Jeg går i mødregruppe, og der er en der tit kommer med små stikpiller om min datter.
Bla "det er sjovt, som hendes hoved stadig er meget stort i forhold til hendes krop" , "ej hvor er hendes hænder store" og så rynker hun åbenbart på næsen når hun smiler?
Hun smiler så meget med øjnene, hendes øjne stråler og hun smiler så stort at hun får knebet øjnene lidt sammen.
Alle andre kalder hende dukkebarn og helt perfekt. Og det synes jeg jo selvfølgelig også, man synes jo altid ens barn er det smukkeste og dejligste i hele verden.
Men det gør så ondt indeni, det er jo mit dyrebarestes guld og ømmeste punkt

Hvordan kan det være nogen kan få sig selv til at sige sådan om andres børn?
Hvorfor har hun behov for at sige sådan?
Har i et bud? Og hvorfor tror i hun siger sådan?
Anmeld