Muhmi skriver:
Og så er det jo tid til en fødselsberetning. 
Min fødselsberetning af Rune bliver næppe ligeså lang som den af Silas', ikke fordi Rune er mindre speciel eller en mindre stjerne, eller hans fødsel ikke var ligeså speciel og smuk. Men ganske enkelt fordi jeg var forberedt og klar på at føde Rune, jeg var klar på smerterne og jeg var SÅ klar til at møde den lille skabning der gemte sig inde i min mave. 
Det hele startede for et år og én dag siden, hvor mine plukkeveer blev ved, men også blev ved med at gå i sig selv. Så jeg skrev en debat herinde hvor jeg forbandede mine plukkeveer helt af H til. Jeg fik SÅ meget ve-støv af mange af jer at jeg tror det hjalp, for om natten til d. 2.2-13 vågnede jeg kl. 5.30 og tænkte "Hmm, de gør sguda lidt ondt nu" Så jeg prøvede at ligge og tælle og 3 minutter senere gjorde det igen ondt. "Nå." - tænkte jeg og så besluttede jeg mig for at gå ud i bad, så jeg kunne være frisk og klar til at tage afsted.
Hele lejligheden sov stille og trygt og jeg gik roligt i bad og tog mig god tid og arbejdede rigtig godt med mine veer og tænkte, ja så må jeg vel også hellere sikre mig at tingene i tasken er pakket. Så det gjorde jeg også og så satte jeg mig ind i stuen og ringede så til fg. De ville gerne se mig, så jeg gik ind til Anders og vækkede ham, så han kunne vågne inden vi skulle afsted.
Den her gang turde min mor godt at køre os og mine veer bed da også lidt til da vi tog afsted (Svigermor passede Silas) men jo nærmere vi kom Viborg, jo mere gik de sådan i sig selv. Så jeg tænkte at vi ville blive sendt hjem igen, men det måtte vi jo så tage med hvis det var. Kl. 9 var vi på Viborg sygehus og vi gik op på kvindeafsnittet. De målte og alt det de skulle og jeg var 3½ cm åben, men mine veer var ikke særlig stærke, så de tilbød at beholde mig, men vi måtte også gerne tage hjem igen. Men det var koldt og vi var kørt så langt, så jeg ville gerne lige blive, sådan så vi ikke bare skulle komme igen et par timer efter ligesom vi gjorde dengang med Silas.
Herfra gik det bare stille og roligt. Veerne var ikke så slemme anden gang som første gang, men min moderkage sad heller ikke fast den her gang og derfor kunne den jo arbejde med, jeg var ikke bange for jeg vidste hvad der skulle ske OG jeg kunne finde ud af at trække vejret. 
Men til gengæld så var kunne de mærke at Rune vendte forkert og var stjernekigger så derfor kunne han ikke komme ordentligt ned i bækkenet. (Men det fandt de først ud af senere)
Jeg er selv rigtig stolt over at der stod i min fødsels-journal at "Sanne arbejder rigtig flot med veerne og klare dem fuldt ud" Men til trods for at jeg selv syntes jeg klarede det flot og jordemødrerne også syntes det, så ville jeg rigtig gerne have epidural, fordi den hjalp mig SÅ meget da jeg fødte Silas. Men det kunne jeg da ligeså godt have ladet være med, jeg kunne fuldt ud mærke mine veer jeg kunne gå og alt muligt andet, fordi sidste gang besvimede jeg da jeg fik den, så derfor ville de ikke give ordentlig dosis. Det eneste der skete var at, jeg kløede overalt og det var faktisk værre end veerne.
De endte med at give mig ve-drop kl. 15 fordi jeg kun var 6 cm åben og der skete bare ingenting. Jeg trissede rundt inde på stuen og hoppede lidt for at sætte skub i tingene.. Først herefter opdager de at Rune åbenbart ligger forkert, så jordemoderen beder mig om at ligge mig om på maven og så med rumpen i vejret. DET satte godt nok spark i tingene, for lige efter jeg gjorde det, fik jeg presseveer, jeg måtte jo selvfølgelig ikke presse med men NØJ hvor var det svært!! Så jeg lå der i en halv times tid og prøvede at lade være med at presse og til sidst pressede jeg og hun sagde STOP STOP, hvor jeg bare råber, "DET KA' JEG SGUDA IKKE!" Og hun beder mig så vende mig om så hun kan mærke og der var jeg 10 cm åben og Rune havde vendt sig rigtigt, så jeg fik grønt lys og to presseveer senere kl. 17.24 blev der født en perfekt og SMUK lille dreng, der skulle hedde Rune.
Der er jo så gået et år siden og Rune er bare en vidunderligt glad, sød, mild, smuk, dejlig og helt igennem perfekt lille dreng, der har lært så mange forskellige ting på rigtig kort tid, han kan vinke, klappe, danse, stå selv og tage et enkelt eller to skridt hen imod mor eller far
I morges valgte Rune desværre så også at stå på hovedet ned af trappen (kun et trin, heldigvis!) men dette har jo så resulteret i en lille hjernerystelse og et ret forslået ansigt, men dette skal heldigvis IKKE ødelægge hans gode humør! 
Og sikke en smuk morgen og formiddag 
Hov den blev vist ret lang 
