Jeg har gået til psykolog i omkring et halvt år nu, og jeg er rigtig glad for det. Jeg har rykket mig virkelig langt og har fået et større selvværd og en tro på at jeg er god nok som jeg er. Ikke en 100% tro, men langt mere i den retning end jeg før har været.
Jeg går pga. jeg har været gået ned med depression og derudover har kæmpet med dårligt selvværd, dårlig selvtillid, social angst - Eller den sociale angst har mest været noget der foregik indeni, folk har ikke kunne mærke det på mig udefra.
Som vi er bevæget os hen i forløbet er det gået op for mig, at jeg ikke er i kontakt med mine følelser. Jeg har lukket og lukker fortsat af for dem. Det tog mig noget tid at indse det, og psykologen ventede bare på jeg opdagede det. Jeg tror det skete på et tidspunkt i mit liv hvor jeg havde det allerværst - det var en forsvarsmekanisme. For ikke at få for ondt indeni var det nemmest at holde op med at forholde mig til mine følelser, og derfor afleder jeg mig selv på forskellige måder. Det er typisk ved at spise, andre gange ved at gemme mig under et tæppe og se serier.
Da jeg var yngre græd jeg nemt og meget - Har altid været følsom. Nu græder jeg ALDRIG! Hver gang en ubehagelig følelse kommer op i mig vælger jeg ubevidst ikke at forholde mig til den, og så tænker jeg på noget andet. Det er virkelig usundt at være ude af kontakt med dem!
Det betyder jo at der er det her kæmpe tryk under overfladen af undertrykte følelser. Og når der så sker noget, så jeg fx bliver gal under et skænderi med min mand, så bliver jeg jo unaturligt meget rasende, fordi det skænderi lige letter låget for det der ligger nedenunder som kommer med op.
Vi arbejder med det her med at finde ind til mine følelser igen, men jeg kan ikke finde ud af det! Jeg har i årevis nu forholdt mig beskrivende til dem og afstandsagtigt og jeg har glemt hvordan man gør når man virkelig er i kontakt med mine følelser.
Da jeg var til psykolog i går aftalte vi jeg skulle prøve at fortælle om en eller anden hændelse fra tidligere som berørte mig meget, og jeg fortalte, men psykologen afbrød mig og sagde, at det var rigtig fint som jeg fortalte, men jeg havde ikke følelserne med i. Det virkede lidt som sådan en indøvet historie jeg havde fortalt 1000 gange og som jeg bare forholdt mig beskrivende til, og det er det vi skal væk fra.
Næste gang skal vi prøve lidt af det samme igen, men jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre! Hun siger vi skal prøve at finde ud af hvor den her bremse/stopklods er henne, vi skal finde ud af hvordan vi får lavet lidt hul på det her massive panser jeg har omkring mig der gør jeg ikke er i et med mine følelser.
Men jeg er bare så ked af det. Jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg skal gøre! Jeg ved ikke hvordan man gør mere, og jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg letter låget og mærker alle de her ting igen
Pt. føles det umuligt, men vil SÅ gerne!
Er der nogen af jer der har nogen råd til hvordan jeg finder ind til følelserne igen? Måske nogen der har prøvet det selv, eller hvis i bare lige har nogle gode råd...
