Adhd

Sagen er den, at min mellemste datter er ved at blive udredt for ADHD, hverken min datters pædagog, os, børnelægen eller den ene psykiater vi har snakket med er i tvivl om det er det hun fejler. Hun er ikke en af dem der reagerer voldsomst ej heller er hun en af dem der har alle tegnene men hun har mange tegn på det og hun har rigtig svært ved mange ting. Hun kommer konstant i konflkter, har kun ydrepunkter i sine reaktioner (bliver meget vred eller meget ked ikke ind imellem) osv.
Vi har så fortalt det til min familie og min mands. Reaktionerne er vidt forskellige. Min mands familie er rigtig støttende. Er med indover og vil høre om alt. Især også hvordan de kan hjælpe hende når hun er hos dem. Hvorimod min familie er i den helt anden grøft. De synes vi overreagerer. At hun ikke er "så slem". At vi sammenligner med hendes storesøster som er en stille type osv. Så hver gang vi bringer noget på bane så skal vi straks igang med at forsvare vores beslutning. Den har ikke været nem. Vi har vist i 1½ års tid, at den var gal men vi tænkte at så længe bh ikke sagde noget, så skulle vi nok klare den men da de begyndte at pippe besluttede vi at gå videre med sagen. Det er bare frustrende. Det er jo ikke fordi vi synes at det er nemt eller fordi vi gerne vil at hun får en diagnose.. vi vil bare gerne have nogle værktøjer, også fordi når hun skal videre skal hendes klasselærer vide, at hun altså ikke er "dårlig opdraget" men faktisk har nogle problemer med skift i leg osv. Bh er super god. De strukturerer en masse for hende deroppe.. vælger en hun må lege med så hun ikke bliver for vred når legene går galt. "Hun er da mere rolig nu, tror I ikke bare, at hun havde en dårlig dag?" "Alle børn skal da ikke have diagnoser", "det er så nemt nu til dags at få en diagnose".

først en stor

som mor til et barn med adhd kender jeg desværre godt til de mange fordomme man kan møde.

min egen bror kom med den platte kommentar om at adhd betyder "alle drenge har det" og den magter man bare ikke at høre på.

ved os havde min søn det meget skidt før han blev indstillet til udredning. han trives på det tidspunkt slet ikke i skolen, han var depressiv og sov næsten ikke om natten. han var ekstrem eksplosiv, løb næsten på væggene, og følelsesmæssigt levede han (som du selv beskriver det) på alle yderpunkterne. han var enten meget vred, meget glad eller meget hyper.

Lullaby skriver:

Sagen er den, at min mellemste datter er ved at blive udredt for ADHD, hverken min datters pædagog, os, børnelægen eller den ene psykiater vi har snakket med er i tvivl om det er det hun fejler. Hun er ikke en af dem der reagerer voldsomst ej heller er hun en af dem der har alle tegnene men hun har mange tegn på det og hun har rigtig svært ved mange ting. Hun kommer konstant i konflkter, har kun ydrepunkter i sine reaktioner (bliver meget vred eller meget ked ikke ind imellem) osv.
Vi har så fortalt det til min familie og min mands. Reaktionerne er vidt forskellige. Min mands familie er rigtig støttende. Er med indover og vil høre om alt. Især også hvordan de kan hjælpe hende når hun er hos dem. Hvorimod min familie er i den helt anden grøft. De synes vi overreagerer. At hun ikke er "så slem". At vi sammenligner med hendes storesøster som er en stille type osv. Så hver gang vi bringer noget på bane så skal vi straks igang med at forsvare vores beslutning. Den har ikke været nem. Vi har vist i 1½ års tid, at den var gal men vi tænkte at så længe bh ikke sagde noget, så skulle vi nok klare den men da de begyndte at pippe besluttede vi at gå videre med sagen. Det er bare frustrende. Det er jo ikke fordi vi synes at det er nemt eller fordi vi gerne vil at hun får en diagnose.. vi vil bare gerne have nogle værktøjer, også fordi når hun skal videre skal hendes klasselærer vide, at hun altså ikke er "dårlig opdraget" men faktisk har nogle problemer med skift i leg osv. Bh er super god. De strukturerer en masse for hende deroppe.. vælger en hun må lege med så hun ikke bliver for vred når legene går galt. "Hun er da mere rolig nu, tror I ikke bare, at hun havde en dårlig dag?" "Alle børn skal da ikke have diagnoser", "det er så nemt nu til dags at få en diagnose".

Nu kender jeg ikke noget til at have børn med adhd, men jeg kender selv til det.

Hele mit forløb med psykiatrien startede da jeg var 18 år, og jeg har været igennem rigtig mange samtaler, tests og medicin inden de endelig fandt frem til at det er adhd jeg har. Det siges at det ikke er lige så nemt at diagnotisere ved piger som hos drenge, og jeg har fået den der "Alle Drenge Har Det" (på trods af at der ikke hænger en tissefyr mellem mine ben) i hovedet mindst 1000 gange. Jeg har først fået diagnosen da jeg var 20 år, så det har været vildt hårdt at skulle forsvare og argumentere overfor venner og familie. Jeg føler stadig (jeg er 22 nu) at jeg skal forsvare og argumentere osv. Det er rigtig hårdt at man håber på støtte, men man får det helt modsatte.

Det må være utrolig hårdt at skulle forsvare sit barn på den måde, for de eller en selv kan ikke gøre for at det er sådan, og folk har bare så svært ved at acceptere og se i øjnene at vi ikke alle er ens. Men jeg håber aldrig at det bliver nødvendigt for jeres datter at hun selv skal forsvare diagnosen! 

 

Må jeg spørge hvordan de mere præcise symptomer har vist sig?

Jeg har nemlig selv to dejlige børn, og det siges jo at der er 50% risiko for at vidergive det til sine børn, og de skal i hvert fald ikke udsættes for at opdage det som 20 årige og forsvare det overfor hele verden.

 

Tusind knus og varme tanker til jer 

MyLittleBaby skriver:

Nu kender jeg ikke noget til at have børn med adhd, men jeg kender selv til det.

Hele mit forløb med psykiatrien startede da jeg var 18 år, og jeg har været igennem rigtig mange samtaler, tests og medicin inden de endelig fandt frem til at det er adhd jeg har. Det siges at det ikke er lige så nemt at diagnotisere ved piger som hos drenge, og jeg har fået den der "Alle Drenge Har Det" (på trods af at der ikke hænger en tissefyr mellem mine ben) i hovedet mindst 1000 gange. Jeg har først fået diagnosen da jeg var 20 år, så det har været vildt hårdt at skulle forsvare og argumentere overfor venner og familie. Jeg føler stadig (jeg er 22 nu) at jeg skal forsvare og argumentere osv. Det er rigtig hårdt at man håber på støtte, men man får det helt modsatte.

Det må være utrolig hårdt at skulle forsvare sit barn på den måde, for de eller en selv kan ikke gøre for at det er sådan, og folk har bare så svært ved at acceptere og se i øjnene at vi ikke alle er ens. Men jeg håber aldrig at det bliver nødvendigt for jeres datter at hun selv skal forsvare diagnosen! 

 

Må jeg spørge hvordan de mere præcise symptomer har vist sig?

Jeg har nemlig selv to dejlige børn, og det siges jo at der er 50% risiko for at vidergive det til sine børn, og de skal i hvert fald ikke udsættes for at opdage det som 20 årige og forsvare det overfor hele verden.

 

Tusind knus og varme tanker til jer 

Tak for dit svar. Jamen hun er meget hyper, løber altid og kommer derfor ofte til skade, hun stopper ikke når hun bliver bedt om det, det er iwær i legesituationer, så kommer hun til at slå, bide eller sparke. Hun reagerer meget kraftigt, især hvis de faste rammer bliver brudt, hver torsdag afleverer jeg(normalt gør min mand da han har barsel) og hver torsdag har vi så mange konflikter at jeg har så ondt i maven. Jeg prøver at gøre som ham men så snart jeg laver den mindste smule om, ligger hun sig ned og skriger, sparker og slår efter mig. Hun forstår ikke lange "kommandoer" feks du skal tage sit tøj, lægge det i kurvene, tage nattøj på og hente din bamse. Hun stopper ved tøjet og begynder at fjolle rundt. Hun er meget voldsom overfor sin mindste søster, holder om hende og giver ikke slip, krammer voldsomt. Hendes koncentration er ikke altid i top. Hun begynder at kravle rundt, lege med sit hår eller andet. Det er især hvis ikke vi er der til at fastholde hende. Hun har kobstant konflikter i bh, de har så valgt en hun må lege med i hver puse så hun ikke har for mange valgmuligheder. Hun sover ikke meget, det har hun aldrig gjort. Er tit oppe før 6 om morgenen.
Puha, det lyder som meget men hun er også en ufattelig kærlig pige.

Lone Jakobsen skriver:

først en stor

som mor til et barn med adhd kender jeg desværre godt til de mange fordomme man kan møde.

min egen bror kom med den platte kommentar om at adhd betyder "alle drenge har det" og den magter man bare ikke at høre på.

ved os havde min søn det meget skidt før han blev indstillet til udredning. han trives på det tidspunkt slet ikke i skolen, han var depressiv og sov næsten ikke om natten. han var ekstrem eksplosiv, løb næsten på væggene, og følelsesmæssigt levede han (som du selv beskriver det) på alle yderpunkterne. han var enten meget vred, meget glad eller meget hyper.

Tak for dit svar.