Det her er rigtig langt og meget rodet, men jeg har virkelig brug for at komme ud med alt det her!
Jeg vælger at være anonym da jeg endnu ikke er klar til at stå frem med nogle af de 'forbudte' følelser jeg føler at jeg har haft...
For tre uger siden var jeg på sygehuset for at blive sat igang med fødslen af min søn. Inden jordemoderen havde tid til os ville der lige gå en times tid, så hun bad os gå ned og spise noget frokost og samle noget energi. Da vi står ude ved elevatoren går mit vand, så det når vi slet ikke! Da jeg havde for meget fostervand og min søn bare lå og svømmede rundt derinde, og oftes lå med numsen nedad blev jeg lagt ned på en briks på fødegangen og kørt ind i et rum og sat til ve-drop og så var det jo bare at vente. Og det gjorde vi så - i 18 timer uden at der skete spor. Efter 18 timer med regelmæssige voldsomme veer havde jeg ikke engang udvidet mig 1 cm. Der kom en læge og undersøgte mig og mente at jeg havde for meget arvæv i livmoderhalsen efter en del operationer der og vurderede ret hurtigt, da min søns hjerterytme var begyndt at blive ret uregelmæssig, at der skulle foretages akut kejsersnit. I løbet af 6 minutter er det hele arrangeret og jeg ligger i en seng og bliver kørt ind på operationsstuen. Jeg græd og græd og var dybt ulykkelig, dels fordi jeg så gerne ville have født på normal vis, dels fordi jeg var super bekymret for mit barn, dels fordi jeg var pisse hamrende bange selv og dels fordi min mor ikke også kunne være hos mig. Det kunne min kæreste til gengæld og det er jeg super glad for idag!
Det hele gik simpelthen så stærkt, og da lægen siger at nu begynder han at skære kunne jeg allerede mærke at der var noget galt. Jeg sagde ret hurtigt at det gjorde ondt og lægen sagde at jeg bare skulle slappe af, så ville det være overstået hurtigt. Men det var det ikke. Det gjorde SÅ ondt og narkoselægen der også er tilstede siger pludselig med panik at jeg ikke har taget godt nok imod bedøvelsen, men den anden læge siger det er for sent at stoppe og jeg må holde ud! Det gør jeg så, i over en time, hvor jeg kan mærke ALT hvad der foregår og jeg skriger i smerte, så højt at min mor kan høre det ude på gangen. Min søn er ret stresset og har det ikke super da de får ham ud, så min kæreste følger med ham, mens narkoselægen, der har det rigtig dårligt som han siger flere gange, bliver hos mig og holder mig i hånden og vækker mig da jeg nærmest besvimer af smerte og kaster op. Efter 1 time og 20 minutter er det hele endelig overstået og jeg bliver kørt på opvågningen og får min søn op til mig - men jeg er helt væk og kan næsten ikke holde ham fordi jeg stadig er så dopet af alt det de gav mig under og efter kejsersnittet for at dulme mine smerter. Vi når kun at have ham ½ time, så kommer der en børnelæge og tager ham og siger han skal på neontal pga. for lavt blodsukker og jeg går fuldstændig i panik. Jeg kan ikke rejse mig og følge med, kan endnu ikke mærke mine ben og jeg græder og græder, så de vælger at give mig noget beroligende og jeg vågner først næste morgen, næsten 24 timer efter....
Næste morgen kører min kæreste mig ned til min søn på neontal og der ligger han så fin, lille og skrøbelig med slanger over det hele i en lille vugge og jeg tør simpelthen ikke røre ved ham. Jeg følte ikke han var min. Jeg kunne slet ikke forholde mig til - og mest af alt følte jeg skyld og skam. Jeg følte det var min skyld han lå der, jeg følte alle sygeplejerskerne og lægerne så på mig og syntes jeg var en dårlig mor fordi jeg havde stresset mit barn ved ikke at bevare fatningen under kejsersnittet og jeg var overbevist om at jeg ikke fik ham med hjem, så jeg tillod simpelthen ikke mig selv at elske ham. Det lyder frygteligt og heldigvis stod det "kun" på 12 timer før en rigtig sød sygeplejerske fik mig til at åbne lidt op og tage imod ham og siden da er kærligheden heldigvis kun vokset og vokset 
Vi lå med ham der i 9 dage, hvor han de første 6 dage fik mad med sonde for at opretholde hans blodsukker og derefter skulle vi skifte over til flaske (jeg skulle ikke amme) og det var et HELVEDE at lære ham at spise selv når han var vant til sonden, men det gik, og nu små 3 uger efter hvor vi endelig er kommet hjem har han taget 500 g på siden fødslen 
Jeg tror jeg havde brug for at skrive dette lidt som en terapi for mig selv, men også lidt for råd; hvad gør jeg nu? Det kører på skinner herhjemme med min søn og han er bare så sindssyg dejlig, men jeg har mareridt om natten over det kejsersnit og jeg får kvalme af at tænke på nogensinde at skulle igennem en fødsel igen.
Jeg fik en undskyldning fra narkoselægen og den jordemoder der var til stede under kejsersnittet dagen efter, hvor de sagde det var dybt beklageligt og fuldstændig uacceptabel at jeg ikke var blevet bedøvet ordentligt, og lovede mig en samtale senere, men det hele kom til at gå op i neontal og blodsukker og sonde-mad så jeg fik aldrig den opfølgende samtale og nu ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Hele forløbet, de følelser jeg havde de første døgn efter jeg fødte og ja bare hele situationen, sidder meget dybere i mig end jeg havde regnet med og nu går jeg bare og er ked af det meget af tiden 
Jeg ved dette er rigtig meget info, rigtig rodet skrevet, meget personligt og vildt langt, men jeg håber sådan nogen kan råde/hjælpe mig uden at dømme mig - jeg dømmer mig selv helt fint!
På forhånd tak!
