jeg var for en ti-otte år siden sammen med en kæreste igennem flere år, der var mig utro. det var helt vildt barskt at finde ud af! jeg nærede af flere omgange mistanke om hans utroskab, men hver gang fik han vendt det til, at jeg måtte være syg i bøtten.
jeg stod desuden et sted i mit liv, for jeg var utrolig afhængig af ham, så det var ikke så ligetil at forlade ham. og når han var sød, var han jo voldsomt sød - syntes jeg dengang!
da jeg endelig fik modet til at gå, valgte jeg at få taget en HIV test, og nøj hvor var det nervepirrende. senere fik jeg desuden testet for bl.a. klamydia, men jeg slap heldigvis for alting.
idag er jeg sammen med Søren, som jeg stoler 100% på, men han måtte igennem en del tests det første halve år, før jeg ville overgive mig til tanken om, at nogle mænd rent faktisk er gode nok (og ikke bare på bunden, men helt udenpå også).
jeg kunne ikke selv finde på at være nogen utro, den holdning har jeg altid haft - mest af alt fordi jeg ville syntes det var spild af tid at være i et forhold, som jeg i sidste ende ikke blev tilfredsstillet af. jeg ville så absolut heller ikke bryde mig om, at være "den anden kvinde", både fordi jeg ved hvor ondt det gør på den kvinde der bedrages i sådan et spil og fordi jeg ikke ville være særlig interesseret i en mand der ikke ville MIG 100%....
Anmeld