Jeg vil ikke føde!

Åh nej altså... Jeg har hele tiden troet at dette skulle jeg nok klare, og tænkt "vi er jo bygget til det" osv osv. Men indenfor de sidste par uger er frygten for fødslen kommet snigende og nu må jeg indrømme at den har fanget mig fuldstændig!

Jeg drømmer (har mareridt) om at føde HVER NAT! Jeg vågner op, badet i sved, græder og ryster og må vække min kæreste og få ham til at "putte" mig igen til jeg bliver lidt mere rolig. Det hele er en stille og rolig blanding af frygten for selve fødslen og de smerter det medfører, frygten for at der skulle ske min baby noget under fødslen, og det sidste er nok det mest langt ude, men det er at jeg ikke ved hvornår det sker. Jeg er et kontrolmenneske - og jeg har altid været det. Jeg HADER ikke at vide hvornår og hvordan ting skal ske, og jeg har det umiddelbart fra min mor af og resten bunder i noget psykisk sygdom jeg har (som dog er under kontrol både medicinsk og terapimæssigt ) Men det at jeg ikke ved præcis hvornår babyen ankommer stresser mig simpelthen så meget at jeg får det helt skidt af det. Selve fødslen frygter jeg i den forstand at jeg godt ved det kommer til at gøre ondt (og ja jeg ved godt jeg er bygget til det og jeg ved også godt det er smerten værd) men jeg ved ikke hvad det er for en smerte præcis. Og selvfølgelig finder jeg aldrig ud af det medmindre jeg prøver det, men der kommer det der kontrol noget nok op i mig igen, og jeg kan mærke jeg lukker helt af og tænker ved mig selv "nej jeg gør det bare ikke så". Det at der skulle kunne ske min baby noget under fødslen er også virkelig slemt, men det er trods alt det mindste af disse onder - men det skræmmer mig stadig.

Nu er jeg bare nået til et punkt hvor jeg nærmest ikke sover om natten, og i løbet af dagen får "flash-backs" til de her drømme og begynder at græde og bliver utilpas og nervøs og ked af det. Jeg forsøgte at tale med min mor om det, men da hun tydeligvis aldrig har haft det sådan grinte hun bare af mig og sagde at jeg jo er bygget til at føde og det var smerten værd når jeg lå der med min baby - og det ved jeg jo godt, men det hjælper bare ingenting lige nu

Nu er mit spørgsmål så om andre har haft det sådan her, hvad i gjorde og om der ellers er gode råd? Jeg skal til jordemoder lige efter nytår og overvejer at snakke med hende om det, men orker virkelig ikke endnu en der griner mig op i ansigtet, da jeg virkelig er ved at gå i panik, så selvom det måske lyder komisk det hele, så føles det bestemt ikke sådan.

Håber på nogle gode råd, og evt også nogle råd til hvad jeg kunne sige til min jordemoder for jeg holder snart ikke dette ud mere  Vil jo bare gerne glæde mig til at have min baby hos mig!!

ALLE råd tages imod med kyshånd! På forhånd tak, og undskyld for den lange besked 

Anonym skriver:

Åh nej altså... Jeg har hele tiden troet at dette skulle jeg nok klare, og tænkt "vi er jo bygget til det" osv osv. Men indenfor de sidste par uger er frygten for fødslen kommet snigende og nu må jeg indrømme at den har fanget mig fuldstændig!

Jeg drømmer (har mareridt) om at føde HVER NAT! Jeg vågner op, badet i sved, græder og ryster og må vække min kæreste og få ham til at "putte" mig igen til jeg bliver lidt mere rolig. Det hele er en stille og rolig blanding af frygten for selve fødslen og de smerter det medfører, frygten for at der skulle ske min baby noget under fødslen, og det sidste er nok det mest langt ude, men det er at jeg ikke ved hvornår det sker. Jeg er et kontrolmenneske - og jeg har altid været det. Jeg HADER ikke at vide hvornår og hvordan ting skal ske, og jeg har det umiddelbart fra min mor af og resten bunder i noget psykisk sygdom jeg har (som dog er under kontrol både medicinsk og terapimæssigt ) Men det at jeg ikke ved præcis hvornår babyen ankommer stresser mig simpelthen så meget at jeg får det helt skidt af det. Selve fødslen frygter jeg i den forstand at jeg godt ved det kommer til at gøre ondt (og ja jeg ved godt jeg er bygget til det og jeg ved også godt det er smerten værd) men jeg ved ikke hvad det er for en smerte præcis. Og selvfølgelig finder jeg aldrig ud af det medmindre jeg prøver det, men der kommer det der kontrol noget nok op i mig igen, og jeg kan mærke jeg lukker helt af og tænker ved mig selv "nej jeg gør det bare ikke så". Det at der skulle kunne ske min baby noget under fødslen er også virkelig slemt, men det er trods alt det mindste af disse onder - men det skræmmer mig stadig.

Nu er jeg bare nået til et punkt hvor jeg nærmest ikke sover om natten, og i løbet af dagen får "flash-backs" til de her drømme og begynder at græde og bliver utilpas og nervøs og ked af det. Jeg forsøgte at tale med min mor om det, men da hun tydeligvis aldrig har haft det sådan grinte hun bare af mig og sagde at jeg jo er bygget til at føde og det var smerten værd når jeg lå der med min baby - og det ved jeg jo godt, men det hjælper bare ingenting lige nu

Nu er mit spørgsmål så om andre har haft det sådan her, hvad i gjorde og om der ellers er gode råd? Jeg skal til jordemoder lige efter nytår og overvejer at snakke med hende om det, men orker virkelig ikke endnu en der griner mig op i ansigtet, da jeg virkelig er ved at gå i panik, så selvom det måske lyder komisk det hele, så føles det bestemt ikke sådan.

Håber på nogle gode råd, og evt også nogle råd til hvad jeg kunne sige til min jordemoder for jeg holder snart ikke dette ud mere  Vil jo bare gerne glæde mig til at have min baby hos mig!!

ALLE råd tages imod med kyshånd! På forhånd tak, og undskyld for den lange besked 

Uha hvor jeg bare forstår dig!

Jeg stod selv i præcis samme situation som dig! Jeg har fødselsangst og skulle have haft planlagt kejsersnit - det endte dog i akut to uger før tid. Jeg var ekstremt bange for at dø under fødslen og jeg var bange for at mit barn skulle dø. Det var det der fyldte mest i mig men også smerterne, det at være fuldstændig uden nogen form for kontrol og en masse andet.

Du skal endelig tale med din jordemoder om det! Det er så vigtigt! Hun kan hjælpe dig igennem det og hjælpe dig til den bedste fødsel for dig!

Du er meget velkommen til, at skrive en privat besked til mig, så kan fortælle om mit forløb

Anonym skriver:

Åh nej altså... Jeg har hele tiden troet at dette skulle jeg nok klare, og tænkt "vi er jo bygget til det" osv osv. Men indenfor de sidste par uger er frygten for fødslen kommet snigende og nu må jeg indrømme at den har fanget mig fuldstændig!

Jeg drømmer (har mareridt) om at føde HVER NAT! Jeg vågner op, badet i sved, græder og ryster og må vække min kæreste og få ham til at "putte" mig igen til jeg bliver lidt mere rolig. Det hele er en stille og rolig blanding af frygten for selve fødslen og de smerter det medfører, frygten for at der skulle ske min baby noget under fødslen, og det sidste er nok det mest langt ude, men det er at jeg ikke ved hvornår det sker. Jeg er et kontrolmenneske - og jeg har altid været det. Jeg HADER ikke at vide hvornår og hvordan ting skal ske, og jeg har det umiddelbart fra min mor af og resten bunder i noget psykisk sygdom jeg har (som dog er under kontrol både medicinsk og terapimæssigt ) Men det at jeg ikke ved præcis hvornår babyen ankommer stresser mig simpelthen så meget at jeg får det helt skidt af det. Selve fødslen frygter jeg i den forstand at jeg godt ved det kommer til at gøre ondt (og ja jeg ved godt jeg er bygget til det og jeg ved også godt det er smerten værd) men jeg ved ikke hvad det er for en smerte præcis. Og selvfølgelig finder jeg aldrig ud af det medmindre jeg prøver det, men der kommer det der kontrol noget nok op i mig igen, og jeg kan mærke jeg lukker helt af og tænker ved mig selv "nej jeg gør det bare ikke så". Det at der skulle kunne ske min baby noget under fødslen er også virkelig slemt, men det er trods alt det mindste af disse onder - men det skræmmer mig stadig.

Nu er jeg bare nået til et punkt hvor jeg nærmest ikke sover om natten, og i løbet af dagen får "flash-backs" til de her drømme og begynder at græde og bliver utilpas og nervøs og ked af det. Jeg forsøgte at tale med min mor om det, men da hun tydeligvis aldrig har haft det sådan grinte hun bare af mig og sagde at jeg jo er bygget til at føde og det var smerten værd når jeg lå der med min baby - og det ved jeg jo godt, men det hjælper bare ingenting lige nu

Nu er mit spørgsmål så om andre har haft det sådan her, hvad i gjorde og om der ellers er gode råd? Jeg skal til jordemoder lige efter nytår og overvejer at snakke med hende om det, men orker virkelig ikke endnu en der griner mig op i ansigtet, da jeg virkelig er ved at gå i panik, så selvom det måske lyder komisk det hele, så føles det bestemt ikke sådan.

Håber på nogle gode råd, og evt også nogle råd til hvad jeg kunne sige til min jordemoder for jeg holder snart ikke dette ud mere  Vil jo bare gerne glæde mig til at have min baby hos mig!!

ALLE råd tages imod med kyshånd! På forhånd tak, og undskyld for den lange besked 

Åh hvor kan jeg godt huske det..

Jeg var så bange for, hvor ondt det skulle gøre, om jeg kunne kontrollere det, om jeg kunne finde ud af at trække vejret rigtigt, om jeg overhovedet havde kræfter til at presse ham ud osv.

Jeg synes du  skal snakke med din JM efter nytår, hun griner dig absolut  ikke op i ansigtet, hun har med garanti mødt mange der har det som dig..

Hvor langt er du? Har du mulighed for at gå til fødselsforberedelse? I så fald, så gør det.. Det hjælper meget på de ubesvarede spørgsmål man nu end kan have..

Mht. at der skal ske noget med dit barn under fødslen, det er så utrolig sjældent, og du skal huske, at hvis der er den mindste mistanke til, at barnet "tager skade" tilkalder de en million læger.. Det gjorde de under min fødsel, på under 5 minutter stod der 20 mennesker på stuen, og inden da var der kun 2 JM, en børnelæge og hende der skulle få ham ud med cup, så der kom lige 16 mennesker ind uden jeg opdagede det faktisk, fordi de var bange for, at Anthon skulle tage skade af fødslen..
De er der til at  hjælpe dig.. Og det gør de! 

Åh nej altså... Jeg har hele tiden troet at dette skulle jeg nok klare, og tænkt "vi er jo bygget til det" osv osv. Men indenfor de sidste par uger er frygten for fødslen kommet snigende og nu må jeg indrømme at den har fanget mig fuldstændig!

Jeg drømmer (har mareridt) om at føde HVER NAT! Jeg vågner op, badet i sved, græder og ryster og må vække min kæreste og få ham til at "putte" mig igen til jeg bliver lidt mere rolig. Det hele er en stille og rolig blanding af frygten for selve fødslen og de smerter det medfører, frygten for at der skulle ske min baby noget under fødslen, og det sidste er nok det mest langt ude, men det er at jeg ikke ved hvornår det sker. Jeg er et kontrolmenneske - og jeg har altid været det. Jeg HADER ikke at vide hvornår og hvordan ting skal ske, og jeg har det umiddelbart fra min mor af og resten bunder i noget psykisk sygdom jeg har (som dog er under kontrol både medicinsk og terapimæssigt ) Men det at jeg ikke ved præcis hvornår babyen ankommer stresser mig simpelthen så meget at jeg får det helt skidt af det. Selve fødslen frygter jeg i den forstand at jeg godt ved det kommer til at gøre ondt (og ja jeg ved godt jeg er bygget til det og jeg ved også godt det er smerten værd) men jeg ved ikke hvad det er for en smerte præcis. Og selvfølgelig finder jeg aldrig ud af det medmindre jeg prøver det, men der kommer det der kontrol noget nok op i mig igen, og jeg kan mærke jeg lukker helt af og tænker ved mig selv "nej jeg gør det bare ikke så". Det at der skulle kunne ske min baby noget under fødslen er også virkelig slemt, men det er trods alt det mindste af disse onder - men det skræmmer mig stadig.

Nu er jeg bare nået til et punkt hvor jeg nærmest ikke sover om natten, og i løbet af dagen får "flash-backs" til de her drømme og begynder at græde og bliver utilpas og nervøs og ked af det. Jeg forsøgte at tale med min mor om det, men da hun tydeligvis aldrig har haft det sådan grinte hun bare af mig og sagde at jeg jo er bygget til at føde og det var smerten værd når jeg lå der med min baby - og det ved jeg jo godt, men det hjælper bare ingenting lige nu

Nu er mit spørgsmål så om andre har haft det sådan her, hvad i gjorde og om der ellers er gode råd? Jeg skal til jordemoder lige efter nytår og overvejer at snakke med hende om det, men orker virkelig ikke endnu en der griner mig op i ansigtet, da jeg virkelig er ved at gå i panik, så selvom det måske lyder komisk det hele, så føles det bestemt ikke sådan.

Håber på nogle gode råd, og evt også nogle råd til hvad jeg kunne sige til min jordemoder for jeg holder snart ikke dette ud mere  Vil jo bare gerne glæde mig til at have min baby hos mig!!

ALLE råd tages imod med kyshånd! På forhånd tak, og undskyld for den lange besked 

Årh, kan godt forstå din nervøsitet over det at skulle føde men du skal ikke være bange. Ligeså snart veerne går i gang kommer der noget power frem i dig som aldrig før og du vil føle dig mere klar end nogensinde. Hvis jeg kunne føde kan du UDEN PROBLEMER Havde det ligesom dig: "mon jeg klare det, hvor ondt gør det, hvilken smerte, hvad hvis jeg dør, eller baby gør".
Når du kommer til næste jordemoder besøg skal du sige, at du gerne vil tages seriøst med det du vil fortælle og tro mig, hun griner ikke. Alle første gangsfødende er bange og det er normalt kæmpe kram
Herfra.

Kæmpe kram

Frygten kan ramme alke og tror den rammer de fleste men lyder slemt hos dig og ville råde dig til at få god snak ved fin jm. Hjælp og vejledning og fødselsforberedelse

Jeg ELSKER selv kontrol, men lige fødslen kunne jeg sagtens ligge fra mig. Jeg havde travlt med at få alting færdigt, og skynde på manden for at få vuggen malet færdigt.

Jeg ved jo ikke hvordan du har det med smerter, for selvfølgelig gør det ondt at føde. Ja, vores krop er bygget til det, vores psyke nok også til en vis grænse, men derfor er det ikke ens betydende med at vi takler det ens allesammen. Smerterne kan jeg sådan set ikke rigtig forklare, men jeg kan fortælle at under udvidelsesveerne forsvandt jeg nærmest ind i min egen lille bobbel. Jeg havde både jm og en læge med, en læge som var ved at uddanne sig til praktiserende læge. Så hver gang jm havde mærket skulle han mærket, heldigvis var de begge gode, så når jeg sagde de skulle vente, så hørte de altså efter. Jm var super god til at guide mig.

Smertemessigt er jeg smertepatient i forvejen, så jeg har dagligt smerter, og selvom udvidelsesveerne var slemme, så var de ikke værrere end at jeg stadig hele tiden var bevidst om at jeg havde fu*king ondt i min fod, fordi jeg ikke selv kunne styre den som jeg plejer i det daglige...

Jeg tror det er meget normalt at man bliver bange for at føde, vi ved jo aldrig hvordan det går, eller hvilke smerter vi er oppe imod. Vi står overfor noget nyt, som ingen nogen sinde kan forklare os. Vi oplever det alle forskelligt på vores krop. Nogen syntes det er som at smutte mandler, og føder gerne 5-6-7 børn, andre syntes det er tortur, og stopper efter 1 barn.

Ingen kan fortælle dig, hvordan du vil opleve smerten, sige det er monster smertefuldt, eller det er "bare et lille prik".

Hvis jeg var dig, ville jeg snakke med jm om hvad der er af muligheder for smertelindring. For jeg er overbevist om at du er ikke den eneste der sidder med de følelser, og der kommer helt sikkert også flere efter dig.

Jeg tvivler på jm vil grine af dig, det er hendes job til at hjælpe dig til en god fødsel, og at lave den bedste vurdering for hvordan fødslen forløber, og at baby kommer ud i sikker tilstand (det sidste er forkert formuleret, kunne ikke lige finde andre ord)

Hej
Ikke for at være pessimist, så ville jeg ikke bekymre mig om fødslen som kontrolmenneske, men mere om hvad det vil sige at få sådan et lille barn, der vender op og ned på dit liv, og hvor lidt du da kan kontrollere... Jeg taler af erfaring, for jeg overvurderede mig selv og undervurderede det at få barn

Knus Elvers

Jeg tror vi alle sammen oplever en form for nervøsitet og lettere angst i forbindelse med fødsel. Det er 3 gang jeg skal føde og er faktisk rigtig nervøs denne gang men ved jo osse at den dag fødslen kommer forsvinder det!

Jeg kan virkelig varmt anbefale dig fødselsforberedelse hos "smertefri fødsel" (smertefrifoedsel.dk - de har også en rigtig god facebook side). Det er lidt dyrt, men de har også nogle gratis foredrag rundt om i landet. Det er virkelig alle pengene værd!!

Jeg kan også anbefale, at tage et kursus i fødselshypnose. Det gav mig en god ro op til fødslen, fordi jeg fik nogle redskaber til at slappe af og til selv at være med i forløbet. Min kæreste var også med på workshoppen og han lærte at lægge mig i hypnose. Det var super godt, og jeg havde faktisk ikke de store smerter indtil pressefasen. Jeg lå bare helt rolig i sengen og kunne trække vejret helt normalt. At det så ikke gik så nemt i pressefasen er en anden sag, da min søn lå skævt og lå som stjernekigger. 

Anden anden god ting ved det er, at din kæreste/mand får en rolle under fødslen. Mange mænd ved ikke helt, hvad de skal gøre af sig selv, men de tager så aktiv del i det også. 

Du kan finde flere videoer på nettet om det, hvis du søger på fødselshypnose. 

Du vil også kunne få hjælp hos en hypnotisør, hvis du starter i en form for terapi allerede nu. Så kan I gå ind og arbejde specifikt på din angst, så du kan nå, at få den fjernet inden du skal føde.