Så ligger kæresten med lillepigen på maven, og jeg har for første gang siden fødslen fået taget mig sammen og startet min computer op, så nu må det være tid til en beretning herfra.
Jeg har haft en rigtig nem graviditet. Ud over en 4-5 uger med kvalme og opkastninger i starten af graviditeten, har jeg ikke haft nogen gener overhovedet! Derfor var min første tanke "Fuck!!", da jeg ved 35-ugers kontrollen lavede 3+ på protein. Min jordemoder fulgte prøven op med en blodtryksmåling, som også viste sig at være skyhøj, så jeg blev sendt direkte på hospitalet til blodprøver og yderligere kontrol. Det medførte lidt panik, især hos kæresten, da vi ikke var helt sikre på, hvad det ville indebære.
Jeg endte med diagnosen "begyndende svangerskabsforgiftning", og de næste uger tilbragte jeg lige så meget tid på hospitalet som hjemme, hele perioden med 3+ på protein og et voldsomt svingende blodtryk, men uden andre symptomer. Det blev derfor besluttet, at jeg skulle igangsættes tirsdag d. 29. oktober, hvor jeg rundede 38+0.
Lørdag d. 26. oktober var jeg på hospitalet til kontrol, hvor jeg blandt andet fik kørt en strimmel. Her konstaterede jordemoderen, at mine plukkeveer var ret hyppige, ca. 8-10 min. imellem dem. Jeg fortalte hende også, at jeg var begyndt at kunne mærke mine plukkeveer, de strammede over skambenet og trak lidt om i lænden, så vi snakkede lidt om, at så kunne jeg muligvis være så heldig, at de kunne tage vandet tirsdag, når jeg skulle sættes igang!
Jeg var lykkelig!!
Da mine prøver ikke viste tegn på ændring, blev jeg sendt hjem på weekend indtil tirsdag. Resten af lørdagen syntes jeg, at kunne mærke mine plukkeveer sådan lidt on-off.
Søndag d. 27. oktober vågnede jeg kl 01.40 ved, at de der plukkeveer var blevet en del mere anstrengende, og jeg nu pustede lidt over dem. Jeg tog tid for sjov, og der var stadig 8-10 min imellem, så jeg besluttede mig for, at lægge mig til at sove igen.
Kl. 02.45 vågnede jeg igen ved, at jeg skulle tisse, og her gik en del af slimproppen. Igen blev jeg vildt glad, for nu var jeg jo sikker på, at de der plukkeveer var ved at modne mig, så der var god chance for, at jeg kunne sættes "naturligt" igang tirsdag!
Kl. 02.15 (det var den nat vi skiftede til vintertid), måtte jeg forbi toilettet igen. Her gik endnu en del af slimproppen.
Omkring kl. 05 vågnede kæresten kort og bemærkede, at jeg godt nok trak vejret tungt, hvortil jeg måtte svare, at jeg troede, jeg muligvis havde lidt veer. Han blev vildt glad og syntes, det var rigtig spændende!
Jeg tog tid endnu en gang, og der var nu ca. 6-7 min imellem, men stadig ikke noget, der bed voldsomt.
Ved 6-tiden tog jeg et bad inden jeg smuttede under dynen igen. Fik kæresten til at komme med lidt morgenmad på sengen, og så lå jeg ellers bare og gassede den og fik sovet lidt mellem veerne.
Kl. 9.30 var der 4-5 min mellem veerne, og kæresten spurgte om vi ikke skulle ringe til hospitalet og spørge om jeg skulle komme ind, når jeg nu var under observation i forvejen grundet svangerskabsforgiftningen. Jeg syntes det var lidt fjollet, da veerne ikke bed rigtig hårdt endnu, men ringede da. De ville gerne se mig, så de syntes, vi skulle pakke en taske og smøre en madpakke og begive os stille og roligt afsted.
Kæresten smuttede derfor i køkkenet mens vi jokede om, at nu gik det hele ski nok i stå indtil tirsdag. Jeg satte mig op i sengen for at få lidt tøj på, hvorefter vandet gik i en ordentlig skylle (kl. 9.50)! - Så var der da i hvert fald ikke længere tvivl om, at det ville blive snart med den fødsel!
Vi var dog ikke sikre på, om hovedet egentlig stod fast, så jeg blev liggende på gulvet indtil jeg havde fået snakket med fødegangen, og fået tilladelse til at bevæge mig rundt igen.
Jeg smuttede på toilettet, og konstaterede at resten af slimproppen var gået og der var tegnblødning. Vi fik proppet mig i noget tøj, kæresten fik revet sengetøjet af sengen, smurt madpakken færdig og pakket lidt ting til ham i rekordfart. Jeg, praktiske gris, fik også lige husket ham på, at tage et par plasticposer med, så vi ikke fik smurt bilsædet helt ind i fostervand.
Så gik turen ellers ad trappen fra 3. sal og ned til bilen med godt tiltagende veer - skraldemanden, jeg mødte i døren, så noget forskræmt ud, han troede vist, han skulle tage imod en baby lige dér - og vi begav os afsted.
Vi bor ca. 20 min fra hospitalet, og da vi var ca. halvvejs begyndte hele min krop at spænde op. Jeg nåede lige at undre mig over, at jeg ikke længere var i stand til at slappe af under veerne, inden det gik op for mig, at det var begyndt at presse... FUUUUCK!!
De næste to presseveer gik med at puste heftigt og overveje om jeg skulle sige noget til kæresten...
Da vi var næsten fremme fik jeg fremstammet, at det pressede, og at han nok bare skulle køre helt til døren i stedet for at lede efter en p-plads. Han syntes, jeg var en anelse krævende, da jeg befalede ham at hente en kørestol, men han gjorde det da uden at argumentere.
Kl. 11.02 nåede vi fødegangen og blev modtaget af den sødeste jordemoder (som jeg på det tidspunkt syntes var uendeligt langsom og gav sig goood tid - senere fortalte hun, at hun følte sig godt presset tidsmæssigt, da hun så mig, men havde forsøgt at virke rolig for ikke at gøre mig nervøs). Fik brølet "skal PRESSE!", og vi blev kørt på en fødestue med det samme. Her blev jeg gudhjælpemig bedt om lige at lægge mig over i sengen, så hun kunne undersøge mig. Jeg bredte armene ud til siderne og kvækkede "hjælp", da det var en totalt uoverskuelig opgave at flytte sig 1 1/2 meter ved egen hjælp på det tidspunkt.
Blev hjulpet over i sengen og undersøgt - 10 cm åben, du løfter bare dit ben og presser, når du føler for det. Yeah right, som om jeg flytter det ben nogen steder!
Kæresten var dog en skat og holdt det for mig
Jordemoderen forsøgte at køre en strimmel, men det virkede ikke rigtig for hende, så den lille fik en elektrode på hovedet. De kunne se, at hjertelyden dykkede under presseveerne og ikke kom helt op igen, så pludselig fik vi selskab af en jordemoderstuderende, afdelingsjordemoderen, en fødselslæge og en lægestuderende. Jeg fik at vide, at nu havde jeg 5 min til at få hende ud, og ellers måtte de hjælpe til (de mente klip og kop, jeg troede de mente kejsersnit, så jeg skal love for, der blev presset!), og hun var ude 3 presseveer senere kl. 11.32, kun 30 min efter vi ankom til hospitalet.
På grund af fødslens hastighed fik hun ikke presset alt fostervandet ud af lungerne, så hun måtte have lidt CPAP og en tur på neonatal efter hun havde suttet lidt hos mig. Her viste det sig også, at den vægtscanning vi havde været til om torsdagen var skudt helt galt, så hun vejede et halvt kilo mindre end forventet. 47 cm og 2485 g, så hun skulle også observeres lidt for vægten.
Mit blodtryk var røget helt i vejret, så jeg blev på fødestuen med drop til medicin i den ene hånd, og blodtryksmåler om den anden arm, hvor en laborant også lige fik taget en gang blodprøver, mens jeg fik to sting på en lille hudafskrabning.
Hun var indlagt to dage på neonatal inden hun blev udskrevet til barselsafsnittet, hvor vi lå sammen et døgn, inden jeg var klar til at blive udskrevet.
Nu er vi hjemme og har det rigtig godt! Prinsessen tager godt på, mit blodtryk er under kontrol igen og jeg er trappet ud af medicinen.
På trods af en anelse panik i bilen, da det gik op for mig, hvor langt jeg egentlig var i fødslen, og den efterfølgende styrt-fødsel med indlæggelse af os begge til observation på hver vores afdeling, så vil jeg betegne det som en drømmefødsel! Jeg følte mig i kontrol over veerne hele vejen igennem, og det eneste jeg ikke kunne overskue (ud over at skulle flytte mig fra kørestolen, og skulle løfte og holde mit ben under presseveerne) var alle de forskellige mennesker på fødestuen, der ville præsentere sig inden de foretog sig, hvad de nu end var der for!
I får også lige et enkelt billede af skønheden
