Ved næsten ikke hvor jeg starte. Jeg blev for 3,5 måned siden mor til en dreng. Da han var en måned gammel gik faren og jeg fra hinanden da han slet ikke kunne finde ud af at være far. Han råbte afvores søn når han græd f.eks fordi han blev frustreret og til sidst kunne jeg bare ikke holde til det mere. Så jeg flyttede hjem til min far med sønnen og for en lille måned siden fik vi vores egen lejlighed. Det er jeg selvfølgelig glad for og det fungerer fint selvom jeg ville lyve hvis jeg sagde det ikke er vanvittigt hårdt.
Jeg må så fortælle at jeg har diagnosen bipolar, maniodepressiv. Jeg er i behandling, både terapi og medicin, men har dog ikke talt med nogen siden jeg flyttede fra KBH forlidt over tomåneder siden. Jeg venter lige nu på at komme til læge så jeg kan få en henvisning til en psykaiter og få en at snakke med igen. Min søn trives godt og er glad og veltilpas. Jeg elsker ham, det ved jeg at jeg gør, men det er som om jeg ikke kan rumme ham altid. Han får altid mad, bliver trøstet osv, men indimellem går jeg og græder mens jeg trøster ham. Det føles ikke som når jeg ellers har jeg depression, men synes ikke jeg har det godt. Jeg begyndte at føle mig små manisk mens jeg boede hos min far, og i samråd med min gl psykiater via tlf aftalte at min far tog ham et par nætter og jeg fik et par sovepiller så jeg kunne få sovet og det hjalp.
Nu er mit spørgsmål så hvad jeg skal gøre? Jeg tænker det vil hjælpe når jeg får en psykiater igen, men der går jo lidt tid og kunne jo være nogen havde nogle gode råd i mellemtiden. Føler mig ikke deprimeret som jeg plejer, bare tom og slet ikke som en mor.
Undskyld hvis det er rodet, er på via tlf. Og hvis nogen genkender mig så venligst respekter at jeg ønsker at være anonym. Tak!
Anmeld
