Lotus86 skriver:
Fødselsberetning af Sophia.
Fredag den 6. december vågner jeg om morgenen kl. 08.00. Inden jeg får rejst mig føles det som om jeg dryp tisser en lille smule, en ret mærkelig fornemmelse, da jeg altså sagtens kan holde på vandet 
Nå, men Niklas og Valdemar står op og går ned og laver morgenmad, vi holder alle en hjemmedag, så vi skal rigtig hygge. Jeg går ud på badeværelset, og føler der kommer lidt mere væske, har en mærkelig fornemmelse i kroppen samt dårlig mave og kvalme, så tænker at der måske er noget under opsejling. Mine trusser og mine natshorts er i øvrigt helt våde, så lidt er der da kommet Jeg skifter, tager bind på for at tjekke. Går nedenunder, siger det som det er til Niklas, som bliver lidt rundt på gulvet, jeg har først termin den 9. december, og jeg gik 9 dage over første gang, så vi regner begge med at der er et stykke tid endnu. Nå men i løbet af morgenen kommer der hele tiden lidt, det er klart og lugter ikke af tis, så jeg er ret sikker på, at det er fostervand der siver, men er alligevel ikke 100% overbevist. Planen for dagen var, at jeg skulle have Valdemar med ud og købe julegaver sammen med min mor, og Niklas skulle spise frokost med min far, ringer til dem begge og siger, at det ikke lige er helt sikkert det bliver til noget, men vi ser lige tiden lidt an. Op af formiddagen er status det samme, så jeg beslutter mig for at vi tager af sted, så det gør vi. Mens jeg render rundt og juleshopper med min mor og Valdemar kommer der stadig hele tiden lidt, og jeg føler at mine plukveer er en lille bitte smule kraftigere end ellers, men ud over det er der ikke tegn på noget. Om eftermiddagen skal Niklas, jeg og Valdemar hjem til Niklas’ farmor for at hente babyvuggen. Men vi sidder der og hygger begynder mine plukveer at gøre en smule ondt, slet ikke så jeg ikke kan holde dem ud, men de kan i hvert fald mærkes. Der kommer dog ikke mange, så jeg gør ikke mere ved det. Efter hygge hos farmor kører vi hjem til min svigerfar hvor vi skal spise. Derfra ringer jeg til fødegangen for lige at høre hvordan jeg skal forholde mig hvis det er vandet der siver. De vil meget gerne have mig ind til tjek hurtigst muligt, da risikoen for infektion er ret stor når vandet er gået. Vi aftaler så, at Valdemar sover hos sin farfar, og vi kører hjem og henter tasken og tager til Hillerød sygehus. Da vi kommer derop bliver jeg undersøgt med det samme, men jordemoderen mener ikke det er vandet der er gået, jeg er fuldstændig lukket, har livmoderhals tilbage, og der kommer intet vand ud af mig når hun trykker, men hun vil alligevel gerne lige have mig scannet. Øv øv, vi er ret skuffede, især Niklas, nu troede vi lige det var nu, og det er det så højest sandsynligt ikke alligevel 
Nå, men vi bliver ført videre, der kommer en læge som også undersøger mig, hun kommer med samme konklusion Dog viser scanningen, at der næsten ikke er noget fostervand tilbage i maven, så de kalder lige på endnu en læge for lige at få hans mening om det hele. De beslutter sig så for, at det muligvis alligevel er vandafgang jeg har haft, og tilbyder at sætte mig i gang, da jeg alligevel er så langt henne (39+4). Det takker vi ja til, og kl. 22.00 får jeg de 2 første igangsættelsespiller. Jordemoderen tilbyder os at blive indlagt på patienthotellet, i stedet for at vi skal køre hjem. Det takker vi ja til. Hun siger jeg skal tage de næste 2 piller kl. 02.00, og kl. 06.00 skal jeg komme tilbage på fødegangen og tage de sidste 2, hun siger også, at jeg ikke skal regne med at der sker noget lige foreløbig, da min krop slet ikke er gået i fødsel. Det er helt fint for mig, jeg er smadder træt, så ser frem til at kunne få hvilet lidt. Det skulle jeg så åbenbart ikke have lov til. Allerede inden vi er kommet over på patienthotellet begynder veerne at komme hyppigere, de er stadig meget meget milde, men de er der. Nå, men vi kommer derover og bliver placeret. Det er et rigtig lækkert nyt patienthotel, så det er ligesom at være på et rigtigt hotel. Vi får hygget lidt med noget tv, te og kage, og derefter beslutter jeg mig for at smide mig i sengen og få hvilet lidt så jeg kan få samlet kræfter. Dog når jeg ikke at ligge i mere end 10 minutter, så får jeg en rigtig led ve. Op og stå, og kort efter kommer der en til. De bider virkelig, og jeg skal stå og koncentrerer mig hver gang de kommer. Kl. 00.00 er de så slemme at jeg vælger at ringe til fødegangen. Jordemoderen mener det er opstartsveer, og siger at de godt kan bide. Vi beslutter at jeg skal spise de pinex jeg har fået med, og se om jeg ikke kan få hvilet mig lidt. Det gør jeg så, men jeg kan på ingen måde ligge ned, veerne bliver ved og ved med at komme, og jeg ender med at blive rigtig dårlig og kaster op. Niklas vil rigtig gerne have at jeg ringer til fødegangen, jeg er dog lidt modvillig da hun jo havde sagt det nok bare var opstartsveer, så kunne ikke lige overskue at skulle komme derover og så få af vide, at næsten ikke var åben. Niklas får mig dog overtalt, da han vist er lidt nervøs for, at jeg lige pludselig skal til at føde midt i det hele 
Så han ringer derover da jeg slet ikke er i stand til at snakke da veerne virkelig virkelig er slemme nu, så jeg vil gerne undersøges, og evt. have sådan en cocktail som måske kan give mig lidt ro i kroppen. Turen tilbage til fødegangen føles uendelig selvom vi kun skal køre bil i ca. 30 sekunder, men der kommer så mange veer, at jeg hele tiden må stoppe op. Stakkels Niklas, det er bidende koldt og stormer helt vildt, men han må jo stoppe op og støtte mig hver gang der kommer en ve. Jeg registrerer overhovedet ikke hvor koldt det er Nå, men langt om længe kommer vi endelig op på fødegangen, og efter 100 år kommer jeg endelig op på briksen. Kl. er nu 01.00 og jordemoderen konstaterer at hun så sandelig godt kan forstå jeg har ondt, for jeg er 8-9 cm. åben. Jeg får lagt elektroder om maven så de kan følge lillepigen, og der kommer en ekstra jordemoder ind, som gerne lige vil tage en blodprøve fra hendes hoved, da hendes vejtrækning godt kunne tyde på, at hun er lidt stresset, da det hele går så stærkt. Blodprøverne ser heldigvis fine ud. Lige da jeg er kommet op på briksen får jeg lov til at få noget lattergas, det bliver dog hurtigt skiftet ud med ilt, da prinsessen har brug for det, så ingen smertestillende til mig Kl. 01.45 begynder de første presseveer at melde sig, og jeg må kort efter gerne presse med. I 7 minutter presser jeg, og så er prinsessen ude kl. 01.51. Det er den mest fantastiske følelse jeg nogensinde haroplevet, en smerte der er så voldsom og intens at man tror man skal dø, og så forsvinder den bare som dug for solen idet hun er ude. Da jeg fødte Valdemar blev han taget med sugekop, så oplevede det slet ikke på samme måde. Nå men ud kommer hun, og jeg får hende op med det samme, så skønt.
Niklas får lov til at klippe navlesnoren, hvilket han ikke fik sidst, så det var også lidt stort Efter kort tid bliver hun lagt til brystet, og hun sutter allerede rigtig fint. Imens bliver jeg undersøgt, og alt er heldigvis fint trods det gik så hurtigt, så hun binder kun 3 knuder på mig indvendigt. Vores skønne pige vejede 3270 gram og 53 cm lang. En lille fis som lige inden fødslen var blevet skønnet til minimum 3700 gram
Vi kom hjem samme dag, og nyder nu bare at være en familie på 4. Valdemar er pave stolt og er meget interesseret i hende, hjælper med bleskift, nusser og kysser hende, det er så dejligt, og jeg render bare rundt i min egen lille lykkebobbel
I morgen er hun 1 måned gammel, og er stadig enormt nem. Hun sover fint om natten, skal kun have mad en enkelt gang, og sover så videre, så skønt Hun trives tilsyneladende også godt med min fløde, fik hende vejet i dag, og hun vejer 4680 gram, så lidt over 1400 gram har hun taget på, mors tykke pige
Beklager på forhånd min manglende evne til at begrænse billederne
Stort tillykke med den lækkermås. Sikke en flot famile i er
Vh. Louise
