Suk! jeg er faktisk lidt ærgerlig idag....

Nåh min kæreste gennem 9 år tog til Irland i torsdags, med vikingerne..... Først var jeg egentlig lidt sur over at han sådan tillader sig at tage afsted uden mig. og at han i øvrigt overhovedet tillader sig det, når vi egentlig ha meget bedre ting at bruge pengene på, og når det nu var de sidste vi ejede, og så først på måneden endda....

I langt tid har jeg været sur på ham fordi han altid skal hjælpe nogen med noget, og ikke er hjemme, når jeg selv godt kunne bruge en masse hjælp fra ham. Og jeg har virkelig følt at jeg bare var et hul at putte i, og hans egen private husalf, som også tog mig af hans yngel.

Nåh men fredag gik det så ret hurtigt op for mig at jeg bare havde det fantastisk, og hyggede mig gevaldigt. Både om dagen når jeg var alene om mine ellers hysteriske unger, men også om aftenen når ungerne sov, og jeg bare var helt alene....

Og idag er det så at han skal komme hjem. Jeg ved at han har tænkt på mig med henyn til en lille gave derfra, og jeg glæder mig da til at se hvad han har fundet. Det er af aller højeste sandsynlighed et smykke, som han er selv er vild med, og som har en eller anden betydning for ham, og som han selvfølgelig mener kunne pynte på min krop... Og ja jeg er da spændt på hvad han mon har fundet til mig...

Men hvorom alting er, så gider jeg faktisk ikke have ham hjem endnu. Imorgen skal Bastian i dagpleje igen, og det ville så betyde at hvis ikke Kenneth kom hjem, så ville jeg have endnu mere hyggetid alene hjemme (Felix hjemme dog).... Jeg har faktisk hygget mig så meget, at jeg slet ikke har savnet ham, og jeg har heller ikke gået og tænkt på, om han mon er blevet fristet til et eller andet der normalt ville give mig mavepine.
Igår kom jeg i tanke om at han ikke har sms'et som han ellers plejer på sådanne ture. han plejer da lige at skrive når de er landet, og også gerne på 2. dagen, når han skal i seng og sove helt alene uden mig. Men faktisk så generer det mig ikke. Heller ikke engang da jeg tidligere idag erfarede at min svigermor har været i kontakt med dem derover, og der ikke engang var en besked til mig fra kenneth, blev jeg irriteret.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig hvis han gad blive væk måske en uges tid mere..... Men øhm det kan jeg jo så nok ikke lige tillade mig at fortælle ham, er sgu bange for at den der lille mandehjerne vil få det hele galt i halsen....

Men ja jeg har da tænkt lidt på, om det måske bare er et tegn, til at jeg burde tage mig sammen og forlade ham. At jeg bare slet ikke længere har brug for at bo sammen med ham..... Og så får jeg jo SÅ dårlig samvittighed....

Nåh min kæreste gennem 9 år tog til Irland i torsdags, med vikingerne..... Først var jeg egentlig lidt sur over at han sådan tillader sig at tage afsted uden mig. og at han i øvrigt overhovedet tillader sig det, når vi egentlig ha meget bedre ting at bruge pengene på, og når det nu var de sidste vi ejede, og så først på måneden endda....

I langt tid har jeg været sur på ham fordi han altid skal hjælpe nogen med noget, og ikke er hjemme, når jeg selv godt kunne bruge en masse hjælp fra ham. Og jeg har virkelig følt at jeg bare var et hul at putte i, og hans egen private husalf, som også tog mig af hans yngel.

Nåh men fredag gik det så ret hurtigt op for mig at jeg bare havde det fantastisk, og hyggede mig gevaldigt. Både om dagen når jeg var alene om mine ellers hysteriske unger, men også om aftenen når ungerne sov, og jeg bare var helt alene....

Og idag er det så at han skal komme hjem. Jeg ved at han har tænkt på mig med henyn til en lille gave derfra, og jeg glæder mig da til at se hvad han har fundet. Det er af aller højeste sandsynlighed et smykke, som han er selv er vild med, og som har en eller anden betydning for ham, og som han selvfølgelig mener kunne pynte på min krop... Og ja jeg er da spændt på hvad han mon har fundet til mig...

Men hvorom alting er, så gider jeg faktisk ikke have ham hjem endnu. Imorgen skal Bastian i dagpleje igen, og det ville så betyde at hvis ikke Kenneth kom hjem, så ville jeg have endnu mere hyggetid alene hjemme (Felix hjemme dog).... Jeg har faktisk hygget mig så meget, at jeg slet ikke har savnet ham, og jeg har heller ikke gået og tænkt på, om han mon er blevet fristet til et eller andet der normalt ville give mig mavepine.
Igår kom jeg i tanke om at han ikke har sms'et som han ellers plejer på sådanne ture. han plejer da lige at skrive når de er landet, og også gerne på 2. dagen, når han skal i seng og sove helt alene uden mig. Men faktisk så generer det mig ikke. Heller ikke engang da jeg tidligere idag erfarede at min svigermor har været i kontakt med dem derover, og der ikke engang var en besked til mig fra kenneth, blev jeg irriteret.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig hvis han gad blive væk måske en uges tid mere..... Men øhm det kan jeg jo så nok ikke lige tillade mig at fortælle ham, er sgu bange for at den der lille mandehjerne vil få det hele galt i halsen....

Men ja jeg har da tænkt lidt på, om det måske bare er et tegn, til at jeg burde tage mig sammen og forlade ham. At jeg bare slet ikke længere har brug for at bo sammen med ham..... Og så får jeg jo SÅ dårlig samvittighed....

hmm det kunne godt tyde på at der skal lidt krydderi på jeres tilværelse igen, hvis det overhovedet ville hjælpe....har selv prøvet det samme med min x, som jeg var sammen med i 12 år....det tog mig 6 måneder at indse at jeg ikke ville få de samme følelser igen.....men så døde hans far og jeg udskød det i yderligere 6 måneder inden jeg gjorde det forbi.....så 1 år gik jeg og følte at der manglede noget....at når jeg kiggede på ham så følte jeg ikke andet end at han var en god ven, ingen passion, ingen tiltrækning, INGENTING andet en at han var en sød fyr og en god ven

Jeg tror du skal sætte dig ned og tænke dybt ind i dig selv og føl efter inderst inde i dit hjerte hvad han er for dig NU, om han stadigvæk er ham du vil være sammen med resten af livet eller hvad

pøj pøj

(Jeg har lige flyttet den til parforhold)

Først: Jeg kender jo godt til alle dine tanker om skal og skal ikke og sådan.

Og alle de tanker du har haft inden han tog derover.

Jeg syntes det er dejligt, at du har fået tid til at være dig selv og tænke over tingene og sådan.

Det er rigtig godt.

Hvad du skal gøre nu, kan jeg ikke råde dig i. OM du skal gå fra ham nu og sige, det var det. VI må være dele forældre, eller hvad du skal gøre? Jeg ved det ikke. For på nogen punkter, har I jo et godt kæresteskab - og jeg VED at det IKKE er alle. Måske er det tiden, hvor han kan se, at du kan klare dig alene? Måske giver det ham et spark?

Du skal også huske, at du nu er på barsel med Felix og det jo ikke vil være rosenrødt for evigt, med at gå og hygge derhjemme. Det vil også være at hente og bringe 2 børn alene og arbejde osv. ...

mmm Jeg ved ikke helt om jeg kan gøre mig mere klart nu.

kramz

jeg kender dig jo slet ikke, de eneste ting jeg ved om dig, er de ting jeg kan læse mig til herinde, MEN...det slår mig altid, at der er en form for tristhed over dine indlæg når du omtaler Kenneth.
Du virker ellers som et positivt menneske, på trods af, at du engang har skrevet på et af mine indlæg af du er lidt af en sortseer. Du svarer på rigtig mange indlæg herinde og ikke bare sådan nogle "ja, det syntes jeg også" kommentarer, men lange og uddybende svar - ofte til stor glæde for modtageren.
Men når du skriver om Kenneth, virker det ikke som om du er forelsket i ham. er du det? man kan naturligvis ikke rende rundt og være drønforelsket dag ud og dag ind i et langt forhold, men der skulle da gerne være en glæde ved tiden sammen og en længsel efter hinanden.
Jeg kan også enormt godt lide, at være alene uden Søren, men en del af glæden er jo også længslen efter at se ham igen til sidst. gir det mening?

Jeg ved slet ikke hvad du skal gøre, jeg ville bare svare på dit indlæg, fordi du er meget i mine tanker - især igår efter jeg bl.a. havde læst dit indlæg om første sex efter fødsel.

Tja jeg ved heller ikke rigtig selv hvad jeg sådan helt ærligt føler for ham mere, og hvad jeg føler mest af....

jeg har i lang tid følt et inderligt had til mange af hans handlinger, som han gentager igen og igen og igen.... og det er jo det der er det sværeste for mig...

samtidig når jeg bare sidder her og tænker over det sådan generelt, så er der jo ting ved ham som jeg bare slet ikke har lyst til at leve uden, og jeg ved jo at det bliver enten eller over hele linien ikke....

Men nu må vi jo se når han kommer hjem, om det har hjulpet at han har været væk, eller om det faktisk bare giver mig blod på tanden, med henblik på at gå fra ham....

Men ja jeg er lidt træt af det hele, og føler mig også ret trist over vores forhold.... men det er svært for mig at skille tingene nogen gange, netop fordi jeg er lidt depressiv sådan generelt, og over alting. Så nogen gange føler jeg lidt at mit generelle humør går ud over det væsentlige i vores forhold, og at jeg ikke kan træffe en beslutning på baggrund af det....

Han HAR virkelig trådt på mig mange mange gange, og det har virkelig gjort ondt, og sat ar på vores forhold, og igen på kommunikationen, som jo så går fløjten for os det meste af tiden.... åbenbart...

Men, når, vi må jo have ham hjem, og se det hele lidt an igen, som sædvanligt

Jeg skulle egentlig bare lidt af med det et sted, og har ikke rigtig nogen andre at sige det til, da alle i min omgangskreds er mig lidt for nær, til at jeg sådan kan stole på at jeg bare får lov at lufte tankerne lidt.......

Til zafir: Du er lige i denne debat (og generelt i ting jeg skriver her) medrenet som almindelig bruger på et tilfældigt hyggeligt forum, for sevom du er en god og kær veninde, så føler jeg alligevel at du er distanceret nok fra familien, til at jeg kan skrive herinde, og vide du ser med, uden at det generer mig den mindste smule......... Var det lidt for indviklet, må vi lige tage den på PB.... det vil jeg meget gerne, for felix er sur lige nu, og jeg må nok lige hold en pause her fra, så kan ikke helt finde de rigtige formuleringer...

Var det ikke også dig som beskrev hvordan din kæreste havde totalt ignoreret dine følelser og presset dig til sex kun tre uger efter du havde født?

Jeg har erfaret på den hårde måde hvor stor forskel der er på at være alene og ensom. Man kan sagtens være alene uden at være ensom, men omvendt kan man altså også sagtens være ensom i et parforhold.
Jeg fornemmer lidt på det du skriver, at du er ensom i dit parforhold og mens din kæreste har været væk har du været alene og ikke følt den ensomhed.
Jeg vil foreslå parterapi, hvis du har den mindste mistanke om at I to kan blive rigtig lykkelige igen, for så synes jeg bestemt at det er værd at arbejde på!

Mht. til dig selv, vil jeg gerne spørge om du evt. kunne have en depression? I så fald skal du have noget hjælp til den, og så må feng shui (staves?) i dit parforhold stå på standby til du er stærk nok til at stå ved dine følelser..

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke!

Var det ikke også dig som beskrev hvordan din kæreste havde totalt ignoreret dine følelser og presset dig til sex kun tre uger efter du havde født?

Jeg har erfaret på den hårde måde hvor stor forskel der er på at være alene og ensom. Man kan sagtens være alene uden at være ensom, men omvendt kan man altså også sagtens være ensom i et parforhold.
Jeg fornemmer lidt på det du skriver, at du er ensom i dit parforhold og mens din kæreste har været væk har du været alene og ikke følt den ensomhed.
Jeg vil foreslå parterapi, hvis du har den mindste mistanke om at I to kan blive rigtig lykkelige igen, for så synes jeg bestemt at det er værd at arbejde på!

Mht. til dig selv, vil jeg gerne spørge om du evt. kunne have en depression? I så fald skal du have noget hjælp til den, og så må feng shui (staves?) i dit parforhold stå på standby til du er stærk nok til at stå ved dine følelser..

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke!

ja ja ja og ja.......... eller sådan ca. der omkring hehe.

jow det var mig der skrev om mine første sexoplevelser efter fødslerne.....

og jow jeg er helt sikkert deprimeret, lige nu i mindre grad end for en måned siden, men for en måned siden var det godt nok også slemt da.... Og jeg er mere eller mindre deprimeret hele tiden... og har altid været det.........

Og ja jeg ville elske en parterapeut OG en eller anden form for solo terapi, en klog har fortalt mig at jeg har brug for en psykiater....

Min læge mener bestemt at min kæreste skal have et los i røven, og så skulle ALLE mine problemer være løst.........

Alle former for terapier er under egenbetaling i vores kommune, åbenbart, så det er ikke en mulighed, da vi simpelthen ikke har pengene....

Og ja alt muligt står på standby herhjemme, mens jeg ihærdigt forsøger at passe mine unger efter bedste evne, og ellers holde mig ovenvande....
Undtagen sex, det kan vi godt finde ud af nemlig, til alles tilfredsstillelse, næsten hver gang

mariamiss6 skriver:



ja ja ja og ja.......... eller sådan ca. der omkring hehe.

jow det var mig der skrev om mine første sexoplevelser efter fødslerne.....

og jow jeg er helt sikkert deprimeret, lige nu i mindre grad end for en måned siden, men for en måned siden var det godt nok også slemt da.... Og jeg er mere eller mindre deprimeret hele tiden... og har altid været det.........

Og ja jeg ville elske en parterapeut OG en eller anden form for solo terapi, en klog har fortalt mig at jeg har brug for en psykiater....

Min læge mener bestemt at min kæreste skal have et los i røven, og så skulle ALLE mine problemer være løst.........

Alle former for terapier er under egenbetaling i vores kommune, åbenbart, så det er ikke en mulighed, da vi simpelthen ikke har pengene....

Og ja alt muligt står på standb herhjemme, mens jeg ihærdigt forsøger at passe mine unger efter bedste evne, og ellers holde mig ovenvande....

Har du overvejet at finde ud af om du har en depression? og få den behandlet medicinsk? Jeg har selv taget antidepressiv i et par år og stoppede for 4 uger siden (Jeg havde en blanding af en depression og reaktion på at have været i krise for længe) Det kunne være en ekstra støtte til dig i dit arbejde med at finde ud af dig selv..

Det der nemt kan ske når man får det bedre er at man finder ud af, at man har fortjent bedre end hvad man før har accepteret og så har tingene det med at falde på plads, fordi man står fast på sin ret til bl.a. respekt fra sine medmennesker.. Det lyder meget nemt, men det er det ikke! Tro mig, det var heller ikke nemt for mig at forlade mine børns far som på det tidspunkt var førtidspensionist og kræftsyg (Han er nu død) men ved hjælp af medicin og psykolog og en hel masse hårdt arbejde fandt jeg ud af at der er INGEN undskyldning for at behandle mig dårligt og stjæle mit selvværd, vi gik også i parterapi og det var en enormt øjenåbner for mig, nå men jeg skriver og skriver bare, måske fordi dit indlæg virkelig har rørt mig...

Har du overvejet at finde ud af om du har en depression? og få den behandlet medicinsk? Jeg har selv taget antidepressiv i et par år og stoppede for 4 uger siden (Jeg havde en blanding af en depression og reaktion på at have været i krise for længe) Det kunne være en ekstra støtte til dig i dit arbejde med at finde ud af dig selv..

Det der nemt kan ske når man får det bedre er at man finder ud af, at man har fortjent bedre end hvad man før har accepteret og så har tingene det med at falde på plads, fordi man står fast på sin ret til bl.a. respekt fra sine medmennesker.. Det lyder meget nemt, men det er det ikke! Tro mig, det var heller ikke nemt for mig at forlade mine børns far som på det tidspunkt var førtidspensionist og kræftsyg (Han er nu død) men ved hjælp af medicin og psykolog og en hel masse hårdt arbejde fandt jeg ud af at der er INGEN undskyldning for at behandle mig dårligt og stjæle mit selvværd, vi gik også i parterapi og det var en enormt øjenåbner for mig, nå men jeg skriver og skriver bare, måske fordi dit indlæg virkelig har rørt mig...

Det gør ikke noget at du skriver løs.....

jeg har som sagt været ved lægen, og jeg bad om at få en samtale med henblik på at vi måske endte ud i noget medicinsk, og han endte med at sige at jeg skulle gå hjem og give manden en skideballe, og skære tingene ud i pap for ham, mens han smilede pænt at vi så kunne tage en samtale mere om en måned.....

jeg svarede ham at så kunne det være lige meget, for det første fordi intet ville ændre sig på en måned, og for det andet fordi vi havde vildt travlt med vikingespillet, og jeg umuligt kunne eller ville forlange at kenneth blev hjemme derfra, da det kun ville skabe endnu flere problemer, med endnu flere mennesker....