Gravid igen

Det er nu godt 10 måneder siden vi mistede vores datter. Og selvom jeg er gravid igen, kan jeg mærke misundelsen hver gang en veninde eller bekendt fra Facebook fortæller at de er gravide.

Jeg misunder den naivitet de har i forhold til graviditeten, de ligger billeder ud fra nf scanning, med en fast tro på at alt bare går godt, og køber stort ind til baby.
Imens går jeg rundt her som et nervevrag, og analysere hver en bevægelse baby laver, og tør ikke tá noget for givet, før jeg har et levende barn i armene, og måske heller ikke der.....

Har godt 7 uger tilbage til Pks, og det føles som evighed, er blevet banket tilbage til sidste forår, synes ellers jeg var kommet et godt stykke op af det sorte hul, men de sidste par uger har jeg bare stor tudet, og er ved at gå til af skræk for det samme kommer til at ske igen.

Jer der har fået barn igen efter i mistede, hvordan kom i igennem graviditeten??

Kæmpe kram
Måske nogle samtaler kan hjælpe dig så du ikke med en efterfødselsreaktion eller depression, at du også kan finde glæde frem for konstant frygt

Er frygtlig ked af dit tab!! Kender 2 der har mistet i uge 28 og i uge 39. De har begge fået en perfekt lille baby i løbet af det sidste år.

Håber at alt kommer til at gå vel, og at du snart har din dejlige baby i dine arme!! Vh stine

Åh hvor kan jeg bare følge dig. Selvom det kun er 5 uger siden og nr. 2 slet ikke er på tale endnu, så kan jeg alligevel godt forstå dine tanker omkring det. En graviditet for dig, mig og andre der har mistet bliver aldrig 100 % lykke da vi altid vil have det i baghovedet, vi ved det frygtelige kan ske. Både du og jeg skal nok opleve at få et rask barn, at få et barn med hjem, vi skal bare turde at tro på det - eller jeg skal i hvert fald tro på at det nok skal ske!

Skæbnen vil det at jeg lige i dag skal få skrevet/lavet stikord til det oplæg jeg skal holde til temaaften i landsforeningen i aften og temaet er gravid igen - jeg har som de andre gange jeg har skulle lave oplæg en kæmpe modstand mod at lave det fordi jeg ved det bringer mig tilbage til en tid hvor livet gjorde mere ondt end man kan forestille sig - det er på en side rart at være i den tid for der er jeg tæt på Lia, men det gør også lunten er kort (hR feks. Lige skældt min søn ud for en petitesse) - nå men det to store er i skole, den lille siddet syg på sofaen med fjernsyn og jeg skal få hjernen sporet ind og hvilken bedre måde end at svare dig 

Lige først, det er 7 år siden jeg mistede Lia og jeg er stadig misundelig over den lethed andre har omkring graviditeter - ja er i det hele taget stadig misundelig over gravideteter. Jeg har valgt at acceptere misundelse som en livsvilkår for mig og den er med tiden blevet mere konstruktiv fordi jeg nu ved hvad jeg misunder. Var gravid samtidig med en anden i graviditeten efter og selvsagt skulle hun have den pige jeg ønskede mig, selvsagt fik hun efter misdannelsesscanning sagt: jeg skal have en lille rask pige og der sker ikke noget, for sådan noget sker ikke for en som mig! Der var jeg knapt aå konstruktiv, ønskede intet ondt, men kunne da have været dejligt med en hård fødsel, hofteskred, og i hvert fald at pigen var grim 

nå men graviditeten. Som dig blev jeg gravid næsten med det samme efter Lia døde. I starten af graviditeten var jeg sikker på det var uden for livmoderen og hele mit underliv ville springe, men da jeg fandt ud af at det var en "normal" graviditet. Startede rutchebaneturen, jeg krævede ikke mere af mig selv end at være gravid en dag af gangen, dvs. Jeg lagde hånden på min mave om morgenen og tænkte: dejligt jeg er også gravid i dag. 

Til første hjertescanning fik vi at vide det var en lille dreng der var i maven og der lukkede jeg af, om jeg brugte kønnet til at beskytte mig selv ved jeg ikke, men faktum er det lige pludselig var okay hvis han døde for han var jo "bare" en dreng og jeg skulle jo have en Pige. Vidste godt jeg ikke skulle erstatte Lia, vidste godt jeg ikke fik hende (eller vidste jeg nu også det), men jeg skulle have en baby og den baby jeg manglede i mine arme, og den person der manglede i billederne af fremtiden med min familie var en pige. 

Jeg holdt nærmest op med at have følelse fra halsen og ned, sparkene kunne irritere mig og graviditeten skulle bare overståes så jeg kunne blive Line igen - det var i hvert fald hvad jeg bildte mig selv ind. Jeg kan huske en nat, hvor Liam ikke sparkede også selvom jeg puffede og jeg syntes maven var blevet blød, der tænkte jeg bare: nå det var det. Jeg vækker altså ikke Luciano for det er vigtigt han har fået en god nattesøvn før det vi skal igennem nu...

Nå alt det er skrevet krævede jeg også af mig selv at få følelser for det lille væsen, især fordi der var så mange der sagde det var forkert (jeg var meget åben og ærlig og mødte hele tiden, hvad med en psykolog). Jeg gjorde det ved at kæbe tøj og strikke, og for hver maske sank det mere ned. Jeg gjorde alt det en mor skal gøre, som jeg havde gjort for de andre, ordnede puslebord, ordnede seng, fik lift og dyne som var røget med Lia osv osv osv. 

Jeg spændte også sikkerhedsnet ud for jeg var bange for jeg enten selv ville dø eller forsvinde mentalt. Jeg talte med sundhedsplejerske og prøvede at fortælle uden at være direkte at hun skulle være der for min familie, jeg arrangerede og skrev til Dina så hun skulle vide jeg elskede hende selvom jeg havde været en skidt mor. Jeg gik på barselsgangen og så ind i det rum hvor jeg havde været med Lia og fik skrevet ind i journal jeg ikke måtte komme der med Liam. Det at handle hjalp utroligt. 

Jeg kan se i min dagbog jeg på en eller anden måde holdt en pause fra sorgen midt i graviditeten, jeg stopper med at skrive. Men så kom det tilbage som en boomerang også cirka som dig hvor der er 2-3 mnd til Liam skal komme og ja årsdagen nærmede sig. Jeg manglede Lia endnu mere og troede aldrig livet kunne være andet end sorg.

Oven i alt det her havde jeg som du sikkert også har en stor datter, der var rædselsslagen for hun igen skulle miste. Kan huske da hun endelig fik at vide at jeg var gravid (hun fim det først at vide efter den store hjertescanning i uge 20), var hendes kommentar: det må ingen vide før han er født og har levet lidt. Hun talte aldrig om lillebror med andre end os og mormor, men fortalte gerne om Lia. Hun ville i børnehaven, men ellers ville hun være lige op af mig, bare en time hos mormor var nærmest umuligt.

Må til sidst i det her lange skriv sige fødslen ikke var en forløsning for mig, der startede en kamp for at blive mor, en kamp jeg vandt efter et stykke tid - jeg vil ikke skrive om det med mindre du gerne vil høre om det. Men skulle jo nødig give dig flere bekymringer 

Du er forresten velkommen til at skrive privat hvis det er

Tak for svar

Line, har både grint og græd af dit lange svar, kan nikke genkendende til så meget af det du skriver, jeg har en veninde som fik en pige 5 måneder efter vi mistede, og hun meddelte også efter MD scanning at alt var ok og nu var hun "Home safe" jeg tog det som en kæmpe provokation, og ønskede (i mit hoved) hende alle dårligdomme så som hæmorider, strækmærker, og en to døgn lang smertefuld fødsel og ja et grimt barn med kolik....

Jeg har i det hele taget ikke rigtigt kunne kende mig selv, og de grimme tanker jeg har haft om andre, en af de første gange jeg var i Fakta efter vi mistede, stod der en ung mor med en barnevogn med en grædende barn i, hun stod bare og røg og snakkede i mobil, og jeg kan bare huske jeg tænkte, hvorfor var det ikke hendes barn der døde, for hun var jo tydeligvis en dårlig mor...
Jeg kunne jo ikke vide om hun lige havde leget to timer med barnet og bare havde brug for 15 min for sig selv, men det kunne jeg slet ikke se, og det kan jeg til tider stadig ikke, når jeg ser en "dårlig mor"

Denne graviditet startede med en masse bekymringer, og også en kæmpe dårlig samvittighed overfor min lille englepige, for hun kan jo aldrig erstattes. Følte så omkring midt i graviditeten at alt så lysere ud, sorgen var der stadig, men den var ikke så voldsom som før, og jeg følte at det nok skulle gå godt denne gang.

Men nu hvor der er 7 uger tilbage er angsten og sorgen kommet tilbage med fuld styrke, jeg føler et kæmpe ansvar for om lillebror er ok, særligt fordi han nu kan redes, det var som om da jeg var i uge 22, var det ude af mine hænder, hvis han blev dårlig, han kunne jo ikke redes.
Men nu hvor jeg er i uge 32, skal jeg hele tiden holde øje og mærke efter, ville ønske man kunne få et vindue installeret midt på maven, så jeg hele tiden kunne se hvordan han har det

Da vi fortalte vores store datter at hun igen skulle være storesøster, og denne gang til en lillebror, var hendes svar, Nårh! så må vi håbe at han ikke dør...hvad skal vi ha' til aftensmad?? når jeg har været til jordemoder spørger hun mig tit, var han død, og når jeg så siger nej, siger hun, åhh det var godt, så er du glad ikk mor???
Overhørte hende fortælle en veninde at jeg var gravid, og at vi skulle ha en lillebror, hvis altså ikke han dør.
Hun har fået et helt andet syn på gravide, og tager som mig intet for givet, dog på en mere afslappet måde.

Jeg er begyndt at købe ting til lillebror, og kan også mærke at det hjælper lidt på humøret at bygge rede, men samtidig er der en lille stemme inden i der siger at det er spild af penge, for jeg får nok aldrig den levende baby jeg længes sådan efter.....

Forsøger ellers virkelig at sige til mig selv at det hele nok skal gå, og at man ikke kan være så uheldig 2 gange, men det er godt nok svært at tænke positivt lige for tiden.....

Englepigens mor skriver:

Det er nu godt 10 måneder siden vi mistede vores datter. Og selvom jeg er gravid igen, kan jeg mærke misundelsen hver gang en veninde eller bekendt fra Facebook fortæller at de er gravide.

Jeg misunder den naivitet de har i forhold til graviditeten, de ligger billeder ud fra nf scanning, med en fast tro på at alt bare går godt, og køber stort ind til baby.
Imens går jeg rundt her som et nervevrag, og analysere hver en bevægelse baby laver, og tør ikke tá noget for givet, før jeg har et levende barn i armene, og måske heller ikke der.....

Har godt 7 uger tilbage til Pks, og det føles som evighed, er blevet banket tilbage til sidste forår, synes ellers jeg var kommet et godt stykke op af det sorte hul, men de sidste par uger har jeg bare stor tudet, og er ved at gå til af skræk for det samme kommer til at ske igen.

Jer der har fået barn igen efter i mistede, hvordan kom i igennem graviditeten??

præcis som du beskriver det.. jeg mistede min første pige og hele nr 2 graviditet var et helvede.. man går hele tiden i frygt for at noget går galt og ventetiden er ikke til at holde ud var så nervøs for at gå over tid men heldigvis valgte min datter at komme 39+6 fuldstændig perfekt og sund og rask 

Er ked af jeres tab, det er så uretfærdigt nogle skal opleve at miste sine børn.. 

Men som du nok kan regne ud så gik min anden graviditet helt efter bogen og ud kom en helt perfekt pige  

Du skal have alt held og lykke med dit pks om ikke så længe 

Englepigens mor skriver:

Tak for svar

Line, har både grint og græd af dit lange svar, kan nikke genkendende til så meget af det du skriver, jeg har en veninde som fik en pige 5 måneder efter vi mistede, og hun meddelte også efter MD scanning at alt var ok og nu var hun "Home safe" jeg tog det som en kæmpe provokation, og ønskede (i mit hoved) hende alle dårligdomme så som hæmorider, strækmærker, og en to døgn lang smertefuld fødsel og ja et grimt barn med kolik....

Jeg har i det hele taget ikke rigtigt kunne kende mig selv, og de grimme tanker jeg har haft om andre, en af de første gange jeg var i Fakta efter vi mistede, stod der en ung mor med en barnevogn med en grædende barn i, hun stod bare og røg og snakkede i mobil, og jeg kan bare huske jeg tænkte, hvorfor var det ikke hendes barn der døde, for hun var jo tydeligvis en dårlig mor...
Jeg kunne jo ikke vide om hun lige havde leget to timer med barnet og bare havde brug for 15 min for sig selv, men det kunne jeg slet ikke se, og det kan jeg til tider stadig ikke, når jeg ser en "dårlig mor"

Denne graviditet startede med en masse bekymringer, og også en kæmpe dårlig samvittighed overfor min lille englepige, for hun kan jo aldrig erstattes. Følte så omkring midt i graviditeten at alt så lysere ud, sorgen var der stadig, men den var ikke så voldsom som før, og jeg følte at det nok skulle gå godt denne gang.

Men nu hvor der er 7 uger tilbage er angsten og sorgen kommet tilbage med fuld styrke, jeg føler et kæmpe ansvar for om lillebror er ok, særligt fordi han nu kan redes, det var som om da jeg var i uge 22, var det ude af mine hænder, hvis han blev dårlig, han kunne jo ikke redes.
Men nu hvor jeg er i uge 32, skal jeg hele tiden holde øje og mærke efter, ville ønske man kunne få et vindue installeret midt på maven, så jeg hele tiden kunne se hvordan han har det

Da vi fortalte vores store datter at hun igen skulle være storesøster, og denne gang til en lillebror, var hendes svar, Nårh! så må vi håbe at han ikke dør...hvad skal vi ha' til aftensmad?? når jeg har været til jordemoder spørger hun mig tit, var han død, og når jeg så siger nej, siger hun, åhh det var godt, så er du glad ikk mor???
Overhørte hende fortælle en veninde at jeg var gravid, og at vi skulle ha en lillebror, hvis altså ikke han dør.
Hun har fået et helt andet syn på gravide, og tager som mig intet for givet, dog på en mere afslappet måde.

Jeg er begyndt at købe ting til lillebror, og kan også mærke at det hjælper lidt på humøret at bygge rede, men samtidig er der en lille stemme inden i der siger at det er spild af penge, for jeg får nok aldrig den levende baby jeg længes sådan efter.....

Forsøger ellers virkelig at sige til mig selv at det hele nok skal gå, og at man ikke kan være så uheldig 2 gange, men det er godt nok svært at tænke positivt lige for tiden.....

Jeg er heldigvis er lidt nemmere sted i livet hvor jeg kan nøjes med at smile - nej gråden kan stadig presse sig på og de sorte huller kommer da stadig på besøg, men ikke når det handler om graviditeten eller om misundelse - ej løgn i 2012 var en tæt på gravid med en pige og valgte at få planlagt kejsersnit på Lias fødselsdag - må indrømme jeg der var lidt lykkelig da hun klagede over smerterne, da pigen ikke kunne fuld ammes og havde hun haft kolik, været super grim havde jeg nok været endnu mere lykkelig 

De kære kære børn, min datter har også en helt anden tilgang til død en mange andre børn. Og hun forbinder ikke graviditet kg baby med en nødvendig lykke... Men det er dog blevet bedre med tiden, især efter endnu en levende lillebror.

I starten da jeg købte og strikkede var det altid i str 68 og op efter som en eller anden aftale om jeg fik lov at se det her barn vokse. Det i de små størrelser var af nød og som jeg kom til at sige til en der blev helt hvid i hovedet: han skal jo også have noget på i kisten.

Hvordan har du det med det er en lillebror?

og skal jo huske at skrive happy end - han kom ud, var sund og rask, lever stadig og den skønneste og smukkeste dreng på 6 År. Jeg har et mærkeligt tæt bånd med ham, tror det handler om han er den der har delt mig mens jeg var i mest sorg - han er den der bragte mig tilbage til livet. Han forstår mig og jeg forstår ham på en mærkelig måde.

Plejer at sige: Dina gjorde mig til mor, Lia viste mig kærligheden er uden grænser selv døden kan ikke bremse, Liam bragte mit tilbage til livet og Linus bragte mig tilbage til lykken.

Lineog4:
Plejer at sige: Dina gjorde mig til mor, Lia viste mig kærligheden er uden grænser selv døden kan ikke bremse, Liam bragte mit tilbage til livet og Linus bragte mig tilbage til lykken.

Hvor er det fint sagt




Jeg har det ok med at det er en lillebror, nok mest fordi det gør det nemmere for mine piger at forstå, særligt hende på 3, hun bliver ved med at tro at det er lillesøster der kommer igen, hun forstod aldrig rigtigt at lillesøster var død, da de var uden og se hende på hospitalet. Og hun blev ved med at ville give lillesøster hendes sut, og aede hende og snakkede løs.
Min store pige var godt klar over, at det ikke var godt det her, nok mest fordi jeg bare var helt ødelagt, men hun har dog alligevel spurgt mig rigtig mange gange, om man ALDRIG kommer tilbage når man er død?

Rinepigen: dejlig at høre at du har fået en sund og rask pige, ovenpå dit tab.