Morsyg og tester grænser kun hos mig

Om min datter på 2 år, 7 mdr..

Hun er simpelthen så morsyg og har egentlig alle dage været det, men begynder nu at synes det er meget hårdt. Hvis hun bliver ked af det, er det mig hun kalder på, ikke far, hvis hun slår sig.. Hvis jeg render på WC følger hun med, og det er bare mor, mor, mor, mor. Kun mig der kan putte hende, ellers overgiver hun sig IKKE og sover IKKE. Farmand er en god far. Sød, kærlig, god til at lege. Men tror det er fordi dels jeg havde barslen, og så har han haft en del praktikker hvor han først var hjemme efter 17, og nu her ofte har studiedage hvor han kommer sent hjem. Og mit studie er meget fleksibelt så er også typisk mig der bliver hjemme ved sygdom, tager med ved lægebesøg. Så det er jo meget MOR hun får.

Og i forbindelse med dette har jeg opdaget det kun er mig hun tester grænser hos. Og det gør hun så også nærmest hele tiden føler jeg, så jeg synes snart ikke jeg laver andet end at sige nej, aflede, stoppe konflikter dagen lang.

Hun er begyndt at slå. MEGET! Hvis hun bliver frustreret over noget, får et nej, bliver overtræt, så slår hun. Jeg siger et fast nej, rummer hendes følelser, og prøver at skabe lidt afstand mellem os. Jeg forlader hende ikke - Jeg giver plads til hendes følelser, men træder nogle skridt væk for osse at markere, at jeg ikke vil acceptere hun slår mig. Men så følger hun bare efter og slår og slår. 

Jeg synes det er så træls og frustrerende, vi er nogen af de mest fredelige mennesker i verden. Jeg forstår godt hun ikke kan rumme sine følelser og de så kommer ud på den måde, men jeg vil bare ikke være med til hun slår mig, skubber og slår sin lillebror osv. Og jeg forstår ikke hvorfor det stort set kun er mig det går ud over! der er næsten intet med farmand, intet hos den øvrige familie, intet i vuggestuen.. Men mig, der bliver hun gal, slår og sparker.

Jeg synes bare der er så mange konflikter mellem hende og jeg, og det er så opslidende! Jeg føler at hun overhovedet ikke respekterer mig. Jeg forstår godt hun skal prøve grænser af, men når jeg har sagt de første 20 gange, at nu skal hun lukke den skraldespand, og jeg har sagt det i alvor og ikke med pjat i stemmen, og hun stadig står og smækker med døren til skraldespanden med et flabet smil.. Hold nu op det er irriterende! Og sådan er det HELE dagen igennem. Hun hører overhovedet ikke efter hvad jeg siger, og føler lidt jeg er den eneste der har det problem med hende.

Er begyndt at tvivle på mig selv, om det er mig der gør noget forkert! Føler lidt den kunne pege begge veje. Synes klart det er mig herhjemme der er bedst til at sætte faste grænser, hvor farmand er mere blød, og har dte med at overgive sig/forhandle/bestikke (Hvis du stopper med... så kan vi...), men jeg bliver i tvivl om jeg er for fast? Jeg siger ikke nej til ALT, jeg vælger mine kampe, men synes jeg er mere fast end ham. Og så tænker jeg: Er hun så genstridig med mig, fordi jeg sætter for mange grænser, eller er det netop fordi det er mig der viser hende, hvor "skabet skal stå", at hun tester hos mig, fordi der får hun et klart svar på hvad hun må/ikke må?

Føler mig bare så frustreret. JEG og ikke far har konflikter med hende dagen lang, JEG er den hun er flabet over for, det er mig hun slår, det er mig der får al balladen, og på samme tid er hun bare så morsyg, og vil bare være sammen med mig hele tiden.

Jeg er så forvirret over det! Og lad mig lige sige, at jeg selvfølgelig også nyder at hun vil mig så meget. Vi har et helt særligt lille bånd og en stor indbyrdes forståelse. Kunne nu bare være rart at få lov at tisse i fred ind imellem.. 

Anonym skriver:

Om min datter på 2 år, 7 mdr..

Hun er simpelthen så morsyg og har egentlig alle dage været det, men begynder nu at synes det er meget hårdt. Hvis hun bliver ked af det, er det mig hun kalder på, ikke far, hvis hun slår sig.. Hvis jeg render på WC følger hun med, og det er bare mor, mor, mor, mor. Kun mig der kan putte hende, ellers overgiver hun sig IKKE og sover IKKE. Farmand er en god far. Sød, kærlig, god til at lege. Men tror det er fordi dels jeg havde barslen, og så har han haft en del praktikker hvor han først var hjemme efter 17, og nu her ofte har studiedage hvor han kommer sent hjem. Og mit studie er meget fleksibelt så er også typisk mig der bliver hjemme ved sygdom, tager med ved lægebesøg. Så det er jo meget MOR hun får.

Og i forbindelse med dette har jeg opdaget det kun er mig hun tester grænser hos. Og det gør hun så også nærmest hele tiden føler jeg, så jeg synes snart ikke jeg laver andet end at sige nej, aflede, stoppe konflikter dagen lang.

Hun er begyndt at slå. MEGET! Hvis hun bliver frustreret over noget, får et nej, bliver overtræt, så slår hun. Jeg siger et fast nej, rummer hendes følelser, og prøver at skabe lidt afstand mellem os. Jeg forlader hende ikke - Jeg giver plads til hendes følelser, men træder nogle skridt væk for osse at markere, at jeg ikke vil acceptere hun slår mig. Men så følger hun bare efter og slår og slår. 

Jeg synes det er så træls og frustrerende, vi er nogen af de mest fredelige mennesker i verden. Jeg forstår godt hun ikke kan rumme sine følelser og de så kommer ud på den måde, men jeg vil bare ikke være med til hun slår mig, skubber og slår sin lillebror osv. Og jeg forstår ikke hvorfor det stort set kun er mig det går ud over! der er næsten intet med farmand, intet hos den øvrige familie, intet i vuggestuen.. Men mig, der bliver hun gal, slår og sparker.

Jeg synes bare der er så mange konflikter mellem hende og jeg, og det er så opslidende! Jeg føler at hun overhovedet ikke respekterer mig. Jeg forstår godt hun skal prøve grænser af, men når jeg har sagt de første 20 gange, at nu skal hun lukke den skraldespand, og jeg har sagt det i alvor og ikke med pjat i stemmen, og hun stadig står og smækker med døren til skraldespanden med et flabet smil.. Hold nu op det er irriterende! Og sådan er det HELE dagen igennem. Hun hører overhovedet ikke efter hvad jeg siger, og føler lidt jeg er den eneste der har det problem med hende.

Er begyndt at tvivle på mig selv, om det er mig der gør noget forkert! Føler lidt den kunne pege begge veje. Synes klart det er mig herhjemme der er bedst til at sætte faste grænser, hvor farmand er mere blød, og har dte med at overgive sig/forhandle/bestikke (Hvis du stopper med... så kan vi...), men jeg bliver i tvivl om jeg er for fast? Jeg siger ikke nej til ALT, jeg vælger mine kampe, men synes jeg er mere fast end ham. Og så tænker jeg: Er hun så genstridig med mig, fordi jeg sætter for mange grænser, eller er det netop fordi det er mig der viser hende, hvor "skabet skal stå", at hun tester hos mig, fordi der får hun et klart svar på hvad hun må/ikke må?

Føler mig bare så frustreret. JEG og ikke far har konflikter med hende dagen lang, JEG er den hun er flabet over for, det er mig hun slår, det er mig der får al balladen, og på samme tid er hun bare så morsyg, og vil bare være sammen med mig hele tiden.

Jeg er så forvirret over det! Og lad mig lige sige, at jeg selvfølgelig også nyder at hun vil mig så meget. Vi har et helt særligt lille bånd og en stor indbyrdes forståelse. Kunne nu bare være rart at få lov at tisse i fred ind imellem.. 

Jeg tror på det pludselig vender - det gjorde herhjemme og FAR trumfer mor altid - jeg savner min søns behov for mor, selvom jeg ønskede far skulle opleve det også. Det sker så nu hvor han er 4, for fulde gardiner! Har en dreng, ved ikke om det har noget at sige. Din datter lyder sund og i trivsel men kan godt forstå det er hårdt. Jeg fornemmer du gør hvad du kan som mor til en pige   Jeg er også mere kantet end min mand, min mand bliver tit snurret godt rundt om lillefingeren hos sønnike såeh.. jeg bliver ved med at være mor som jeg er  Min søn elsker mig uden tvivl 

Det lyder helt som min dreng. Han har dog ikke længere noget imod far putter, men prøver lige at bede om mor først. 

Vores dreng hører heller ikke efter og det tror jeg egentlig er helt normalt. Han hører efter i vuggestue og hos farmor/farfar. Det er fordi at han derhjemme er helt tryg ved at vise både sine positive og negative følelser og tør vise sine frustrationer. Det tror jeg er gældende for mange børn. 

Jeg tror ikke du gør noget forkert 

Når jeg læser dit indlæg tænker jeg 1) godt det ikke kun er mig, der har det sådan og 2) det lyder som en normal reaktion på at er dig hun er tættest med, så er det også der grænserne for alvor bliver testet af. Det hjælper måske ikke at høre det er normalt, mens man står i det vil man gerne se en ende på det. Det skal der nok komme:-) Hold ud og vær den gode mor du er:-)

Anonym skriver:

Om min datter på 2 år, 7 mdr..

Hun er simpelthen så morsyg og har egentlig alle dage været det, men begynder nu at synes det er meget hårdt. Hvis hun bliver ked af det, er det mig hun kalder på, ikke far, hvis hun slår sig.. Hvis jeg render på WC følger hun med, og det er bare mor, mor, mor, mor. Kun mig der kan putte hende, ellers overgiver hun sig IKKE og sover IKKE. Farmand er en god far. Sød, kærlig, god til at lege. Men tror det er fordi dels jeg havde barslen, og så har han haft en del praktikker hvor han først var hjemme efter 17, og nu her ofte har studiedage hvor han kommer sent hjem. Og mit studie er meget fleksibelt så er også typisk mig der bliver hjemme ved sygdom, tager med ved lægebesøg. Så det er jo meget MOR hun får.

Og i forbindelse med dette har jeg opdaget det kun er mig hun tester grænser hos. Og det gør hun så også nærmest hele tiden føler jeg, så jeg synes snart ikke jeg laver andet end at sige nej, aflede, stoppe konflikter dagen lang.

Hun er begyndt at slå. MEGET! Hvis hun bliver frustreret over noget, får et nej, bliver overtræt, så slår hun. Jeg siger et fast nej, rummer hendes følelser, og prøver at skabe lidt afstand mellem os. Jeg forlader hende ikke - Jeg giver plads til hendes følelser, men træder nogle skridt væk for osse at markere, at jeg ikke vil acceptere hun slår mig. Men så følger hun bare efter og slår og slår. 

Jeg synes det er så træls og frustrerende, vi er nogen af de mest fredelige mennesker i verden. Jeg forstår godt hun ikke kan rumme sine følelser og de så kommer ud på den måde, men jeg vil bare ikke være med til hun slår mig, skubber og slår sin lillebror osv. Og jeg forstår ikke hvorfor det stort set kun er mig det går ud over! der er næsten intet med farmand, intet hos den øvrige familie, intet i vuggestuen.. Men mig, der bliver hun gal, slår og sparker.

Jeg synes bare der er så mange konflikter mellem hende og jeg, og det er så opslidende! Jeg føler at hun overhovedet ikke respekterer mig. Jeg forstår godt hun skal prøve grænser af, men når jeg har sagt de første 20 gange, at nu skal hun lukke den skraldespand, og jeg har sagt det i alvor og ikke med pjat i stemmen, og hun stadig står og smækker med døren til skraldespanden med et flabet smil.. Hold nu op det er irriterende! Og sådan er det HELE dagen igennem. Hun hører overhovedet ikke efter hvad jeg siger, og føler lidt jeg er den eneste der har det problem med hende.

Er begyndt at tvivle på mig selv, om det er mig der gør noget forkert! Føler lidt den kunne pege begge veje. Synes klart det er mig herhjemme der er bedst til at sætte faste grænser, hvor farmand er mere blød, og har dte med at overgive sig/forhandle/bestikke (Hvis du stopper med... så kan vi...), men jeg bliver i tvivl om jeg er for fast? Jeg siger ikke nej til ALT, jeg vælger mine kampe, men synes jeg er mere fast end ham. Og så tænker jeg: Er hun så genstridig med mig, fordi jeg sætter for mange grænser, eller er det netop fordi det er mig der viser hende, hvor "skabet skal stå", at hun tester hos mig, fordi der får hun et klart svar på hvad hun må/ikke må?

Føler mig bare så frustreret. JEG og ikke far har konflikter med hende dagen lang, JEG er den hun er flabet over for, det er mig hun slår, det er mig der får al balladen, og på samme tid er hun bare så morsyg, og vil bare være sammen med mig hele tiden.

Jeg er så forvirret over det! Og lad mig lige sige, at jeg selvfølgelig også nyder at hun vil mig så meget. Vi har et helt særligt lille bånd og en stor indbyrdes forståelse. Kunne nu bare være rart at få lov at tisse i fred ind imellem.. 

Lige i den alder har de en periode hvor de rummer en masse følelser, hvor alle de ikke kan sætte ord på endnu.

Det med morsygen kan jeg ikke hjælpe med, da det varierer fra barn til barn hvornår det stopper.

Men det med at slå stopper med sikkerhed når sproget bliver bedre for de fleste børn. 

Og husk at alle børn har brug for den ene person som deres frustrationer kan gå ud over. Ligesom vi har. Og tit er det den person som de er tættest knyttet til.