Tvivl om abort

Hej alle.

Jeg er ikke sikker på, om dette er det rette sted at spørge. Men jeg vil forsøge. Jeg er en pige på 20 år, og jeg har fundet ud af, at jeg er gravid. Problemet er, at "faderen" blot er en ven med fordele, som jeg ikke har noget særligt forhold til. Han har også givet udtryk for, at han ikke vil have noget med det at gøre, hvis jeg beholder det.

Hvis jeg sammenligner en abort og det liv barnet vil få, synes jeg en abort er "det bedste". Men der er et eller andet inde i mig, der gør at jeg tvivler. Jeg føler mig allerede knyttet til det, og er ikke sikker på om det blot er et instinkt eller fordi jeg inderst inde ønsker at beholde det. Som mit liv ser ud nu, vil et barn bestemt ikke passe ind. Jeg går stadig i gymnasiet og har ikke planer om, at slå mig ned og få børn foreløbig. Så graviditeten kom som et kæmpe chok, og jeg er helt knust; især efter jeg så billedet fra scanningen de lavede på hospitalet. Jeg tror aldrig jeg vil tilgive mig selv, at fratage fosteret dets liv. Men samtidig synes jeg heller ikke, at jeg kan byde det et liv uden et par forældre der elsker hinanden. Jeg er helt sønderknust og splittet, og har virkelig brug for råd om hvad jeg skal vælge. Jeg har fået tid til en kirurgisk abort om et par uger, men jeg er meget i tvivl...

Håber I vil hjælpe, tak.

Det er kun dig der ved hvad du skal gøre, det er dit valg eller fravalg, det er rigtig hårdt at stille det op på den måde, men det er kun dig der kan tage den beslutning. Du skal gøre hvad der er bedst for dig selv, da det er dig der er ansvarlig for dit eget liv og din egen lykke.

Det er det bedste svar du kan få for mig...

Anonym skriver:

Hej alle.

Jeg er ikke sikker på, om dette er det rette sted at spørge. Men jeg vil forsøge. Jeg er en pige på 20 år, og jeg har fundet ud af, at jeg er gravid. Problemet er, at "faderen" blot er en ven med fordele, som jeg ikke har noget særligt forhold til. Han har også givet udtryk for, at han ikke vil have noget med det at gøre, hvis jeg beholder det.

Hvis jeg sammenligner en abort og det liv barnet vil få, synes jeg en abort er "det bedste". Men der er et eller andet inde i mig, der gør at jeg tvivler. Jeg føler mig allerede knyttet til det, og er ikke sikker på om det blot er et instinkt eller fordi jeg inderst inde ønsker at beholde det. Som mit liv ser ud nu, vil et barn bestemt ikke passe ind. Jeg går stadig i gymnasiet og har ikke planer om, at slå mig ned og få børn foreløbig. Så graviditeten kom som et kæmpe chok, og jeg er helt knust; især efter jeg så billedet fra scanningen de lavede på hospitalet. Jeg tror aldrig jeg vil tilgive mig selv, at fratage fosteret dets liv. Men samtidig synes jeg heller ikke, at jeg kan byde det et liv uden et par forældre der elsker hinanden. Jeg er helt sønderknust og splittet, og har virkelig brug for råd om hvad jeg skal vælge. Jeg har fået tid til en kirurgisk abort om et par uger, men jeg er meget i tvivl...

Håber I vil hjælpe, tak.

Du skal gøre hvad du inderst inde føler er rigtigt for DIG.

Jeg selv valgte engang at få en abort, da "forholdet" til fyren var problematisk, jeg var i gang med mit sidste skoleforløb, og fordi kernefamilien var/er det JEG ønsker.
I dag tænker jeg slet ikke over aborten. Det var selvfølgelig hårdt den dag det blev gjort, og eet halvt års tid efter. Men barnet var ikke planlagt/ønsket. Så det var det bedste for MIG OG FYREN.

I dag har jeg fast kæreste og vi har et barn sammen.
Jeg er i gang med ny uddannelse, og dette er bestemt heller ikke en dans på roser med et barn på to år.

Any ways, man kan hvad man vil, og man er sin egen lykkes smed.
Gør det, der i sidste ende gør dig mest lykkelig

Som de andre siger er det KUN dig er kan (og må) tage den beslutning. Jeg vil ikke råde dig til andet end at få en samtale med nogen. For mig hjalp det rigtig meget at få en samtale med en fra mødrehjælpen, og med en anden der havde fået barn som meget ung. 

Som sagt kan jeg ikke fortælle dig hvad du skal gøre, men jeg kan fortælle om hvad jeg gjorde da jeg blev uventet gravid. 
Jeg var godt nok (og er stadig) kærester med faren, men da han fik det at vide meldte han straks ud at han BESTEMT ikke var klar til at blive far og bad mig om at få en abort. 
Jeg var rigtig meget i tvivl, da jeg var i gang med sidste år på HF, boede i en 1-værelses lejlighed og kun 19 år og på den anden side brændende ønskede at være mor. 
Jeg mødte modstand fra nærmest alle sider, fik konstant at vide at det bedste for både mig og barn ville være en abort. 

Jeg valgte at beholde barnet, på trods af at jeg sandsynligvis vil blive alenemor og har termin midt i eksamensperioden. (At jeg efterfølgende er blevet sygemeldt pga. komplikationer og ikke kan gennemføre eksamenerne i år er en anden sag og det vidste jeg jo ikke noget om dengang). 
Heldigvis for mig er både min familie og min kæreste varmet op overfor det kommende barn. Min kæreste ved dog stadig ikke helt hvor meget han vil være med i barnets liv, så jeg står stadig til at blive alenemor, men jeg fortryder ikke et sekund. 

Min pointe er at det er 100% DIN beslutning, og du må ikke lade nogen presse dig til noget, men på samme tid skal du virkelig overveje dit valg grundigt. 
Held og lykke 

Anonym skriver:

Hej alle.

Jeg er ikke sikker på, om dette er det rette sted at spørge. Men jeg vil forsøge. Jeg er en pige på 20 år, og jeg har fundet ud af, at jeg er gravid. Problemet er, at "faderen" blot er en ven med fordele, som jeg ikke har noget særligt forhold til. Han har også givet udtryk for, at han ikke vil have noget med det at gøre, hvis jeg beholder det.

Hvis jeg sammenligner en abort og det liv barnet vil få, synes jeg en abort er "det bedste". Men der er et eller andet inde i mig, der gør at jeg tvivler. Jeg føler mig allerede knyttet til det, og er ikke sikker på om det blot er et instinkt eller fordi jeg inderst inde ønsker at beholde det. Som mit liv ser ud nu, vil et barn bestemt ikke passe ind. Jeg går stadig i gymnasiet og har ikke planer om, at slå mig ned og få børn foreløbig. Så graviditeten kom som et kæmpe chok, og jeg er helt knust; især efter jeg så billedet fra scanningen de lavede på hospitalet. Jeg tror aldrig jeg vil tilgive mig selv, at fratage fosteret dets liv. Men samtidig synes jeg heller ikke, at jeg kan byde det et liv uden et par forældre der elsker hinanden. Jeg er helt sønderknust og splittet, og har virkelig brug for råd om hvad jeg skal vælge. Jeg har fået tid til en kirurgisk abort om et par uger, men jeg er meget i tvivl...

Håber I vil hjælpe, tak.

Først og fremmest får du lige en krammer ..

Ingen kan tage beslutningen for dig, den kan kun du alene træffe.

Jeg stod for 3år siden i nogenlunde samme situation,  med en uønsket graviditet men mit var grundet noget andet der gjorde at faderen aldrig ville være en del af hendes liv. Jeg fik en scanning men ønskede Ingen billeder eller at se for tænkte hvis først jeg så det lille liv i min mave ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv hvis jeg fik en abort.

Tiden gik og en uge før planlagt kirurgisk abort kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til det. Vidste der voksede en baby i min mave og valgte at beholde barnet. Har en dejlig datter der bliver 3 år på mandag og var alene med hende i 2år indtil jeg fandt drømme manden. Tiden som alene mor var hård men det gjorde mig voksen hurtigt var 18år. Lærte så meget og fortryder på intet tidspunkt at jeg var alene med hende i de 2år. Jeg havde også en uddannelse idag sosu hjælper men valgte fra da jeg skulle være mor der var ingen anden vej der var mere rigtig for mig. Idag studerer jeg igen og har en baby mere på vej.

Men uanset hvad du vælger så følg dit hjerte. Ingen andre end dig kan mærke hvad der er rigtigt for lige præcis dig. Tag din tid og tænk det hele godt igennem i dem du træffer dit valg for når først du har valgt kan det ikke laves om. 

Anonym skriver:

Hej alle.

Jeg er ikke sikker på, om dette er det rette sted at spørge. Men jeg vil forsøge. Jeg er en pige på 20 år, og jeg har fundet ud af, at jeg er gravid. Problemet er, at "faderen" blot er en ven med fordele, som jeg ikke har noget særligt forhold til. Han har også givet udtryk for, at han ikke vil have noget med det at gøre, hvis jeg beholder det.

Hvis jeg sammenligner en abort og det liv barnet vil få, synes jeg en abort er "det bedste". Men der er et eller andet inde i mig, der gør at jeg tvivler. Jeg føler mig allerede knyttet til det, og er ikke sikker på om det blot er et instinkt eller fordi jeg inderst inde ønsker at beholde det. Som mit liv ser ud nu, vil et barn bestemt ikke passe ind. Jeg går stadig i gymnasiet og har ikke planer om, at slå mig ned og få børn foreløbig. Så graviditeten kom som et kæmpe chok, og jeg er helt knust; især efter jeg så billedet fra scanningen de lavede på hospitalet. Jeg tror aldrig jeg vil tilgive mig selv, at fratage fosteret dets liv. Men samtidig synes jeg heller ikke, at jeg kan byde det et liv uden et par forældre der elsker hinanden. Jeg er helt sønderknust og splittet, og har virkelig brug for råd om hvad jeg skal vælge. Jeg har fået tid til en kirurgisk abort om et par uger, men jeg er meget i tvivl...

Håber I vil hjælpe, tak.

Der er selvfølgelig ingen der kan tage valget for dig. 

Men var jeg i din situation ville jeg vælge abort. Hvis du ikke er der hvor du er klar til at slå dig ned, så vil du opdage der er mange ting man giver afkald på. 

Jeg har selv fået en abort da jeg var omkring din alder. Jeg fortryder det helt bestemt ikke for jeg var ikke klar til at være mor. 

Jeg siger ikke man skal se bort fra sine følelser, men man skal også lade fornuften have en stemme i beslutningen.

Jeg har fået en abort, og dagen jeg fik den var jeg ofte ved at vende om og tage hjem igen, men hele tiden mindede jeg mig om at jeg kunne ikke tilbyde det her barn noget godt liv som tingene var pt, det var den forkerte mand, og forkerte tidspunkt i mit liv at få et barn på. Men jeg synes så bestemt ikke det var sjovt, og ville da nok også gerne have beholdt det. Men synes bare ikke det var fair.

I dag tænker jeg ikke over det, anden når jeg ser sådanne tråde her, fordi det var det rigtige valg, jeg har fået en datter siden hen med den rigtige mand på det rigtige tidspunkt.

Så selv om jeg var ked af det den gang og dagene efter, så ved jeg i dag her 6 år efter at det var det helt rigtige at gøre

Jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre, men jeg kan fortælle dig at det ikke behøver at være så slemt, hvis du vælger at beholde barnet.

Jeg blev selv gravid med "en ven" lige da jeg var blevet 21.
Det passede ikke ind i mit liv da jeg ikke havde en uddannelse og i øvrigt havde travlt med at gå i byen hver weekend.
Men jeg kunne ikke få den abort..
Så jeg besluttede mig for at lægge mit liv om.

I dag har jeg den absolut skønneste og mest velfungerende dreng på næsten 4.
-og jeg FÅR færdiggjort min uddannelse når jeg endelig får en læreplads en dag (f***ing finanskrise)

Jeg har aldrig fortrudt et eneste sekund, at jeg valgte at få ham.
-Selvom det har været noget af en tur imellem far og mig, inden vi endelig hankede op i os selv og begyndte at opføre os som "voksne mennesker"

Jeg kan som sagt ikke komme med den rigtige løsning for dig, men det kunne gå hen og blive noget du fortryder senere hen, hvis du udelukkende vælger det fra fordi at tidspunktet ikke virker rigtigt. Det gør det sjælendt alligevel.

-Så hvis du er indstillet på det. Så behøver det ikke at være en skidt beslutning at beholde barnet.

Du må bare mærke efter indeni dig selv.
Hvad FØLER du omkring det her? Alle de ydre omstændigheder kan ændres hen ad vejen.

 

Tusinde tak for svarene alle sammen, hvor er I søde