lineog4 skriver:
Vil sige som Carina - den bedste terapi for kig var at skrive, skrive, skrive og tale, tale, tale. En sagde til mig, du skal fortælle Lias historie 10000 gange og for hver gang skal du fortælle den en gang mindre før du kan mindes.
Jeg skrev dagbog til Lia side op og side ned og offentliggjorde den så de omkring mig vidste hvor jeg var og jeg netop kunne undgå de bekymrede blikke, de blikke fyldt med medlidenhed dem havde de hjemme i deres egen stuer og så kunne de være sammen med mig som Line og ikke kun hende som havde mistet et barn.
Må erkende at nytårsaften aldrig er blevet det samme for mig siden vi mistede Lia - for en del af mig har ikke lyst til tiden fortsætter, for med tiden flyttes jeg fysisk længere væk fra Lia og det er det sidste jeg har lyst til.
Jeg håber du når det hele har lagt sig også vil huske 2013 for alt det fantastiske, for det er Isaacs år det år han blev skabt af jeres kærlighed, det år du lærte ham at kende, så ham, mærkede ham, skabte drømme om livet med ham, det år du blev hans mor på godt og ondt. Og ja det var også det år han døde - og som mor til et dødt barn/engel er det udfordringen, at den store kærlighed altid er forbundet med et men, med en sorg... Gid jeg kunne tage det fra dig, for jeg ved jeg kan tackle det, jeg ved tiden rent faktisk før noget godt ved en, jeg ved jeg kan leve med rollen som mor til et dødt barn. Du skal finde ud af du også kan men det er en sej, lang, forfærdelig vej der hen og jeg ville gerne kunne tage byrden
