TerriPetal skriver:
Hej alle!
Jeg er en pige på 22, medicinstuderende og med en masse drømme (læger uden grænser, klinik i udlandet, jeg er højtuddannet bartender og skal løbe halvmarathon flere gange i løbet af det næste halve år).
Jeg har en kæreste, jeg mødte for 4 mdr siden. Ingen af os havde planer om at få et fast forhold, men allerede 10 dates inde kunne vi ikke lade være.
Jeg har udviklet mig meget det sidste stykke tid, er blevet mere alternativ og åben over for nye måder at leve på (at have åbne forhold, være polyamorøse ect), primært inspireret af et tidligere forhold og min nuværende kærestes indstilling til livet og fremtiden.
Jeg ved, at selvom vi er lykkelige og nyforelskede nu, vil der komme et tidspunkt hvor vi vil aftale at åbne forholdet op.
Men så skete det: jeg testede positiv på en graviditetstest igår.
Jeg har altid været meget åben om, at jeg støtter princippet bag abort, men aldrig selv psykisk ville kunne klare det. At jeg ville vælge "livet".
Nu står jeg her med 1000 drømme og planer, og en kæreste, der stadig nyder sin ungdom (han er 27) i fulde drag og ønsker oplevelser og erfaringer - og jeg er gravid.
Han siger, at hvis han var mig ville han få en abort og komme videre med livet. Men ligemeget hvad vi vælger, vil han være der selv hele vejen - om vi forbliver sammen/åbner forholdet op/ect.
Jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre.
Jeg er næsten sikker på jeg vil fortryde at få en abort. Men samtidig vælger jeg en helt anden skæbne.. Et helt andet liv.
På den ene side vil jeg kunne udleve mine drømme og gøre det, som min kæreste synes er det mest fornuftige.
På den anden side kan jeg følge mit instinkt, give det her barn livet og gøre alt hvad jeg kan for at skabe et liv for mig og barnet og kæresten, hvor drømmene bliver opfyldt. Jeg tror ikke abort er det rigtige for MIG. Men jeg ved det ikke.
Er der nogen der har været i lignende situation?
Det er jo kun dig der kan træffe beslutningen. Jeg kan se de andre indlæg opfordrer til at beholde barnet, det vil jeg ikke, men jeg vil give dig modargumenter.
Jeg vil sige at det for de fleste er hårdt at blive forældre, og ingen er garanteret et drømmebarn som sover godt, spiser godt osv. Med alle dine drømme mener jeg du nemt vil kunne ærgre dig over at være bundet i den store grad man bliver det når man får børn, især små børn.
Jeg var selv 22 da jeg blev mor, det var et ønskebarn, som vi har kæmpet for at få. Alligevel har det overrasket mig hvor bundet jeg føler mig, og jeg som ellers aldrig har haft ønske om at rejse, længtes efter det. Jeg elsker mit barn, min mand og mit liv - men det er et forpligtende liv, hvor alt hvad jeg foretager mig har betydning for mit barn og min mand.
Du vil selvfølgelig elske barnet hvis du vælger at få det, og jeg er også sikker på at det vil gibbe lidt i hjertet hvis du vælger det fra. Men husk at der er så meget mere i beslutningen end følelser, jeg er stor modstander af at træffe beslutninger udelukkende med følelserne som guide. Brug din fornuft, om den vil lede den ene eller den anden vej ved jeg ikke.
Jeg vil tilføje at det er mit indtryk, at mange finder det egoistisk at vælge abort, nu har man været skødesløs og må derfor tage konsekvenserne - her er jeg lodret uenig, konsekvensen kan ligeså godt være abort, og det mener jeg er realisme og ikke egoisme.
Overvej ikke kun konsekvenserne for dig, og for kæresten, men også for barnet.
Held og lykke med dit valg, husk at du træffer det på vegne af andre end dig selv.
