Hej alle sammen
Jeg er gået hen og blevet rigtig glad for en fyr, som har to børn fra tidligere - dog kun det ene hver anden uge.
det er gensidig med føleser fra hans side, dog er vi ikke god til at komme ind i en hverdag, fordi vi bor hver for sig og han selvfølgelig bruger al sin tid og fokuser på hans søn når han har ham.
I starten synes jeg det var fedt, han havde en søn som jeg på sigt kunne blive en del af og som jeg også kunne bruge min energi på, eftersom jeg ingen børn har, og virkelig!!!!! gerne vil ha et. Men efter 2 møder med den lille gut, er jeg blevet i tvivl om jeg kan blive en del af deres liv, eftersom jeg bare har baby i hovedet og der er lange udsigter til at han er klar til at få en mere.
- og jeg føler ikke rigtig jeg er en del af deres liv som sådan, men mere bare en del af min fyrs tid efter kl 18, og det er jo ikke det jeg ønsker. Jeg går i skole og har derfor nok af tid til at kunne bruge på hans familie, men det er vi ikke gode til at aftale osv.
Vi er ''kærester'' i de uger han ikke har sin søn, men sådan skulle det jo ikke forsætte med at være.
Andre der har erfaringer med, at være i et forhold hvor partneren har barn og du ikke selv har? som evt. kunne komme med nogle råd. Jeg vil jo helst ikke bakke ud, men mangler nogle råd, da det er fuldstændigt nyt for mig og jeg ikke helt ved hvordan jeg skal håndterer det
Altså først skal du gøre op med sig selv om du er klar til at komme ind i en fyrs liv der har børn fra tidligere. For det kan virkelig have mange fantastiske øjeblikke men lige så mange negative, det er ikke en dans på roser at være bonusforældre og afhængig af hvor gammel drengen er så vil der også være et tilknytnings forhold imellem dig og drengen som kan tage et godt stykke tid..
Det du siger med i kun er kærester efter kl 18 er vel egentlig okay? Selvfølgelig er det overhovedet ikke sjovt når i står i det, men det er jo ikke noget der skal vare for evigt
Jeg gik et halvt år før jeg overhovedet så min kærestes pige for første gang, (og på det tidspunkt havde min kæreste samvær 3 gange den ene uge og 1 dag plus weekend den anden) og derefter gik der stadig 2 måneder cirka før jeg så pigen til hvert samvær og efterfølgende hele tiden da kæresten og jeg flyttede sammen Jeg fik baby i tankerne sekundet jeg fik afvide min kæreste havde en datter, og det første halve år var nok det værste fordi jeg skulle dele ham med eks kæresten fordi samvær på det tidspunkt skete i hendes lejlighed, men når man rigtig får lov til at være med og kommer ind under det at være bonusforældre så er baby stadig et stort ønske (det kan også være man helt smider det væk fordi det er for voldsomt at tænke baby så hurtigt?) Men det bliver nemmere at håndtere..
Ja jeg har været sammen med min kæreste 27 måneder nu og vi er igang med pb, men kan da godt få mine øjeblikke når jeg kan mærke at pige barnet sætter min toldmodighed på prøve eller jeg føler jeg er ved at få grå hår, om vi går for hurtigt frem 
Men så køler man lidt ned igen og så vil man egentlig stadig gerne ^^
Men du skal helt klart sætte dig ind i om du er klar til at kæmpe for det.. Det kan koste både blod, sved og tåre (billedelig talt) at komme ind i et forhold hvor der er et barn, og hvis du er i tvivl så måske koncentrer dig om at få mere tid med kæresten og finde ud af om i kan klare det inden i blander hans søn ind i det hele for meget, for hvis i ikke holder så er det barnet det går ud over hvis det kommer til at knytte sig for meget til dig 
Du kan altid skrive hvis du har brug for råd eller svar på spørgsmål - på trods af de lidt over 1½ år pigen har været i mit har jeg nok været igennem mere end de fleste
