(marts) Hva skal man lige gøre??

Jeg har brug for at læsse lidt af, jeg er frustret over min Kristophers far.
Vi har kendt hinanden i ca. 6 år og har været kærester on and off i næsten 3 år, Kristopher var ikke planlagt og vi var ikke kærester da han blev "lavet". Vi har været sammen siden november sidste år og i starten gik det faktisk rigtig godt trods forvirring i min kærestes hoved om han nu var klar til at blive far eller ej.
Nu er Kristopher snart 4 måneder og jeg synes at hans far er visnet som en anden plante, han smiler ikke mere, han snakker ikke rigtig med mig mere.
Jeg har prøvet at snakke med ham om det og spørge om hvad det er der går ham på, men flere gange er han blevet sur og så har jeg ellers fået i hovedet at han ikke elsker mig og at han ikke mener at vi har noget til fælles. ( ).
5 min senere siger han mange gange undskyld og at han ikke mente det og så forklarer han det hele med at han er stresset og træt.
Før i tiden kunne vi ikke kigge på hinanden uden at springe i favnen på hinanden og nussese og kyssede hele tiden ( vi var rigtig forelskede) der var også rigtig godt gang i lagerne derhjemme, men sådan er det bestemt ikke længere. Når vi går i seng om aftenen og jeg gerne vil ligge og snakke og nusse lidt vænder han sig om på den anden side og siger godnat. For det meste bliver jeg så ked af det at jeg falder i søvn imens jeg stille græder så han ikke skal opdage det.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at gøre ham glad igen.
Jeg er stadig dybt forelsket i ham og har ikke lyst til at give slip på ham, men jeg føler at det snart er den eneste løsning så jeg igen kan blive glad som før.
Vi er ikke så gamle og derfor synes jeg ikke at vores forhold skal føles som om vi er 80 og hader hinanden.

Tak fordi jeg lige må læsse lidt af
Hilsen en trist Henni

svært at sige....
DEt kan være en  fødselsdepression jo...det får mænd desværre også.
Det kan være han bare ikke magter opgaven og som han sagde, ikke er klar til at være far.
Og jo, det kan være i bare ikke er gode for hinandne mere, det sker desværre også tit efter der er kommet barn  til verden.
Det eneste i kan gøre at tale åbent om det og får det på plads.

Som MariaE også skriver kan det jo godt være en fødselsdep. prøv evt. at snakke med din sundhedsplejerske.
Det at få børn er jo også svært i det hele taget. Selv om man gør sig en masse tanker i graviditeten, så ved man i bund og grund ikke hvad man går ind til, før barnet er ankommet og man står midt i det. Jeg har slet ikke tal på alle de gange jeg og min mand var uenige i den første tid efter det første barn.
Prøv at se det lidt fra oven:
man sover ikke og er derfor træt og uoplagt,
barnet fylder meget, både psykisk og fysisk
ens hverdag og liv er for altid ændret, man skal finde et nyt ståsted
Sex er også vigtigt, men det er svært når man altid er træt eller barnet ikke sover
Det er bare BENHÅRDT at blive forældre. Man kan måske godt sammenligne det lidt med en krise, man skal lige finde sine ben i den nye livs-situation. Mænd er nogle hulemænd de evner ikke at snakke om tingene, men går og ruger over det i stedet. Vi kvinder vil snakke omalt til hudløshed.

Kommunikation og plads til hinanden er vejen frem, og selvfølgelig også en afklaring på om han har en dep.

Berith