Nye synspunkter

Ja, jeg har valgt at være anonym, da jeg har et par venner/veninder herinde, og snakken skal helst ikke føres videre i det personlige, end hvad det bliver til her.


Jo, jeg er en pige på 18 år, er 22+1 i dag, min kæreste er 26 og vi venter sammen vores første barn.
Men, men, men...
Det hele er så småt pludselig begyndt at blive anderledes. Og jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg synes om det.
Min kæreste virker mere barnlig, og mere trodsig. Måske ting jeg ikke tidligere har lagt mærke til. Jeg har prøvet at tage snakken med ham, og han kan også godt selv se at det ikke vil fungere når babyen kommer, men ét er hvad han siger, og andet er hvad der sker (eller ikke sker)

Så jeg er begyndt at få sådan nogle onde tanker om, om han overhovedet bliver en god far.  
Jeg ved han er klar, og han elsker børn, og glæder sig som en vanvittig, men tanken hjemsøger mig som jeg ved ikke hvad, og jo mere jeg tænker, desto værre gør jeg det til.

Puha... og alt det hjemlige/huslige er også blevet noget helt andet. Har bækkenløsning, så tingene tager lidt længere tid, hvilket vi har affundet os med. Min kæreste og jeg har den ordning at han klarer alt uden for huset (vi bor på en gård, så der er en del) og jeg klarer alt i huset, og så har han sagt jeg bare skal sige til når jeg har brug for hjælp. Fx kan jeg ikke selv støvsuge og jeg har svært ved at tømme opvaskemaskinen. Og når jeg så beder om den hjælp han siger jeg kan få, så kommer den aldrig.
Han lover og lover... Lover en hel masse, men der sker aldrig noget.  Måske er det bar mig, der er begyndt at blive lidt småtosset, men synes det bliver mere og mere. Først lovede han at støvsuge, og sagde selv jeg ikke måtte. Efter der ikke var blevet støvsuget i 4 uger (på trods af at jeg havde spurgt ham pænt, og det skulle han nok) så gjorde jeg det selv. Han lover også at tage tjansen med opvaskemaskinen, men det sker heller aldrig...
Han smider sine ting alle vegne, og når jeg endelig beder ham om hjælp, så skal det altid lige vente et øjeblik.
Hvilket generer mig grusomt da jeg ikke beder om hjælp med mindre det er yderst nødvendigt.

Så ja... Jeg er gået i protest, og har valgt ikke at snakke med ham. Der imod er jeg så småt begyndt at ordne ét rum efter hinanden indenfor. Startede med badeværelset i går aftes kl. 21:35, og var færdig kl. 00:02... Og han eneste kommentar var at han syntes jeg havde brugt meget wc-rens. Ikke at det hverken var pænt, eller jeg havde støvsuget. Det virker lidt som om han er ret ligeglad... I dag er soveværelset blevet ryddet op og støvsuget (holder pt. en pause da jeg har ondt) og heller ikke det er blevet bemærket, hverken positivt eller negativt.
Og nå ja.... så er han blevet UALMINDELIG afhængig af tv'et....
Hvilket jeg ikke kan fordrage, for sådan har han aldrig været før. Nu kan han sidde 8 timer i træk og se tv-serier på Netflix, og oven i købet tillade sig at bede mig hente en øl... men ingen hjælp, nej tiden går på tv....
Undskyld det sure opstød og lange indlæg.

Det er selvfølgelig svært at sige, om han har ændret sig, eller om du bare har fået øjnene op for den side af ham. Men jeg forstår godt, det er frustrerende!

Selv har jeg nu i tre dage bedt min kærsete om at tømme kattebakken - intet er sket. Den lugter, det er synd for kattene og jeg bør ikke gøre det. Jeg ved, at han først går meget modvilligt og protesterende igang, når jeg siger "nu eller aldrig" eller jeg selv går i gang med det. Har bare ikke gidet tage kampen op endnu...

Ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det. Tror bare jeg ville frem til, at der vist findes en del mænd derude, som først gør noget, når det er virkelig nødvendigt. Og deres forståelse af "virkelig nødvendigt" ikke nødvendigvis er ligmed vores

Hvad er det der gør, at du får negative tanker om hans egenskaber som far? Intet fordømmende, vil bare gerne forstå

Anonym skriver:

Ja, jeg har valgt at være anonym, da jeg har et par venner/veninder herinde, og snakken skal helst ikke føres videre i det personlige, end hvad det bliver til her.


Jo, jeg er en pige på 18 år, er 22+1 i dag, min kæreste er 26 og vi venter sammen vores første barn.
Men, men, men...
Det hele er så småt pludselig begyndt at blive anderledes. Og jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg synes om det.
Min kæreste virker mere barnlig, og mere trodsig. Måske ting jeg ikke tidligere har lagt mærke til. Jeg har prøvet at tage snakken med ham, og han kan også godt selv se at det ikke vil fungere når babyen kommer, men ét er hvad han siger, og andet er hvad der sker (eller ikke sker)

Så jeg er begyndt at få sådan nogle onde tanker om, om han overhovedet bliver en god far.  
Jeg ved han er klar, og han elsker børn, og glæder sig som en vanvittig, men tanken hjemsøger mig som jeg ved ikke hvad, og jo mere jeg tænker, desto værre gør jeg det til.

Puha... og alt det hjemlige/huslige er også blevet noget helt andet. Har bækkenløsning, så tingene tager lidt længere tid, hvilket vi har affundet os med. Min kæreste og jeg har den ordning at han klarer alt uden for huset (vi bor på en gård, så der er en del) og jeg klarer alt i huset, og så har han sagt jeg bare skal sige til når jeg har brug for hjælp. Fx kan jeg ikke selv støvsuge og jeg har svært ved at tømme opvaskemaskinen. Og når jeg så beder om den hjælp han siger jeg kan få, så kommer den aldrig.
Han lover og lover... Lover en hel masse, men der sker aldrig noget.  Måske er det bar mig, der er begyndt at blive lidt småtosset, men synes det bliver mere og mere. Først lovede han at støvsuge, og sagde selv jeg ikke måtte. Efter der ikke var blevet støvsuget i 4 uger (på trods af at jeg havde spurgt ham pænt, og det skulle han nok) så gjorde jeg det selv. Han lover også at tage tjansen med opvaskemaskinen, men det sker heller aldrig...
Han smider sine ting alle vegne, og når jeg endelig beder ham om hjælp, så skal det altid lige vente et øjeblik.
Hvilket generer mig grusomt da jeg ikke beder om hjælp med mindre det er yderst nødvendigt.

Så ja... Jeg er gået i protest, og har valgt ikke at snakke med ham. Der imod er jeg så småt begyndt at ordne ét rum efter hinanden indenfor. Startede med badeværelset i går aftes kl. 21:35, og var færdig kl. 00:02... Og han eneste kommentar var at han syntes jeg havde brugt meget wc-rens. Ikke at det hverken var pænt, eller jeg havde støvsuget. Det virker lidt som om han er ret ligeglad... I dag er soveværelset blevet ryddet op og støvsuget (holder pt. en pause da jeg har ondt) og heller ikke det er blevet bemærket, hverken positivt eller negativt.
Og nå ja.... så er han blevet UALMINDELIG afhængig af tv'et....
Hvilket jeg ikke kan fordrage, for sådan har han aldrig været før. Nu kan han sidde 8 timer i træk og se tv-serier på Netflix, og oven i købet tillade sig at bede mig hente en øl... men ingen hjælp, nej tiden går på tv....
Undskyld det sure opstød og lange indlæg.

For mig virker det som om han bruger dig som en "mor" hvilket mange mænd kan have tildens til... Laver han intet til hverdag?? 

Jeg tror nu nok han vil ændre sig så snart han bliver far, det er jeg ikke i tvivl om... Min kæreste var 29 da han blev far, han sad altid og spillede playstation, så tv, smed hans tøj overalt og drak sig ALTID fuld til alle familiesammenkomster! Men lige så snart han blev far, ja så forandrede han sig fuldstændig, jeg havde præcis de samme tanker som dig, og jeg havde også bækkenløsning, og skældte ham ud konstant, fordi han ikke lavede noget... Jeg var så langt ude at jeg havde aftalt med mig selv at han fik 14 dage efter vores datters ankomst til at ændre sig, og det kan jeg love for at han gjorde! 

Vores datter er nu 15 måneder, han har været fuld 1 gang, vi kører altid som de første hjem til fødselsdage osv, fordi hun altså skal i seng, hvilket vi aldrig gjorde før.... Han putter hende hver aften, og han har 1 månedlig far-dag, hvor de tager ud og laver det han syntes hun skal opleve, de cykler ud en tur, kigger på biler, motorcykler eller fisker.. Han elsker de timer med hende, og jeg syntes det er rigtig rart med lidt frirum til mig selv.

Kan selvfølglig ikke love at din mand gør det samme, men det kan man da håbe.. - 

Papillon skriver:

Det er selvfølgelig svært at sige, om han har ændret sig, eller om du bare har fået øjnene op for den side af ham. Men jeg forstår godt, det er frustrerende!

Selv har jeg nu i tre dage bedt min kærsete om at tømme kattebakken - intet er sket. Den lugter, det er synd for kattene og jeg bør ikke gøre det. Jeg ved, at han først går meget modvilligt og protesterende igang, når jeg siger "nu eller aldrig" eller jeg selv går i gang med det. Har bare ikke gidet tage kampen op endnu...

Ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det. Tror bare jeg ville frem til, at der vist findes en del mænd derude, som først gør noget, når det er virkelig nødvendigt. Og deres forståelse af "virkelig nødvendigt" ikke nødvendigvis er ligmed vores

Hvad er det der gør, at du får negative tanker om hans egenskaber som far? Intet fordømmende, vil bare gerne forstå

Nu ved jeg jo godt at han ikke er i rollen endnu, og tingene nok ændrer sig. Men jeg er begyndt at blive i tvivl, og kan knap skelne mellem hvornår han laver sjov og reelt set mener noget.

Men fx : Vi var ude ved et vennepar i går aftes, og deres 2-årige datter skulle have skiftet ble. Så sagde jeg at det kunne jeg sagtens gøre, og så sagde min kæreste at ''unger tager ikke skade af at sidde med en brugt ble, mere end 5 minutter''. Og jeg tænker bare at det er en lad holdning. For 1; Det er jo opdaget at der er noget i bleen, så hvorfor ikke skifte den? og 2; det er en utrolig dårlig vane at give sig selv, at trække tingene ud.

Men altså... jeg ved ikke om han sagde det i sjov eller ej, men det rammer mig bare. Også når han siger ting som at den kun får ét sæt tøj på om dagen, og så er det ligemeget hvor meget den sviner det til, det er bare synd for det er dens egen skyld. Det kan man bare ikke, det er et lille barn, og de gylper altså og sviner og sådan er det bare... Men prøver lidt at bilde mig selv ind at det er fordi han måske ikke ved bedre.

EnSødMor skriver:

For mig virker det som om han bruger dig som en "mor" hvilket mange mænd kan have tildens til... Laver han intet til hverdag?? 

Jeg tror nu nok han vil ændre sig så snart han bliver far, det er jeg ikke i tvivl om... Min kæreste var 29 da han blev far, han sad altid og spillede playstation, så tv, smed hans tøj overalt og drak sig ALTID fuld til alle familiesammenkomster! Men lige så snart han blev far, ja så forandrede han sig fuldstændig, jeg havde præcis de samme tanker som dig, og jeg havde også bækkenløsning, og skældte ham ud konstant, fordi han ikke lavede noget... Jeg var så langt ude at jeg havde aftalt med mig selv at han fik 14 dage efter vores datters ankomst til at ændre sig, og det kan jeg love for at han gjorde! 

Vores datter er nu 15 måneder, han har været fuld 1 gang, vi kører altid som de første hjem til fødselsdage osv, fordi hun altså skal i seng, hvilket vi aldrig gjorde før.... Han putter hende hver aften, og han har 1 månedlig far-dag, hvor de tager ud og laver det han syntes hun skal opleve, de cykler ud en tur, kigger på biler, motorcykler eller fisker.. Han elsker de timer med hende, og jeg syntes det er rigtig rart med lidt frirum til mig selv.

Kan selvfølglig ikke love at din mand gør det samme, men det kan man da håbe.. - 

Oh, jo jo! Han er skam tømrer, og arbejder godt i hverdagen.
Men problemet med ham er at når han er hjemme, mener han at han er fri, hvilket jo ikke kan få en hverdag til at hænge sammen.

En typisk hverdag, før jeg blev gravid:

Min kæreste står op, spiser mad, rydder væk og tager på arbejde. Låser og slukker efter sig.
Han kommer hjem, tager lidt mad, rydder op efter sig, og går og laver noget udenfor, som han gerne vil.

En typisk hverdag nu:

Min kæreste står op, spiser mad, lader sin service stå.
Så går han på wc, skyller ikke ud, lader lyset være tændt og forlader et ulåst hus.
Han kommer hjem, smider sit arbejdstøj på spisebordet, køkkengulvet, og hele vejen hen til sofaen, hvor han så selv ligger sig, og tænder tv'et. rejser sig i en pause, laver en mad, og lader servicen stå enten på gulv, i sofa eller på bordet.

Han er blevet Rasmus modsat, på ingen tid!
Og de få gange jeg konfronterer ham med det som jeg ser som et problem, stiller han sig i forsvar i stedet for at lytte til hvad jeg siger, og lade være med at tage det som et angreb...
Tja... jeg ved ikke om jeg enten er for god ved ham eller for hård ved ham.

Anonym skriver:

Nu ved jeg jo godt at han ikke er i rollen endnu, og tingene nok ændrer sig. Men jeg er begyndt at blive i tvivl, og kan knap skelne mellem hvornår han laver sjov og reelt set mener noget.

Men fx : Vi var ude ved et vennepar i går aftes, og deres 2-årige datter skulle have skiftet ble. Så sagde jeg at det kunne jeg sagtens gøre, og så sagde min kæreste at ''unger tager ikke skade af at sidde med en brugt ble, mere end 5 minutter''. Og jeg tænker bare at det er en lad holdning. For 1; Det er jo opdaget at der er noget i bleen, så hvorfor ikke skifte den? og 2; det er en utrolig dårlig vane at give sig selv, at trække tingene ud.

Men altså... jeg ved ikke om han sagde det i sjov eller ej, men det rammer mig bare. Også når han siger ting som at den kun får ét sæt tøj på om dagen, og så er det ligemeget hvor meget den sviner det til, det er bare synd for det er dens egen skyld. Det kan man bare ikke, det er et lille barn, og de gylper altså og sviner og sådan er det bare... Men prøver lidt at bilde mig selv ind at det er fordi han måske ikke ved bedre.

Nej det forstår jeg da godt, hvis det ikke er for sjov, er det da en ubehagelig attitude  Særligt over for sin kæreste, som man venter barn med.

Dit svar til EnSødMor får mig til at tænke på, om han måske har stress/føler sig stresset, og håndterer det på den måde? Altså at han føler en masse pres, og pludselig føler sig magtesløs, for så at lave absolut ingenting, når han kan komme til det. Jeg siger bestemt ikke, at det er din skyld, men han står nu og skal varetage flere opgaver, fordi du ikke kan holde til det. Samtidigt med at han snart skal varetage rollen som far. Mon det hele bare er lidt mere, end han kan overskue lige nu?

Jeg svarer ud fra egen oplevelse, jeg har nemlig selv tendens til at lave ingenting, når jeg burde lave en hel masse!

Anonym skriver:

Oh, jo jo! Han er skam tømrer, og arbejder godt i hverdagen.
Men problemet med ham er at når han er hjemme, mener han at han er fri, hvilket jo ikke kan få en hverdag til at hænge sammen.

En typisk hverdag, før jeg blev gravid:

Min kæreste står op, spiser mad, rydder væk og tager på arbejde. Låser og slukker efter sig.
Han kommer hjem, tager lidt mad, rydder op efter sig, og går og laver noget udenfor, som han gerne vil.

En typisk hverdag nu:

Min kæreste står op, spiser mad, lader sin service stå.
Så går han på wc, skyller ikke ud, lader lyset være tændt og forlader et ulåst hus.
Han kommer hjem, smider sit arbejdstøj på spisebordet, køkkengulvet, og hele vejen hen til sofaen, hvor han så selv ligger sig, og tænder tv'et. rejser sig i en pause, laver en mad, og lader servicen stå enten på gulv, i sofa eller på bordet.

Han er blevet Rasmus modsat, på ingen tid!
Og de få gange jeg konfronterer ham med det som jeg ser som et problem, stiller han sig i forsvar i stedet for at lytte til hvad jeg siger, og lade være med at tage det som et angreb...
Tja... jeg ved ikke om jeg enten er for god ved ham eller for hård ved ham.

Han lyder stresset?

Papillon skriver:

Nej det forstår jeg da godt, hvis det ikke er for sjov, er det da en ubehagelig attitude  Særligt over for sin kæreste, som man venter barn med.

Dit svar til EnSødMor får mig til at tænke på, om han måske har stress/føler sig stresset, og håndterer det på den måde? Altså at han føler en masse pres, og pludselig føler sig magtesløs, for så at lave absolut ingenting, når han kan komme til det. Jeg siger bestemt ikke, at det er din skyld, men han står nu og skal varetage flere opgaver, fordi du ikke kan holde til det. Samtidigt med at han snart skal varetage rollen som far. Mon det hele bare er lidt mere, end han kan overskue lige nu?

Jeg svarer ud fra egen oplevelse, jeg har nemlig selv tendens til at lave ingenting, når jeg burde lave en hel masse!

Hm... tja, det kan da vel egentlig godt være