Putomanen skriver:
Jeg var til tjek hos jordemoderen d. 16. april til tjek, 38+1. Alt var fint og lillemanden blev skønnet til ca. 3000 gr. Jeg fik tid til næste jordemoderundersøgelse i uge 40+?
D. 17. april, 38+2, vågner jeg kl 7.00 om morgenen med en smule mens-smerter. Da jeg står ud af sengen går vandet og jeg skynder mig på toilettet, hvor fostervandet stadig løber. Jeg kigger lidt undrende på vandet jeg har spildt i gangen, og selvom jeg er helt klar over, at vandet er gået, er jeg stadig lidt chokeret, da jeg havde forventet at gå over tid, og der er lidt under 2 uger til termin. Jeg kalder på min mand, som har lige så svært ved at tro på det.
Jeg ringer til fødemodtagelsen og vi aftaler, at jeg kommer til tjek kl. 10.30. Da jeg altid har hørt om, at fødsler tager lang tid og især for førstegangsfødende, tager vi det stille og roligt. Der kommer dog allerede små-veer/plukkeveer hver 3-5 min, som varer ca. 30 sek., men jeg kan sagtens holde dem ud. Jeg får bagt nogle boller, vi spiser morgenmad, min mand rydder op og gør rent og vi får pakket tasken til hospitalet. På vej til hospitalet svinger vi forbi et supermarked for at købe lidt mad og drikke med, hvis det nu skal trække ud. Jeg bliver dog siddende i bilen, da veerne er begyndt at bide, og de kommer stadig hvert 3-5 min.
På fødemodtagelsen bliver jeg tjekket og livmoderhalsen er væk og jeg er et knappenålshoved åbent. Vi aftaler at jeg skal aflevere en urinprøve og gå en tur på gangen. Veerne begynder dog hurtigt at blive kraftigere og der kommer ofte 3 veer i streg uden pause. Jeg kan kun overskue at stå op af sengen med hovedet hvilende på madrassen, mens jeg trækker vejret dybt og vrikker med numsen.
Kl. 12.00 undersøger jordemoderen mig igen, da jeg har rigtig mange smerter. Jeg har ikke udvidet mig mere, og det er en rigtig hård melding for mig, da jeg er begyndt at få meget ondt. 
Hun tilbyder mig morfin, som jeg med glæde siger ja til. På dette tidspunkt er jeg villig til at tage imod alt, selv en brosten i hovedet.
Jeg får morfin 12.25 og at vide, at det tager op til 30 min. inden det virker. Jeg synes dog ikke at det virker, og veerne vælter ind over mig, stort set uden pause. Kl. 13.00 kommer jm ind for at høre, om det hjælper, hvilket jeg ikke synes. Hun mener at vi skal give morfinen lidt længere tid til at virke. Ca. 5 min efter begynder jeg at få pressetrang, og jeg beder min mand hente jm. Hun undersøger mig igen, og jeg er nu fuldt udvidet. Dvs. at jeg har udvidet mig 10 ca. på 1 times tid, avs. 
På dette tidspunkt løber tårerne ned af kinderne på mig, da jeg er lykkelig over at vide, at de hårde veer har gjort noget, og at jeg endelig må komme på fødegangen. Jordemoderen kører mig hastigt til fødegangen i en kørestol, mens jeg gisper for at undgå at presse.
På fødegangen får jeg at vide at der mangler ½ cm før at lillemandens hoved er ordentligt nede i bækkenet. Imens får jeg lov at øve at presse og gispe under presseveerne. Dette var helt fantastisk, og jeg fandt hurtigt den rigtige teknik. På dette tidspunkt har jeg 5-6 veer i træk uden pause. Jeg får dog en længere pause fra veerne, hvor jeg kan få samlet lidt kræfter. Da lillemandens hoved er helt nede i bækkenet, får jeg lov at presse fuldt ud, og efter 2 presseveer er han ude, kl. 14.20. Han var 50 cm og 3006 gr.
Straks jeg så ham, blev jeg overvældet af en kæmpe kærlighed til og omsorg for ham. 
Han er verdens dejligste dreng.
Jeg bristede ikke og skulle ikke syes, men jeg forstuvede mit haleben, som jeg i dag 3 uger efter stadig døjer lidt med.
Alt i alt var det en rigtig god fødsel, selvom den gik noget hurtigere end jeg havde forventet. 
