Graviditet uden for livmoderen

Hejsa 

Jeg har gået i lang tid og overvejet om jeg skulle skrive herinde men jeg tænker at det måske er en god idé. 

I august sidste år blev jeg sendt hurtigt på hospitalet med ekstreme smerter. Lægen konstaterede hurtigt at det var en graviditet uden for livmoderen da der også lå en god mængde blod i bughulen. Kæresten og jeg var godt klar over at jeg var gravid og vi blev knust af at finde ud af at det ikke skulle blive til noget alligevel samtidig var der nogle ting ved operationen der absolut ikke gjorde oplevelsen nemmere. kort efter operationen var der er hav af ikke så rare følelser at forholde sig til. bla. sorgen, smerter og arrene. det meste af det er gået over med tiden. Men sorgen er der stadig. Dem fleste dage går det godt men der er også dage hvor jeg simpelthen ikke føler jeg kan være til. Hele verden minder mig om børn og gravide mennesker OG så er der et stigende antal i den nærmeste vennekreds og familie der får børn. Ikke noget jeg føler er nemt er nemt at sluge. "mærkedagene" er også slemme. 

Jeg ved der er mennesker der har det værre derude en mig. Men ja det er vel ok er være trist over det stadig? Går det nogensinde i sig selv igen og er der nogen derude der har det på samme måde? Føler ikke altid at folk forstår.

God dag allesammen og tak fordi i læste min historie

Har du overvejet at forsøge at blive gravid igen. Jeg blev selv helt knust da min læge sagde at min var udenfor livmoderen, men det hjalp at jeg havde mine børn at glæde mig over. Man ved ikke hvorfor man bliver gravid udenfor livmoderen, så du har jo rigtige gode chancer. 

Det du har oplevet er jo som at miste en baby, så jeg kan sagtens forstå du er rigtig ked af det. 

Rigtig meget held og lykke både med at bearbejde det og blive gravid. Og husk og snart med folk om det.

Anonym skriver:

Hejsa 

Jeg har gået i lang tid og overvejet om jeg skulle skrive herinde men jeg tænker at det måske er en god idé. 

I august sidste år blev jeg sendt hurtigt på hospitalet med ekstreme smerter. Lægen konstaterede hurtigt at det var en graviditet uden for livmoderen da der også lå en god mængde blod i bughulen. Kæresten og jeg var godt klar over at jeg var gravid og vi blev knust af at finde ud af at det ikke skulle blive til noget alligevel samtidig var der nogle ting ved operationen der absolut ikke gjorde oplevelsen nemmere. kort efter operationen var der er hav af ikke så rare følelser at forholde sig til. bla. sorgen, smerter og arrene. det meste af det er gået over med tiden. Men sorgen er der stadig. Dem fleste dage går det godt men der er også dage hvor jeg simpelthen ikke føler jeg kan være til. Hele verden minder mig om børn og gravide mennesker OG så er der et stigende antal i den nærmeste vennekreds og familie der får børn. Ikke noget jeg føler er nemt er nemt at sluge. "mærkedagene" er også slemme. 

Jeg ved der er mennesker der har det værre derude en mig. Men ja det er vel ok er være trist over det stadig? Går det nogensinde i sig selv igen og er der nogen derude der har det på samme måde? Føler ikke altid at folk forstår.

God dag allesammen og tak fordi i læste min historie

D. 1/6 er det 3 år siden min graviditet udenfor livmoderen blev afsluttet med et helt foster i moderkage i mine trusser (fik graviditeten kemisk afbrudt).

Og skal være ærlig og sige at det stadig gør ondt, d. 1/6 er stadig en svær dato og d. 11/1 hvor min termin ville have lægget ud fra egen beregning er lige så svær, tænker stadig til tider på om hvilket køn baby var og hvordan baby mon have været osv.
Jeg havde i forvejen en søn der den gang var 7 mdr gammel og fødte d. 3/1-13 altså næsten 2 år efter baby skulle have været kommet til en sund og rask dreng

Wik skriver:

Har du overvejet at forsøge at blive gravid igen. Jeg blev selv helt knust da min læge sagde at min var udenfor livmoderen, men det hjalp at jeg havde mine børn at glæde mig over. Man ved ikke hvorfor man bliver gravid udenfor livmoderen, så du har jo rigtige gode chancer. 

Det du har oplevet er jo som at miste en baby, så jeg kan sagtens forstå du er rigtig ked af det. 

Rigtig meget held og lykke både med at bearbejde det og blive gravid. Og husk og snart med folk om det.

Selvfølgelig har jeg/vi det. Det går bare ikke så hurtigt med det. Det kan jeg godt forstå. Tror også det ville glæde mig hvis jeg havde nogle børn i forvejen og tænker også at det går mere over når/hvis der kommer et barn i fremtiden. ventetiden er bare svær.

Jeg forsøger at snakke om det så der er vel håb forude. 
Tusind tak for svar af mit indlæg. 

Hønsemor skriver:

D. 1/6 er det 3 år siden min graviditet udenfor livmoderen blev afsluttet med et helt foster i moderkage i mine trusser (fik graviditeten kemisk afbrudt).

Og skal være ærlig og sige at det stadig gør ondt, d. 1/6 er stadig en svær dato og d. 11/1 hvor min termin ville have lægget ud fra egen beregning er lige så svær, tænker stadig til tider på om hvilket køn baby var og hvordan baby mon have været osv.
Jeg havde i forvejen en søn der den gang var 7 mdr gammel og fødte d. 3/1-13 altså næsten 2 år efter baby skulle have været kommet til en sund og rask dreng

PUha da. Det lyder da heller ikke rart. Kan godt forstå du synes datoerne er svære. Det synes jeg også. Kender også godt det med at tænke på de ting som kunne have været også i den her forbindelse. Jeg gør ofte det samme.

Jeg er dog rigtig glad for at det lykkedes med en ny lille dreng her sidste år. Tillykke med det.

 

tusind takf fordi du delte din historie med mig. Det er jeg glad for.

Anonym skriver:

Hejsa 

Jeg har gået i lang tid og overvejet om jeg skulle skrive herinde men jeg tænker at det måske er en god idé. 

I august sidste år blev jeg sendt hurtigt på hospitalet med ekstreme smerter. Lægen konstaterede hurtigt at det var en graviditet uden for livmoderen da der også lå en god mængde blod i bughulen. Kæresten og jeg var godt klar over at jeg var gravid og vi blev knust af at finde ud af at det ikke skulle blive til noget alligevel samtidig var der nogle ting ved operationen der absolut ikke gjorde oplevelsen nemmere. kort efter operationen var der er hav af ikke så rare følelser at forholde sig til. bla. sorgen, smerter og arrene. det meste af det er gået over med tiden. Men sorgen er der stadig. Dem fleste dage går det godt men der er også dage hvor jeg simpelthen ikke føler jeg kan være til. Hele verden minder mig om børn og gravide mennesker OG så er der et stigende antal i den nærmeste vennekreds og familie der får børn. Ikke noget jeg føler er nemt er nemt at sluge. "mærkedagene" er også slemme. 

Jeg ved der er mennesker der har det værre derude en mig. Men ja det er vel ok er være trist over det stadig? Går det nogensinde i sig selv igen og er der nogen derude der har det på samme måde? Føler ikke altid at folk forstår.

God dag allesammen og tak fordi i læste min historie

Jeg har ikke været i din situation, men jeg tror jeg kan sætte mig ind i det. 

Det er helt ok og forståeligt at du er ked af det! Jeg tror det er vigtigt at give sig selv lov til at sørge, bare du husker at du ikke må hænge fast i sorgen - altså så du får en reel depression eller noget i den stil.

Men jeg tvivler på du vil møde nogen der ikke forstår at du er ked af det! Jeg vil tro - og håber - at det også bliver nemmere med tiden, men det er da en voldsom oplevelse og et tab og det vil jo altid være hårdt at komme igennem.

Selvfølgelig er det ok at du føler, som du gør!

Mistede selv en i uge 10 for lidt over 7 år siden (selv om det ikke var fuldt så dramatsisk som det, du beskriver) - og selv om jeg senere har fået to friske, fine børn, så er det da stadig noget, jeg tænker på, mærkedagen er stadig speciel osv. Den slags oplevelser er ikke noget, man bare glemmer. Selvfølgelig er man nødt til at komme sig videre, men man skal ikke forvente, at oplevelsen bliver betydningsløs eller glemt, bare fordi der er gået lidt tid. Hvis du synes, det hele er vanskeligt omkring dette ville jeg anbefale at forsøge at få nogle samtaler.