fik man lyst til at skrive sin fødselsberetning!!
Da mit første jordemoderbesøg indtraf, kunne hun konkludere at mit sf-mål lå rimelig højt. Det fortsatte det med ved alle konsultationer. I uge 34 svarede det til en der var i uge 40, og i uge 37 svarede det til en der var i uge 42 -med tvillinger!!! Jordemoderen havde problemer med at give et ordentligt skøn på sønnike fordi jeg så meget fostervand at hun ikke kunne få ordentligt fat i ham, men havde på fornemmelsen at han var en stor dreng.
Da jeg er 38+4 bliver vi sendt til en vækstscanning der viser en okay stor dreng, men ikke noget de mente jeg ikke ville kunne klare. Dog havde jeg væsentlig for meget fostervand som de ville holde øje med og jeg fik en ny scanningstid ugen efter med henblik på igangsættelse. Vi kom igen ugen efter, 3 dage før termin, meget forventningsfulde! Scanningen viste stadig for meget fostervand, men ctg'en afslørede en yderst sund og frisk dreng som stortrivedes i maven og de besluttede at det bedste ville være at jeg gik i spontan fødsel. Det havde egentlig været mit ønske hele vejen men var alligevel en smule skuffet over ikke at få indfriet mine forventninger den dag... Også fordi jeg havde fået besked om at hvis vandet gik var det ned at ligge med det samme så jeg havde ikke turde gå udenfor døren af frygt for at vandet skulle gå nede ved købmanden eller midt på fortovet. Så nu kunne jeg se frem til endnu et stykke tid låst fast hjemme i lejligheden... ØV!!!
Jordemoderbesøget da jeg var 40+4 viste endnu en gang en sund dreng. Denne gang fik jeg besked på at når jeg ramte 41+0 måtte jeg ringe til hospitalet og aftale nærmere om igangsættelse. Som sagt så gjort. Fik besked på at møde op til tjek 41+4. En sød jordemoder undersøgte mig og dommen (her 11 dage over tid) lød; 2 cm livmoderhals tilbage! Det havde vi ikke regnet med, men drengen havde altså overhovedet ikke tænkt på at han engang skulle ud indefra varmen. Hun fik med lidt besvær mast en stikpille op og jeg fik besked på at komme op på fødegangen dagen efter kl 08 medmindre der skete noget inden selvfølgelig. Det gjorde der ikke... Kun lidt kraftigere plukveer som aftog i løbet af natten.
Vi kom op på fødegangen torsdag morgen kl 08, og skulle have kørt ctg, men bebs moslede rundt så der kunne ikke laves en ordentlig graf på ham, så efter halvanden time blev det besluttet at sådan som han moslede måtte han jo have det godt!! Så jeg fik lagt endnu en pille op kl 10.00 og fik besked om at komme igen kl 17. jeg havde på dette tidspunkt stadig 2 cm livmoderhals tilbage så der var ikke sket det vilde i løbet af natten
Min mand og jeg tog hjem, spiste frokost, og sov til middag og hen på eftermiddagen begyndte jeg at få nogle ret kraftige plukveer så jeg lige skulle standse op en gang imellem og trække vejret.
Vi mødte på fødegangen kl 17 til en ny jordemoder, der satte en ny stikpille op. Vi skulle blive til observation og ctg en time og så måtte vi tage hjem igen. Da der var gået knap en time mærkede jeg et smæld i livmoderen. ”YES” tænkte jeg, ”NU går vandet”, så jeg lå bomstille på sengen og forventede at mærke vandet sive ud. Men der skete ikke noget. Alle de ting jeg havde læst mig frem til passede åbenbart ikke på mig. Min mand spurgte hvad der var galt, jeg så åbenbart ret koncentreret ud da jeg mærkede smældet, men da der ikke var sket noget svarede jeg bare ”ikke noget” og løftede min lænd for at vende mig om på den anden side. Og SÅ kom det...vandet sivede ikke bare, men fossede ud af mig. ”Nu gik vandet” fik jeg sagt. Min mand så mistroisk på mig og spurgte om jeg var sikker? Det var jeg, og han kunne da også godt se at lagenet pludselig var meget vådt.
Han fik ringet efter jordemoderen, der kunne give os ret i det, og så hjalp de mig op at stå mens vandet bare væltede ud!!
3 liter kom der!!!
Jeg kunne ikke gøre andet end bare stå og lade det komme og den stakkels jordemoder og manden rendte forvirret rundt efter håndklæder, mopper og rent undertøj. Mens jeg stod dér fik jeg den første ve, og så kom de ellers bare regelmæssigt fra da af. Jeg skulle have ctg'en på hele tiden fordi det var en igangsættelse så de skulle holde ekstra øje med ham den bette, så derfor var jeg nødsage til at ligge i sengen, men det gik også fint. Jeg havde det godt med at klemme i madrassen hver gang jeg fik en ve. Efter en time bliver jeg tjekket og da hun mærker efter om jeg er åbnet, vælter fostervandet ud endnu en gang. Men endelig var der sket noget -4cm åben! Veerne var gode og regelmæssige, og jeg havde godt styr på dem. Jeg havde gode pauser som jeg udnyttede til fulde og jordemoderen sagde at jeg lignede en der var fuldstændig dopet til trods for at jeg intet smertestillende havde fået.
Manden er på hårdt arejde synes han selv, for efter hver ve, er jeg ved at dø af tørst så han slæber den ene kande efter den anden ind på stuen, og hjælper mig med at drikke efter hver ve. Jordemoderen foreslå efter et par timer at jeg lige får lidt at spise. Jeg har ingen appetit overhovedet og afslår derfor. Hun presser lidt på og siger at det er en god ide med lidt frugt, kiks eller nødder da jeg får brug for energien senere i aften. Jeg når at afslå tre gange men hun bliver ved, og til sidst giver jeg mig og siger at så skal det være mariekiks. Jeg tvinger to i mig og der går lige præcis 10 min så siger jeg til min mand at jeg har kvalme, jeg når næsten ikke at udtale det sidste ord før jeg brækker mig udover sengen og gulvet -aldrig har jeg set min mand springe så hurtigt for at undgå at blive ramt (Efterfølgende har jeg set det et par gange, når lillemanden pludselig sprøjter fra det bagerste hul på puslebordet
)
Nå, fem timer efter vandafgang bliver jeg tjekket igen og er nu 10 cm åben. Så fedt at det er gået så hurtigt, har slet ikke følt det var for stærkt eller noget. Jeg får besked på at jeg gerne må begynde at presse med. ”Presse med på hvad?” tænker jeg, for veerne har slet ikke ændret karakter. Bebs ligger åbenbart stadig helt oppe i livmoderen og har ikke opfanget at det er nu han skal skrue sig ned i bækkenet.
Så er der vagtskifte og vi får endnu en dejlig jordemoder. Der går 1 time, der går 2, der går 3...Jeg har fortsat regelmæssige veer men der sker ikke ret meget mere. Jeg får lov at få ctg'en af og får besked på at lægge mig på knæene og hænge op af en sækkestol, det virker ikke, jeg får lov at komme op at stå, det virker ikke, manden skal tvinge mine hofter i ottetaller under veerne, det hjælper ikke...
Jordemoderen siger at hvis ikke der er sket fremgang om en time vil hun gerne give mig ve-drop. Jeg har hørt at ve-drop er frygtelig hårdt og veerne bliver vildt smertefulde, så jeg var ikke særlig minded for det. Og på det tidspunkt var jeg egentlig også overbevist om at det ville ende i akut kejsersnit fordi han bare ikke kunne finde ned i bækkenet. Efter en time var der ikke sket mere og hun kom igen og sagde at hun gerne ville give mig ve-drop.
Jeg var rimeligt opgivende men hun fik lov at sætte det op. Hun gik hen for at skrive i min journal, mens jeg bare lå og var pænt træt af det hele. Veerne blev ikke kraftigere eller hyppigere af droppet, men et kvarter efter det blev sat op begyndte jeg at presse spontant så hun fik pludselig travlt med at komme og hjælpe mig. Lige med èt fandt han altså vej gennem bækkenet, den lille fyr. Desværre havde hun ikke så meget kontrol over mine veer som hun burde med ve-droppet. Hun kunne sepå grafen at jeg havde tre veer i træk og så pludelig var der en laang pause før næste ve, så da han er langt fremme og jeg har en god pause, kigger hun meget alvorligt på mig og siger ”Næste gang du får en ve så skal han ud. Normalt ville du skulle føde hovedet og så holde pause før kroppen skal fødes, men dine veer kører deres eget show og jeg vil ikke risikere at du føder hovedet og så der går seks minutter før du får næste ve. Så han skal ud i én ve og det bliver hårdt.”
Den næste ve kom og jeg pressede det bedste jeg har lært. Ud kom hovedet og hun fik fat og hev i ham mens hun tilskyndede mig til at presse alt det jeg kunne. Jeg lå i sideleje og min mand holdt mit øverste ben, og på det her tidspunkt kom der en frygtelig lyd (jeg hørte intet i min kampgejst) men manden sagde at det lød som om man rykkede et lagen i stykker, og han var så bange for at hun havde været for voldsom med vores baby og han havde brækket noget. Det havde han heldigvis ikke -han var så stærk og fin da han kom op min mave, græd lige et minuts tid og så lå han ellers med de største øjne og kiggede på os. Det var så vildt!! Jordemoderen sagde at hun lige så godt kunne sige det som det var, jeg var sprækket en hel del og slap ikke for at skulle syes. Så det var altså lyden af mit mellemkød og ringmuskel der sprak, som hylede min mand helt ud af den. Jeg mærkede heldigvis ikke noget til det i min iver efter at føde vores dreng.
Men nu lå han altså der på min mave. Jeg var helt oppe og ringe, så da jordemoderen sagde, at nu skulle jeg lige presse alt det jeg kunne en gang til, var det slet ikke gået op for mig at hun stadig var i gang mellem benene på mig og at jeg også skulle føde moderkagen.
Moderkagen kom og så gik det stærkt med kaos. Den vagthavende læge og afdelingsjordemoderen blev tilkaldt da jeg begyndte at bløde ret meget. De stod nu tre personer mellem mine ben og lavede diverse ting jeg ikke lige forstod. Så blev min mand bedt om at tage vores søn, og min jordemoder gik i gang med at massere min mave fordi min livmoder ikke ville trække sig sammen.
Jeg kunne mærke blodet strømme ud forneden hver gang hun trykkede på min mave. Der blev tilkaldt extra personale så de nu var 11 inde på stuen og det blev besluttet at jeg skulle køres på operationsbordet så de kunne få styr på den blødning. Hver gang jordemoderen slap min mave blev min livmoder fyldt med blod, så hun blev nødt til at sætte sig op i sengen til mig og holde min livmoder helt fastklemt så jeg ikke skulle forbløde. Så hun sad i sengen hos mig hele vejen ned på operationsstuen og fortalte mig hvad der skulle ske. De havde under mistanke at der sad en hinderest i livmoderen så når jeg var lagt til at sove ville lægen tage en hånd og skrabe langs indersiden af livmoderen for at løsne det der evt måtte sidde. Og så ville de give mig koncentreret s-drop og massere min livmoder for at få den til at trække sig ordentlig sammen. Alt det klarede de, så på under to timer lå jeg på opvågningen med besked om at det var gået godt og de havde styr på blødningen, så nu ville de ringe efter min mand og søn. Aldrig har jeg været så lettet!!!!!!
På opvågningen fik jeg så at vide at bebs have scoret 10/10 i apgar og at han ganske rigtigt var en ordentlig basse på 55 cm og 4430 gram..
Vi var på barselsgangen i 4 dage og så fik vi lov at komme hjem. Selve fødslen var mega fed, alt bøvlet bagefter ville vi gerne have undværet men vi klarede det. Nu, 8 uger efter, har jeg ingen mén efter hverken blodtab eller bristningen forneden. Utroligt så fantastisk menneskeskroppen er designet!!! Jeg tog 15 kilo på men 10 dage efter havde jeg tabt 17, så skønt!! Det eneste der har drillet lidt efterfølgende er amningen. Allerede på barselsgangen suttede han hul på mine brystvorter og jeg døjer så meget med at få dem helet, på trods af ammebrikker. Har fået stafylokokker i det ene sår og været på en skrap penicillinkur, men det har været og er stadig MEGET smertefuldt for mor. Heldigvis producerer jeg piskefløde så han tager godt på og det er motivation nok for mig til at fortsætte. Men jeg tæller dage til han må begynde at få grød
Jeg havde et ønske om at kalde vores dreng Maddox eller Cassius, men ud kom han og lignede bestemt ikke nogle af delene. Så vores dreng har fået navnet Milas.
Vi har været utroligt heldige med ham, han er lidt over 8 uger gammel nu og sammenlagt har han nok grædt halvanden time !! Han er vitterligt altid tilfreds og glad og bruger al sin energi på at vokse... de sidste 4 uger har han grint med lyd og så er det da først man smelter
Desværre har han fået børneeksem, men det er der både på morens og farens side så vi havde set det komme. Men NØJ hvor gør det ondt på én når det rammer ens lille baby
Sikke langt det blev selvom jeg udelod vildt mange detaljer, hihi....
