Lauer skriver:
I får lige en MEGA LANG ***advarsel*** FB fra mig (jeg elsker nemlig selv at læse dem).. ved godt, jeg holdt jer en smule opdateret på dagen, men her får I lige forløbet fra start til slut - der er også noget psykologisk i det for mig, så jeg kan få snakket det hele i gennem :-)
Hele forløbet igennem, har jeg været meget bekymret for den lille dreng i min mave - han er reagensglas barn, vi har kæmpet længe for at nå målet, og forløbet med fødslen af min datter i baghovedet (som blev taget med kop efter 2 timers presseveer under strejken i ´08), havde jeg alle skrækscenarier klar :-(
I fredags, altså for en uge siden, var jeg til JM (39+5), hvor jeg brød helt sammen, fordi jeg ikke kunne hænge sammen mere. Jeg havde haft 5 nætter med meget lidt søvn, og var begyndt at få nogle ubehagelige konsekvenser af dette (talte volapyk, glemsom osv). Min JM var super sød, og prøvede at lave hindeløsning, men jeg var helt lukket. Så ringede hun til FG for at få tid til igangsættelses samtale, for hun mente ikke at der var nogen grund til at jeg skulle pines mere. Jeg kan huske, at jeg var enormt lettet over, at jeg ikke skulle "overtale" hende til at tage den beslutning.
Mandag kommer jeg til igangsættelsessamtale (40+1) - der flyver 1000 tanker gennem mit hovede, og mest af alt var jeg frygtelig bange for, at blive "afvist" i mit ønske om at blive sat igang.. nu havde vi jo indstillet os på, at det snart skulle være. Søvn var stadig en by i Rusland, men jeg havde nok overlevet de sidste 6 dage (JM havde lovet igangsættelse senest 41+0, fordi jeg ventede et reagensglas barn). Mit forløb med svær bækkenløsning var dog blevet gået igennem af to læger inden min samtale, så der var allerede taget beslutning om, at jeg skulle sættes igang - wuuhuu! Og det var op til mig, hvornår det skulle være. Det kom ret prompte: "Hurtigst muligt!" og jeg fik en tid til tirsdag kl.8.15. Nøj, jeg var lettet - mest af alt, fordi jeg nu kunne ånde lettet op, og tænke: Det er sgu virkeligt, han kommer UD til os og så kan vi endelig passe på ham <3
Tirsdag kommer jeg ind på FG kl.8.15. Natten forløb helt af pommern til, jeg havde mareridt om en lille dreng på 3 år der var død, min datter havde også mareridt, så hun havde brug for at mærke mor helt tæt på, så jeg fik ca. 3 timers søvn - men jeg var bare klar på den fødsel! Vi havde intet med på FG, jeg skulle jo "bare" sættes igang og sendes hjem, så vi kunne jo altid tage det med senere. Det skulle vise sig, ikke at være tilfældet. Min kæreste og jeg gør JM på FG opmærksom på, at det er reagensglas barn, og at vi ikke tager chancer - hvis de er det mindste i tvivl om hans velbefindende, så skal han bare ud! De har nok tænkt, at vi var lidt hysteriske ;-) Som standard, får man kørt en kurve på baby inden igangsætning. Min lille dreng driller helt vildt, og sover rigtig meget, så jeg er koblet til CTG ret længe.. længe nok, til at den registrerer én plukve.. den plukve, der skulle ændre hele forløbet! Under denne plukve, dykker hjertelyden markant, og det bliver taget meget alvorligt. Jeg får prompte at vide, at jeg IKKE kommer hjem, for selv hvis de besluttede at sætte mig igang, så ville det være under overvågning. De beslutter at teste min dreng, og jeg får lagt en ve-drop, som efter ca. 10 minutter starter nogle ret milde veer - jeg vil mene, at det er noget i retning af opstartsveer - og han hjertelyd dykker.. HVER gang.. Efter 30 minutters tjek (ca. 10 veer), slukker de droppet og det bliver besluttet, at han IKKE kan klare en fødsel. Da medicinen er ved at være ude af min krop, og veerne aftager, går der ca. 30 minutter yderligere og så begynder min krop selv at producere veer! KS gik fra at være alm. KS til AKS, jeg blev rykket frem i køen, og kørt til operation - det hele gik ret hurtigt, og virkede en smule kaotisk, men vi følte os hele tiden trygge under forløbet og var godt informerede undervejs. Jeg blev dog ramt af et væld af følelser, lige fra lettelse over at det blev opdaget, til vemodighed over at jeg ikke selv fik lov at føde ham, men alle er søde og forstående, og bruger tid på at snakke med mig.
De stikker forkert et par gange, da de ligger rygmarvsbedøvelsen, men det rører mig ikke, for der er en milliard andre ting der kører rundt i hovedet på mig.. jeg lukkede mig inde i min lille sikre boble, og lod dem gøre det de skulle, uden at tænke nærmere over det.
Da de opererer mig, finder de tykt grønt fostervand, og jeg noterer det.. det er faktisk lige før, at jeg holder vejret, for jeg ved jo at det næste der kommer, er at han er ude.. Kl.14.45 får vi beskeden bag forhænget: "Barnet er forløst, 14.45", og så er der BOM stille.. vi kan høre, at der bliver arbejdet, kommenteret, kommanderet - og ringet efter en bagvagt. Min kæreste er hurtig, og spørger til den lille, men får at vide, at han lige skal blive ved mig, og at de nok lige skal sige til når han kan komme over - vores lille skat trækker dog vejret selv, men er medtaget. Tiden føles uendelig, men pludselig skriger Mathias, og lettede bryder både kæresten og jeg sammen. Min kæreste får lov at gå om til Mathias, og jeg får kort hans apgar at vide, og bider egentlig kun fast i følgende: "1. gang 5/? 2. gang 8/?", og ved at det betyder at han har haft en hård start på livet.. Mathias bliver kørt på neonatal, farmand følger med, jeg bliver lappet. På neonatal måler de blodsukkeret til meget lavt, og derfor bliver Mathias på afdelingen, indtil han har et stabilt blodsukker igen. For at sikre, at det sker, får han sonde.
Da jeg kommer op på neonatal, ser jeg den skønneste lille dreng, på bare 2949 gram og 52 cm lang, ligge i kuvøsen, med en stolt farmand ved sin side.
Allerede i går, da Mathias var 2 dage gammel, kunne vi tage hjem - helt trygge, raske og klar til at komme hjem i vante omgivelser <3
Jeg er dybt taknemmelig, føler mig usandsynligt heldig og enormt velsignet over, at det gik som det gjorde - nogen holdt hånden over os.. <3 <3 <3
Hvis du har læst helt hertil, skal du have mange tak, det hjælper mig virkelig meget at fortælle vores historie <3
Tak fordi du delte din smukke historie og hvor godt at høre at du fulgte dine instinkter
