Hej!
For 8 år siden, da jeg var 34 år, tog jeg en beslutning! Hvis jeg ikke havde fundet MANDEN jeg kunne få en familie sammen med, så ville jeg lave familien selv. Det gav mig fire år at finde ham i....maaaaaasser af tid. Troede jeg!
Jeg fandt godt nok en mand kort tid efter, men ikke den rigtige desværre. Så ganske kort tid før jeg fyldte 38 år gik jeg fra ham og dagen efter min fødselsdag holdt jeg løftet til mig selv og tog en snak med lægen om at komme i fertillitetsbehandling. Tre måneder senere var jeg skiftet til en privatklinik og blev insemineret med åben donor. ..og blev gravid
Ni måneder senere kom min datter: min store kærlighed og stolthed.
Men fordi jeg fik hende så sent så får jeg heller ikke flere børn. Det er jeg helt afklaret med, men for min datters skyld har det naget mig, at jeg ikke kan give hende en bror eller søster.
Jeg har derfor gjort vores oplysninger tilgængelige og håbet, at en halvsøskende ville dukke op.
Og dét gjorde der i efteråret 2012...i Sverige
I sverige findes en lille dreng som kun er tre dage ældre end min datter og da hans mor første gang skrev til mig så faldt der en sten fra mit hjerte.
Vi brugte et par måneder på at skrive sammen, sammenligne vores børn og dele erfaringer og oplevelser med vores børn, som deler DNA og ligner hinanden på så mange områder
I december tog vi så til Sverige for at hilse på E og hans mamma og det gik over al forventning
Kemien var god mellem os mødre og vi hyggede os i de tre dage vi besøgte dem. Og vi har planer om at se hinanden igen. Næste gang i Danmark.
For mig er det en kæmpe lykke, at E findes. Det giver mig en fantastisk ro i sindet, at min datter har en halvbror og det overraskede mig, at jeg følte et omgående slægtskab med både E og hans mor selvom jeg jo ikke er i familie med dem
Vi taler meget om E herhjemme og min datter har et billede hængende på værelset af ham og jeg kan mærke, at det betyder meget for hende, at kunne fortælle om ham i børnehaven.
Tak fordi I læste med
