Hvad sker der med min lille pige?

Skriver anonymt for at prøve at gøre sådan i ser på sagen med friske øjne eller hvad man nu lige skal kalde den slags Måske kan jeg genkendes men det går nu nok.. 

Det er om min pige på 2,5. Den sidste tid synes jeg at den har været "helt gal" med hende. Jeg ved godt det er normalt med temperament i den alder og kæmpe hidsighedsudbrud.. Og så er hun endda i forvejen en pige med STORT temperament OG hun er sensitiv, så det er jo bare en farlig blanding. 

Men sådan her hun alligevel aldrig reageret før og aldrig så længe af gangen.

Hun får SÅ mange sammensmeltninger, hvor hun går helt bananas, og det kan være over det mindste ting. Fx at bamsen ikke vil sidde ordentligt i dukkevognen. Hun bryder helt sammen RÅBER og SKRIGER og smider sig ned på jorden og ligger og karter rundt imens hun sparker med armene og ben og råber "neeejjj NEEEJJJ" og er SÅ vred/hidsig/ked af det. Det er så hårdt, for især de sidste dage har det været sindssygt mange gange om dagen, og vi er snart kørt helt ned til tåspidserne af at tage alle de vredesudbrud.

Vi har både prøvet at holde hende ind til os for at berolige hende - Virker IKKE, tvært imod

Tale roligt til hende - Virker IKKE

Lade hende rase ud uden indblanding - Virker IKKE, hun stopper seriøst ikke!

Det eneste der virker sådan 8/10 gange er at give hende sut og nusseklud og aflede hende med et eller andet. Afledning alene virker ikke (med mindre det er et eller andet hun er sådan helt vild efter, fx i dag en chokoladekiks ude ved farmor, men det gider jeg altså ikke bruge!), det skal være med sut og klud.

Hvad skal vi gøre, hvordan mindsker vi de udbrud? Jeg forstår ikke hvorfor det er så voldsomt lige for tiden. Altså godt nok har vi lavet en del her i påskeferien, men ikke flere dage i streg, og selvom hun er sensitiv plejer hun at elske der skal ske noget. Men kan det alligevel være en reaktion på alt det vi har skulle? Eller hvad kan der ellers være galt? Det er simpelthen for hårdt at have de kampe hele dagen, hårdt for os alle. Er så ked af det når jeg går i seng, fordi jeg synes det har været nogle rigtig dårlige dage når hun er sådan.

------------------------

Et andet spørgsmål: I slutningen af ugen op til påskeferien fik hun et blåt mærke i panden i vuggestuen, sådan midt i panden. Det er sådan set væk nu her, for et par dage siden havde det den der klassiske gule farve som det har når det er ved at have helet.

Men hun har flere gange i denne uge sagt hun havde ondt i panden. Særligt i tirsdags, men også i går. I dag har hun sagt det mange gange selvom man ikke kan se det blå mærke mere, og det trods alt er tæt på 1½ uge siden hun fik det blå mærke (ikke bule, bare blå mærke!).

Da jeg puttede hende klagede hun også over det gjorde ondt bag på hovedet. Og hun har haft lidt feber i går og i dag. Har i nogle tanker om dette? 

Hvad ang mærket i panden ved jeg ikke hvorfor. Men jeg ville da lige kontakte lægen og høre ad. Især når hun siger det gør ondt bag på også.

men med hensyn til hendes udbrud så har vi en datter på to år som også får dem. Hun flegner fuldstændig. Hun får lov at rase ud og det hjælper. Men vi sætter også ord på. Feks siger vi mor kan godt se x er sur. Og det er okay at være sur. Jeg synes det hjælper lidt vi sætter ord på så hun ved hvordN hendes følelser er. Og vi kommer ikke løbende bare fordi hun er gal. Når hun så er færdig hjælper jeg hende med det der nu var problemet. Så hun ved hvad hun skal gøre.

jeg tror det er vigtigt man viser dem det er okay og samtidig sætter ord på deres følelser. Og hvis en klud og sut hjælper så synes jeg det er okay hun får dem

Fuglemor skriver:

Hvad ang mærket i panden ved jeg ikke hvorfor. Men jeg ville da lige kontakte lægen og høre ad. Især når hun siger det gør ondt bag på også.

men med hensyn til hendes udbrud så har vi en datter på to år som også får dem. Hun flegner fuldstændig. Hun får lov at rase ud og det hjælper. Men vi sætter også ord på. Feks siger vi mor kan godt se x er sur. Og det er okay at være sur. Jeg synes det hjælper lidt vi sætter ord på så hun ved hvordN hendes følelser er. Og vi kommer ikke løbende bare fordi hun er gal. Når hun så er færdig hjælper jeg hende med det der nu var problemet. Så hun ved hvad hun skal gøre.

jeg tror det er vigtigt man viser dem det er okay og samtidig sætter ord på deres følelser. Og hvis en klud og sut hjælper så synes jeg det er okay hun får dem

Hov, det glemte jeg at skrive i tråden, men det gør vi allerede. Sætter ord på - det synes vi nemlig også er vigtigt. Lidt afhængig af situationen plejer jeg at sige, at jeg godt kan se hun er rigtig vred lige nu, og det er helt okay at være vred.. Og så er det lidt forskelligt hvad jeg siger derefter, det kommer an på hvordan hun reagerer på det jeg siger

Anonym skriver:

Skriver anonymt for at prøve at gøre sådan i ser på sagen med friske øjne eller hvad man nu lige skal kalde den slags Måske kan jeg genkendes men det går nu nok.. 

Det er om min pige på 2,5. Den sidste tid synes jeg at den har været "helt gal" med hende. Jeg ved godt det er normalt med temperament i den alder og kæmpe hidsighedsudbrud.. Og så er hun endda i forvejen en pige med STORT temperament OG hun er sensitiv, så det er jo bare en farlig blanding. 

Men sådan her hun alligevel aldrig reageret før og aldrig så længe af gangen.

Hun får SÅ mange sammensmeltninger, hvor hun går helt bananas, og det kan være over det mindste ting. Fx at bamsen ikke vil sidde ordentligt i dukkevognen. Hun bryder helt sammen RÅBER og SKRIGER og smider sig ned på jorden og ligger og karter rundt imens hun sparker med armene og ben og råber "neeejjj NEEEJJJ" og er SÅ vred/hidsig/ked af det. Det er så hårdt, for især de sidste dage har det været sindssygt mange gange om dagen, og vi er snart kørt helt ned til tåspidserne af at tage alle de vredesudbrud.

Vi har både prøvet at holde hende ind til os for at berolige hende - Virker IKKE, tvært imod

Tale roligt til hende - Virker IKKE

Lade hende rase ud uden indblanding - Virker IKKE, hun stopper seriøst ikke!

Det eneste der virker sådan 8/10 gange er at give hende sut og nusseklud og aflede hende med et eller andet. Afledning alene virker ikke (med mindre det er et eller andet hun er sådan helt vild efter, fx i dag en chokoladekiks ude ved farmor, men det gider jeg altså ikke bruge!), det skal være med sut og klud.

Hvad skal vi gøre, hvordan mindsker vi de udbrud? Jeg forstår ikke hvorfor det er så voldsomt lige for tiden. Altså godt nok har vi lavet en del her i påskeferien, men ikke flere dage i streg, og selvom hun er sensitiv plejer hun at elske der skal ske noget. Men kan det alligevel være en reaktion på alt det vi har skulle? Eller hvad kan der ellers være galt? Det er simpelthen for hårdt at have de kampe hele dagen, hårdt for os alle. Er så ked af det når jeg går i seng, fordi jeg synes det har været nogle rigtig dårlige dage når hun er sådan.

------------------------

Et andet spørgsmål: I slutningen af ugen op til påskeferien fik hun et blåt mærke i panden i vuggestuen, sådan midt i panden. Det er sådan set væk nu her, for et par dage siden havde det den der klassiske gule farve som det har når det er ved at have helet.

Men hun har flere gange i denne uge sagt hun havde ondt i panden. Særligt i tirsdags, men også i går. I dag har hun sagt det mange gange selvom man ikke kan se det blå mærke mere, og det trods alt er tæt på 1½ uge siden hun fik det blå mærke (ikke bule, bare blå mærke!).

Da jeg puttede hende klagede hun også over det gjorde ondt bag på hovedet. Og hun har haft lidt feber i går og i dag. Har i nogle tanker om dette? 

Min søn gør det samme når der sker for meget, dog flest udbrud om natten. Vi skærmer ham lidt ind imellem, han bruger sin dyne til at sidde og nulle med og så lukker han alle sanse indtryk ude når han gør det.. 

Giv hende pauser i løbet af dagen, hvor hun kan få sorteret sine indtryk og vurder hvilke ting i laver hver dag, vi har f.eks aftale med vores dagpleje mor at hun fortæller hvis der har været mange indtryk i Dp, så vælger vi en rolig eftermiddag herhjemme.. Derudover er vores søn kun i Dp 3-4 gange ugentlig og maks 6 timer om dagen(hvor han sover de 2-3timer), men det er jo desværre ikke mange der har den mulighed..  

Tror "bare" det er sådan en periode de fleste går igennem, som så eskalerer nu. Det er max hårdt at se på og rumme, men tror det bedste I kan gøre er bare at fortsætte med det I gør. Nusseklud og sut som trøst, og så sæt jer ned på gulvet, så hun kan "søge" til jer. Tror de skal lære at tackle disse følelser, så det er nok bare noget de skal igennem. 

Anonym skriver:

Skriver anonymt for at prøve at gøre sådan i ser på sagen med friske øjne eller hvad man nu lige skal kalde den slags Måske kan jeg genkendes men det går nu nok.. 

Det er om min pige på 2,5. Den sidste tid synes jeg at den har været "helt gal" med hende. Jeg ved godt det er normalt med temperament i den alder og kæmpe hidsighedsudbrud.. Og så er hun endda i forvejen en pige med STORT temperament OG hun er sensitiv, så det er jo bare en farlig blanding. 

Men sådan her hun alligevel aldrig reageret før og aldrig så længe af gangen.

Hun får SÅ mange sammensmeltninger, hvor hun går helt bananas, og det kan være over det mindste ting. Fx at bamsen ikke vil sidde ordentligt i dukkevognen. Hun bryder helt sammen RÅBER og SKRIGER og smider sig ned på jorden og ligger og karter rundt imens hun sparker med armene og ben og råber "neeejjj NEEEJJJ" og er SÅ vred/hidsig/ked af det. Det er så hårdt, for især de sidste dage har det været sindssygt mange gange om dagen, og vi er snart kørt helt ned til tåspidserne af at tage alle de vredesudbrud.

Vi har både prøvet at holde hende ind til os for at berolige hende - Virker IKKE, tvært imod

Tale roligt til hende - Virker IKKE

Lade hende rase ud uden indblanding - Virker IKKE, hun stopper seriøst ikke!

Det eneste der virker sådan 8/10 gange er at give hende sut og nusseklud og aflede hende med et eller andet. Afledning alene virker ikke (med mindre det er et eller andet hun er sådan helt vild efter, fx i dag en chokoladekiks ude ved farmor, men det gider jeg altså ikke bruge!), det skal være med sut og klud.

Hvad skal vi gøre, hvordan mindsker vi de udbrud? Jeg forstår ikke hvorfor det er så voldsomt lige for tiden. Altså godt nok har vi lavet en del her i påskeferien, men ikke flere dage i streg, og selvom hun er sensitiv plejer hun at elske der skal ske noget. Men kan det alligevel være en reaktion på alt det vi har skulle? Eller hvad kan der ellers være galt? Det er simpelthen for hårdt at have de kampe hele dagen, hårdt for os alle. Er så ked af det når jeg går i seng, fordi jeg synes det har været nogle rigtig dårlige dage når hun er sådan.

------------------------

Et andet spørgsmål: I slutningen af ugen op til påskeferien fik hun et blåt mærke i panden i vuggestuen, sådan midt i panden. Det er sådan set væk nu her, for et par dage siden havde det den der klassiske gule farve som det har når det er ved at have helet.

Men hun har flere gange i denne uge sagt hun havde ondt i panden. Særligt i tirsdags, men også i går. I dag har hun sagt det mange gange selvom man ikke kan se det blå mærke mere, og det trods alt er tæt på 1½ uge siden hun fik det blå mærke (ikke bule, bare blå mærke!).

Da jeg puttede hende klagede hun også over det gjorde ondt bag på hovedet. Og hun har haft lidt feber i går og i dag. Har i nogle tanker om dette? 

Din lille pige er i rivende udvikling og det er meget at kapere. Min datter er også sensitiv og temperamentsfuld, lige som jeg selv er - og var som barn. Jeg gør, som min far gjorde dengang, for det husker jeg værende trygt og lettende. Jeg bevarer det rolige overblik, sætter mig i øjenhøjde og siger: Jeg kan godt se, du er ked af det/vred. Lad mig hjælpe dig med at få bamsen til at sidde rigtigt, eller vi finder en løsning. 

Sammensmeltningen forsvinder ikke med det samme, men daler lige så stille. 

Det lyder jo let, det synes jeg ikke det er. Indeni er jeg så ked af det, men min datter har brug for at vide, at det hele nok skal gå og at hun kan regne med vores hjælp når hendes verden bryder sammen - og det gør den fx, når bamse er dum.