At sætte rammer for sine børn

Juleaften snakkede min mand og min søster om børneopdragelse og livet generalt som forældre. Min mand siger på et tidspunkt at det er vigtigt for børn, der er tydelige rammer. Det er vi alle enige i, men så kigger min søster på mig og siger, at det var der i hvert fald ikke i vores barndomshjem. Jeg bliver helt paf, og tænker som det første, at det var der da i hvert fald. Men lige siden, har jeg gået og tænkt på det, nærmest i døgndrift. Og nu må jeg så erkende i en alder af 32 år, mor til to børn og efterskolelærer, at jeg faktisk ikke aner, hvordan man sætter rammer for sine børn, så måske min søster har ret; vi er vokset op uden rammer og jeg har ikke lært, hvad rammer er.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, husker jeg meget klart, hvordan jeg lige pludselig fik en ordentlig omgang skæld ud, fordi jeg havde overtrådt en usynlig grænse, som jeg ikke vidste eksisterede - før det var for sent. Det var utrygt. Vores forældre var 68´er pædagoger, der selv voksede op med "kæft, trit og retning", "børn skal ses, ikke høres" osv. uden ret meget kærlighed og ømhed, og så hoppede de altså over i den modsatte grøft i et forsøg på, at give min søster og jeg en bedre barndom end de selv fik - og det er uden tvivl lykkedes. Vi har haft en lykkelig, men rammefri, barndom.

Jeg har rigtig meget brug for hjælp til at give mine børn en kærlig opvækst med rammer. 

Hvordan gør I?

Her gælder det om at vi har de samme rutiner når det handler om forskellige ting. F.eks. Putterutiner. Der gør vi det samme hver dag. Og han ved hvad der skal ske. 

Han ved hvad han må og hvad han ikke må, fordi vi har forklaret ham at "det må man altså ikke" og han spørger gerne først hvis der er noget han gerne vil. f.eks. Se tv, spille på telefonen, tegne osv. 

derudover så ved han hvad der skal ske i løbet af en dag. Om det er en fridag eller om det er en almindelig hverdag.

derudover ved han også st man siger tak for mad og spørger om han må rejse sig, det er hverdagsrutine her. 

Men vi er ikke så firkantede med rammer på den måde at han hele tiden får nej, eller skal spørge hele tiden. Men han er klar over hvad han gerne må og hvad han ikke må. Og nu prøver han jo grænser af, så han gør jo alt  det han ikke må, hvor han godt er klar over det. Og der skal vi reagere, fordi ellers så kan han ikke finde ud af at han ikke må nen at han gerne må fordi mor og far ikke siger noget. 

Så faste rammer er jo sådan set bare hvor i gør jeres børn opmærksomme på hvad de må og hvad de ikke må, på en god måde. Og hvor de ved hvor de har jer, ydermere så ved de hvordan i reagere hvis de gør et eller andet. At de ved hvordan landet ligger hele tiden. 

Er der ikke faste rammer kan det føre til svigt fordi børnene får for meget frihed til selv at vælge. og derfor kan deres dømmekraft af rigtigt og forkert krakelere. 

Det lyder totalt hårdt, det er det slet ikke. Vi har det meget afslappet. Men med rammer. Han skal helst vide at her er trygt og godt. Og det sørger faste rammer for  

For mig er rammer en betegnelse for hverdagen. Altså faste rutiner og information om dagen så de ikke bliver overraskede hvis vi pludselig skal ud a døren. synes det du snakker om, lyder mere som manglende grænser. Fx at du ikk vidste at dét her du lavede, ikke var i orden og fik derfor en umotiveret skideBalle for noget du ikk vidste var forkert. Som du selv skriver "en usynlig grænse du ikke vidste eksisterede, før det var for sent" lyder til at dine forældre var lidt for sent ude med grænsesætningen, når det foregik på den måde.