Ja det er efterhånden meget længe siden, at jeg har skrevet og oprettet en tråd herinde, men tænkte at jeg gerne vil dele min fortælling om fødslen af min datter Anaya med Jer 
Til historien skal lyde at jeg pga. åreknuder blev sat igang på termin d. 30.10.2013. Derudover var min kæreste, faderen til Anaya, udstationeret i USA fra start oktober til slut november og var derfor oprindeligt ikke planlagt til at skulle være hjemme i perioden omkring termin. Men med en dato for igangsættelse fik han ekstraordinært tilladelse til at rejse hjem, så han kunne nå at være med under fødslen. Han kom hjem mandag d. 28. oktober og skulle allerede rejse tilbage til USA fredag d. 1. november.
Vil lige advare Jer om, at min beretning er meget lang. Håber dog at den er så spændende, at I vil læse den til ende 
Fødselsberetning af Anayas fødsel torsdag d. 31. oktober 2013
Igangsættelsen
Så kom dagen, som jeg længe har set frem tid. Det er blevet onsdag d. 30. oktober 2013 og vi har langt om længe ramt termin og dagen for igangsættelse. Vi har tid på akutsvangreafsnittet på Viborg Regionshospital kl. 9.30.
Vi er tidligt oppe denne morgen. Olde skal hentes kl. 8.30, da hun skal passe Alexander under forløbet. Imens Torben og Alexander køre afsted efter olde, hopper jeg under bruseren og snupper mig et dejligt langt bad. På nuværende tidspunkt er jeg veludhvilet og ved godt mod. Kan mærke nervøsiteten i kroppen, men den er på ingen måde negativt betonet. Det hele føles spændende og jeg glæder mig til, hvad dagen kommer til at bringe med sig.
Da Torben kommer hjem med olde, får vi begge sagt pænt farvel til Alexander. Alexander forstår ikke helt, hvad der skal ske. Han er dog godt med på, at vi skal ind til lægen, så han kan hjælpe mor og så vi kan få lillesøster med hjem.
På vej mod hospitalet køre vi forbi farmor og henter hende med. Hun skal sammen med min mor være med til fødslen. Da farmor har mulighed for det, vil hun meget gerne være med helt fra begyndelsen og det genere mig ikke det mindste. Er blot glad for at kunne dele oplevelsen med både hende og min mor. Med min mor har vi aftalt, at vi ringer efter hende, når der så småt begynder at ske noget i form af veer eller vandafgang.
Da vi møder ind på afdelingen, bliver vi vist hen på en stue hvor først maven, dernæst lillepigen og til slut jeg selv bliver undersøgt. Jeg får fortaget en CTG (Cardiotokografi), som registrere barnets hjertelyd og sammentrækninger af livmoderen. Lillepigen, som jeg nu ikke vil kategorisere som værende særlig lille længere, skønnes af jordemoderen til hele 3900 gram. Selv havde jeg gættet på 38-3900. Sf-målet ligger på 40 cm. hele 4 cm. mere end for 10 dage siden, hvor det hos jordemoderen blev målt til 36 cm – skal da lige love for, at der er sket noget i løbet af den seneste uge. På nuværende tidspunkt har jeg ingen veer, men der er tværtimod godt gang i plukveerne. Desværre er jeg ikke modnet nok til at vandet kan tages. Min livmoderhals måler 2 cm. og er 1 cm. åben. Jeg får de første to igangsættende piller kl. 11.15.
På vej hjem fra hospitalet køre vi forbi bageren efter morgenbrød. Hjemme har olde sat vand over til kaffe og hun er så småt begyndt at dække bord. Skønt vi hygger, som vi plejer og altid har gjort det, så føles tiden ekstrem lang og kedsomheden begynder så småt melde sig. Jeg føler mig rastløs. Tiden går og jeg mærker intet, ikke en eneste ve.
Vi skal først møde ind på afdelingen igen kl. 15.30. Hvis undersøgelsen viser, at der fortsat intet er sket, får jeg igen to piller. Derefter har vi endnu mere ventetid i sigte. Lige nu har jeg følelsen af, at forløbet kommer til at vare længe og at vi først får vores datter at se i morgen torsdag. Begynder så små at føle tidspresset, da Torben tidlig fredag morgen skal afsted mod USA igen.
Klokken har rundet 15.30 og vi sidder igen på en af hospitalets stuer på 7. etage. Foreløbig status: Ingen yderligere udvikling. Er så småt begyndt at miste modet og kan mærke tårerne trænge sig på. Men jeg holde dem tilbage og forsøger at være optimistisk. Jordemoderen, som senere skal vise sig at være hende, der tager imod vores datter, er rigtig flink og virker meget forstående for vores situation. Skønt hun inderligt gerne vil hjælpe, er der desværre ikke meget hun kan gøre. Min livmoderhals er stadig for lang og fast til, at vandet kan tages. Hun tilbyder mig at få fortaget en lindeløsning, som jeg takker ja tak til. Al hjælp der tilbydes, tager jeg med glæde imod. Jordemoderen løsner livmoderhinden (den sæk, som lillepigen ligger i) fra livmoderhalsen. Jeg får de sidste to igangsættende piller kl. 16.15.
Nu venter vi så igen og håber, at hindeløsningen gør sit til at sætte skub i sagerne. Desværre, som tiden går, ser det igen ud til, at vi har lang tid endnu foran os. Da vi når tidspunktet for aftensmad, har jeg accepteret, at der intet mere kommer til at ske yderligere for i dag. Farmor og olde er fortsat hos os og vi beslutter os for at bestille mad udefra. Menuen bliver god gammeldags høns i asparges. Dagen har været lang for os alle og trætheden begynder så småt at melde sig. Efter aftensmaden bliver farmor og olde kørt hjem.
Senere samme aften tager mine plukveer til og igennem tre kvarters tid får jeg noteret ned, at de kommer med en varighed på 45 sek. – 1 1/2 minut og intervallet imellem dem svinger fra 3 – 5 1/2 minut. Derudover mærker jeg ømhed i min lænd. Synes det er svært at vide, om jeg bør ringe til afdelingen. Vil så nødigt blive skuffet igen. Men efter lidt debatteren frem og tilbage med mig selv, beslutter jeg mig for at ringe. Den pågældende jordemoder forklare mig, at da det nu er længe siden, at jeg indtog de sidste piller, så er det næppe deres virkning, jeg mærker. Tværtimod mener hun, at det er min egen krop, som er ved at gøre sig klar. Vi aftaler, at jeg skal ringe ind til dem igen, hvis plukveerne tager til.
Knap en time senere er jeg nået dertil, hvor jeg beder Torben om at køre afsted efter olde. Det er betrykkende for mig at vide, at olde er her til at kunne se efter Alexander, hvis vi i løbet af natten ender på hospitalet. Imens Torben er væk, ringer jeg igen til afdelingen. Mine plukveer kommer fortsat med samme varighed og interval. Derudover oplever jeg nu en konstant smerte i den øverste del af maven. En smerte, som kommer hver gang jeg foretager mig en bevægelse, som får maven til at ændre position.
På afdelingen er det en lidt ældre jordemoder, der tager imod os. Som sådan har det ikke nogen betydning, men hele situationen virker fra start meget mærkelig. Jeg bliver undersøgt og samme melding lyder som tidligere: 2 cm. livmoderhals, fast og åben 1 cm. Jeg bliver meget bevæget og særligt, da jordemoderen spørger mig direkte; ”Hvad synes du vil skal gøre med dig?” Jeg bliver næsten helt mundlam og tænker ved mig selv; ”Det kan da på ingen måde blive min beslutning – det har jeg da slet ikke kompetencerne til og derudover, er jeg følelsesmæssige ude af stand til at fortage en fornuftig beslutning på nuværende tidspunkt”. Jeg begynder at græde og giver udtryk for, hvor meget jeg virkelig ønsker at få lillepigen ud, så Torben kan nå at få del i oplevelsen. Jordemoderen tilbyder at beholde mig. Jeg takker dog pænt nej, da jeg hellere vil hjem og sove. Der er alligevel intet de kan gøre for mig her på afdelingen.
Ude på parkeringspladsen bryder jeg sammen. Jeg er grædefærdig og fuldstændig udmattet. Min mave gør så ubehageligt ondt og kan slet ikke overskue situationen. Vi køre hjem og aftaler med olde, at hun bliver hos os. Der er ingen grund til at køre hende hjem, da vi allerede næste morgen skal møde ind på akutsvangreafsnittet kl. 8.30.
Fødslen
Det er ikke nogen sjov nat for mig. Hver eneste lille bevægelse fører smerte med sig og jeg kan ikke komme op eller ned, vende eller dreje mig uden at det er meget smertefuldt. Jeg får sovet men er oppe en del gange i løbet af natten. De første par gange må jeg vække Torben, så han kan hjælpe mig ud af sengen. Jeg har så megen uro i kroppen, at jeg har svært ved at falde i dyb søvn.
Da jeg vågner om morgenen, er jeg ret kvæstet. Hele natten igennem har jeg rendt frem og tilbage fra soveværelset til toilettet. Ved hvert besøg på wc´et har jeg siden sent i går aftens haft tegnblødning.
Jeg vågner kl. 7.30 og får hurtigt vækket Torben. På nuværende tidspunkt har vi lidt små travlt. Vi skal begge gøres klar til afgang mod hospitalet og på vejen dertil, skal vi forbi farmor og hente hende. Dejligt er det nu at vide, at olde allerede er hos os, så vi lader Alexander sove videre. Som jeg står op, mærker jeg, at mine veer så småt er begyndt at bide sig fast.
På trods af at vi stod op en time før mødetid, ankommer vi faktisk i god tid på afdelingen. Optimismen er ikke stor – er efterhånden blevet skuffet så mange gange. Jeg er overbevist om, at alt er som det var i går til trods for gode veer. Så sikker, som jeg er, får jeg ret. Stadig 2 cm. livmoderhals og 1 cm. åben. Oprindeligt skal jeg på dette tidspunkt have udleveret 4 piller til indtagelse på en gang, men da jeg har smertefulde veer, vælger jordemoderen, lige som dagen før, at fortage en hindelæsning og udvider mig under indgrebet fra 1 til 2 cm. Alt ser fint ud på dette tidspunkt – sf-mål på 39 cm., lillepigen trives og skønnes til 4000 gram. Hendes puls ligger normalt med 150 slag i minuttet. Vi får en ny tid til kontrol kl. 11.15 – kun to timer fra nu.
Hjemme igen bliver veerne hyppigere og mere smertefulde. Der er igen købt ind til morgenhygge ved bordet, men jeg kan slet ikke overkomme at skulle være social og har i stedet lagt mig på langs på sofaen. Her krummer jeg sammen ved hver ve, jeg mærker. Alexander, så kærlig og omsorgsfuld han er, kan godt fornemme, at mor ikke har det så godt. På et tidspunkt, hvor der ingen anden er i stuen end ham og jeg, kommer han hen til mig og forsigtigt nusser han mig på mit ene ben og igen efterfølgende på min arm. Jeg bliver meget rørt – gud hvor jeg dog elsker den dreng.
Imens jeg ligger her på sofaen, begynder jeg så småt at lukke af for omgivelserne omkring mig. I min ”bobbel”, kan jeg op til flere gange høre olde sige; ”I skal da køre afsted nu. I bliver nødt til at køre derind nu”. Måske det er alderen der gør, at hun virker mere bekymret end os andre.
Klokken bliver hurtigt 11.15 og dette besøg ender med at blive det sidste på akutsvangreafsnittet. Nuværende status lyder: 2 cm. fast livmoderhals og 2 cm. åben. Jeg får anlagt CTG og det bliver hurtigt registreret at lillepigens puls ligger alt for høj i forhold til det ”tilladte”. Ved først måling bliver hendes puls målt til 175 slag i minuttet. De efterfølgende 20 minutter ligger den på 175-180 slag i minuttet – den tilladte grænse ligger på omkring de 150. Jordemoderen spørger mig høfligt, om jeg ryger. Jeg svare da også pænt tilbage, at det gør jeg ikke. Jordemoderen synes nemlig at kunne lugte tobak og fortæller mig, at det ville være en umiddelbar logisk forklaring på lillepigens høje puls. Jeg ved, at farmor lige er kommet tilbage på stuen efter at have været ude for at ryge, men vælger at holde den information til mig selv. Jordemoderen vælger at måle min temperatur, som ligge på 38,0. Dette er ikke noget jeg selv mærker til. Men det slår mig, at jeg tidligere samme dag rystede over hele kroppen og skønt jeg koncerterede mig, kunne jeg ikke få ro på kroppen igen. Slog det i første omgang hen som værende en reaktion på smerterne, men det har jo nok været pga. begyndende feber. Jordemoderen kommer med to pinex til mig og jeg får anlagt drop i håb om, at det kan få lillepigens puls til at falde.
Kl. 12.15, en time senere, har jeg fået en liter væske og lillepigens puls er faldet til 160-165 slag i minuttet. Jordemoderen konsultere med en læge og det vurderes, at jeg skal i penicillinbehandling. Vi får på dette tidspunkt at vide, at lillepigen og jeg, som følge af behandlingen, skal indlægges til overvågning på barselsgangen i to dage efter fødslen. Jeg når kun kort at tænke; ”Det var da ikke hvad der var planlagt”, hvorefter jeg faktisk ikke tænker yderligere over det.
Det bliver besluttet, at jeg skal ned på fødegangen. På vej ned fra akutsvangerafsnittet på 7. etage til fødegangen på 5., hører jeg svagt jordemoderen sige, at hun vil forsøge at tage vandet. Tænker ved mig selv; ”Endelig, langt om længe sker der noget”.
Jeg overflyttes til fødegangen kl. 13.00. På fødegangen bliver vi indlogeret på stue 6. Kort efter ringer Torben til min mor. Torben fortæller, at det eneste min mor siger, inde hun efterfølgende ligger røret på, er; ”Jeg kommer med det samme”. Men hvad han ikke lader mig vide er, at han fortæller min mor følgende; ”Jordemoderen siger, at hvis du vil nå fødslen, skal du køre nu”.
Veerne tager til i styrke men er stadig ineffektive. Ca. kl. 13.10 tager jordemoderen vandet. Jeg mærker intet og føler ingen ubehag ved indgrebet. Vandet er flot klart. Status lyder fortsat: 2 cm. fast livmoderhals og 2 cm. åben. Jordemoderen sætter elektrode på lillepigens hoved, så hendes puls bedre kan registreres. Under de næste par timer ligger lillepigens puls nogenlunde stabilt på 155 slag i minuttet. Selv føler jeg at have kontrol over situationen. Har fuldet en måde, hvorpå jeg kan rumme veerne. Hvis jeg sidder op, kan jeg takle dem og kan bevare roen over mig selv.
Ca. kl. 14.45 ankommer min mor til fødegangen og vi er nu fuldtallige – mig, Torben, farmor og mormor.
Kl. 15.40 er der vagtskifte og til min store glæde træder et velkendt ansigt ind ad døren – jordemoderen fra gårsdagens kontrol på akutsvangreafsnittet om eftermiddagen. På vej ind til hospitalet i morges havde vi snakket om, hvor glade vi var for netop hende og havde rost hende, for hendes måde at være på. Jeg smiler, da jeg ser hende træde ind på stuen og som hun kommer op til mig for at præsentere sig selv, fortæller jeg hende, hvor glædeligt overrasket jeg er over at det netop er hende, som overtager forløbet. Hun fortæller, at hun havde fået muligheden for at deltage i en ud af to igangværende fødsler og jeg bliver meget rørt over, at hun har valgt at følge vores forløb.
Jordemoderen, Jette Hæstrup, starter hendes vagt med at undersøge mig. Langt om længe har status ændret sig – ikke meget men lidt. Livmoderhalsen er 0,5 cm. lang, medium blød dog stadig 2 cm. åben. Men det at livmoderhalsen nu er afkortet og modnet betyder, at ve-drop kan anlægges, hvilket bliver gjort med det samme. Doseringen er på nuværende tidspunkt ikke særlig høj. Forløbet skal dog alligevel vise sig at tage til i fart fra nu af.
Efter kort tid afviger lillepigens puls igen for det acceptable og ligger nu på 170 slag i minuttet. En læge bliver tilkaldt og behandlingen med penicillin startes. Penicillinbehandlingen skal gentages hver 4. time, men hvad vi endnu ikke ved er, at jeg kun når denne ene og første omgang.
Veerne gør nu så ondt og er så smertefulde, at jeg ikke længere kan rumme dem. Kan slet ikke sammenligne smerterne, med dem, som jeg oplevede under fødslen af Alexander. Selvfølgelig har det i sin tid også gjort ondt, men slet ikke på samme måde. Da jeg med Alexander grad, da veerne føltes værst og intet sagde under pressefasen, er jeg langt mere direkte og verbal denne gang. ”Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere. Ikke rør mig. Flyt den hånd.” Alle er det sætninger, som ryger ud af min mund under dette forløb. Denne gang føler jeg mig lang mere presset og det resultere i, at jeg bliver meget kort og kontant i min dialog med dem omkring mig. På et tidspunkt opfanger jordemoderen, at jeg ikke magter lange samtaler og hun fokusere derfor udelukkende på mig og holder al kommunikation imellem os til små korte sætninger. Jeg kan ikke selv huske det, men får efterfølgende bekræftet, at denne måde at kommunikere på virker beroligende på mig.
Føler jeg har mistet kontrollen og kan ikke længere holde smerterne ud. Jeg beder om smertelindring i form af epidural. Får dog den melding, at der er ”kø på linjen” og må derfor vente. Ventetiden føles som en evighed – en halv time føles som en time. Anæstesilægen ankommer ved 17 tiden og imens han gør klar til anlæggelsen af epidural, føler jeg så småt pressetrang. Jeg får fremsagt, at det presser, hvortil jordemoderen spørger; ”Hvor presser det?” Mit svar lyder; ”Forneden”. ”Hvor præcist presser det?”, spørger jordemoderen og jeg svare; ”Ved numsehullet”. Jordemoderen er tøvende og vil gerne vente med anlæggelsen af epidural. Hun vil gerne have mig undersøgt, men jeg får meget kort og bestemt sagt; ”Jeg vil have epidural NU og det skal være nu, hvor jeg sidder klar”. Kan slet ikke overskue situationen, hvor det måske viser sig, at jeg ikke er fuldt åben og så derfor skal døje med besværret med først at skulle ned i sengen, undersøges og så op igen, for så til sidst at få anlagt epidural. Epidural bliver anlagt ca. 17.30, uden at jeg er undersøgt.
Med jammer, smerte og let pressetrang kommer jeg ned i sengen igen og kl. 17.45 får jordemoderen mig undersøgt – udslettet livmoderhals og 9,5 cm. åben. Som jordemoderen senere fortæller mig til efterfødselsamtale, så skulle hun have stolet på hendes første intuition og ladt mig undersøge, så epidural ikke var blevet anlagt. Men i situationen lod hun mig bestemme, da hun følte, at det ville have en positiv psykologiske virkning på mig.
Jeg bliver bedt om at holde lidt igen og vente med at presse. Jordemoderen roser mig meget for min vejrtrækning og jeg føler da også, at det er det eneste, som hjælper mig fra ikke at give efter for pressetrangen. Efter små 10 minutter får jeg lov til at give lidt slip og får tilladelse til at presse, når jeg føler trang til det. Lillepigens puls ligger nu mellem 175 og 210 slap i minuttet og forvagten tilkaldes til stuen.
Kl. 18.00 – 10 cm. åben og med stor pressetrang får jeg lov til at presse alt hvad jeg kan og har i mig. Efter 10 minutter med presseveer har lillepigen nu står fast under de sidste fire presseveer. Jeg er meget stram og efter at have konfereret med forvagten, skønner jordemoderen at det ikke er hensigtsmæssigt at klippe pga. mine mange åreknuder. Forvagten har travlt og vil gerne forlade stuen, men jordemoderen insistere på, at hvis han går, så skal der kaldes efter en anden i tilfælde af, at en af mine åreknuder brister. Forvagten bliver på stuen. Kl. 18.20, efter yderligere 10 minutter med presseveer, kommer Anaya til verdenen.
På godt 2 ½ time er jeg gået fra at være 2 cm. åben til at have født – kan sørme godt forstå jeg havde ondt.
Anaya er en stor dejligt pige med dobbelthage og alle de rigtig elastikker på henholdsvis arme og ben. Hun måler ved fødslen 54 cm. og vejer 4700 gram. Hvad alle skal vide er, at da jordemoderen tager imod Anaya, tjekker hun hurtigt dagens vægtskøn og kommentere, at hvis hun skal gætte, så vil hun skyde på en fødselsvægt på 4700 gram.
Anaya er en vågen og meget opmærksom lille pige. Kort efter fødslen slår hun øjnene op og kikker roligt rundt. Resten af tiden på fødegangen holder hun sig vågen. Derudover har hun en enorm suttetrang og hendes fingre ender hurtigt i munden på hende.
Anaya score 9/1 og 9/5 på apgarskalaen. Anaya virker slap og jordemoderen stimulere hende ved at gnubbe hende på ryggen. Anaya liver op men bliver herefter hurtig lidt slap igen. En børnelæge bliver tilkaldt og Anaya bliver tilset.
Anaya har slugt en del fostervand på vej ud og der høres raslen i de øvre luftveje. Anaya kaster da også hvad der minder om gammel blod op et par gange den pågældende nat. Anaya sitre ved let bevægelse og på meget kort tid, er hun blevet højrød i huden med et rødligt udslæt. Den efterfølgende morgen ses der yderligere et fint prikket udslæt med gullige knopper. På lægens anbefaling får Anaya taget blodprøver til måling af blodsukker og infektionstal. Derudover høres der hofteklik på Anayas venstre hofte og hun vil derfor blive henvist til ultralydsscanning.
Jeg bliver syet efter en 2. gradsbristning, hvilket jeg intet mærkede til - hverken da bristet sker, da jeg bliver bedøvet og da jeg bliver syet. Når huden brister, gør den det på dets svageste punkt og bristet kan derfor blive ret ujævnt. I mit tilfælde med utallige af åreknuder, var det at foretrække, at bristet skete af sig selv og ikke i form af klip.
Da Anaya efter fødslen bliver lagt på mit bryst, ser jeg tårende trille ned af Torbens kinder. Min mor står ved siden af ham og smiler stort over hele hendes ansigt. Sjovt at se hvordan lykke kan udstråle på så forskellige måder. Mens Torben står og betragter Anaya, bryder han pludselig samme – han er helt grædefærdig. Jeg forsøger at tage hans hånd, da jeg godt er klar over, at realiteten om hans afrejse, nu rigtig er gået op for ham. Grædende får han fremsagt, hvor meget det vil betyde for ham at se Alexander og Anaya sammen. Jeg forsøger at berolige ham og foreslå, at han køre hjem og henter Alexander. Kort efter er Torben kørt afsted og cirka en god halv times tid senere træder Alexander sammen med Torben og olde ind på stuen. Kan med det samme se på Alexander, at han føler sig utryg ved situationen og de ukendte omgivelserne. Han er ikke meget for at komme tæt på mig og snakker heller ikke til mig, da jeg henvender mig til ham. Jeg smiler til ham og da han opdager min sodavand i vinduskarmen, glemmer han alt om mig i den hvide kåbe med lillesøster på armen. Han tør hurtigt op og bliver den glade, smilende og fjollet dreng, som vi alle kender.
Jordemoderen fortæller mig senere, at hun under forløbet og også efterfølgende har været meget påvirket af situationen – blot ved at fortælle mig det, får hun kuldegysninger. Det har virkelig rørt hende dybt og hun fortæller yderligere, at det tidspres, som der indirekte var til stede i forhold til Torbens afrejse, ikke var rart følelsesmæssigt at arbejde under. Skønt Torben nåede at opleve Anaya blive født, så rør det hende stadig meget, at han så kort efter fødslen skulle afsted.
Alexander bliver hurtigt træt – det er efterhånden langt over hans sengetid. Torben køre Alexander, olde og farmor hjem, mens min mor, Anaya og jeg bliver tilbage på fødegangen. Skønt klokken er mange og min mor har lang vej hjem, bliver hun hos mig, indtil Torben er tilbage. Anaya og jeg venter stadig på at skulle overflyttes til barselsgangen.
Der kommer imellem tiden svar på blodprøven af Anayas blodsukker, 2,3 – grænsen lyder på 2,5. Anaya bliver derfor suppleret med 10 ml. modermælkserstatning, som jordemoderen giver hende. Da klokken runder 22.00 er Torben fortsat ikke kommet tilbage. Anaya og jeg bliver nu kørt fra fødegangen og op til 7. etage igen. Dog denne gang til barselsgangen.
På barselsgangen bliver Anaya tilset af endnu en børnelæge. Som følge af Anayas høje puls under fødselsforløbet, mislydene på hendes vejrtrækning, det rødlige udslæt og min penicillinbehandling vurdere lægen, at Anaya skal indlægges på Neonatalafsnittet og i behandling for en mulig infektion. Da Torben kort efter ankommer, er lægen fortsat på stuen. Torben spørger lægen hvilke risici der er forbundet med Anayas helbredsmæssige situation. Lægen får beroliget Torben, da han fortæller, at det på nuværende tidspunkt ikke vides, om der med sikkerhed er tale om en infektion. De vil gerne give Anaya den rette behandling og hun skal derfor i behandling med antibiotika.
Ved ankomst på Neonatalafsnittet bliver Anaya igen undersøgt af en børnelæge. Hun får taget yderligere blodprøver og får anlagt drop i henhold til antibiotikabehandlingen. Børnelægen notere samme observeringer på Anaya, som der tidligere er gjort. Det noteres dog yderligere at Anaya spreder meget tæer og fingre, hvilket en sygeplejerske fortæller mig, kan være tegn på infektion. Lægen spørger mig, om jeg har haft graviditetssukkersyge, da Anaya mest af alt minder om et barn født af en diabetesmor. ”Hun har spist meget chokolade under graviditeten”, svarer Torben.
Klokken når midnat før end der kommer ro på situationen. Personalet på afdelingen udviser stor medfølelse og vi får tildelt en af deres 7 familiestuer, stue 5, så vi sammen får mulighed for at nyde Anaya, inden Torben skal afsted.
Ved 1-tiden kan vi endelig ligge os dog velvidende, at Torben allerede skal op igen og med en taxa mod Billund Lufthavn kl. 4.00.
Anaya har det rigtig godt og en bloddyrkningen viste, kort efter vores udskrivelse fra hospitalet, at hun ingen infektion havde haft.
Anaya tabte sig meget de første dage efter fødslen. Hendes vægttab lå lige på grænsen af de tilladte 10 % og hun ramte først sin fødselsvægt igen, da hun var 3 uger gammel.
Anaya er i dag 4 uger gammel, måler 58 cm. og vejer 5 kg. 
Billeder af vores skønhed skal I selvfølgelig ikke snydes for
