Kan snart ik vente mere

Hej alla. håber virkelig ikke jeg er alene om denne følse.
jeg ønsker og være anonym, hvis nu der er nogle herinde der kender mig.

men min kæreste og jeg har været sammen i 4 1/2 år, og har altid vidst at det var ham jeg ville have børn med, og altid vidst jeg ville være ung mor.. jeg er 23 nu. og for 3 år siden fik jeg en abort ( efter kærestes ønske om ik at miste ham ) jeg ville gerne ha beholdt det. det var en upser på p-piller.

den dag i dag er jeg glad for vi tog det valg. for ellers tror jeg ikke vi havde været sammen, da der os var en del personlige problemer.

men nu er jeg nået dertil efter han selv siger han er klar, at nu skal det være nu. er virkelig nået til punktet ik og kan vente mere.. vi har flere gange aftalt og gå i gang, men så er der altid en undskyldning, og jeg synes ik det har virket som om han var klar i nu.

også startet jeg uddannelse her i januar. og nu har vi i fællesskab planlagt at vi går i gang om 4 1/2 måned. for så passer det med at jeg afslutter udannelse, også føder en måned efter ( hvis det sker i første hug.. ) har været p-pille fri siden maj 2013 - så kroppen burde være klar  

men jeg synes bare at vente tiden er ved at dræbe mig, også den der usikkerhed på om han nu kunne finde på ar komme og udskyde endnu engang klare bare ik og vente mere, og er virkelig på vippen til at sige fuck det og begynde nu, men jeg ved jo det smartest og vente de 4 måneder. og det lyder jo i bund og grund som lige om lidt.. men når man bare har været klar i flere år, er det ved og gå mig på hovedet.. jeg drømmer om det flere gange om ugen, og har allerede indrettet børneværelse i hovedet, og snakker virkelig ikke om andet, og det går min kæreste rigtig meget på.. også får jeg bare følsen af at han ik er klar. men han siger selv at det bliver for meget når han hele tiden skal tage stilling til det, når vi har en aftale. og at jeg må vente..

men hold nu på det svært.. og der bare ingen og snakke med.. ønsker mig bare den baby så meget nu. og jeg ved at når jeg først er gravid er det lykken..

men vejen dertil igennem 4 måneder er hård! tanker om hvad nu hvis. og åååh nej bare han ik får nok..

HJÆLP!

Anonym91 skriver:

Hej alla. håber virkelig ikke jeg er alene om denne følse.
jeg ønsker og være anonym, hvis nu der er nogle herinde der kender mig.

men min kæreste og jeg har været sammen i 4 1/2 år, og har altid vidst at det var ham jeg ville have børn med, og altid vidst jeg ville være ung mor.. jeg er 23 nu. og for 3 år siden fik jeg en abort ( efter kærestes ønske om ik at miste ham ) jeg ville gerne ha beholdt det. det var en upser på p-piller.

den dag i dag er jeg glad for vi tog det valg. for ellers tror jeg ikke vi havde været sammen, da der os var en del personlige problemer.

men nu er jeg nået dertil efter han selv siger han er klar, at nu skal det være nu. er virkelig nået til punktet ik og kan vente mere.. vi har flere gange aftalt og gå i gang, men så er der altid en undskyldning, og jeg synes ik det har virket som om han var klar i nu.

også startet jeg uddannelse her i januar. og nu har vi i fællesskab planlagt at vi går i gang om 4 1/2 måned. for så passer det med at jeg afslutter udannelse, også føder en måned efter ( hvis det sker i første hug.. ) har været p-pille fri siden maj 2013 - så kroppen burde være klar  

men jeg synes bare at vente tiden er ved at dræbe mig, også den der usikkerhed på om han nu kunne finde på ar komme og udskyde endnu engang klare bare ik og vente mere, og er virkelig på vippen til at sige fuck det og begynde nu, men jeg ved jo det smartest og vente de 4 måneder. og det lyder jo i bund og grund som lige om lidt.. men når man bare har været klar i flere år, er det ved og gå mig på hovedet.. jeg drømmer om det flere gange om ugen, og har allerede indrettet børneværelse i hovedet, og snakker virkelig ikke om andet, og det går min kæreste rigtig meget på.. også får jeg bare følsen af at han ik er klar. men han siger selv at det bliver for meget når han hele tiden skal tage stilling til det, når vi har en aftale. og at jeg må vente..

men hold nu på det svært.. og der bare ingen og snakke med.. ønsker mig bare den baby så meget nu. og jeg ved at når jeg først er gravid er det lykken..

men vejen dertil igennem 4 måneder er hård! tanker om hvad nu hvis. og åååh nej bare han ik får nok..

HJÆLP!

Den ventetid kan godt føltes SÅÅÅ lang, men mit råd er at prøve at nyde det, og glæde dig til det i stedet for at stresse. Gør noget godt for dig selv, og lad hver med at bekymre dig om det ene og det andet, for så bliver det et helvede for dig.

Og så et godt råd er, at lad hver med at snakke om det hele tiden. Mænd er somregel ikke til alt det snak og planlægning som vi kvinder. Han tænker sikkert selv over det, men snakker måske ikke så højt om det. (Sådan var det herhjemme). Så prøv at læs af på veninderne eller kollegerne måske, og lad din mand selv vænne sig til tanken

I går en spændende tid i møde nyd tosomheden og den frihed i har nu selvom det kan være svært, når man så brændende ønsker dig et barn.

Tusinde tak for dit dejlige indlæg

Men du har ret, det er så skide svært. og er nok også klar over at det stresser ham mere ved jeg snakker om det hele tiden.. men jaaa ihhhhhh
nogle gange får jeg bare følsen af at hvis jeg ik siger noget at han så ( glemmer ) vores aftale, og bliver chokeret over at nu det nu.. men det måske bare sådan jeg frygter det.. :/

tror bare oppe i mit hoved jeg ønsker han selv kommer til mig og siger at han glæder sig helt vildt, og han ik kan vente. og selv går og tæller ned.. men sådan føles det bare ik altid.

Anonym91 skriver:

Tusinde tak for dit dejlige indlæg

Men du har ret, det er så skide svært. og er nok også klar over at det stresser ham mere ved jeg snakker om det hele tiden.. men jaaa ihhhhhh
nogle gange får jeg bare følsen af at hvis jeg ik siger noget at han så ( glemmer ) vores aftale, og bliver chokeret over at nu det nu.. men det måske bare sådan jeg frygter det.. :/

tror bare oppe i mit hoved jeg ønsker han selv kommer til mig og siger at han glæder sig helt vildt, og han ik kan vente. og selv går og tæller ned.. men sådan føles det bare ik altid.

Mænd er bare anderledes skruet sammen end os kvinder (selvfølgelig er der undtagelser). Men jeg plaprede løs til min kæreste længe inden vi skulle gå i gang, og kunne mærke på ham at han var træt af hele tiden at høre på mit projekt baby snak.
Så aftalte jeg med mig selv at nu ville jeg ikke snakke mere om det til ham, og brugte i stedet veninder og min mor til at læse af på.

Det resulterede i at han selv kom en dag og spurgte om vi skulle gå i gang sommeren 2012

Så han havde tænkt over det, men følte det som et pres og fik stress over min babysnak.

Så kan godt huske hvordan det er at være skruk og have følelsen af at være alene med det.

Tror dog at din mand nok skal huske, og han går sikkert og summer over det, og glæder sig på hans egen måde

Anonym91 skriver:

Hej alla. håber virkelig ikke jeg er alene om denne følse.
jeg ønsker og være anonym, hvis nu der er nogle herinde der kender mig.

men min kæreste og jeg har været sammen i 4 1/2 år, og har altid vidst at det var ham jeg ville have børn med, og altid vidst jeg ville være ung mor.. jeg er 23 nu. og for 3 år siden fik jeg en abort ( efter kærestes ønske om ik at miste ham ) jeg ville gerne ha beholdt det. det var en upser på p-piller.

den dag i dag er jeg glad for vi tog det valg. for ellers tror jeg ikke vi havde været sammen, da der os var en del personlige problemer.

men nu er jeg nået dertil efter han selv siger han er klar, at nu skal det være nu. er virkelig nået til punktet ik og kan vente mere.. vi har flere gange aftalt og gå i gang, men så er der altid en undskyldning, og jeg synes ik det har virket som om han var klar i nu.

også startet jeg uddannelse her i januar. og nu har vi i fællesskab planlagt at vi går i gang om 4 1/2 måned. for så passer det med at jeg afslutter udannelse, også føder en måned efter ( hvis det sker i første hug.. ) har været p-pille fri siden maj 2013 - så kroppen burde være klar  

men jeg synes bare at vente tiden er ved at dræbe mig, også den der usikkerhed på om han nu kunne finde på ar komme og udskyde endnu engang klare bare ik og vente mere, og er virkelig på vippen til at sige fuck det og begynde nu, men jeg ved jo det smartest og vente de 4 måneder. og det lyder jo i bund og grund som lige om lidt.. men når man bare har været klar i flere år, er det ved og gå mig på hovedet.. jeg drømmer om det flere gange om ugen, og har allerede indrettet børneværelse i hovedet, og snakker virkelig ikke om andet, og det går min kæreste rigtig meget på.. også får jeg bare følsen af at han ik er klar. men han siger selv at det bliver for meget når han hele tiden skal tage stilling til det, når vi har en aftale. og at jeg må vente..

men hold nu på det svært.. og der bare ingen og snakke med.. ønsker mig bare den baby så meget nu. og jeg ved at når jeg først er gravid er det lykken..

men vejen dertil igennem 4 måneder er hård! tanker om hvad nu hvis. og åååh nej bare han ik får nok..

HJÆLP!

Jeg kender dét alt for godt !!
Jeg har også altid villet være ungmor er 24 nu
Vi har aldrig brugt prævention i de 5 år vi har været sammen, og ingen graviditet. Og man har bare ønsket at skæbnen fandtes og et mirakel ville ske, men nææææh nej..
Sidste år snøvlede han sig endelig sammen til at vi skulle på klinik for hjælp, men så skete der noget sygdoms mæssigt med ham, så de stoppede det igen
I december fik vi vores henvendelse og skal til her i næste måned!! Og hold nu op ventetiden er laaaaang, jeg vil så gerne bare i gang..
Jeg snakker også meget om det, men det gør han nu virkelig også der er sku slet ikke noget der

Men ja jeg kender det virkelig godt, og mine tanker har været ude i, jamen er jeg ved at blive skør eller hvad ???

Anonym91 skriver:

Hej alla. håber virkelig ikke jeg er alene om denne følse.
jeg ønsker og være anonym, hvis nu der er nogle herinde der kender mig.

men min kæreste og jeg har været sammen i 4 1/2 år, og har altid vidst at det var ham jeg ville have børn med, og altid vidst jeg ville være ung mor.. jeg er 23 nu. og for 3 år siden fik jeg en abort ( efter kærestes ønske om ik at miste ham ) jeg ville gerne ha beholdt det. det var en upser på p-piller.

den dag i dag er jeg glad for vi tog det valg. for ellers tror jeg ikke vi havde været sammen, da der os var en del personlige problemer.

men nu er jeg nået dertil efter han selv siger han er klar, at nu skal det være nu. er virkelig nået til punktet ik og kan vente mere.. vi har flere gange aftalt og gå i gang, men så er der altid en undskyldning, og jeg synes ik det har virket som om han var klar i nu.

også startet jeg uddannelse her i januar. og nu har vi i fællesskab planlagt at vi går i gang om 4 1/2 måned. for så passer det med at jeg afslutter udannelse, også føder en måned efter ( hvis det sker i første hug.. ) har været p-pille fri siden maj 2013 - så kroppen burde være klar  

men jeg synes bare at vente tiden er ved at dræbe mig, også den der usikkerhed på om han nu kunne finde på ar komme og udskyde endnu engang klare bare ik og vente mere, og er virkelig på vippen til at sige fuck det og begynde nu, men jeg ved jo det smartest og vente de 4 måneder. og det lyder jo i bund og grund som lige om lidt.. men når man bare har været klar i flere år, er det ved og gå mig på hovedet.. jeg drømmer om det flere gange om ugen, og har allerede indrettet børneværelse i hovedet, og snakker virkelig ikke om andet, og det går min kæreste rigtig meget på.. også får jeg bare følsen af at han ik er klar. men han siger selv at det bliver for meget når han hele tiden skal tage stilling til det, når vi har en aftale. og at jeg må vente..

men hold nu på det svært.. og der bare ingen og snakke med.. ønsker mig bare den baby så meget nu. og jeg ved at når jeg først er gravid er det lykken..

men vejen dertil igennem 4 måneder er hård! tanker om hvad nu hvis. og åååh nej bare han ik får nok..

HJÆLP!

Vi er igang, og ventetiden på de to streger, hold da op, den er godt nok også ulidelig lang, man forventer lidt at det da ik kan tage så lang tid, men det kan det jo desværre, selvom vi "kun" har været igang i 7 mdr. Han er meget væk med sit arbejde, så det er lidt svære, desværre  

Ved godt du venter på at nu er det nu og vi venter på de to streger, men er sikker på at ventetiden føles på samme måde. Så forstår dig godt.

Min kæreste snakker heller ik meget om det, man føler sig lidt alene om det, men tror det er meget normalt at mænd ik snakker så meget om det. Men ja det er frustrende! 

Nyd hinanden og tosomheden

Håber tiden går hurtigt og alt går godt