Forhistorie: Jeg har haft endometriose siden jeg var 21 (dvs snart 10 år), og som følge deraf besvær med at blive gravid. Men efter operation nr 3 og 6 icsi-forsøg blev jeg endelig gravid. Jeg blev fulgt tæt hele graviditeten igennem, og blev scannnet ca en gang om mdr hele graviditeten igennem. Der var dog ikke noget at komme efter, heldigvis..... Havde en super graviditet, hvor den væreste fjende var træthed, så det var jo nemt. Tog også kun 6 kg på, hvilket jeg var meget glad for, da jeg er en lidt stor pige i forvejen.
Nå, havde ternin den 2407 2007, men gik 4 dage over tiden. Den 27. gik vandet under toiletbesøg kl 20 om aftenen.. Det var med spænding og glæde, og også lidt frygt, jeg ringede på fødegangen. Havde ingen veer, og jeg fik en tid til tjek kl 9 om formiddagen dagen efter, og så måtte vi jo se hvor langt jeg var i forløbet.
Kl 23 begyndte "hyggeveerne", og jeg sendte manden i seng - tænkte at vi jo ikke vidste hvad der måtte komme, så det ville nok være godt at en af os i det mindste var udhvilet:P Trods råd om afslapning fra fødegangen, kunne jeg ikke, da veererne tog mere og mere til..... 1000 tanker fløj igennem hovedet, for hvor var det vildt - tænk at det var nu, og at 5 års kamp skulle blive til noget "håndgribeligt". Fra kl 3 om natten og til kl 6 om morgenen gik det stærkt, og kl 6 ringede jeg på fødegangen, og sagde jeg ikke kunne holde det ud mere..... Vi kørte på fødegangen, og ramte vagtskiftet... Så vi sad i venteværelset, og jeg følte bare jeg skulle presse, så det gjorde jeg, hehe... Så kom der en rengøringskone, og spurgte om der var nogen, der havde kigget til mig, og det måtte vi jo sige nej til... "Det tror jeg da lige, der er nogen der skal..." sagde hun og forsvandt.
Der kom en jordmoder med det samme, og da jeg havde pressetrang, blev jeg undersøgt med det samme.... Jojo, 4 cm åben og i aktiv fødsel - fik afføringsmiddel og kom på en fødestue.
Har under graviditeten været lidt bange for min "endometriosesmerte". Jeg har endometriose i hulrummet mellem skede og endetarm, og var HUNDERÆD for, hvordan det ville føles, når barnet pressede på. Den smerte sygdommen medfører i det område, kan ikke bskrives med ord - kun dem med sygdommen kan sætte sig ind i det... Så var der jo mulighed for at få lagt en rygmarvsbedøvelse, men det ville jeg heller ikke - inden en af mine operationer skulle jeg have en lagt, og det var en MEGET ubehagelig oplevelse - lægen måtte stikke mig 6 gange før han ramte, og allligevel var det ikke godt, så jeg blødte ud af endetarmen....
Så nu var det jo ikke nemt - jeg kom i badekar, men det var da det væreste humbug jeg har prøvet, hihi. Kom hurtigt op igen, og jordmoderen fik mig overtalt til en rygmarvsbedøvelse alligevel.... Jeg brugte alt for meget energi på at presse selvom det ikke var tid, så det ville være rart forhåbentlig at kunne slappe af.... Jeg fik den lagt, og det var nok det bedste jeg har oplevet!! Jeg fik ro, og det var tiltrængt - jeg kunne endda småsove lidt.
Men udvidelsen gik LAAAAAAANSOMT, så det ende med jeg fik lagt et vedrop. Det satte stille og roligt gang i tingene, men den lille i maven var ikke vild med det - hans kurver begyndte at dykke grimt flere gange, og jordmoderen havde tæt kontakt med bagvagten og der blev holdr meget øje med det hele.. Til sidst skulle barnet have taget en blodprøve fra hovedet inde i mig, for at de kunne få et totalt overblik over, hvordan han havde det.... Disse prøver blev taget 3 gange, og umiidebart holdte han sig inde for det normale.... Men han lavede stadig de grimme dyk og havde gjort det for længe og for tit i løbet af dagen - vi er nu henne ca halv 10 om aftenen.
Pludselig hører jeg jordmoderen, bagvagten og børnelægen snakke om akut kejsersnit. Dog ville bagvagten helst at jeg fødte normalt pga af alle mine operationer i underlivet - et kejsersnit kunne måske lave ravage i området, fordi jeg er blevet rodet i så mange gange. Men selvfølgelig ville de lave kejsersnit, hvis det blev nødvendigt - men de ville give "os" en chance med en hård kop først. Men lillemanden var stresset, så han skulle altså helst ud, ret hurtigt - hans hjerterytme dalede mere end børnelægen kunne lide, og den rettede sig ikke i vepauserne.
Så pludseligg var vi mange på stuen: Mig, min mand, jordemoder, 2 bagvagter (overlæger), en sosu-assistent og børnelægen - der var bevæbnet med et klæde, så han kunne løbe med den lille om nødvendigt.
Men ud kom han med stor kraft i 3 presseve, og var bare så fin, smuk og dejlig!! Min mand var blevet sat til at slå alarmen fra på målerne, og kom først over til mig da børnelægen havde set og erklæret at barnet var ok. Der var ingenting med ham overhovedet, og scorede også fuld point i abgar (eller hvad det hedder)...
Da vi var samlet der - far, mor og barn - måtte vi fælde et tårer - det var så stort at den årlange kamp var slut og endt godt trods lidt kaos til sidst....
Lasse blev født den 2807 2007 kl 21.46, vejede 3430 gram og var 55 cm
Familien var fuldendt:P
Så tog en vis mand ved mig.... Fandeme om jeg skulle ligge med veer i næsten et døgn, og det så skulle ende med et kejsersnit!! Så jeg pressede
Anmeld
