det er virkelig hårdt at være gravid..

Jeg ved ikke med jer, men nogle gange, så synes jeg virkelig at det er hårdt med alle de tanker og bekymringer der følger med, når man er gravid. 

Jeg er selv gået ind i 11. uge og har haft det så godt gennem hele graviditeten. 

Men i de første uger døjede jeg mig en helt vild øget tissetrang, træthed, kvalme og ekstrem sult, og nu er alt dette forsvundet, og så bliver jeg selvfølgelig bekymret over at alle mine symptomer er væk. 

Når man har alle symptomerne glæder man sig til at de er overstået, og når de så forsvinder, ville man nærmest ønske, at de stadig var der, så man fortsat følte sig gravid. Det er da opslidende hva

Nå, men meningen med hele det her opslag er vel at få en eller anden slags anerkendelse af, at der ikke behøver at være noget galt med den lille spire, selvom alle ens symptomer forsvinder fra den ene dag til den anden?

Jeg skulle jo være glad for at have det så godt, men jeg mangler bare et eller andet tegn fra min krop om at den stadig er i fuld gang med at bære på et lille barn. 

Er der andre der deler mine oplevelser/frustrationer ?

KH

Jeg oplevede omkring uge 10, at alle symptomer forsvandt fra den ene dag til den anden. Gik og var enormt nervøs og ledte efter tegn i kroppen, men der var ingenting. Da vi endelig kom til nakkefoldsscanningen, måtte jeg ånde lettet op, for der lå skam en lille basse med fin hjertelyd og spjæt. Og hun ligger der lykkeligt nok endnu

Jeg forstår din bekymring, og håber min historie kan hjælpe lidt 

Jeg tror der er rigtig mange der deler dine frustrationer.

Da jeg ventede min første havde jeg det så godt - og jeg var i tvivl om, om det nu også var som det skulle være (det var det).
Nu her hvor jeg venter nr. 2. har jeg haft det noget værre og tænker tilbage på min 1. graviditet og tænker at jeg skulle have nydt det noget mere, at jeg havde det så godt.

Det er jo meget normalt at kvalme osv. forsvinder efter ca. 3 mdr. Nogle er så uheldige at det først er noget senere, eller at det slet ikke forsvinder.
Så prøv du bare at nyde, at du nu har det bedre... det forsøger jeg at gøre (men ja det er svært.... alle de bekymringer om det lille liv der gror inde i én.... og de forvinder aldrig )

Siden jeg blev gravid har jeg haft brystspændinger er nu 22+2 og har dem endnu
Jeg vil egentlig bare sige at jeg idag, sjovt nok, tænkte at det er underligt som bekymringer hele tiden følger en gennem graviditeten (ja selvfølgelig også når barnet er født ).

Inden min ts tænkte jeg åhhhhh bare der nu er hjerteblink. Til nf var jeg bange for at den ene var gået til, eller ikke havde det godt. Til md var jeg bange for at hjerterne ikke slog, eller at de ikke havde det godt derinde.
Nu hvor jeg er over halvvejs er mit næste mål uge 30 - tænker at de så har en okay chance for at klare den.....

Jeg kan slet huske jeg havde alle de bekymringer da jeg ventede min datter - men der var jeg også 8 år yngre