En lille snak om Angst!

Hej allesammen

Jeg er ny herinde..

Jeg ville gerne høre fra folk med angst, hvordan i oplever det at have angst, og hvad jeres angst går ud på.

Jeg er idag blevet tilknyttet til en psykiatrisk afd. med angst for IKKE AT VÆRE PERFEKT! Jeg ahvde ikke selv tænkt tanken at det kunne være en angst for det, men det giver god menning på den måde jeg fik det forklaret.

Jeg har angst for flere ting, men det hele er noget der går ud på at jeg er bange for ikke at være god nok/pæn nok!

Håber at høre fra nogle af jer så vi kan få en lille snak om angst.

xXJXx

Jeg lider af angst for mennesker.

1. hvis vi skal holde familie kom sammen eller jeg skal ud til nogle familie selv om jeg har været det mange gange planlægger jeg det til mindste detalje og gerne lige så snart jeg ved det, den dag vi skal afsted hammer hjertet fryser sveder kan ikke finde ro, og sådan fortsætter det mellem 1-14 dage inden jeg skal det også ½time inden når vi er kommet så hviler jeg mere i mig selv.

2. jeg gør det samme hvis jeg skal møde et nyt sted på en praktik osv. jeg sover ikke hjertet hopper helt vildt min kro kan ikke finde ro på nogle områder

3. jeg er bange for at tage telefonen fordi jeg er bange for at sige noget forkert men gør det alligevel for at komme videre med mig selv.

og det skal siges jeg arbejder i en super bedst nu hvor der er mange mange mennesker og det tager mig 3mdr før jeg hvilede lidt i mig selv men det er en god arbejdsplads så det har gået meget hurtigere ind det plejer med jeg slapper af og har det godt ind i mellem tager det op til et ½år

min anden angst er jeg er bange for at dø

virkelig bange jeg tænker ikke over det men hvis nogle nævler det eller jeg ser det i tvet begynder min hjerte at køre der ud af på højtryk og jeg får en masse tanker og det kan gå så slemt til jeg bryder sammen og ved ikke hvad jeg skal gøre

Har tre forskellige ting jeg har angst for, i større eller mindre grad.

Social angst - er blevet meget bedre med årene men har det MØGsvært med sociale forsamlinger hvor jeg ikke kender nogen (hvis jeg har bare én ven med et der intet problem), stå op og fremlægge, etc. Tvinger mig selv til det fordi det altså ikke fungerer at sidde hjemme altid når man er studerende og mor

Hospitals- og nåleangst - den er bare en bitch og det er altså ikke nemt når man er gravid og skal undersøges, og især ikke nu hvor jeg skal have en kikkertundersøgelse af blæren  Har ikke engang fået tid endnu men bare tanken om det giver mig kvalme og gør mig utilpas og svimmel af helvede til.

Eksamensangst - den værste af dem, vil jeg tro. Lukker helt ned og er ved at besvime, er helt ved siden af mig selv og kæmper for bare at sidde op. Kan ikke sige to sammenhægende ord, får koldsved, og aner ikke hvordan jeg har bestået nogen som helst mundtilige eksamner nogensinde. Har hjulpet en smule med psykologsamtaler omkring det.

Det hele er meget værre af at jeg har OCD, der bliver triggered i stor stil ved stress, så det kører bare i ring, det hele.

Og så har jeg også en unaturlig angst for at folk omkring mig skal dø - tjekker KONSTANT baby, undlader at tænke på hvor gamle forældrerne er, at vi selv bliver ældre... ja, INTET af det til mig, tak  Har haft det sådan fra jeg var helt lille (ville tjekke mine forældre om natten for at være sikker på de kun sov) men nu er det blevet en god del værre igen efter jeg fik min søn.

Ja, som du kan høre er jeg heeeelt normal

Hold da op piger, det er en hård modstander den angst.

For at gå lidt mere i dybden med min(e) angst(er):

For det første har jeg angst for at tage på, jeg har engang vejet 105 kg og vejer idag 72,7 kg. Hver morgen går jeg på vægten for at tjekke om jeg har taget på, hvis den viser mere end dagen for inden bliver jeg fysisk dårlig, jeg får hjertebanken, ryster, bliver frustreret, og så er min dag ødelagt, ved at jeg ikke kan "finde ud af" at komme igang med dagen.

Så har jeg angst for at spise sammen med flere end der er toiletter til, dette har jeg indtil videre kommet igennem ved at tage imodium, så kan det gå.

Så tør jeg ikke køre bil hvis jeg har spist.

Jeg får angst hvis jeg spiser mere end "mit hoved" tillader mig. (Både sundt og usundt)

Det var lige de størte jeg nævner her.

Håber jeg kan hjælpes..

Hvor længe har i været om at søge hjælp, og hvilken form for hjælp fik/får i?

Hej allesammen

Jeg er ny herinde..

Jeg ville gerne høre fra folk med angst, hvordan i oplever det at have angst, og hvad jeres angst går ud på.

Jeg er idag blevet tilknyttet til en psykiatrisk afd. med angst for IKKE AT VÆRE PERFEKT! Jeg ahvde ikke selv tænkt tanken at det kunne være en angst for det, men det giver god menning på den måde jeg fik det forklaret.

Jeg har angst for flere ting, men det hele er noget der går ud på at jeg er bange for ikke at være god nok/pæn nok!

Håber at høre fra nogle af jer så vi kan få en lille snak om angst.

xXJXx

Jeg har også angst og er også tilknyttet en psykiatrisk afdeling
Jeg har flere former;

1. Panikangst - angst for at dø. Det her springer ud i forskellige sammenhæng. Lige for tiden er det fødslen der er skræmmende for mig, da jeg er stensikker på, at jeg skal dø.

2. Angst for toge. - kan ikke sige hvorfor men noget at det værste jeg overhoved kan forestille mig er at køre i tog. Er SÅ bange for det.

3. Posttraumatisk stress som bevæger sig i retning af angst, i mit tilfælde efter et voldsomt røveri jeg var udsat for, for en del år tilbage. Jeg er ekstremt angst for alt hvad der har med våben at gøre efter den episode. Og til slut, kan jeg sagtens være alene hjemme hele dagen, men ligeså snart jeg skal i seng og sove går det galt. Jeg KAN ikke sove alene, for jeg er sikker på at jeg ikke vågner igen, enten fordi jeg pludselig er død eller fordi jeg bliver overfaldet imens jeg sover. Sover min kæreste eller en anden ved siden af mig er der intet. Og så kan jeg ikke gå på toilettet om natten alene (ret stort problem som højgravid) men det tør jeg simpelthen ikke fordi jeg er bange for om der er andre end os i lejligheden og fordi der er mørkt og stille.

Det er sådan lige de største problemer jeg har i den forbindelse

xXJXx skriver:

Hej allesammen

Jeg er ny herinde..

Jeg ville gerne høre fra folk med angst, hvordan i oplever det at have angst, og hvad jeres angst går ud på.

Jeg er idag blevet tilknyttet til en psykiatrisk afd. med angst for IKKE AT VÆRE PERFEKT! Jeg ahvde ikke selv tænkt tanken at det kunne være en angst for det, men det giver god menning på den måde jeg fik det forklaret.

Jeg har angst for flere ting, men det hele er noget der går ud på at jeg er bange for ikke at være god nok/pæn nok!

Håber at høre fra nogle af jer så vi kan få en lille snak om angst.

xXJXx

Jeg fik konstateret angst for omkring 10 år siden.

Jeg har egentlig ikke specifikke anfald, men mere en konstant følelse af uro og anspændthed. Denne følelse intensificeres i visse situationer, men er der nærmest hele tiden. Jeg tænker egentlig ikke over det mere, men tager det som en selvfølge nu.

Det er helt sikkert værst i sociale sammenhæng. I situationer hvor der er mange nye mennsker. Men kun når jeg vil indgå i en fremtidig relation med dem. 

Angsten betyder jeg bruger rigtig meget energi. Jeg har hele tiden flere tankespor, som ikke bare kan ignoreres. Angst tankerne er der hele tiden. Det er svært at forklare, men det er som en konstant strøm af tanker, der overlapper mere almindelige tanker. Det fører til at jeg bliver meget hurtig træt, har svært ved at sov og stort set altid har mareridt. Det betyder også jeg altid søger muligheder hvor hjernen ikke har mulighed for at fokusere på angsten. Det kan være foran fjernsynet, med radio i baggrunden og spille et spil på IPad. Hvis jeg skal slappe af så er det vigtigt, der er noget der kan aflede mig. Men samtidig så er det svært for aktivitet gør man ligeledes træt, så det er en balancegang! 

Så har jeg desuden et konstant behov for stabilitet. Der skal være planer for alting, selv meget langt ud i fremtiden. Uregelmæssigheder gør man angst.

Jeg har ligesom dig også et behov for at være perfekt. Hvis man var det, så ville man jo ikke skulle bekymre sig 

Nå, men det værste er nok angstens gode ven, depression. 

Jeg har socialangst og agorafobi som jo også er en angst.

Jeg er på førtidspension og det er pga angsten. Jeg kan simpelthen ikke passe et arbejde fordi jeg bruger så meget energi når jeg er sammen med mennesker jeg ikke kender. Selv når jeg har været på en arbejdsplads over 1 år, bliver det ikke bedre. Jeg tør ikke snakke, spise eller være mig selv.

Efter jeg er kommet på pension har jeg overskud til at arbejde lidt med det. At tage en bus, tage til læge, handle osv arbejder jeg med og det er tåleligt nu.

Min tilstand er stationær, jeg har gået til psykiater og medicin virker ikke.

xXJXx skriver:

Hold da op piger, det er en hård modstander den angst.

For at gå lidt mere i dybden med min(e) angst(er):

For det første har jeg angst for at tage på, jeg har engang vejet 105 kg og vejer idag 72,7 kg. Hver morgen går jeg på vægten for at tjekke om jeg har taget på, hvis den viser mere end dagen for inden bliver jeg fysisk dårlig, jeg får hjertebanken, ryster, bliver frustreret, og så er min dag ødelagt, ved at jeg ikke kan "finde ud af" at komme igang med dagen.

Så har jeg angst for at spise sammen med flere end der er toiletter til, dette har jeg indtil videre kommet igennem ved at tage imodium, så kan det gå.

Så tør jeg ikke køre bil hvis jeg har spist.

Jeg får angst hvis jeg spiser mere end "mit hoved" tillader mig. (Både sundt og usundt)

Det var lige de størte jeg nævner her.

Håber jeg kan hjælpes..

Hvor længe har i været om at søge hjælp, og hvilken form for hjælp fik/får i?

 

Jeg fik som sagt konstateret det for omkring 10 år siden, da jeg var omkring 16 år. Har nok haft det siden jeg var 12, men hverken jeg eller mine forældre vidste særlig meget om psykiske lidelser. Der sker jo meget når man er teenager, så det var svært at se, at der reelt var noget galt. Det var først da min mor fik konstateret noget lignende, at de fik øjnene op for det. 

Jeg har været medicineret lige siden. De første par år var forfærdelige. Jeg havde det nok værre end nogensinde. Så der gik noget tid før man fandt den rigtige dosering og kombination af medicin. Den skal stadig justeres til tider  

Det er altid rart at høre andre stå frem med deres skavanker (ikke at det er godt i har dem). Man er kommet ret langt i forhold til at bryde tabuet ved psykiske lidelse  

Min angst er for psykiske sygdomme. Har simpelthen været rædselsslagen for at være ved at blive tosset, da jeg i starten ikke kunne identificere alle symptomer som angst. sammenligner det med folk der har angst for fx kræft - så er jeg bange for at blive tosset. Og i særdeleshed i forhold til min søn og baby! Men jeg har arbejdet meget med det, og ved jeg er ganske normal. angsten er et symptom på nogle dårlige mønstre jeg har tillært mig. Får en smule medicin, og synes jeg er ved at være super god til at leve med og forstå mine angst problematikker

Jeg har også angst .. Jeg har været sygemeldt de sidste 8 måneder med angst der førte til depression . 

Netop i dag har jeg fået tilbudt et arbejde , og vil tage kampen op og prøve at komme ud og overvinde angsten 

Her er de former for angst jeg har fået "tildelt" 

"Dependt" - angst for at være alene . Jeg føler en konstant mangel på tryghed . Har jeg feks haft nogle kærester , har jeg gået direkte videre fra den ene til den anden , simpelthen for at få trygheden . 

"Tvangspræget" - angst for at lave fejl . Alt skal være perfekt i huset , jeg føler mig så flov , hvis der kommer nogen uanmeldt , og alt ikke står lige mm. 

Stiller alt op i regler og skemaer og er perfektionistisk.

"Ængstelig" - angst for afvisning og kritik . Jeg er konstant nervøs , og usikker . Og tør ikke knytte mig til mennesker - jeg har et stort behov for anerkendelse . 

Kort fortalt , kommer jeg hurtig til at leve et tilbagetrukket liv , selvom jeg rent faktisk har lyst til at være sammen med andre .