Min fødselsberetning af Thor. Født den 12.11.2013 kl 21.17
Vores længe ventede kærlighedsbarn 
Havde termin den 2 november men bassen ville bestemt ikke komme af sig selv så fredag den 8 november var vi til en overbårenheds undersøgelse på sygehuset hvor jeg blev undersøgt af en jordemoder som siger at jeg er 1 finger åben og livmoderhalsen er helt udslettet, hun laver så en hindeløsningen og spår forsigtigt om at jeg føder i løbet af weekenden, vi får en tid til igangsættelse om tirsdagen, går glade hjem og afventer blot at der sker noget.
Tirsdag den 12. november 2013:
Det bliver tirsdag og weekenden er gået i ro og mag, vi møder op på sygehuset kl 08 og bliver mødt af den samme jordemoder som undersøgte mig om fredagen, hun er noget chokeret over at se os og underskylder mange gange at hun sagde at hun havde forventet en fødsel i løbet af weekenden 
Nå men vi kommer ind på en stue og hun undersøger mig igen, og der er ingen forandring er stadig blot 1 finger åben, men hun kan tage vandet og det gør hun så. Så blot 5 min efter vi er mødt ind er vi reelt i gang JUBII
Vi kommer ind på en anden stue hvor jeg skal have kørt en CTG strimmel i 30 min. Den halve time går og der sker intet, har ikke så meget som en eneste plukkeve, vi bliver så sendt af sted for at få taget nogle forskellige blodprøver og på nogle gåture. Da vi kommer tilbage på stuen bliver der kørt endnu en CTG strimmel som stadig ingen veer viser, men bassen har det super fint får lavement og bliver tømt godt ud 
men har en rigtig generende afføringstrang efter flere toilet besøg.
Omkring middagstid kommer jordemoderen ind og siger at de har ret travlt på fødegangen men at jeg snart skal have lagt vedrop, de venter bare lige til de får tilkaldt en ekstra jordemoder. Vi går i kantinen og for lidt frokost og går tilbage på stuen.
Kl 14 kommer der en ny jordemoder Nina og henter os, hun følger os op på fødegangen hvor vi bliver indlagt. Jeg får noget andet tøj på, og kommer op på fødebriksen hvor der bliver lagt vedrop og ligger med CTG. Nina kommer hver halve time og skruer op for droppet, da hun skruer op for tredje gang synes jeg godt jeg kan fornemme veerne, de var bare slet slet ikke som jeg have forventet, jeg mærkede en afsindig smerte i lænden som brændte som bare pokker 
Jeg fortæller Nina at når vi kommer længere hen i forløbet vil jeg gerne have en epidural blokade da jeg har rigtig svært ved at håndtere rygsmerter pga en diskusprolaps og begyndende slitage i lænden. Det forstår Nina godt og hun notere at de skal komme hurtigt når jeg beder om det.
Veerne er korte, ca 30 sek, men kommer oftere og oftere og kan slet ikke holde ud at ligge på briksen mere, kommer af med CTG og får lov at komme på wc og bare gå lidt rundt, synes lige i en kort periode at jeg kan arbejde godt med veerne og for ros af Nina. Men efterhånden som tiden går, bliver vepauserne kortere og kortere og Martin siger de komme med 1 minuts mellemrum, der kan jeg bare slet ikke finde ro, og kan ikke fokusere på vejrtrækningen mere.
Kan huske jeg hulker og begynder at græde meget voldsomt, så Nina kommer ind igen og hjælper mig med vejrtrækningen og fortæller at jeg klare det flot, og kan huske hun ligger en varmepude på ryggen og spørger om vi skal have fat i anæstesilægen hvilket jeg takker nej til. Jeg ber igen om at komme på wc da jeg stadig har en irriterende afføringstrang efter lavement men kan dog ikke komme af med noget.
Kl 18.30 ligger jeg på briksen igen med CTG og har stadig korte veer på 20-30 sek som kommer med 1 minuts interval, kan tydeligt mindes at jeg kun lige kunne nå at trække vejret normalt 1-2 gange før næste ve kom, og jeg havde bare såå ondt i ryggen af at ligge på den dumme briks med veer. Nina kommer ind og vil gerne undersøg mig, og der er jeg 4 cm åben og derfor i aktiv fødsel. Hun sætter en elektrode på bassens hoved så de bedre kan følge ham.
Kl 18.45 er jeg ved at opgive alt, jeg græder af smerte i ryggen og nærmest skriger til Nina at jeg skal have den epidural blokade og det skal være NUUUUUU!!!!!!!!!!!!
Hun ringer med det samme efter en, og kl 18.55 ankommer lægen som hedder Lars. Han præsentere sig selv og går ellers i gang med at spritte af og ligge alt det tape på, han siger så at han ligger lokalbedøvelsen og at jeg skal sidde stille med krum ryg, det gør jeg så , så godt som man nu kan med sådan en kæmpe dunk på maven 
Nå men han får stukket den her sprøjte med lokalbedøvelse ind og jeg giver et kæmpe spjæt af bare smerte og husker at jeg undskylder mange mange gange men kom bare som ren refleks af smerte. Martin siger at lægen blev ret chokeret over min smerte reaktion, men går videre til at lægge blokaden, han får den stukket ind men siger noget med at han ikke kan komme det rigtige sted hen og jeg klager over smerterne. Han trækker nålen ud igen og siger den er helt skæv ! der blev han lidt mærkelig i hovedet og siger at det kunne han ikke forstå, så nævner Martin mine rygskravanker og så siger lægen at han gerne vil prøve en gang til men at han ikke kunne love noget. Ja han forsøger så igen men kan slet ikke komme ind til det sted han skal, og da han hiver den ud er den igen skræv, så kommer han om til mig og underskylder af hjertet og siger at han simpelthen ikke tør stikke mere i min ryg når det gør så ondt på mig. Jeg nikker af forståelse men er bare så udmattet og græde færdig og siger til Martin at aldrig nogensinde vil have flere børn han udnytter chancen og spørger om ham må få det på skrift
Efter noget tid med gråd , skrig og skrål siger jeg igen at jeg gerne vil på wc pga afføringstrang og Nina vil så igen gerne lige undersøge mig.
Kl 20 er jeg 8 cm åben, og hun siger jeg gerne må presse en smule med i starten af veen, måtte bare ikke presse igennem. Jeg får nogle spontane presseveer hvor jeg bare ikke kan holde det tilbage
Kl 20.25 er jeg 10 cm åben og skal så presse med, veerne er stadig kun 20-30 sek lange så der er ikke meget at arbejde på og synes bare det hele gør så afsindigt ondt både i ryggen, i skeden og under ribbenene hvor bassen stadig sparkede lystigt. Efter noget tid falder bassens hjertelyd lidt, og da den ikke ændre sig bliver der tilkaldt en læge som lige skal observere, hun holder godt øje med skærmen og jeg presser videre, efter han er kommet lidt længere frem kommer hjertelyden op på normalen igen og lægen smutter.
Til sidst bliver veerne kortere og kan kun nå at presse en enkelt gang, og derefter forsvandt alle veer fuldstændigt, Nina skruer vedroppet op på maks men der kommer bare intet, så jeg må i gang med at presse uden veer, så kommer hovedet ud og svups kl 21.17 ligger han på brystet af mig, hvilken lykke og glæde, både mig og Martin er dybt rørte og kysser hinanden
Martin var bare guld værd under hele fødslen, vi samarbejdede bare så fantastisk godt, han nussede lænden når der var pause fra veerne, han kom med kolde klude til panden, og masser af saftevand. Han holdte mig i hånden under hele presseperioden og hjalp mig med vejrtrækningen og kom med alverdens ros og fortalte mig konstant hvor sej han synes jeg var. Kunne aldrig have gjort det uden ham.
Moderkagen bliver født kl 21.23 eller føler mere den bliver revet ud, og så begynder det ellers bare at gå stærkt og ned af bakke. Inden for 2 minutter står der 10-15 mand inde på stuen og roder rundt mellem benene på mig og snakker frem og tilbage om blodtab og der bliver skiftet underlag under mig nogle gange og til sidst høre jeg bare at ”ja hun skal af sted” og så kommer Nina op til mig og spørger om jeg er okay? Og mindes bare jeg siger jeg har det fint men fatter ikke lige hvad der sker, og hun forklare så at jeg bløder rigtig meget og derfor lige skal et smut på operationesbordet så de kan finde ud af hvor blødningen kommer fra.
Thor bliver smidt over i armene på Martin og der kommer en og køre mig væk. Det hele går så stærkt og husker at de løb af sted med mig, kommer ind på operations stuen og der møder jeg Lars, anæstesilægen som forsøgte at ligge epidural blokaden, og han aer mig på kinden og siger ”øv Malene, så ses vi igen” og mens alle render og stikker i mig og får mig gjort klar spørger han lidt ind til hvad vi fik, og om det var en fin baby vi fik ? men ja 15 min efter jeg har født ligger jeg i narkose.
Mit blodtab bliver målt til 2,5 liter i alt, og har efterfølgende fået at vide at min livmoder var for belastet af at bære på den store dreng, og at jeg var gået så langt over tid ikke havde hjulpet på det. De ting har gjort at min livmoder ikke kunne trækkes sig sammen og det var grunden til det store blodtab.
Jeg bliver kørt til opvågning, hvor jeg bliver genforenet med Martin og Thor, som hurtigt kommer over til mit bryst og ligge, her ligger vi et par timer, der skulle lige være styr på nogle forskellige prøver og der skulle ligges et nyt kateter på mig.
Jeg får målene på Thor at vide, gætter selv på 3900 g. Men han var med rette en basse og kom helt op på 4350 g og 52 cm fuldstændig perfekt.
Kl 02 om natten bliver vi kørt sammen op på barselsafsnittet hvor vi er indlagt sammen indtil fredag den 15 november hvor vi får lov at tage hjem
Vi har haft nogle rigtig hårde dage herhjemme da jeg har haft svært ved at kunne gå rundt og derfor ikke har kunnet gå rundt med Thor, så har været meget afhængig af at Martin kunne tage ham og lægge ham over til mig og kunne bære Thor hen til puslebordet osv.
Derudover så er den store dreng også meget meget sulten konstant føler jeg, min mælk løb forholdsvis hurtigt til, trods det store blodtab, men drengen sutter så hårdt at allerede på anden dagen havde jeg sår og revner på begge brystvorter, så der skal bruges ammebrikker og creme og alverdens ting ved hver amning, og synes bare det hele er så bøvlet, og så har jeg bare ikke nok mælk åbenbart. For han kan spise i over en time ved brystet og falder i søvn og efter 10-15 minutter så han sulten igen, så nu supplere vi med MME ved siden af.
SP var en uge efter han var blevet født og der målte og vejede han nøjagtig det samme som ved fødslen så det jo bare perfekt.
Men nu har vi det bare så meget bedre, jeg har det efterhånden rigtig godt, skal bare ikke bøje mig ned endnu men har da været ude og gå nogle små ture med barnevognen, og kan selv gå rundt med ham på armen osv.
Så har jo haft en okay fødsel , klarede det med lidt bedøvelsescreme down there, og iltmaske under hele presseperioden og fik kun en lille bitte rift på den ene skamlæbe. Men tankerne efterfølgene har bare været så hårdt for mig, har haft rigtig mange tudeture over alt det efter fødslen, ville ønske jeg fik min baby op på brystet og jeg så bare lige blev gjort ren dernede og så ville vi bare være far,mor og barn og jeg kunne være med når den lille blev målt og vejet og de forskellige ting, og mest af alt bliver jeg så ked af at tænke på hvor hårdt det må have været for Martin, og når han selv fortæller om hvor magtesløs han følte sig, pludselig var stuen fyldt med mennesker og han kunne se hvordan blodet løb ud af mig, og med et får han smidt en klump af en baby over på sig og så alle bare forsvundet og han lagde bare i sengen med Thor på brystet og tænkte at han burde være glad for den her baby var hans søn, men det kunne han bare ikke.
Og så er jeg ked af at jeg bare ikke tør at føde igen, ja alt gik jo godt og sådan, men tanken om at jeg ikke kunne få den smertelindring jeg ønskede er skrækkelig. Og tanken om at hvis jeg så skal have et kejsersnit skal det være under fuld narkose. Ja det jo slet ikke nødvendigt at tænke over det nu, men det er bare nogle ting som florere rundt.
Men når det så er sagt så synes jeg jo selv han er noget af det lækreste jeg nogen sinde har set, og når han ligger ved en godt mæt og veltilfreds og i søvne kommer med de små skæve smil så smelter jeg simpelthen inden i, om jeg fatter at vi sammen har skabt noget så skønt
Det var min fortælling om fødslen af Thor, håber det er til at læse og forstå, det er blevet skrevet over rigtig mange gange, da jeg selv har svært ved at huske så meget, og så har vi en bette knægt som helst vil sove på armen af mor .
til sidst skal i jo ikke snydes for en masse lækre billeder af vores skønne søn
