Ja, jeg føler snart lidt at jeg opgiver min 8 år ældre kæreste. På trods af at jeg intet andet vil, end at være sammen med ham.
Han er bare SÅ svær for tiden. Rasmus modsat, i sin egen lille osteklokke som bliver ved at gøre min ked af det. Og uanset om jeg græder eller fortæller ham at han gør mig ked af det, eller jeg ikke synes det er fair, så får man beskeden; Du er heller ikke altid fair.
Nej okay, en bunke dårlig samvittighed oveni, er da også lige det man har brug for.
Men har selv opdaget her på den sidste uges tid at jeg er begyndt at tage afstand fra ham. og det VIL jeg ikke. Jeg VIL ham rigtig gerne... Jeg forstår ham bare ikke, og de gange hvor jeg har prøvet at snakke med ham er det ikke lykkedes mig at trænge igennem. Han tager alting som et angreb uanset hvordan jeg siger tingene.
Fx:
Mig:*Name*, jeg bryder mig altså ikke om når du snerrer sådan ad mig, er du ikke sød at lade være?
Ham; Du har da også flere gange snerret af mig.
Mig; Ja, men jeg synes selv jeg er blevet bedre, og jeg prøver da også at lade være. Men du må da sige det til mig i øjeblikket det sker, hvis jeg gør dig ked af det.
Og så siger han ikke mere... Så går han videre i sin egen lille verden.
Hvordan trænger jeg ind til ham igen? Jeg har intet gjort, jeg har ikke forandret mig. Men jeg er begyndt at tvivle SÅ meget på mig selv efter at han er blevet så indelukket og angriber på den måde. Tog ham forleden i at sidde og tjekke mine Facebook-beskeder. Og jeg sagde ikke noget, for på sin vis er jeg ligeglad da jeg ikke har noget han ikke må se. Men han har bare aldrig gjort det før, så blev så ked af at han gjorde det -for jeg kan ikke selv lige se hvor jeg skulle have knækket tilliden.
Hjælp... Mangler pædagogik, eller andet klogt.
Anmeld
