psykisk, at jeg tror der går lidt tid før jeg kommer mig helt over shokket.
Til gengæld var fødslen helt enormt god
Og Ida er fantastisk - det samme er hendes storebror - de er et dejligt søskendepar.
Det blev meget MEGET langt - beklager :-)
