krise :-(

 

Situationen er som følger.

 

Jeg er gift og har en datter på 7år. (og er gravid i 6 uge ca.)Hun går i skole, skal være der kl.8. og det er ofte min mand der følger derover. Skolen ligger tæt på.

Både i går morges og her i dag, har vores datter nægtet at tage støvler, jakke på og nægtet at få børstet tænder. 

I dag stod vi så tidligt op, så vi havde virkelig god tid til alt.

Men så nægtede hun at spise morgenmad. I tre kvarter lå hun på slagbænken, og sagde nej, når jeg bad hende om at sætte sig op og spise. Jeg satte mig over til hende et par gange og aede og talte roligt og venligt, men intet hjalp. Jeg blev lidt vred og frusteret og sagde kom så op og sid nu. 

Til sidst sagde jeg. nu er det sidste chance for morgenmad. Du skal i skole, tiden bestemmer hvornår. Imens gjorde min mand sig færdig.

Jeg bad ham om at forsøge at blande sig uden om, så det kun var en voksen hun havde en konflikt med. - to kan virke voldsomt. Det lykkes ikke helt, da han også bliver meget meget vred over hendes opførsel. og kom derfor med et par vrede kommentarer.

Det endte med at jeg måtte kæmpe for at få hende i jakken, og holde hende, mens jeg gav hende støvler på. Nede på gulvet. OG SÅ ville hun pludselig spise......

Jeg sagde at hun havde fået sidste chance og vi havde siddet ved bordet længe. Min mand kom og trak hende med ud. 2 gange løb hun tilbage, for at kramme mig, og for at bede om morgenmad igen og igen. 

Sidste gang kom mind mand efter og rev hende med sig, i jakken, og hun begyndte at græde på trappen. 

Vi stod lidt, og så sagde min mand at så skulle hun spise nu, og så måtte hun komme for sent i skole.(det bryder hun sig normalt ikke om)

Han var virkelig vred, og det samme var jeg. Frustreret og vred. Vores datter græd, men spiste sin mad, og lidt efter stilnede  gråden af.

Min mand mener overordnet, at hun ikke respektere os, når vi siger at nu er nok nok. Han mener der er for lidt konsekvens, og at hun derfor bliver ved i situationen og presser os. (mht. i går og i dag)

Jeg prøver at gribe det anerledes an, men ender så alligevel i den her meget frustrerende situation. 

Hun får spist færdig, vi får krammet, og selvom jeg egentlig er imod skyldfølelse, siger jeg " det er din egen skyld det her. vi har ikke tid om morgenen. Du valgte ikke at spise."

Så blir hun lidt ked igen, og siger"nu blir jeg ked af det"

Jeg siger: ja, men du skal huske det her. Det er ikke rart for nogen af os.

min mand siger "hvad tror du vi bliver?!", til vores datter,  hvor jeg siger " vi blir vrede". 

Så går de to igen. Min mand ligner en tordensky i ansigtet.

Hvad pokker kan vi gøre?

hvad bør vi gøre?

ER der nogen der kender det?

personligheds mæssigt, er vores datter i større forsamlinger en stille pige, der nødigt vil række hånden op og sige noget, mens alle kigger. På to mands hånd eller i trygge rammer, med mennesker hun er tryg ved, er hun glad, snakkende og grindende. 

En god ordning er belønning frem for straf som råb ellers får i en mere og mere frustreret datter. Hvis der er flere ting end lige om morgen det gælder. Så er det en god ordning. Hvis I har en pose med mønter i, samme beløb hver dag. Fx 5 kr og i 50 øre så hver gang hun ikke høre efter får hun en fair chance for at gøre det. Så vælger hun selv sin belønning ved at opføre sig pænt frem for hun kun oplever sure forældre om morgen, det ødelægger jo alles dag. Hvis hun så ikke gør som sagt så tag 50 øre fra hende. Aldrig mere eller mindre. Det er en god måde når hun nu er så stor. Men hvis ikke så prøv at tage det med ro. Vrede hjælper ALDRIG. Og hvis I bliver sure med det samme er det ikke sjovt at gøre det. Håber det kan bruges ellers så håber jeg i finder en løsning

ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅH HA, det lyder lige præcis som vores aften i går. Vores den store har ikke altid lyst til at lave lektier, så din beskrivelse passer så godt på min oplevelse af det i aftes. 

Jeg fik snakket med min mand bagefter, om at jeg gerne vil have, at han lige holder sig tilbage, når nu jeg tager den med hende. jeg forsøgte nemlig i går, at tage den helt med ro - og gjorde det, hvor jeg nogle gange ellers godt kan blive presset lidt på min tålmodighed med hendes manglende lyst til at lave lektier.

Jeg fik også en god snak med vores datter om det, da hun var færdig med lektierne, og hun kunne godt se, at det ikke hjælper noget at te sig sådan. Jeg sagde til hende, at jeg forventede, at hun huskede det til næste gang, men at hvis hun nu skulle glemme det, så går det også, for så tager vi bare snakken én gang til...

Det nytter nemlig ikke noget, at fortælle hende, at vi bliver sure eller vrede næste gang, for så vil hun bare gå og have det dårligt over, at det MÅSKE sker igen, og det har hun ikke behov for. Det er med at støtte hende og acceptere, at hun har nogle issues med hendes lektier, og hvis vi tager den hver gang, der bliver noget, så er jeg sikker på, at vi finder en løsning til sidst.

Måske det kunne virke for jer også anerkend hende i situationen, at hun måske er træt, eventuelt har haft en episode i skolen dagen før, der måske "skræmmer/bekymre" hende, og det kan være sådan noget, der gør at hun stritter imod om morgenen.

Jeg er selv meget ked af disse situationer, så jeg håber for jer, at I finder en løsning på det hele...