Pks fra helvedet

Hun er simpelthen bedårede

Forfærdelig oplevelse, håber snart du kommer ovenpå. Flot du virker så positiv trods din grimme oplevelse,

Tullen85 skriver:

I mandags d. 27/1-14 kom min smukke datter Amanda Sophie til verden, en af de bedste dage i mit liv, men samtidig også en af det værste.
Havde efter min søns fødsel for fire år siden fået en ret voldsom fødselsangst, hans fødsel endte i AKS efter et døgn, med efterfølgende spinal hovedpine og en masse komplikationer. Så fik lov til at få et planlagt kejsersnit denne gang, hvilket var en kæmpe lettelse. Havde dog en ret stor angst for rygmarvsbedøvelsen, da den gjorde virkelig ondt ved første fødsel, og blev lagt 2 gange som smertelindring, en gang som narkose og en gang som blood patch, første gang tog en time med maaange fejl stik, så var virkelig nervøs.

I mandags møder vi så ind på Skejby kl. 07.15, uden at have snakket med en narkoselæge, så vi forventede først KS i løbet af formiddagen, men kom allerede op til operationsstuen kl. 8.00. FIk snakket kort med narkoselægen, og fortalte om min frygt for rygmarvsbedøvelsen, især efter den første jeg fik ved første fødsel, da den ikke virkede optimalt, og bedøvede kun den venstre side af kroppen, så jeg stadig havde relativt kraftige veer i højre side, og blev derefter lagt om.

Han forsikrede mig at de havde helt styr på det. HELDIGVIS gik det super let, og rimelig smertefrit at få lagt bedøvelsen, og jeg kom op på lejet, og blev sprittet af. Men gik i panik da jeg tydeligt kunne mærke kulde på højre side, så de afventede lidt og prøvede igen. Men kunne stadig mærke kulden. Klædet blev hængt op, og de nappede mig med pincetter (sagde de i hvert fald) og eftersom jeg ikke havde reageret forsikrede de mig at jeg var fint bedøvet. Spurgte yderligere 3 gange, men de beroligede mig med at jeg var helt bedøvet der hvor jeg skulle være.

De begynder operationen, og mærker ikke de ligger snittet, men så snart de går længere ind mærker jeg tydeligt at jeg IKKE er ordentlig bedøvet, har så kraftige smerter at jeg panikker fuldstændigt. Men efter som bedøvelsen ligger i ryggen er det forsent, og de kan ikke gøre andet end at færdiggøre kejsersnittet.
Jeg bruger alle mine evner på at koncentrere mig om min vejrtrækning, men da der er en del arvæv fra første AKS tager det næsten 20 min før prinsessen kommer ud, og før jeg kan få noget andet smertestillende, da de ikke ville give mig noget der kunne påvirke hende. Da hun var undfanget fik jeg en MASSE smertestillende, og var helt dopet, det tager toppen af smerterne, men mærker stadig tydeligt operationen, og er stadig i mange smerter. Efter hun var undfanget tog det resterende kejsersnit yderligere en time, da min kæreste kommer med hende ser jeg hende kort, men kan kun koncentrere mig om min vejrtrækning.

Havde heldigvis en rigtig sød narkoselæge (havde to) som holdt min hånd og gav mig våde klude og en pokkers masse smertestillende hver gang jeg bad om mere, ellers er jeg overbevist om jeg var død eller besvimet af smerterne.

Nu sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ville ønske jeg havde forsøgt med naturlig fødsel igen, og sorgen over at jeg ikke har mulighed for andet en PKS hvis vi ender med at skal have flere børn. SMerterne efter dette kejsersnit er meget værre end sidst, men de har selvfølgelig også været der inde noget længere tid end sidst.

Blev udskrevet dagen efter, og er nu kommet hjem med min smukke datter. Heldigvis kom der noget helt fantastisk ud af den skrækkelig oplevelse, og hun er det hele værd! Hun kom i uge 37+2 grundet modstand i navlestengen, men var heldigvis rigtig fin i størrelse og trak vejret fint og ingen problemer overhovedet. Hun vejer 2850 g og er 47 cm og helt igennem smuk

Et billede skal i også lige se af vidunderet :-)

Puha var nødt til at bide mig i hånden mens jeg læste dit indlæg…. Stakkels dig 
Men hold da op en smuk datter du har fået dig 

Hvorfor i alverden lagde dig ikke i fuld narkose?

Jeg har pga en maveoperation arvæv i hele underlivet og i maven -og har selv fået ks på Skejby og der stod de klar til at ville ligge i fuld narkose hvis det ikke virkede.

Og jo altså også noget man gjorde førhen ved ks-så må indrømme at jeg synes det lyder helt vanvittigt det de har gjort. 

Tullen85 skriver:

I mandags d. 27/1-14 kom min smukke datter Amanda Sophie til verden, en af de bedste dage i mit liv, men samtidig også en af det værste.
Havde efter min søns fødsel for fire år siden fået en ret voldsom fødselsangst, hans fødsel endte i AKS efter et døgn, med efterfølgende spinal hovedpine og en masse komplikationer. Så fik lov til at få et planlagt kejsersnit denne gang, hvilket var en kæmpe lettelse. Havde dog en ret stor angst for rygmarvsbedøvelsen, da den gjorde virkelig ondt ved første fødsel, og blev lagt 2 gange som smertelindring, en gang som narkose og en gang som blood patch, første gang tog en time med maaange fejl stik, så var virkelig nervøs.

I mandags møder vi så ind på Skejby kl. 07.15, uden at have snakket med en narkoselæge, så vi forventede først KS i løbet af formiddagen, men kom allerede op til operationsstuen kl. 8.00. FIk snakket kort med narkoselægen, og fortalte om min frygt for rygmarvsbedøvelsen, især efter den første jeg fik ved første fødsel, da den ikke virkede optimalt, og bedøvede kun den venstre side af kroppen, så jeg stadig havde relativt kraftige veer i højre side, og blev derefter lagt om.

Han forsikrede mig at de havde helt styr på det. HELDIGVIS gik det super let, og rimelig smertefrit at få lagt bedøvelsen, og jeg kom op på lejet, og blev sprittet af. Men gik i panik da jeg tydeligt kunne mærke kulde på højre side, så de afventede lidt og prøvede igen. Men kunne stadig mærke kulden. Klædet blev hængt op, og de nappede mig med pincetter (sagde de i hvert fald) og eftersom jeg ikke havde reageret forsikrede de mig at jeg var fint bedøvet. Spurgte yderligere 3 gange, men de beroligede mig med at jeg var helt bedøvet der hvor jeg skulle være.

De begynder operationen, og mærker ikke de ligger snittet, men så snart de går længere ind mærker jeg tydeligt at jeg IKKE er ordentlig bedøvet, har så kraftige smerter at jeg panikker fuldstændigt. Men efter som bedøvelsen ligger i ryggen er det forsent, og de kan ikke gøre andet end at færdiggøre kejsersnittet.
Jeg bruger alle mine evner på at koncentrere mig om min vejrtrækning, men da der er en del arvæv fra første AKS tager det næsten 20 min før prinsessen kommer ud, og før jeg kan få noget andet smertestillende, da de ikke ville give mig noget der kunne påvirke hende. Da hun var undfanget fik jeg en MASSE smertestillende, og var helt dopet, det tager toppen af smerterne, men mærker stadig tydeligt operationen, og er stadig i mange smerter. Efter hun var undfanget tog det resterende kejsersnit yderligere en time, da min kæreste kommer med hende ser jeg hende kort, men kan kun koncentrere mig om min vejrtrækning.

Havde heldigvis en rigtig sød narkoselæge (havde to) som holdt min hånd og gav mig våde klude og en pokkers masse smertestillende hver gang jeg bad om mere, ellers er jeg overbevist om jeg var død eller besvimet af smerterne.

Nu sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ville ønske jeg havde forsøgt med naturlig fødsel igen, og sorgen over at jeg ikke har mulighed for andet en PKS hvis vi ender med at skal have flere børn. SMerterne efter dette kejsersnit er meget værre end sidst, men de har selvfølgelig også været der inde noget længere tid end sidst.

Blev udskrevet dagen efter, og er nu kommet hjem med min smukke datter. Heldigvis kom der noget helt fantastisk ud af den skrækkelig oplevelse, og hun er det hele værd! Hun kom i uge 37+2 grundet modstand i navlestengen, men var heldigvis rigtig fin i størrelse og trak vejret fint og ingen problemer overhovedet. Hun vejer 2850 g og er 47 cm og helt igennem smuk

Et billede skal i også lige se af vidunderet :-)

STORT tillykke med den lille prinsesse og sikke et fantastisk smukt navn!

Hold nu kæft et mareridt du har været igennem... Jamen jeg er hel paf! Hvor er det frygteligt..... Er så ked af på dine vegne at også dette ks skulle være en dårlig oplevelse, og så smertefuld..! Puhhhhh... Ja må ærligt sige at jeg ikke tror jeg skulle have flere børn hvis det var mig...

Tullen85 skriver:

I mandags d. 27/1-14 kom min smukke datter Amanda Sophie til verden, en af de bedste dage i mit liv, men samtidig også en af det værste.
Havde efter min søns fødsel for fire år siden fået en ret voldsom fødselsangst, hans fødsel endte i AKS efter et døgn, med efterfølgende spinal hovedpine og en masse komplikationer. Så fik lov til at få et planlagt kejsersnit denne gang, hvilket var en kæmpe lettelse. Havde dog en ret stor angst for rygmarvsbedøvelsen, da den gjorde virkelig ondt ved første fødsel, og blev lagt 2 gange som smertelindring, en gang som narkose og en gang som blood patch, første gang tog en time med maaange fejl stik, så var virkelig nervøs.

I mandags møder vi så ind på Skejby kl. 07.15, uden at have snakket med en narkoselæge, så vi forventede først KS i løbet af formiddagen, men kom allerede op til operationsstuen kl. 8.00. FIk snakket kort med narkoselægen, og fortalte om min frygt for rygmarvsbedøvelsen, især efter den første jeg fik ved første fødsel, da den ikke virkede optimalt, og bedøvede kun den venstre side af kroppen, så jeg stadig havde relativt kraftige veer i højre side, og blev derefter lagt om.

Han forsikrede mig at de havde helt styr på det. HELDIGVIS gik det super let, og rimelig smertefrit at få lagt bedøvelsen, og jeg kom op på lejet, og blev sprittet af. Men gik i panik da jeg tydeligt kunne mærke kulde på højre side, så de afventede lidt og prøvede igen. Men kunne stadig mærke kulden. Klædet blev hængt op, og de nappede mig med pincetter (sagde de i hvert fald) og eftersom jeg ikke havde reageret forsikrede de mig at jeg var fint bedøvet. Spurgte yderligere 3 gange, men de beroligede mig med at jeg var helt bedøvet der hvor jeg skulle være.

De begynder operationen, og mærker ikke de ligger snittet, men så snart de går længere ind mærker jeg tydeligt at jeg IKKE er ordentlig bedøvet, har så kraftige smerter at jeg panikker fuldstændigt. Men efter som bedøvelsen ligger i ryggen er det forsent, og de kan ikke gøre andet end at færdiggøre kejsersnittet.
Jeg bruger alle mine evner på at koncentrere mig om min vejrtrækning, men da der er en del arvæv fra første AKS tager det næsten 20 min før prinsessen kommer ud, og før jeg kan få noget andet smertestillende, da de ikke ville give mig noget der kunne påvirke hende. Da hun var undfanget fik jeg en MASSE smertestillende, og var helt dopet, det tager toppen af smerterne, men mærker stadig tydeligt operationen, og er stadig i mange smerter. Efter hun var undfanget tog det resterende kejsersnit yderligere en time, da min kæreste kommer med hende ser jeg hende kort, men kan kun koncentrere mig om min vejrtrækning.

Havde heldigvis en rigtig sød narkoselæge (havde to) som holdt min hånd og gav mig våde klude og en pokkers masse smertestillende hver gang jeg bad om mere, ellers er jeg overbevist om jeg var død eller besvimet af smerterne.

Nu sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ville ønske jeg havde forsøgt med naturlig fødsel igen, og sorgen over at jeg ikke har mulighed for andet en PKS hvis vi ender med at skal have flere børn. SMerterne efter dette kejsersnit er meget værre end sidst, men de har selvfølgelig også været der inde noget længere tid end sidst.

Blev udskrevet dagen efter, og er nu kommet hjem med min smukke datter. Heldigvis kom der noget helt fantastisk ud af den skrækkelig oplevelse, og hun er det hele værd! Hun kom i uge 37+2 grundet modstand i navlestengen, men var heldigvis rigtig fin i størrelse og trak vejret fint og ingen problemer overhovedet. Hun vejer 2850 g og er 47 cm og helt igennem smuk

Et billede skal i også lige se af vidunderet :-)

Nej Puha for en oplevelse ikke lige det man regner med når man forventer en bedre oplevelse når nu første gang ikke gik som det skulle.

Men hvor er det dog en smuk lille pige i fik ud af det

Øv en omgang.

Stort tillykke med hende. Hvor er hun fin

Tullen85 skriver:

I mandags d. 27/1-14 kom min smukke datter Amanda Sophie til verden, en af de bedste dage i mit liv, men samtidig også en af det værste.
Havde efter min søns fødsel for fire år siden fået en ret voldsom fødselsangst, hans fødsel endte i AKS efter et døgn, med efterfølgende spinal hovedpine og en masse komplikationer. Så fik lov til at få et planlagt kejsersnit denne gang, hvilket var en kæmpe lettelse. Havde dog en ret stor angst for rygmarvsbedøvelsen, da den gjorde virkelig ondt ved første fødsel, og blev lagt 2 gange som smertelindring, en gang som narkose og en gang som blood patch, første gang tog en time med maaange fejl stik, så var virkelig nervøs.

I mandags møder vi så ind på Skejby kl. 07.15, uden at have snakket med en narkoselæge, så vi forventede først KS i løbet af formiddagen, men kom allerede op til operationsstuen kl. 8.00. FIk snakket kort med narkoselægen, og fortalte om min frygt for rygmarvsbedøvelsen, især efter den første jeg fik ved første fødsel, da den ikke virkede optimalt, og bedøvede kun den venstre side af kroppen, så jeg stadig havde relativt kraftige veer i højre side, og blev derefter lagt om.

Han forsikrede mig at de havde helt styr på det. HELDIGVIS gik det super let, og rimelig smertefrit at få lagt bedøvelsen, og jeg kom op på lejet, og blev sprittet af. Men gik i panik da jeg tydeligt kunne mærke kulde på højre side, så de afventede lidt og prøvede igen. Men kunne stadig mærke kulden. Klædet blev hængt op, og de nappede mig med pincetter (sagde de i hvert fald) og eftersom jeg ikke havde reageret forsikrede de mig at jeg var fint bedøvet. Spurgte yderligere 3 gange, men de beroligede mig med at jeg var helt bedøvet der hvor jeg skulle være.

De begynder operationen, og mærker ikke de ligger snittet, men så snart de går længere ind mærker jeg tydeligt at jeg IKKE er ordentlig bedøvet, har så kraftige smerter at jeg panikker fuldstændigt. Men efter som bedøvelsen ligger i ryggen er det forsent, og de kan ikke gøre andet end at færdiggøre kejsersnittet.
Jeg bruger alle mine evner på at koncentrere mig om min vejrtrækning, men da der er en del arvæv fra første AKS tager det næsten 20 min før prinsessen kommer ud, og før jeg kan få noget andet smertestillende, da de ikke ville give mig noget der kunne påvirke hende. Da hun var undfanget fik jeg en MASSE smertestillende, og var helt dopet, det tager toppen af smerterne, men mærker stadig tydeligt operationen, og er stadig i mange smerter. Efter hun var undfanget tog det resterende kejsersnit yderligere en time, da min kæreste kommer med hende ser jeg hende kort, men kan kun koncentrere mig om min vejrtrækning.

Havde heldigvis en rigtig sød narkoselæge (havde to) som holdt min hånd og gav mig våde klude og en pokkers masse smertestillende hver gang jeg bad om mere, ellers er jeg overbevist om jeg var død eller besvimet af smerterne.

Nu sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ville ønske jeg havde forsøgt med naturlig fødsel igen, og sorgen over at jeg ikke har mulighed for andet en PKS hvis vi ender med at skal have flere børn. SMerterne efter dette kejsersnit er meget værre end sidst, men de har selvfølgelig også været der inde noget længere tid end sidst.

Blev udskrevet dagen efter, og er nu kommet hjem med min smukke datter. Heldigvis kom der noget helt fantastisk ud af den skrækkelig oplevelse, og hun er det hele værd! Hun kom i uge 37+2 grundet modstand i navlestengen, men var heldigvis rigtig fin i størrelse og trak vejret fint og ingen problemer overhovedet. Hun vejer 2850 g og er 47 cm og helt igennem smuk

Et billede skal i også lige se af vidunderet :-)

føj hvor ubehageligt! ;( 

men smuk lille pige

Tullen85 skriver:

I mandags d. 27/1-14 kom min smukke datter Amanda Sophie til verden, en af de bedste dage i mit liv, men samtidig også en af det værste.
Havde efter min søns fødsel for fire år siden fået en ret voldsom fødselsangst, hans fødsel endte i AKS efter et døgn, med efterfølgende spinal hovedpine og en masse komplikationer. Så fik lov til at få et planlagt kejsersnit denne gang, hvilket var en kæmpe lettelse. Havde dog en ret stor angst for rygmarvsbedøvelsen, da den gjorde virkelig ondt ved første fødsel, og blev lagt 2 gange som smertelindring, en gang som narkose og en gang som blood patch, første gang tog en time med maaange fejl stik, så var virkelig nervøs.

I mandags møder vi så ind på Skejby kl. 07.15, uden at have snakket med en narkoselæge, så vi forventede først KS i løbet af formiddagen, men kom allerede op til operationsstuen kl. 8.00. FIk snakket kort med narkoselægen, og fortalte om min frygt for rygmarvsbedøvelsen, især efter den første jeg fik ved første fødsel, da den ikke virkede optimalt, og bedøvede kun den venstre side af kroppen, så jeg stadig havde relativt kraftige veer i højre side, og blev derefter lagt om.

Han forsikrede mig at de havde helt styr på det. HELDIGVIS gik det super let, og rimelig smertefrit at få lagt bedøvelsen, og jeg kom op på lejet, og blev sprittet af. Men gik i panik da jeg tydeligt kunne mærke kulde på højre side, så de afventede lidt og prøvede igen. Men kunne stadig mærke kulden. Klædet blev hængt op, og de nappede mig med pincetter (sagde de i hvert fald) og eftersom jeg ikke havde reageret forsikrede de mig at jeg var fint bedøvet. Spurgte yderligere 3 gange, men de beroligede mig med at jeg var helt bedøvet der hvor jeg skulle være.

De begynder operationen, og mærker ikke de ligger snittet, men så snart de går længere ind mærker jeg tydeligt at jeg IKKE er ordentlig bedøvet, har så kraftige smerter at jeg panikker fuldstændigt. Men efter som bedøvelsen ligger i ryggen er det forsent, og de kan ikke gøre andet end at færdiggøre kejsersnittet.
Jeg bruger alle mine evner på at koncentrere mig om min vejrtrækning, men da der er en del arvæv fra første AKS tager det næsten 20 min før prinsessen kommer ud, og før jeg kan få noget andet smertestillende, da de ikke ville give mig noget der kunne påvirke hende. Da hun var undfanget fik jeg en MASSE smertestillende, og var helt dopet, det tager toppen af smerterne, men mærker stadig tydeligt operationen, og er stadig i mange smerter. Efter hun var undfanget tog det resterende kejsersnit yderligere en time, da min kæreste kommer med hende ser jeg hende kort, men kan kun koncentrere mig om min vejrtrækning.

Havde heldigvis en rigtig sød narkoselæge (havde to) som holdt min hånd og gav mig våde klude og en pokkers masse smertestillende hver gang jeg bad om mere, ellers er jeg overbevist om jeg var død eller besvimet af smerterne.

Nu sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ville ønske jeg havde forsøgt med naturlig fødsel igen, og sorgen over at jeg ikke har mulighed for andet en PKS hvis vi ender med at skal have flere børn. SMerterne efter dette kejsersnit er meget værre end sidst, men de har selvfølgelig også været der inde noget længere tid end sidst.

Blev udskrevet dagen efter, og er nu kommet hjem med min smukke datter. Heldigvis kom der noget helt fantastisk ud af den skrækkelig oplevelse, og hun er det hele værd! Hun kom i uge 37+2 grundet modstand i navlestengen, men var heldigvis rigtig fin i størrelse og trak vejret fint og ingen problemer overhovedet. Hun vejer 2850 g og er 47 cm og helt igennem smuk

Et billede skal i også lige se af vidunderet :-)

Stort tillykke med jeres skønne prinsesse! Men føj for en oplevelse Hvor er det træls at du skulle opleve det 

Tusind tak til alle, svarer lige samlet, da tiden selvfølgelig er lidt trang her i starten :-)

Det var rigtig hårdt, og er først nu ved rigtig at gå op for mig hvad der skete, og følelserne sidder rigtig meget uden på tøjet. Jeg var på sygehuset i går og få lavet hæleprøve på lillepigen og bad jordemoderen bede enten narkoselægen eller jordemoderen der var til stede kontakte mig med hensyn til en samtale. Hende jeg snakkede med havde hørt om min pks så det er åbenbart ret usædvanligt (Heldigvis).

Har en masse spørgsmål jeg gerne vil have besvaret, bl.a. hvorfor jeg ikke blev lagt i fuld narkose, og hvad der kunne være gået galt, og ja, hvorfor de ikke lyttede bedre til mig når jeg fortalte jeg kunne mærke den ikke virkede som den skulle.

Min tiltro til Skejby er totalt væk, de lavede SÅ mange åbenlyse fejl ved min første fødsel, og dette var virkelig medvirkende til mit valg med pks denne gang, for havde brug for der var styr på tingene da alle de mange mennesker der var inden over første gang bare fejlede og fejlvurderende alle sammen. Det skete så igen denne gang, både under og efter kejsersnittet, så har i den grad brug for at fortælle dem at det bare ikke er i orden...
håber på jeg kan få lidt svar, og så tror jeg at jeg har brug for enten at snakke forløbet igennem med egen læge eller en psykolog da mit første fødsels forløb har påvirket mig rigtig meget..

AV AV AV..... Shit... 

hvor må det have været totalt fucked up...

altså en fødsel skal gøre ondt bevares. men sgu ikke når de står og skærer i en..!

håber lillepigen var smerterne værd... tillykke med hende hun er vel godtnok fin