Takle 1. gangs gravid veninde

Hej 

Jeg har i forrige uge fået at vide at min veninde er gravid. Det har medført lidt blandede følelser hos mig, da jeg selvfølgelig er lykkelig på hendes vegne,  men samtidig frygter (ligesom hun sikkert gør) om vores venskab kan holde til det.

Sagen er at vi er gået fra at have ALT tilfælles til ,over en årrække, "pludselig" at være to forskellige steder i vores liv, med hendes graviditet som seneste udråbstegn.

Velvidende at hun har taget hul på et nyt stort kapitel i hendes liv, forsøger jeg at vise min (faktisk oprigtige) interesse og spørge ind til det.

Her kommer mit egentlige problem så. For når hun endelig fortæller eller svarer på spørgsmål er det 90 % af tiden negativt eller brokkende. Ja, ofte har "utaknemlig" også strejfet mig. Eller også virker det som om hun ikke vil fortælle om det og lukker sig inde. Det forvirrer mig helt vildt, da det er en planlagt graviditet og hun altid har ønsket sig børn, og at vi plejer at dele alle vores sorger og glæder.

Jeg ved godt at hormonerne spiller hende et puds og ikke alle er lige "glade" for at være gravide. Men taget i betragtning at det lykkedes for dem, næsten i samme øjeblik de havde taget beslutningen, første skanning viser indtil videre et rask barn, og hun ikke virker voldsomt påvirket af kvalme og des lige, så foruroliger det mig at hun er så psykisk nede i kulkælderen. Faktisk lidt som et forurettet barn efter spillereglerne er ændret, eller som om graviditeten er en straf. Jeg forventer ikke at hun er ovenud lykkelig, måske bare mere neutral, eller måske ville udvise bekymring i stedet for irritation over det.

Tænkte derfor om nogle der er/har været gravide vil dele deres tanker med mig, om det at være den "første veninde" der bliver gravid og hvordan I havde det med "ikke-gravide" veninder.

Hilsen en bekymret veninde

Hvor langt er hun henne? Det kan godt tvære meget meget svært at forholde sig til en graviditet der ikke er mærkbar, lidt som at forholde søg til noget der ikke rigtig er sket..

Måske er hun bekymret og ved ikke helt hvor hun skal placere følelsen..

Har du og din kæreste forsøgt/forsøger og har svært ved det? Det kunne gøre st hun tænker at hun ikke vil tale for meget om det, vise for stor glæde..

 jeg havde rigtig svært ved at snakke baby/graviditet overfor mine venner/veninder uden børn fordi jeg simpelthen var bange for at kede dem, og tænkte at bare fordi det var stort og fyldte hele MIN verden, så var det nok ikk så spændende for alle andre.  

hvis hun ikk er så langt henne, kan det også skyldes at hun bare ikk har så meget at sige om det, da det er supersvært at tro på at man faktisk ER gravid når man hverken har symptomer som kvalme og lign, eller mærker liv endnu. 

Jeg har også oplevet gravide der faktisk næsten ikke VIL spørges og snakke om graviditet fordi de synes det er en personlig sag og bare vil behandles som "ikke-gravid". (Det har jeg så aldrig rigtig forstået, men de findes) 

Når man bliver gravid første gang, gennemgår kroppen og især sindet en kæmpemæssig forandring. 

nogle mennesker tackler sig selv fint i forbindelse med en Førstegangs graviditet, og andre har sværere ved det.

som gravid oplever man tit at end veninder falder fra. og for den gravide kan de ikke selv se grunden og det er især fordi at veninderne måske ikke vil fortælle hvorfor de igepludselig stopper med at kontakte, besøge, ses osv. 

jeg oplevede det samme, bare EFTER jeg havde født.

jeg havde nogle veninder som ligepludselig når de kom til byen, de bor i min hjemby, og når de kom til Kbh besøgte de en anden fælles veninde, uden så meget som at invitere mig, eller skrive at de kom om vi skulle ses. Det var fandme hårdt, især fordi jeg på det tidspunkt gik hjemme hver dag, (det var efter min barsel, hvor jeg gik hjemme og var sygemeldt grundet stress.) og det var bare rigtig svært for mig og jeg vølte at hvis jeg var sammen med mine veninder, så kom jeg længere væk fra min stress. men de stoppede ligepludselig bare alt kontakt, selvom jeg skrev til dem og fortalte at jeg kom hjem til byen, så fik jeg en "åååh jeg så ikke din besked" næsten en måned senere.. 

så hvis du føler du ikke kan tackle din veninde nu, så sig det i stedet for at lukke af.... hun er måske ikke selv klar over hvad hun gør "forkert"... sæt dig i hendes sted.

det er en svær situaio for jer begge. hun kan jo også mærke at der er noget der nager dig. 

 

jeg har heldigvis fået nye veninder siden som jeg ser ofte. og de har faktisk ikke børn. det er dejligt at kunne være mig selv uden børn ind imellem, sammen med en veninde.

Nu er jeg den første blandt mine veninder til at få børn, og har været noget underligt, jeg lukkede mig lidt mere inde, da jeg følte jeg ikke helt kunne snakke med dem, vi kom to forskellige steder i livet og det ændre meget. Men de er stadig mine veninder, nu ser jeg dem bare ikke en hel weekend af gangen men i nogle timer når det passer os alle.
Som første gangs mor er det dejligt at dele det med nogen uden at tænke åh nej jeg keder dem. For tankerne kører stort set på baby baby og baby. Selv vores mænd bliver træt af at høre på os til tider. Venskabet vil stadig kunne være der, men nok ikke helt på samme måde. Men hvis I begge husker at få snakket om det der fylder i jeres liv så snakken ikke kun går på baby bliver det meget lettere for jer begge.

indtil jeg kunne mærke livet i maven havde jeg ikke meget lyst til at snakke baby..

 

Jeg havde ingen symptomer overhovedet og turde ikke glæde mig (nu har jeg så også mistet før)

 

og egentlig selvom baby sparkede var jeg ikke typen der sådan på den måde gad snakke om det. Jeg havde arvet stort set alt til baby, så skulle ikke købe udstyr - kendte ikke kønnet så skulle ikke købe tøj. så ikke noget shopperi til baby heller.

og har ikke rigtig haft den bygge rede tid. fik malet værelset og sorteret lidt i det jeg havde.

Er lige kommet ud af et forhold, så det er ikke så nemt at prøve at få børn lige pt ;-) - og har heller ikke prøvet, da jeg slet ikke er der, hvor jeg skal have børn endnu.

Kan godt forstå hvis hun er bange for at kede mig, da jeg jo selvfølgelig ikke kan sætte mig ind i det hun gennemgår, før jeg selv kommer dertil. Det er sådan set en problemstilling vi er vant til at takle, da hun altid er et skridt foran mig, når det kommer til at tage nye skridt i livet.

Men hvorfor sable sin graviditet ned? Hun ser næsten udelukkende begrænsninger, og bliver vred når folk fortæller hende at det må man ikke som gravid. Igen som om graviditeten er en straf der er pålagt hende, som hun ikke selv har valgt. Hun kommer til at lyde meget umoden, og det er bestemt ikke sådan jeg kender hende - tværtimod.

Jeg kan acceptere hendes humørsvingninger og distræthed meget langt, men jeg gider faktisk ikke sidde og høre om hvor forfærdeligt det er at være gravid, fordi man ingenting må. Men det er bare mega svært at snakke med hende om, da jeg jo ikke har stået i samme situation, og hun højst sandsynlig vil skyde mig i skoen, at jeg jo ikke har ret til at udtale mig om noget, jeg ikke har prøvet. Hvilket hun har gjort i lignende situationer før.

Så hvad kan jeg egentlig tillade mig? Kan jeg sige til hende at hun fokuserer for meget på de negative ting?

Anonym skriver:

Er lige kommet ud af et forhold, så det er ikke så nemt at prøve at få børn lige pt ;-) - og har heller ikke prøvet, da jeg slet ikke er der, hvor jeg skal have børn endnu.

Kan godt forstå hvis hun er bange for at kede mig, da jeg jo selvfølgelig ikke kan sætte mig ind i det hun gennemgår, før jeg selv kommer dertil. Det er sådan set en problemstilling vi er vant til at takle, da hun altid er et skridt foran mig, når det kommer til at tage nye skridt i livet.

Men hvorfor sable sin graviditet ned? Hun ser næsten udelukkende begrænsninger, og bliver vred når folk fortæller hende at det må man ikke som gravid. Igen som om graviditeten er en straf der er pålagt hende, som hun ikke selv har valgt. Hun kommer til at lyde meget umoden, og det er bestemt ikke sådan jeg kender hende - tværtimod.

Jeg kan acceptere hendes humørsvingninger og distræthed meget langt, men jeg gider faktisk ikke sidde og høre om hvor forfærdeligt det er at være gravid, fordi man ingenting må. Men det er bare mega svært at snakke med hende om, da jeg jo ikke har stået i samme situation, og hun højst sandsynlig vil skyde mig i skoen, at jeg jo ikke har ret til at udtale mig om noget, jeg ikke har prøvet. Hvilket hun har gjort i lignende situationer før.

Så hvad kan jeg egentlig tillade mig? Kan jeg sige til hende at hun fokuserer for meget på de negative ting?

Måske er hun bare en af dem, der ikke synes om at være gravid?
Jeg hører selv til den gruppe. De gange, jeg har været gravid har jeg mere eller mindre hadet hvert sekund, og jeg gad nærmest ikke tale om graviditet.
Jeg har elsket mine børn fra de blot var to streger på en test, men at være gravid er slet ikke min kop the, og jeg kunne også blive lidt træt af det, hvis folk spurgte ind til det.

Anonym skriver:

Er lige kommet ud af et forhold, så det er ikke så nemt at prøve at få børn lige pt ;-) - og har heller ikke prøvet, da jeg slet ikke er der, hvor jeg skal have børn endnu.

Kan godt forstå hvis hun er bange for at kede mig, da jeg jo selvfølgelig ikke kan sætte mig ind i det hun gennemgår, før jeg selv kommer dertil. Det er sådan set en problemstilling vi er vant til at takle, da hun altid er et skridt foran mig, når det kommer til at tage nye skridt i livet.

Men hvorfor sable sin graviditet ned? Hun ser næsten udelukkende begrænsninger, og bliver vred når folk fortæller hende at det må man ikke som gravid. Igen som om graviditeten er en straf der er pålagt hende, som hun ikke selv har valgt. Hun kommer til at lyde meget umoden, og det er bestemt ikke sådan jeg kender hende - tværtimod.

Jeg kan acceptere hendes humørsvingninger og distræthed meget langt, men jeg gider faktisk ikke sidde og høre om hvor forfærdeligt det er at være gravid, fordi man ingenting må. Men det er bare mega svært at snakke med hende om, da jeg jo ikke har stået i samme situation, og hun højst sandsynlig vil skyde mig i skoen, at jeg jo ikke har ret til at udtale mig om noget, jeg ikke har prøvet. Hvilket hun har gjort i lignende situationer før.

Så hvad kan jeg egentlig tillade mig? Kan jeg sige til hende at hun fokuserer for meget på de negative ting?

Hmm. Kan du ikke sige "Jaa, det er da også lidt træls, men tænk på hvor kort tid det står på ud af hele dit liv" og så skift emne.? 

Hvad er det hun er så irriteret over ikke at måtte? 

Mest rygning og alkohol, når vi er i byen. Vil jeg sikkert også komme til at savne, men synes bare det er jo ens eget (meget kloge) valg, så derfor er en martyr-følelse måske ikke helt berettiget. Støtter hende helt igennem, men hun er jo ikke den første der skal undvære det og i øvrigt er det jo ikke for evigt.

Derudover er det alle de ting hun har læst i bøger og ugeblade, ikke gå med make-up, ikke bruge parfume, ikke spise nogle specielle typer mad... m.fl.

Ofte nøjes hun dog med ikke at præcisere hvad hun ikke må, og bare brokke sig i generelle vendinger over ALT det man ikke må.

Har forsigtigt antydet at det jo kun drejer sig om 6 måneder endnu, men det resulterede bare i: "Du kan jo slet ikke sætte dig ind i det når du ikke har prøvet"... Og det har hun da ret i, men igen er martyr-status vel ikke noget der automatisk følger med en graviditet? Det er jo trods alt ens eget valg, hvilke råd og hvor meget man følger dem, og disse valg har jo naturligvis nogle konsekvenser for mor eller barn alt efter valget.