At være særligt sensitiv?

Jeg sidder og er lidt forvirret med mig selv.. Så en tråd herinde som handlede om at der var en hvis barn var særligt sensitiv og det havde hun først opdaget efter 2 år hun var det også selv.. Og som jeg læste tråden igennem var der ligesom flere ting der gik igen i mit hoved og valgte at søge lidt på det og endte inde på jeg ved ikke hvor mange sider omkring emnet..

Men i hvert fald fik lavet den ene test efter den anden og mange ting var at genkende på mig selv, men også hos min mor og lille bror.. Og jo mere jeg læser jo mere sikker bliver jeg om at jeg nok ikke kan komme uden om at jeg også er særligt sensitiv.. Og føler mig et eller andet sted så forkert og prøver at sige til mig selv jeg bare er indbildsk.. Og da jeg nævnte det for kæresten og han kiggede på det jeg havde lavet og læste lidt også sagde han at ja det var nok det jeg var for det passede jo meget godt på hvordan jeg opføre mig til dagligt.. 

Nu sidder jeg så bare med en hul følelse i maven.. kærestens ord var at så måtte jeg jo bare arbejde med mig selv så jeg kunne komme af med det... og det har jeg ingen ide om hvordan jeg gør?! Og læste det var arveligt.. Hvis jeg så er særligt sensitiv kan jeg så risikere at det går videre til evt kommende børn? Har ingen på nuværende tidspunkt men vi forsøger.. og hvis jeg er det vil jeg så kunne tage mig ordentligt af at barn som er særligt sensitiv når jeg ingen erfaring har med at håndtere det?! Aner virkelig ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv.. Håber der sidder nogen derude og kan svare mig på bare et eller andet.. føler mig virkelig på bar bund..  

Anonym skriver:

Jeg sidder og er lidt forvirret med mig selv.. Så en tråd herinde som handlede om at der var en hvis barn var særligt sensitiv og det havde hun først opdaget efter 2 år hun var det også selv.. Og som jeg læste tråden igennem var der ligesom flere ting der gik igen i mit hoved og valgte at søge lidt på det og endte inde på jeg ved ikke hvor mange sider omkring emnet..

Men i hvert fald fik lavet den ene test efter den anden og mange ting var at genkende på mig selv, men også hos min mor og lille bror.. Og jo mere jeg læser jo mere sikker bliver jeg om at jeg nok ikke kan komme uden om at jeg også er særligt sensitiv.. Og føler mig et eller andet sted så forkert og prøver at sige til mig selv jeg bare er indbildsk.. Og da jeg nævnte det for kæresten og han kiggede på det jeg havde lavet og læste lidt også sagde han at ja det var nok det jeg var for det passede jo meget godt på hvordan jeg opføre mig til dagligt.. 

Nu sidder jeg så bare med en hul følelse i maven.. kærestens ord var at så måtte jeg jo bare arbejde med mig selv så jeg kunne komme af med det... og det har jeg ingen ide om hvordan jeg gør?! Og læste det var arveligt.. Hvis jeg så er særligt sensitiv kan jeg så risikere at det går videre til evt kommende børn? Har ingen på nuværende tidspunkt men vi forsøger.. og hvis jeg er det vil jeg så kunne tage mig ordentligt af at barn som er særligt sensitiv når jeg ingen erfaring har med at håndtere det?! Aner virkelig ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv.. Håber der sidder nogen derude og kan svare mig på bare et eller andet.. føler mig virkelig på bar bund..  

Jeg og min søn er også særligt sensitive ud for specifikke punkter, men værdsætter det højt fordi vi er som vi er og ser det ikke som en dårlig ting 

MortilElias2010 skriver:

Jeg og min søn er også særligt sensitive ud for specifikke punkter, men værdsætter det højt fordi vi er som vi er og ser det ikke som en dårlig ting 

Er det noget du altid har vidst eller hvor gammel var du da du fandt ud af det?

Jeg har også først for en måneds tid siden - i en alder af 29 år! - fundet ud af at jeg nok er hsp... Og tror også min ældste søn har arvet det lidt...

For mig var det lidt en lettelse! Det har givet mig svar på mange ting - på hvorfor jeg reagerer som jeg gør, hvorfor jeg ikke er særligt socialt anlagt osv...

Men det er altså ikke noget man "kommer over" men noget man er og som man skal lære at leve med - jeg er i hvert fald begyndt at lave om på nogle ting i mit liv

Anonym skriver:

Jeg sidder og er lidt forvirret med mig selv.. Så en tråd herinde som handlede om at der var en hvis barn var særligt sensitiv og det havde hun først opdaget efter 2 år hun var det også selv.. Og som jeg læste tråden igennem var der ligesom flere ting der gik igen i mit hoved og valgte at søge lidt på det og endte inde på jeg ved ikke hvor mange sider omkring emnet..

Men i hvert fald fik lavet den ene test efter den anden og mange ting var at genkende på mig selv, men også hos min mor og lille bror.. Og jo mere jeg læser jo mere sikker bliver jeg om at jeg nok ikke kan komme uden om at jeg også er særligt sensitiv.. Og føler mig et eller andet sted så forkert og prøver at sige til mig selv jeg bare er indbildsk.. Og da jeg nævnte det for kæresten og han kiggede på det jeg havde lavet og læste lidt også sagde han at ja det var nok det jeg var for det passede jo meget godt på hvordan jeg opføre mig til dagligt.. 

Nu sidder jeg så bare med en hul følelse i maven.. kærestens ord var at så måtte jeg jo bare arbejde med mig selv så jeg kunne komme af med det... og det har jeg ingen ide om hvordan jeg gør?! Og læste det var arveligt.. Hvis jeg så er særligt sensitiv kan jeg så risikere at det går videre til evt kommende børn? Har ingen på nuværende tidspunkt men vi forsøger.. og hvis jeg er det vil jeg så kunne tage mig ordentligt af at barn som er særligt sensitiv når jeg ingen erfaring har med at håndtere det?! Aner virkelig ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv.. Håber der sidder nogen derude og kan svare mig på bare et eller andet.. føler mig virkelig på bar bund..  

Jamen, sødeste ven, - det er jo ikke noget handicap. - Det er ganske vist ikke majoriteten af befolkningen som er særligt sensitive, men man regner dog med omkring 20% - og det er da en slat! Altså: Det er HELT NORMALT.

At have fokus på det, kan bare hjælpe en til en større forståelse af sig selv (og andre med egenskaben). Det er ikke  noget at frygte for sine børn. Tværtimod,- det gælder bare om at vise lidt hensyn/forståelse, - så er børn med høj grad af sensitivitet faktisk ofte enormt empatiske og kvikke.

LinLin skriver:

Jeg har også først for en måneds tid siden - i en alder af 29 år! - fundet ud af at jeg nok er hsp... Og tror også min ældste søn har arvet det lidt...

For mig var det lidt en lettelse! Det har givet mig svar på mange ting - på hvorfor jeg reagerer som jeg gør, hvorfor jeg ikke er særligt socialt anlagt osv...

Men det er altså ikke noget man "kommer over" men noget man er og som man skal lære at leve med - jeg er i hvert fald begyndt at lave om på nogle ting i mit liv

Er selv kun 21 så det er heldigvis lidt tidligere end dig men har du kendt til hvad særligt sensitiv var? eller ? 

Det gør mig nok også lidt lettet men igen gør det mig også frustreret og sur fordi jeg altid har troet jeg bare skulle presse mig selv noget mere så jeg lærte at håndtere flere ting hvilket aldrig rigtig er gået og nu kan jeg så se frem til at det aldrig rigtig vil lykkes på den måde  

Min kæreste mente det nok især med ting at jeg ikke kan tåle overraskelser altså ting der kommer pludseligt og som jeg så mister kontrollen over.. Hans familie er meget spontane jeg kender dem ikke så godt og de har det med at ringe dagen før eller et par timer før de pludselig står i døren og så er det jeg går fuldstændig i selvsving og det mente han jo så jeg bare skulle arbejde med for det skulle jeg jo lære at håndtere.. Nu ved jeg ikke om det er noget jeg kan lære at "håndtere"? Altså han mente at man kan altid præge en adfærd væk.. hvordan har din omverden taget det? For jeg føler virkelig jeg står lidt alene

Frk. Himmelblå skriver:

Jamen, sødeste ven, - det er jo ikke noget handicap. - Det er ganske vist ikke majoriteten af befolkningen som er særligt sensitive, men man regner dog med omkring 20% - og det er da en slat! Altså: Det er HELT NORMALT.

At have fokus på det, kan bare hjælpe en til en større forståelse af sig selv (og andre med egenskaben). Det er ikke  noget at frygte for sine børn. Tværtimod,- det gælder bare om at vise lidt hensyn/forståelse, - så er børn med høj grad af sensitivitet faktisk ofte enormt empatiske og kvikke.

Ja det er også det jeg har fået læst mig til.. Alligevel føler jeg mig forkert.. Og især efter min kæreste mente jeg så skulle arbejde med at få det dæmpet så jeg kunne håndtere pludselige ting osv.. det har jeg ingen ide om hvordan jeg skal gøre.. Føler mig lidt som om nu har vi fundet problemet og så skal det fikses :/ 

Det var rart at høre! Har altid selv været meget empatisk og fået afvide jeg var kvik så kan jo være det ikke var så svært.. Men er bange for at jeg ikke ville kunne omfavne et evt barns behov når jeg ikke engang ved hvordan jeg skal håndtere mine egne behov :/

Anonym skriver:

Er selv kun 21 så det er heldigvis lidt tidligere end dig men har du kendt til hvad særligt sensitiv var? eller ? 

Det gør mig nok også lidt lettet men igen gør det mig også frustreret og sur fordi jeg altid har troet jeg bare skulle presse mig selv noget mere så jeg lærte at håndtere flere ting hvilket aldrig rigtig er gået og nu kan jeg så se frem til at det aldrig rigtig vil lykkes på den måde  

Min kæreste mente det nok især med ting at jeg ikke kan tåle overraskelser altså ting der kommer pludseligt og som jeg så mister kontrollen over.. Hans familie er meget spontane jeg kender dem ikke så godt og de har det med at ringe dagen før eller et par timer før de pludselig står i døren og så er det jeg går fuldstændig i selvsving og det mente han jo så jeg bare skulle arbejde med for det skulle jeg jo lære at håndtere.. Nu ved jeg ikke om det er noget jeg kan lære at "håndtere"? Altså han mente at man kan altid præge en adfærd væk.. hvordan har din omverden taget det? For jeg føler virkelig jeg står lidt alene

Jeg opdagede/erkendt det i forbindelse med at jeg blev sygemeldt for stress... En fra mit arbejde havde lige været på seminar om det og havde smidt pjecer i p-stuen... Kunne krydse ja til næsten alle punkter på nær at være sensitiv overfor dufte, smag og lyde...

Alle mine lærere/undervisere har nok set mig som genert men jeg har bare ikke ville sige noget før jeg var sikker på det var rigtigt og heller ikke hvis svaret var så åbenlyst at det var pinligt

Jeg hader smalltalk og at være i sociale sammenhænge jeg ikke selv har valgt (fx gruppearbejde i skolen eller til forældremøder)

Jeg elsker struktur og planlægning. Jeg elsker naturen og stilheden. Jeg foretrækker fredag aften hjemme i stedet for i byen (og har gjort det altid )

Jeg har nemt til tårer. Hvis jeg føler mig presset eller vred kan jeg sagtens komme til at græde (virkeligt irriterende nogle gange!)

Men jeg har faktisk ikke sagt det til så mange; kun et par stykker på arbejdet.
Ifht min familie og veninder er jeg ikke "speciel" på den måde. De kender mig jo - så de behøver ikke en ny "label" til hvem jeg er med dem er jeg jo bare mig....

LinLin skriver:

Jeg har også først for en måneds tid siden - i en alder af 29 år! - fundet ud af at jeg nok er hsp... Og tror også min ældste søn har arvet det lidt...

For mig var det lidt en lettelse! Det har givet mig svar på mange ting - på hvorfor jeg reagerer som jeg gør, hvorfor jeg ikke er særligt socialt anlagt osv...

Men det er altså ikke noget man "kommer over" men noget man er og som man skal lære at leve med - jeg er i hvert fald begyndt at lave om på nogle ting i mit liv

Kunne ikke skrive det bedre selv.. Jeg fandt ud af det i september og ja det gav en lettelse uden lige og vi takler vores yngste på en hel anden måde - hvilket gør at hun nu ikke kommer helt der ud i et hys anfald at hun ikke kan komme tilbage igen.. 

Du skal lære at leve med det og vælge til og fra ud fra det.. 

Stumpen skriver:

Kunne ikke skrive det bedre selv.. Jeg fandt ud af det i september og ja det gav en lettelse uden lige og vi takler vores yngste på en hel anden måde - hvilket gør at hun nu ikke kommer helt der ud i et hys anfald at hun ikke kan komme tilbage igen.. 

Du skal lære at leve med det og vælge til og fra ud fra det.. 

Sjovt at man kan blive lettet over sådan noget