Modløs, trist, værdiløs..

Følelsen af at være utilstrækkelig som mor, medarbejder og hustru. Er blevet fyret to gange i træk og det har uden tvivl udløst de tanker og den følelse jeg går med nu. Kan smile, men smiler ikke med hjertet. Det er ikke svært at få mundvigene op, men det føles ikke ægte. Jeg er nu sygemeldt da jeg ramte et mørkt hul i tirsdags, små gøremål  kan jeg ikke komme igang med - kan lige magte at sætte tøjvask over da det bare passer sig selv. Men bare tanken om at tøjet skal lægges sammen bagefter  Det rene ligger bare ude på bryggersgulvet, det plejer det normalt ikke. det rører normalt aldrig gulvet efter vask. Jeg gider ikke gå i bad, men gør det af ren fornuft, min hverdagsmakeup gider jeg slet ikke og er slået ud med bumser.. har jeg altiD haft men der er forskel. Jeg har taget kontakt til min leder og har fået bevilget gratis psykologhjælp, har talt med min læge og al det er klaret. Idag da jeg snakkede med en psykolog telefonisk for at finde en ledig psykolog og tid fik jeg kvalme da jeg skulle snakke om det. Det har jeg ikke haft tidligere. Var tæt på at kaste op. Mine forældre ved ikke det her, men ved jeg er blevet fyret. Min mor er lige flyttet til Grønland et år så vi taler ikke så meget sammen, det gjorde vi nu heller ikke alt for meget inden da. I weekenden efter min fyring - samme fredag måtte jeg fortælle min mand det da jeg tog tidligere hjem fra arbejde, jeg erklærede højt for mig selv at der måtte være noget grundlæggende galt med mig når det kan ske to gange i træk, han svarede ja! Ikke lige det jeg havde brug for at høre og det var også det der gør mest ondt nu, for selvom han undskyldte sin reaktion søndag så blev det sagt og jeg var så tæt på at bryde op, blive skilt og overvejede kort om jeg overhovedet havde grund til at leve eller blive sammen med denne mand. Min far snakkede jeg med og vi snakkede om at når nu han boede alene i huset mens mor er væk og det skulle gå helt galt mellem min mand og jeg ikke selv kunne finde noget for de penge jeg ikke lige umiddelbart har, at så kunne et af de tomme rum vel komme på tale for mig enten alene eller med Elias alt efter hvordan det gik og så kom hans snak om at han nu med mors bortrejse var ved at finde ud af hvad han skulle til næste år når han gik på pension såeh .. Kunne tydeligt forstå at det kun ville være hvis jeg var døden nær at han ville åbne huset for os for han kom i første række. Nu ramler jeg bare... min mand og søn er på familiebesøg og kommer hjem i aften. Kl. er nu 16.42 og jeg har forsøgt at komme igang hele dagen med at gøre huset rent og jeg sidder stadigvæk og lugter af sved og ikke i et rent hus. Jeg magter lige at gå en tur med hunden, den eneste grund til jeg får frisk luft men det er en pine. Så hun er både en velsignelse og en belastning.. jeg vrisser af min søn, min mand og dyrene. Jeg rummer dem ikke men prøver, det her er ulideligt og jeg vil bare væk - være en anden. Og nu har jeg så lige taget en test om depression og fik resultatet - tegn på en svær depression. Det eneste jeg ikke kunne svare på og ikke gad finde ud af var om jeg havde taget på eller tabt mig så svarede bare delvist. Så står der at det er bedst at få hjælp hurtigst muligt og fortælle venner og familie om det så jeg ikke begår selvmord?! Det er så overdrevet for der er jeg ikke..  Jeg vil bare gerne have det anderledes. 

MortilElias2010 skriver:

Følelsen af at være utilstrækkelig som mor, medarbejder og hustru. Er blevet fyret to gange i træk og det har uden tvivl udløst de tanker og den følelse jeg går med nu. Kan smile, men smiler ikke med hjertet. Det er ikke svært at få mundvigene op, men det føles ikke ægte. Jeg er nu sygemeldt da jeg ramte et mørkt hul i tirsdags, små gøremål  kan jeg ikke komme igang med - kan lige magte at sætte tøjvask over da det bare passer sig selv. Men bare tanken om at tøjet skal lægges sammen bagefter  Det rene ligger bare ude på bryggersgulvet, det plejer det normalt ikke. det rører normalt aldrig gulvet efter vask. Jeg gider ikke gå i bad, men gør det af ren fornuft, min hverdagsmakeup gider jeg slet ikke og er slået ud med bumser.. har jeg altiD haft men der er forskel. Jeg har taget kontakt til min leder og har fået bevilget gratis psykologhjælp, har talt med min læge og al det er klaret. Idag da jeg snakkede med en psykolog telefonisk for at finde en ledig psykolog og tid fik jeg kvalme da jeg skulle snakke om det. Det har jeg ikke haft tidligere. Var tæt på at kaste op. Mine forældre ved ikke det her, men ved jeg er blevet fyret. Min mor er lige flyttet til Grønland et år så vi taler ikke så meget sammen, det gjorde vi nu heller ikke alt for meget inden da. I weekenden efter min fyring - samme fredag måtte jeg fortælle min mand det da jeg tog tidligere hjem fra arbejde, jeg erklærede højt for mig selv at der måtte være noget grundlæggende galt med mig når det kan ske to gange i træk, han svarede ja! Ikke lige det jeg havde brug for at høre og det var også det der gør mest ondt nu, for selvom han undskyldte sin reaktion søndag så blev det sagt og jeg var så tæt på at bryde op, blive skilt og overvejede kort om jeg overhovedet havde grund til at leve eller blive sammen med denne mand. Min far snakkede jeg med og vi snakkede om at når nu han boede alene i huset mens mor er væk og det skulle gå helt galt mellem min mand og jeg ikke selv kunne finde noget for de penge jeg ikke lige umiddelbart har, at så kunne et af de tomme rum vel komme på tale for mig enten alene eller med Elias alt efter hvordan det gik og så kom hans snak om at han nu med mors bortrejse var ved at finde ud af hvad han skulle til næste år når han gik på pension såeh .. Kunne tydeligt forstå at det kun ville være hvis jeg var døden nær at han ville åbne huset for os for han kom i første række. Nu ramler jeg bare... min mand og søn er på familiebesøg og kommer hjem i aften. Kl. er nu 16.42 og jeg har forsøgt at komme igang hele dagen med at gøre huset rent og jeg sidder stadigvæk og lugter af sved og ikke i et rent hus. Jeg magter lige at gå en tur med hunden, den eneste grund til jeg får frisk luft men det er en pine. Så hun er både en velsignelse og en belastning.. jeg vrisser af min søn, min mand og dyrene. Jeg rummer dem ikke men prøver, det her er ulideligt og jeg vil bare væk - være en anden. Og nu har jeg så lige taget en test om depression og fik resultatet - tegn på en svær depression. Det eneste jeg ikke kunne svare på og ikke gad finde ud af var om jeg havde taget på eller tabt mig så svarede bare delvist. Så står der at det er bedst at få hjælp hurtigst muligt og fortælle venner og familie om det så jeg ikke begår selvmord?! Det er så overdrevet for der er jeg ikke..  Jeg vil bare gerne have det anderledes. 

MortilElias2010 skriver:

Følelsen af at være utilstrækkelig som mor, medarbejder og hustru. Er blevet fyret to gange i træk og det har uden tvivl udløst de tanker og den følelse jeg går med nu. Kan smile, men smiler ikke med hjertet. Det er ikke svært at få mundvigene op, men det føles ikke ægte. Jeg er nu sygemeldt da jeg ramte et mørkt hul i tirsdags, små gøremål  kan jeg ikke komme igang med - kan lige magte at sætte tøjvask over da det bare passer sig selv. Men bare tanken om at tøjet skal lægges sammen bagefter  Det rene ligger bare ude på bryggersgulvet, det plejer det normalt ikke. det rører normalt aldrig gulvet efter vask. Jeg gider ikke gå i bad, men gør det af ren fornuft, min hverdagsmakeup gider jeg slet ikke og er slået ud med bumser.. har jeg altiD haft men der er forskel. Jeg har taget kontakt til min leder og har fået bevilget gratis psykologhjælp, har talt med min læge og al det er klaret. Idag da jeg snakkede med en psykolog telefonisk for at finde en ledig psykolog og tid fik jeg kvalme da jeg skulle snakke om det. Det har jeg ikke haft tidligere. Var tæt på at kaste op. Mine forældre ved ikke det her, men ved jeg er blevet fyret. Min mor er lige flyttet til Grønland et år så vi taler ikke så meget sammen, det gjorde vi nu heller ikke alt for meget inden da. I weekenden efter min fyring - samme fredag måtte jeg fortælle min mand det da jeg tog tidligere hjem fra arbejde, jeg erklærede højt for mig selv at der måtte være noget grundlæggende galt med mig når det kan ske to gange i træk, han svarede ja! Ikke lige det jeg havde brug for at høre og det var også det der gør mest ondt nu, for selvom han undskyldte sin reaktion søndag så blev det sagt og jeg var så tæt på at bryde op, blive skilt og overvejede kort om jeg overhovedet havde grund til at leve eller blive sammen med denne mand. Min far snakkede jeg med og vi snakkede om at når nu han boede alene i huset mens mor er væk og det skulle gå helt galt mellem min mand og jeg ikke selv kunne finde noget for de penge jeg ikke lige umiddelbart har, at så kunne et af de tomme rum vel komme på tale for mig enten alene eller med Elias alt efter hvordan det gik og så kom hans snak om at han nu med mors bortrejse var ved at finde ud af hvad han skulle til næste år når han gik på pension såeh .. Kunne tydeligt forstå at det kun ville være hvis jeg var døden nær at han ville åbne huset for os for han kom i første række. Nu ramler jeg bare... min mand og søn er på familiebesøg og kommer hjem i aften. Kl. er nu 16.42 og jeg har forsøgt at komme igang hele dagen med at gøre huset rent og jeg sidder stadigvæk og lugter af sved og ikke i et rent hus. Jeg magter lige at gå en tur med hunden, den eneste grund til jeg får frisk luft men det er en pine. Så hun er både en velsignelse og en belastning.. jeg vrisser af min søn, min mand og dyrene. Jeg rummer dem ikke men prøver, det her er ulideligt og jeg vil bare væk - være en anden. Og nu har jeg så lige taget en test om depression og fik resultatet - tegn på en svær depression. Det eneste jeg ikke kunne svare på og ikke gad finde ud af var om jeg havde taget på eller tabt mig så svarede bare delvist. Så står der at det er bedst at få hjælp hurtigst muligt og fortælle venner og familie om det så jeg ikke begår selvmord?! Det er så overdrevet for der er jeg ikke..  Jeg vil bare gerne have det anderledes. 

Åh kære dig. . 

Jeg havde det selv sådan da jeg blev sygemeldt med arbejdsrelateret stress.

Det var så hårdt at komme i gang. Bare små ting kunne føles helt vildt uoverskuelige.

Det er svært at have det sådan, jeg mødte også mange uheldige kommentarer på min vej om gjorde mig rigtig ked af det.

Tit tænkte jeg det var nemmere at fejle noget folk kunne se, frem for en skjult lidelse.

Jeg kan fortælle jeg er blevet meget stærkere efter jeg kom ud på den anden side, men det var en lang kamp.

Ens selvtillid er i bund, jeg følte det som et kæmpe nederlag, jeg tog helt vildt på, jeg sov det meste af dagen. Det var en ond cirkel.

Jeg deler normalt ikke så personlige ting, men synes du skal vide at der er lys for enden.

Skriv endelig hvis du får brug for det.

Kæmpe kram  

MortilElias2010 skriver:

Følelsen af at være utilstrækkelig som mor, medarbejder og hustru. Er blevet fyret to gange i træk og det har uden tvivl udløst de tanker og den følelse jeg går med nu. Kan smile, men smiler ikke med hjertet. Det er ikke svært at få mundvigene op, men det føles ikke ægte. Jeg er nu sygemeldt da jeg ramte et mørkt hul i tirsdags, små gøremål  kan jeg ikke komme igang med - kan lige magte at sætte tøjvask over da det bare passer sig selv. Men bare tanken om at tøjet skal lægges sammen bagefter  Det rene ligger bare ude på bryggersgulvet, det plejer det normalt ikke. det rører normalt aldrig gulvet efter vask. Jeg gider ikke gå i bad, men gør det af ren fornuft, min hverdagsmakeup gider jeg slet ikke og er slået ud med bumser.. har jeg altiD haft men der er forskel. Jeg har taget kontakt til min leder og har fået bevilget gratis psykologhjælp, har talt med min læge og al det er klaret. Idag da jeg snakkede med en psykolog telefonisk for at finde en ledig psykolog og tid fik jeg kvalme da jeg skulle snakke om det. Det har jeg ikke haft tidligere. Var tæt på at kaste op. Mine forældre ved ikke det her, men ved jeg er blevet fyret. Min mor er lige flyttet til Grønland et år så vi taler ikke så meget sammen, det gjorde vi nu heller ikke alt for meget inden da. I weekenden efter min fyring - samme fredag måtte jeg fortælle min mand det da jeg tog tidligere hjem fra arbejde, jeg erklærede højt for mig selv at der måtte være noget grundlæggende galt med mig når det kan ske to gange i træk, han svarede ja! Ikke lige det jeg havde brug for at høre og det var også det der gør mest ondt nu, for selvom han undskyldte sin reaktion søndag så blev det sagt og jeg var så tæt på at bryde op, blive skilt og overvejede kort om jeg overhovedet havde grund til at leve eller blive sammen med denne mand. Min far snakkede jeg med og vi snakkede om at når nu han boede alene i huset mens mor er væk og det skulle gå helt galt mellem min mand og jeg ikke selv kunne finde noget for de penge jeg ikke lige umiddelbart har, at så kunne et af de tomme rum vel komme på tale for mig enten alene eller med Elias alt efter hvordan det gik og så kom hans snak om at han nu med mors bortrejse var ved at finde ud af hvad han skulle til næste år når han gik på pension såeh .. Kunne tydeligt forstå at det kun ville være hvis jeg var døden nær at han ville åbne huset for os for han kom i første række. Nu ramler jeg bare... min mand og søn er på familiebesøg og kommer hjem i aften. Kl. er nu 16.42 og jeg har forsøgt at komme igang hele dagen med at gøre huset rent og jeg sidder stadigvæk og lugter af sved og ikke i et rent hus. Jeg magter lige at gå en tur med hunden, den eneste grund til jeg får frisk luft men det er en pine. Så hun er både en velsignelse og en belastning.. jeg vrisser af min søn, min mand og dyrene. Jeg rummer dem ikke men prøver, det her er ulideligt og jeg vil bare væk - være en anden. Og nu har jeg så lige taget en test om depression og fik resultatet - tegn på en svær depression. Det eneste jeg ikke kunne svare på og ikke gad finde ud af var om jeg havde taget på eller tabt mig så svarede bare delvist. Så står der at det er bedst at få hjælp hurtigst muligt og fortælle venner og familie om det så jeg ikke begår selvmord?! Det er så overdrevet for der er jeg ikke..  Jeg vil bare gerne have det anderledes. 

et stort kram herfra.

Det er ikke en rar situation du er kommet i og det kan  sagtens udløse en depression med to fyringer indenfor kort tid. Du lyder som en der trænger til et break.

Men en fyring er ikke det værste der kunne ske - du har jo din familie og dit fysiske helbred - og du har nu tid og mulighed for at komme i en retning, som gør dig glad igen.

Enten er du blevet fyret på grund af nedskæringer - først ind/først ud princippet og så må du bare op på hesten igen. Hvis du er blevet fyret på grund af din adfærd, så må du se fyringen som et wake up call og så ændre de handlinger som gør at du ikke kan samarbejde med en arbejdsgiver. Måske havde du påtaget dig noget arbejde som slet ikke passede til din personlighed. Et sted hvor dine kvaliteter ikke kom tydeligt frem. Så var du jo igang med at spille dit liv. 

Du er blevet fyret to gange og hvad så - det siger jo intet om dig andet end af du var de forkerte steder eller greb det hele lidt forkert an - det kan sagtens ændres.

Din mand prøver helt sikkert at fortælle dig noget, fordi han elsker dig og vil hjælpe. Prøv at spørge ind til det, så I bliver to om at få dig på rette spor igen:-)

Og undskyld hvis du slet ikke kan bruge dette til noget - håber du kommer ovenpå hurtigt:-)

Kh

MortilElias2010 skriver:

Følelsen af at være utilstrækkelig som mor, medarbejder og hustru. Er blevet fyret to gange i træk og det har uden tvivl udløst de tanker og den følelse jeg går med nu. Kan smile, men smiler ikke med hjertet. Det er ikke svært at få mundvigene op, men det føles ikke ægte. Jeg er nu sygemeldt da jeg ramte et mørkt hul i tirsdags, små gøremål  kan jeg ikke komme igang med - kan lige magte at sætte tøjvask over da det bare passer sig selv. Men bare tanken om at tøjet skal lægges sammen bagefter  Det rene ligger bare ude på bryggersgulvet, det plejer det normalt ikke. det rører normalt aldrig gulvet efter vask. Jeg gider ikke gå i bad, men gør det af ren fornuft, min hverdagsmakeup gider jeg slet ikke og er slået ud med bumser.. har jeg altiD haft men der er forskel. Jeg har taget kontakt til min leder og har fået bevilget gratis psykologhjælp, har talt med min læge og al det er klaret. Idag da jeg snakkede med en psykolog telefonisk for at finde en ledig psykolog og tid fik jeg kvalme da jeg skulle snakke om det. Det har jeg ikke haft tidligere. Var tæt på at kaste op. Mine forældre ved ikke det her, men ved jeg er blevet fyret. Min mor er lige flyttet til Grønland et år så vi taler ikke så meget sammen, det gjorde vi nu heller ikke alt for meget inden da. I weekenden efter min fyring - samme fredag måtte jeg fortælle min mand det da jeg tog tidligere hjem fra arbejde, jeg erklærede højt for mig selv at der måtte være noget grundlæggende galt med mig når det kan ske to gange i træk, han svarede ja! Ikke lige det jeg havde brug for at høre og det var også det der gør mest ondt nu, for selvom han undskyldte sin reaktion søndag så blev det sagt og jeg var så tæt på at bryde op, blive skilt og overvejede kort om jeg overhovedet havde grund til at leve eller blive sammen med denne mand. Min far snakkede jeg med og vi snakkede om at når nu han boede alene i huset mens mor er væk og det skulle gå helt galt mellem min mand og jeg ikke selv kunne finde noget for de penge jeg ikke lige umiddelbart har, at så kunne et af de tomme rum vel komme på tale for mig enten alene eller med Elias alt efter hvordan det gik og så kom hans snak om at han nu med mors bortrejse var ved at finde ud af hvad han skulle til næste år når han gik på pension såeh .. Kunne tydeligt forstå at det kun ville være hvis jeg var døden nær at han ville åbne huset for os for han kom i første række. Nu ramler jeg bare... min mand og søn er på familiebesøg og kommer hjem i aften. Kl. er nu 16.42 og jeg har forsøgt at komme igang hele dagen med at gøre huset rent og jeg sidder stadigvæk og lugter af sved og ikke i et rent hus. Jeg magter lige at gå en tur med hunden, den eneste grund til jeg får frisk luft men det er en pine. Så hun er både en velsignelse og en belastning.. jeg vrisser af min søn, min mand og dyrene. Jeg rummer dem ikke men prøver, det her er ulideligt og jeg vil bare væk - være en anden. Og nu har jeg så lige taget en test om depression og fik resultatet - tegn på en svær depression. Det eneste jeg ikke kunne svare på og ikke gad finde ud af var om jeg havde taget på eller tabt mig så svarede bare delvist. Så står der at det er bedst at få hjælp hurtigst muligt og fortælle venner og familie om det så jeg ikke begår selvmord?! Det er så overdrevet for der er jeg ikke..  Jeg vil bare gerne have det anderledes. 

Ihh hvor træls for dig!

tror ikke du skal tage din mands udtalelse bogstaveligt, selvom jeg sagtens forstår du blev ramt.  kender ham ikke, men ved min mand ville kunne komme til at sige sådan uden at mene noget med det.

jeg har fulgt lidt med her og facebook ang din jobsituation, og ved du har kæmpet hård, og hatten af for at du har hængt i så længe og udadtil bevare din optimisme. Men ved du hvad? Ingen kan blive ved med bare at være stærk, og man på godt lade følelserne få frit løb og blive ked af det. Godt du for noget hjælp også. 

Håber du har nogle veninder der kommer og hjælper dig med rengøringen og at du får en dygtig psykolog.

du skal nok klare dig igennem sødeste 

Meget rørt og endnu engang viser baby.dk at jeg kan blive taget imod med åbne arme når jeg åbner mig i en sårbar situation  Af hjertet tak.