Abort i 12 uge

Hej, jeg har aldrig prøvet at skrive indlæg eller starte en tråd før - men jeg er på herrens mark, og har ikke nogle at snakke med. 

Først lidt om mig selv, jeg er generelt en velfungerende kvinde på 24 somre, jeg har en dejlig kæreste som jeg har boet sammen med i lang tid, jeg har et godt job, men har kun været i dette job i ca 1 md til 1,5. Jeg er ny leder og der er meget pres på mig lige pt.

det startede med at jeg ku mærke alle gravitets symptomerne, og mens udeblev så valgte at tage et par tests som alle var positive, jeg havde haft min mens for ca en md siden, så tænkte at jeg nok var 3-4 uger henne, jeg gik lægen og hun samtykkede, eftersom at jeg havde haft min menstruation( jeg er meget streng med mine p-piller, plejer aldrig at glemme dem, men er overbevist om jeg må have glemt en) jeg anede ikke mine levende råd, og vi blev så småt enige om at få en abort, jeg ringede til lægen for at få en abort undersøgelse, alt var fint og jeg fik et brev fra sygehuset en lille uge efter. Da jeg kommer på sygehuset til forundersøgelse, bliver jeg scannet, og hun fortæller mig noget forskrækket at jeg er længere henne end først ventet, jeg spørger så hvor langt, og hun siger jeg er 11+5 og får en anden læge til at komme ind og tjekke efter, her knækker jeg sammen i tåre og bliver ekstremt fortvivlet, den nye læge fortæller at hun også mener jeg er 11+5 jeg spørger med hensyn til at jeg har haft min mens og hun svare at det desværre sker i nogle tilfælde.. Herfra går det ned af bakke. Lægen fortæller mig at det ikke er for sent med at jeg skal have det ordnet idag eller imorgen... Jeg snakker med narkose lægen og alt er fint, jeg får cykotek og får en stue jeg kan ligge på, det skal lige siges min kæreste er med mig hele vejen, jeg når at ligge i 4 timer da jeg begynder at få rigtig ondt og bløde, jeg græder meget og er rigtig ked af det og i syvsind...efter 3 timer mere får jeg at vide at jeg kan komme til, jeg siger intet på vej ned til operation og den søde sygeplejerske guider mig igennem hvad jeg skal og hvordan, da de skal til at ligge mig til at sove, er tvivlen så stor at tårerne triller,  sygeplejesken holder mig i hånden... Det næste jeg husker er at jeg vågner grædende på min stue med min kæreste der trøster mig... Efterfølgende er min verden styrtet i grus.. Jeg har været sygemeldt i små 2 uger nu, jeg har heldigvis verdens bedste chef der er sat ind i tingene og er meget forstående.. Jeg fortryder det... Jeg fortryder det så forfærdelig meget.. Jeg græder hele tiden, jeg kan ingenting og det mindste sætter mine følelser i kog, jeg vil bare have min baby, mit lille lys, intet er det samme, mit syn på livet er forandret, min krop higer efter det.. Jeg ved godt jeg ikke kan skrue tiden tilbage, men jeg er helt smadret indeni.. Det eneste jeg tænker er at jeg vil have min baby tilbage... Jeg aner ikke hvordan jeg kommer videre, eller hvordan jeg skal komme over det...

alle gode råd modtages, ! Og jeg sætter meget pris på at i ville læse mit indlæg...

 

Jeg aner ikke hvad jeg skal skrive.  

Det llyder helt forfærdeligt,  jeg ønsker for dig at du har kræfterne til at komme ovenpå.  

Stort  

 

Pixis skriver:

Hej, jeg har aldrig prøvet at skrive indlæg eller starte en tråd før - men jeg er på herrens mark, og har ikke nogle at snakke med. 

Først lidt om mig selv, jeg er generelt en velfungerende kvinde på 24 somre, jeg har en dejlig kæreste som jeg har boet sammen med i lang tid, jeg har et godt job, men har kun været i dette job i ca 1 md til 1,5. Jeg er ny leder og der er meget pres på mig lige pt.

det startede med at jeg ku mærke alle gravitets symptomerne, og mens udeblev så valgte at tage et par tests som alle var positive, jeg havde haft min mens for ca en md siden, så tænkte at jeg nok var 3-4 uger henne, jeg gik lægen og hun samtykkede, eftersom at jeg havde haft min menstruation( jeg er meget streng med mine p-piller, plejer aldrig at glemme dem, men er overbevist om jeg må have glemt en) jeg anede ikke mine levende råd, og vi blev så småt enige om at få en abort, jeg ringede til lægen for at få en abort undersøgelse, alt var fint og jeg fik et brev fra sygehuset en lille uge efter. Da jeg kommer på sygehuset til forundersøgelse, bliver jeg scannet, og hun fortæller mig noget forskrækket at jeg er længere henne end først ventet, jeg spørger så hvor langt, og hun siger jeg er 11+5 og får en anden læge til at komme ind og tjekke efter, her knækker jeg sammen i tåre og bliver ekstremt fortvivlet, den nye læge fortæller at hun også mener jeg er 11+5 jeg spørger med hensyn til at jeg har haft min mens og hun svare at det desværre sker i nogle tilfælde.. Herfra går det ned af bakke. Lægen fortæller mig at det ikke er for sent med at jeg skal have det ordnet idag eller imorgen... Jeg snakker med narkose lægen og alt er fint, jeg får cykotek og får en stue jeg kan ligge på, det skal lige siges min kæreste er med mig hele vejen, jeg når at ligge i 4 timer da jeg begynder at få rigtig ondt og bløde, jeg græder meget og er rigtig ked af det og i syvsind...efter 3 timer mere får jeg at vide at jeg kan komme til, jeg siger intet på vej ned til operation og den søde sygeplejerske guider mig igennem hvad jeg skal og hvordan, da de skal til at ligge mig til at sove, er tvivlen så stor at tårerne triller,  sygeplejesken holder mig i hånden... Det næste jeg husker er at jeg vågner grædende på min stue med min kæreste der trøster mig... Efterfølgende er min verden styrtet i grus.. Jeg har været sygemeldt i små 2 uger nu, jeg har heldigvis verdens bedste chef der er sat ind i tingene og er meget forstående.. Jeg fortryder det... Jeg fortryder det så forfærdelig meget.. Jeg græder hele tiden, jeg kan ingenting og det mindste sætter mine følelser i kog, jeg vil bare have min baby, mit lille lys, intet er det samme, mit syn på livet er forandret, min krop higer efter det.. Jeg ved godt jeg ikke kan skrue tiden tilbage, men jeg er helt smadret indeni.. Det eneste jeg tænker er at jeg vil have min baby tilbage... Jeg aner ikke hvordan jeg kommer videre, eller hvordan jeg skal komme over det...

alle gode råd modtages, ! Og jeg sætter meget pris på at i ville læse mit indlæg...

 

Puha sikke en rutchebane du har været igennem. Jeg har ingen gode råd eller trøstende ord. Men tænker at det er en sorg fase du er igennem nu og det skal man ha lov til

Pixis skriver:

Hej, jeg har aldrig prøvet at skrive indlæg eller starte en tråd før - men jeg er på herrens mark, og har ikke nogle at snakke med. 

Først lidt om mig selv, jeg er generelt en velfungerende kvinde på 24 somre, jeg har en dejlig kæreste som jeg har boet sammen med i lang tid, jeg har et godt job, men har kun været i dette job i ca 1 md til 1,5. Jeg er ny leder og der er meget pres på mig lige pt.

det startede med at jeg ku mærke alle gravitets symptomerne, og mens udeblev så valgte at tage et par tests som alle var positive, jeg havde haft min mens for ca en md siden, så tænkte at jeg nok var 3-4 uger henne, jeg gik lægen og hun samtykkede, eftersom at jeg havde haft min menstruation( jeg er meget streng med mine p-piller, plejer aldrig at glemme dem, men er overbevist om jeg må have glemt en) jeg anede ikke mine levende råd, og vi blev så småt enige om at få en abort, jeg ringede til lægen for at få en abort undersøgelse, alt var fint og jeg fik et brev fra sygehuset en lille uge efter. Da jeg kommer på sygehuset til forundersøgelse, bliver jeg scannet, og hun fortæller mig noget forskrækket at jeg er længere henne end først ventet, jeg spørger så hvor langt, og hun siger jeg er 11+5 og får en anden læge til at komme ind og tjekke efter, her knækker jeg sammen i tåre og bliver ekstremt fortvivlet, den nye læge fortæller at hun også mener jeg er 11+5 jeg spørger med hensyn til at jeg har haft min mens og hun svare at det desværre sker i nogle tilfælde.. Herfra går det ned af bakke. Lægen fortæller mig at det ikke er for sent med at jeg skal have det ordnet idag eller imorgen... Jeg snakker med narkose lægen og alt er fint, jeg får cykotek og får en stue jeg kan ligge på, det skal lige siges min kæreste er med mig hele vejen, jeg når at ligge i 4 timer da jeg begynder at få rigtig ondt og bløde, jeg græder meget og er rigtig ked af det og i syvsind...efter 3 timer mere får jeg at vide at jeg kan komme til, jeg siger intet på vej ned til operation og den søde sygeplejerske guider mig igennem hvad jeg skal og hvordan, da de skal til at ligge mig til at sove, er tvivlen så stor at tårerne triller,  sygeplejesken holder mig i hånden... Det næste jeg husker er at jeg vågner grædende på min stue med min kæreste der trøster mig... Efterfølgende er min verden styrtet i grus.. Jeg har været sygemeldt i små 2 uger nu, jeg har heldigvis verdens bedste chef der er sat ind i tingene og er meget forstående.. Jeg fortryder det... Jeg fortryder det så forfærdelig meget.. Jeg græder hele tiden, jeg kan ingenting og det mindste sætter mine følelser i kog, jeg vil bare have min baby, mit lille lys, intet er det samme, mit syn på livet er forandret, min krop higer efter det.. Jeg ved godt jeg ikke kan skrue tiden tilbage, men jeg er helt smadret indeni.. Det eneste jeg tænker er at jeg vil have min baby tilbage... Jeg aner ikke hvordan jeg kommer videre, eller hvordan jeg skal komme over det...

alle gode råd modtages, ! Og jeg sætter meget pris på at i ville læse mit indlæg...

 

Kære du
Hvor har jeg ondt af dig - stort kram.

Jeg har selv aborteret sent - med cytotec. Det var dog en ufrivillig abort.

Måske kan det trøste dig lidt, at man også har det sådan, når man ikke selv har valgt det.

Måske kan det trøste dig lidt, at hormonerne fra graviditeten er temmelig potente og bærer en stor del af ansvaret for dine følelser.

Måske kan det trøste dig, at når de lige så stille forsvinder ud af kroppen, begynder det at lysne igen.

Du bliver nødt til at tilgive dig selv - og sikkert også din kæreste.

Stort kram. Hold ud!

Pixis skriver:

Hej, jeg har aldrig prøvet at skrive indlæg eller starte en tråd før - men jeg er på herrens mark, og har ikke nogle at snakke med. 

Først lidt om mig selv, jeg er generelt en velfungerende kvinde på 24 somre, jeg har en dejlig kæreste som jeg har boet sammen med i lang tid, jeg har et godt job, men har kun været i dette job i ca 1 md til 1,5. Jeg er ny leder og der er meget pres på mig lige pt.

det startede med at jeg ku mærke alle gravitets symptomerne, og mens udeblev så valgte at tage et par tests som alle var positive, jeg havde haft min mens for ca en md siden, så tænkte at jeg nok var 3-4 uger henne, jeg gik lægen og hun samtykkede, eftersom at jeg havde haft min menstruation( jeg er meget streng med mine p-piller, plejer aldrig at glemme dem, men er overbevist om jeg må have glemt en) jeg anede ikke mine levende råd, og vi blev så småt enige om at få en abort, jeg ringede til lægen for at få en abort undersøgelse, alt var fint og jeg fik et brev fra sygehuset en lille uge efter. Da jeg kommer på sygehuset til forundersøgelse, bliver jeg scannet, og hun fortæller mig noget forskrækket at jeg er længere henne end først ventet, jeg spørger så hvor langt, og hun siger jeg er 11+5 og får en anden læge til at komme ind og tjekke efter, her knækker jeg sammen i tåre og bliver ekstremt fortvivlet, den nye læge fortæller at hun også mener jeg er 11+5 jeg spørger med hensyn til at jeg har haft min mens og hun svare at det desværre sker i nogle tilfælde.. Herfra går det ned af bakke. Lægen fortæller mig at det ikke er for sent med at jeg skal have det ordnet idag eller imorgen... Jeg snakker med narkose lægen og alt er fint, jeg får cykotek og får en stue jeg kan ligge på, det skal lige siges min kæreste er med mig hele vejen, jeg når at ligge i 4 timer da jeg begynder at få rigtig ondt og bløde, jeg græder meget og er rigtig ked af det og i syvsind...efter 3 timer mere får jeg at vide at jeg kan komme til, jeg siger intet på vej ned til operation og den søde sygeplejerske guider mig igennem hvad jeg skal og hvordan, da de skal til at ligge mig til at sove, er tvivlen så stor at tårerne triller,  sygeplejesken holder mig i hånden... Det næste jeg husker er at jeg vågner grædende på min stue med min kæreste der trøster mig... Efterfølgende er min verden styrtet i grus.. Jeg har været sygemeldt i små 2 uger nu, jeg har heldigvis verdens bedste chef der er sat ind i tingene og er meget forstående.. Jeg fortryder det... Jeg fortryder det så forfærdelig meget.. Jeg græder hele tiden, jeg kan ingenting og det mindste sætter mine følelser i kog, jeg vil bare have min baby, mit lille lys, intet er det samme, mit syn på livet er forandret, min krop higer efter det.. Jeg ved godt jeg ikke kan skrue tiden tilbage, men jeg er helt smadret indeni.. Det eneste jeg tænker er at jeg vil have min baby tilbage... Jeg aner ikke hvordan jeg kommer videre, eller hvordan jeg skal komme over det...

alle gode råd modtages, ! Og jeg sætter meget pris på at i ville læse mit indlæg...

 

Også kram herfra!

Jeg tænker at du må stole på at der var en grund til at i tog det valg og selv om det tog en drejning om det nu gjorde, så var det en abort i ønskede i første omgang.

Men jeg forstår godt at det pludseligt gik så hurtigt at hovedet og følelserne ikke helt kan følge med. For mig at se er du ikke ændret som person - du skrev at du generelt er velfungerende. Det synes jeg også du er, selv om du har truffet et meget svært valg. Og det er svært at tænke på nu, men din krop er også så velfungerende at du nok skal få et ønskebarn når du/i er klar til det.

Et stort kram skal du have! Har selv mistet et par gange, ufrivilligt, men kan fortælle at jeg havde præcis de samme tanker og følelser som dig. Kan kun sige at det går over. Du skal nok komme over det, selvom det hele virker uendelig trist lige nu! Endnu en krammer til dig,  jeg håber du snart er moden til at vende sorgen ryggen, og begynde at se fremad.